Dreame Z30 Ultra

Dreame Z30 Ultra
Rengøring skal helst være så hurtigt, effektivt og problemfrit som muligt. Med en støvsuger som Z30 Ultra prøver Dreame at levere alsidige funktioner og stor effektivitet.

Centrale specifikationer

  • TurboMotor™ med 150.000 o/min
  • 90 minutters maksimal driftstid
  • 310 AW af uforlignelig sugestyrke
  • 99,99 % (0,1 µm) filtreringseffektivitet
  • Intelligent registrering og tilpasning
  • CelesTect™ oplyser støv
  • Fungerer på flere overflader

På listen af features herover er specielt batteritiden sammen med sugestyrke og filtrering gode ting at have fokus på. 


En tur rundt om Dreame Z30 Ultra

Z30 Ultra er en poseløs, ledningsfri stangstøvsuger af den slags som specielt Dyson har været med til at gøre populære. Dreame har dog vist, at Dyson bestemt ikke er det eneste gode bud på dette marked. 

Z30 Ultra kommer i pakket med et væld af tilbehør. Alt er sikkert og godt pakket, så det er sikret under transporten. Der er i alt 12 dele i kassen med Z30 Ultra. 

Dreame Z30 Ultra tilbehoer

Hoveddelen er naturligvis det mest centrale. Det er her vi finder motoren, der skal drive det hele sammen med batteri, betjeningspanel og så naturligvis den 0,6L store opsamlingsbeholder. 

Hoveddelen kan sættes sammen med det væld af tilbehør, som følger med til Z30 Ultra. Der er den primære funktion med en forlængerrør og to primære støvsugerhoveder, til den normale rengøring rundt om i hjemmet. 

De to hoveder er det som Dreame kalder en “Belysningsbørste til flere typer overflader” og en “Blød belysningsbørste”

Dreame Z30 Ultra boerstehoved

Den første er multifunktionshovedet der fungerer på både tæpper og hårde gulve og kan klare det meste. Børsten er designet til at modvirke sammenfiltring af hår og kan klare selv større partikler i hjemmet. Der er blåt lys på fronten, der oplyser området foran børsten, så man bedre kan se støv og snavs og få det hele med. 

Det andet hoved er, som navnet antyder, en blødere børste til hårde, men mere sarte gulve, og kan altså ikke bruges på fx tæpper. 

Dreame Z30 Ultra lille tilbehoer

Ud over det er der fem andre stykker tilbehør til mere eller mindre specialiserede opgaver. Der er de klassiske med børster og spidse mundstykker, der kan ikke ind i de smalle kroge af hjemmet og få støvet med. De er kombineret med et mundstykke med en mindre børste, som er god til sofaen og andre lign opgaver. 

Dreame Z30 Ultra pet boerste

I den lidt mere specialiserede ende er der et mundstykke med specielt beregnet til at børste kæledyr. Det er uden roterende dele, men i stedet for med en børste, som let fanger løst hår. Man kan herefter med et let tryk få det opsamlede hår af og smide det ud. 

Endelig er der to dele med, som er beregnet til at gøre arbejdet med Z30 Ultra lettere. Det ene er en fleksibel slange som betyder, at det er lettere at bruge specielt de mindre mundstykker eller børsten. 

Det andet er en fleksibel adapter, der kan sættes ind et sted imellem selve støvsugeren og tilbehøret, så man kan få et knæk på stangen. På den måde er det lettere at komme til at støvsuge under lave møbler, som skabe eller sofaer uden at skulle helt ned på gulvet med maskinen. 

Dreame Z30 Ultra stand

Det sidste stykke tilbehør i pakken er en gulvstand, som fungerer som opbevaring og oplader for Dreame Z30 Ultra støvsugeren.  Der er på standen også plads til de tre stykker tilbehør, man bruger mest. Strømmen tilsluttes til gulvstanden via den inkluderede strømadapter. 

Dreame Z30 Ultra stoevsuger

Der er ingen støvopsamling i en pose i standen, som vi har set på andre Dreame enheder, som Dreame Z10 Station. 

Man skal altså selv huske at tømme beholderen på støvsugeren. 


Test

Jeg har brugt Dreame Z30 Ultra, som husstandens primære støvsuger i en måned. I den periode har den fungeret både som værktøj til en grundig dybderengøring af hjemmet, og til den mere daglige løbende eller pletrengøring efter behov. 

Mit hjem er samlet set 240 m2 fordelt på to etager. Det er primært med hårde gulve i en kombination af parketgulve og klinker, men med enkelte måtter og tæpper rundt om i hjemmet. 

Vi er to voksne, to børn på henholdsvis fire og et år og så endelig en hund. Det vil sige, at der er trafik nok i hjemmet til at trække støv og skidt rundt i huset, specielt her i sommerperioden, hvor der er noget mere løbende trafik ind og ud mellem huset og haven. 

Dreame Z30 Ultra maaler

Dreame angiver selv, at man kan få op til 50 minutter ud af en opladning. Det viser i deres forsøg at man burde kunne dække 300 m2 rengøring. Ser man deres tal igennem, så er det dog udelukkende på den lave ECO indstilling man vil nå det mål. 

Desuden vil det naturligvis stadig variere lidt alt efter, hvilket underlag man støvsuger osv. 

Der er tre indstillinger man kan bruge Dreame Z30 Ultra. Man vælger hvilken man vil bruge via den lille betjeningspanel på støvsugeren, på knappen ved siden af power knappen. 

Standarden er en Auto indstilling, der løbende måler på mængden af snavs og underlaget, og så selv tilpasser sugestyrken efter behov. 

Man kan også vælge den lavere ECO indstilling, hvor sugestyrken er reduceret og så eller Max indstillingen, hvor man udnytter de 150.000 o/min som Dreames TurboMotor kan levere. 

Batteritiden vil altså afhænge af, hvilken indstilling man bruger. Jeg fandt i min test at jeg fik de mest tilfredsstillende resultater med Auto indstillingen, som jeg ind imellem supplerede med Max på genstridige steder, som måtterne i entreen osv. 

Dreame Z30 Ultra auto

I et brugsscenarie som det kunne jeg ikke nå alle 240 m2 i vores hjem, hvis jeg var grundig og kom ud i alle hjørner. Til hverdag er det dog sjældent, at vi rengører hele huset i et hug, så det er sjældent noget der vil være et problem, men derfor er det værd at have med i overvejelserne, hvis man har behov for at rengøre mange m2 i en omgang. 

En fuld opladning af Z30 Ultra tager omkring 4 timer, men en noget kortere supplerende opladning kunne ofte bruges til at kunne nå lidt mere. 

Jeg har mest brugt multihovedet til rengøring, da jeg med to langhårede og en hund i huset har en del hår og pels der skal klares. Her klarede multihovedet med børsten tingene bedst og jeg har ikke oplevet nogen sammenfiltring af hår i børsten, hvilket har været rart. 

Dreame Z30 Ultra lys

Det blå lys i fronten på begge de to store børstehoveder, som Dreame kalder CelesTect, er super godt til at oplyse gulvet foran maskinen og på til tider uhyggelig vis demonstrere, hvor meget støv og skidt der er på gulvet. Det er en fin hjælp til at sørge for man får det hele med, på et gulv der ved et hurtigt blik kan se rent ud.

Udvalget af tilbehør til Z30 Ultra er super fint. Det har betydet, at jeg har haft et tilbehør til stort set alle opgaver, jeg er løbet ind i under min test. 

Det lille børstehoved er super godt til at klare sofaen og lænestolen, mens det lille spidse mundstykke med mulighed for en børste er god til at tage de smalle kroge og paneler. 

Den fleksible slange er også super rar at have med, da det faktisk altid har været en af de ting jeg har savnet fra de gode gamle støvsugere fra min barndom. At have et lille mundstykke for enden af en fleksibel slange, gør det super let at komme efter skidt og støv, i de lidt mere kringlede steder i hjemmet. 

Dreame Z30 Ultra fuld form

Den fleksible adapter der kan skabe et ekstra knæk på din støvsuger, så den er let at bøje under fx skabe og sofaer fandt jeg ikke specielt meget anvendelse for. Ikke fordi den ikke virkede, men mere fordi jeg altid endte med at synes det var lettere bare at bøje mig ned, så støvsugeren kunne kommer under møblerne, end at skulle hente og montere endnu et stykke tilbehør. 

Når det er tid til at tømme beholderen for støv og skidt er det let at tage den af resten af støvsugeren. Man kan hurtigt tømme indholdet ud via en lem i den ene ende af beholderen, og hvis man vil rengøre beholderen yderligere kan den adskilles og filteret kan vaskes.

Dreame Z30 Ultra filter

Det er også på den måde, du får adgang til HEPA filteret i enheden, som du også manuelt kan rengøre eller udskifte. Dreame angiver selv at filteret klarer 99,99% HEPA filtrering og 99,9% filtrering for bakterier og vira. Det er naturligvis tal, som vi ikke har nogen mulighed for at efterprøve. 


Pris

Jeg kan i skrivende stund finde Dreame Z30 Ultra med en online pris på 3850 kroner, hvilket placerer den i mellemsegmentet. Det er samme prisområde, som vi finder Dyson V8 Absolute eller Roborock F25 ACE.


Konklusion 

Dreame har med Z30 Ultra lavet en alsidig og kraftig støvsuger, som med lethed klarer rengøringen i selv større hjem. 

Der er et hav af tilbehør med til Z30 Ultra og måske også mere end en del af os har brug for. Det betyder dog, at man får en støvsuger, som er klar til stort set alle opgaver man kan komme ud for. 

Der er gode muligheder for at lade Z30 Ultra selv at tilpasse sugestyrken til opgaven, eller du kan selv styre tingene via den lette betjening. 

Dreame Z30 Ultra beholder

Dreame angiver en batteritid på omkring 50 minutter svarende til hvad de vurderer 300 m2 rengøring. Det er dog udelukkende på ECO indstillingen man kan komme derop. Under mere normale forhold i min test, primært på Auto indstillingen, var det mere ca. 30 minutter der var normen. 

Så selv om markedsføringen peger på, at man kan klare hjem op til 300 m2 på en opladning, så rammer det altså lidt ved siden af med mindre der er lettere rengøring. 

Når det er sagt, så var det dog en god og effektiv rengøring, som jeg fik ud af Dreame Z30. Rengøringen i vores hjem sker som regel i etaper, og er kun sjældent hele huset på engang. 

Dreame Z30 Ultra filter beholder

I den setting har det været en fornøjelse at have Dreame Z30 Ultra på besøg, og den har givet et boost til rengøringen i hjemmet. 

Specielt det gode udvalg af tilbehør har betydet, at jeg har kunne klare alle opgaver der er dukket op og har kunne komme ud i alle kroge til en dybere rengøring, når der har været behov for det. 

Dreame Z30 Ultra lander prismæssigt i mellemsegmentet af markedet, hvilket jeg også synes matcher meget godt med listen af features og tilbehør. 

Vi lander med en endelig karakter på 9, for en effektiv og featurerig støvsuger med et hav af tilbehør. 


Fordele

  • God sugestyrke
  • Bredt udvalg af tilbehør
  • Fornuftig batteritid


Ulemper

  • Intet nævneværdigt

Vores partnere