Centrale Features:
MOVA er et datterselskab til Dreame, som vi har set på tidligere, så vi får se hvor meget vi kan genkende.
En tur rundt om MOVA V50 Ultra Complete
MOVA V50 Ultra Complete kommer i en stor solid kasse, og er godt pakket for at klare transporten. Der er en smule udpakning og samling man skal igennem, før man kan komme i gang med selve opsætningen.
Jeg går ud fra at denne udgave af MOVA V50 Ultra har Complete tilføjelsen grundet den store tilbehørspakke, som følger med. Ud over selve V50 støvsugeren, sammen med den medfølgende dock, er der også en del tilbehør i form af reservedele.
Der følger et ekstra sæt af de primære børster, to sidebørster, tre ekstra filtre, tre ekstra støvsugerposer til docken og seks sæt ekstra mopper (12 i alt). Alt det ud over de dele som allerede er installeret på robotten i kassen. Endeligt en liter rengøringsmiddel og en lille beholder med MOVAs Pet Odor rengøringsmiddel.
Det er altså en fornuftigt startpakke af ekstra dele man får med til MOVA V50 Ultra Complete, så der vil givetvis gå et stykke tid før man skal ud og købe nyt.
Ser vi på designet af MOVA V50 Ultra, så er det det efterhånden klassiske runde robotstøvsuger design som MOVA holder sig til. Vi har fået besøg af MOVA V50 Ultra i en hvid version. Personligt synes jeg det er lidt synd, at MOVA har valgt at lave støvsugerrobotten med et højglans finish. De meget blanke lyse overflader kommer meget hurtigt til at se beskidte og støvede ud, når robotten kommer ud i de støvede hjørner af hjemmet.
Navigationen klares af en kombination af kamera og lasersensorer fordelt på MOVA V50. Her bruger MOVA en Time of Flight sensor til at kortlægge omgivelserne sammen med kameraet.
Som vi også så på Roborock Saros 10, så har MOVA lavet et lille sensor tårn, der kan trækkes ned. Det betyder, at den samlede højde kan holdes på 89 mm når det er trukket ned, så støvsugeren kan komme under lave møbler.
De mange sensorer bruges sammen med den indbyggede AI software til at identificere genstande omkring MOVA V50 og navigere optimalt omkring dem. MOVA angiver at V50 Ultra kan genkende over 200 forskellige genstande for at navigere mest optimalt.
Det er fx ting som kabler, tæpper og kæledyr, som så kan undgås eller rengøres på den bedste måde.
I situationer med lav belysning er MOVA V50 Ultra udstyret med LED lys, som kan bruges til at lyse omgivelserne op for at hjælpe med navigationen på mørke steder.
Ser vi på undersiden kan vi se at MOVA V50 Ultra drives af to store hjul bagerst og et næsehjul i fronten. De kommer med MOVAs StepMaster system, der dynamisk kan tilpasse højden for at hjælpe med at komme over forhindringer som dørtrin.
Her kan MOVA V50 klare enkelte forhøjninger op til 4,2 cm, mens et opdelt trin som fx et dørtrin kan klares op til seks cm samlet.
MOVA V50 Ultra bruger et dual børste setup, som MOVA kalder TroboWave med en kombination af TPU gummi børster og en normal børste. Det skulle sikre optimal rengøring på tværs af mange forskellige underlag og være med til at forhindre at hår filtres ind i børsterne.
De to hovedbørster suppleres af en sidebørste, der kompenserer for robottens runde form og hjælper med at komme ind i hjørnerne i hjemmet. Børsten sidder på en lille arm, som kan forlænges ud fra siden af V50 Ultra, og på den måde rengøres der under møbler og man kommer bedre ind i hjørnerne. Når børsten ikke bruges, kan den hæves.
Bagerst kan vi se de to runde roterende mopper, som bruges i forbindelse med gulvvask. De roterer op til 260 gange i minuttet. V50 Ultra kan automatisk koble dem af og efterlade dem i docken, hvis de ikke skal bruges.
Mopperne kan under rengøringen dynamisk justeres med omkring 3 mm og justere vinklen på 5°, for at sikre optimal rengøring af alle underlag selv dem, der er lidt ujævne.
Helt som sidebørsten kan de to roterende mopper også justeres til siden, og på den måde udvide deres rækkevidde med yderligere 4 cm. Det betyder, at hjørner kan rengøres mere effektivt og MOVA 50 Ultra kan indstilles til at rengøre ind under møbler med en lav profil.
Den medfølgende dock til MOVA V50 Ultra fungerer som hjem for robotten, hvor den kan rengøres og oplades. Docken er udstyret med en støvsugerpose, hvor V50 robotten automatisk kan tømme sit indhold over, når der er behov.
Samtidigt er der også via toppen adgang til de to vandbeholdere til gulvvask. Den ene er til rent vand, mens den anden opsamler det beskidte vand. De to er tydeligt forskellige, så man undgår at bruge den forkerte.
Der er også en beholder til de medfølgende rengøringsmiddel. Den er todelt hvor den største beholder er til det generelle rengøringsmiddel, som systemet automatisk fylder på efter behov.
Den anden er til MOVAs Pet Odor rengøringsmiddel, som kan bruges til målrettet rengøring i forbindelse med kæledyr. Det kan fx være omkring kattebakker, eller hvis hunden er kommet til at tisse på gulvet.
Docken sørger også for at rengøre mopperne på robotten med MOVAs JetSpray Dryboard med med 20 vanddyser rengører mopperne under og efter gulvvask med vand på op til 80 grader. Efter rengøringen af mopperne tørres de med varm luft for at undgå at dannes lugt, svamp eller andre gener af et fugtigt miljø.
Software
Helt som de fleste andre Smart Home enheder foregår opsætning og kontrol af MOVA V50 Ultra via en app. MOVA app’en sørger for at guide dig igennem opsætningen og tilslutningen af netværk. Softwaren ligner utroligt meget den vi allerede har set på lignende robotter fra fx Roborock eller Dreame. Det sidste er nok ikke så underligt, da MOVA og Dreame er tæt forbundet.
I forhold til den del af opsætningen skal man dog være opmærksom på, at man udelukkende kan tilslutte 2,4 GHz WiFi. Hvis man har et Mesh WiFi system, som mig, hvor både 2,4 GHz og 5 GHz er samlet i et netværk, så kan det give problemer for MOVA app’en kan tilsyneladende ikke selv skelne imellem dem og tilslutte 2,4 GHz delen at netværket.
Det betød, at jeg skulle tilpasse mit netværk en smule og oprette et separat netværk, som kun bestod af et 2,4 GHz. Det er måske et meget specifikt problem, men det er værd at være opmærksom på, da det umiddelbart ikke var klart hvorfor jeg ikke kunne få opsætningen til at virke. Fejlmeldingen var ikke specielt specifik, så jeg måtte gætte mig lidt frem før jeg fandt løsningen.
Med styr på netværket gik opsætningen som en leg, og jeg var hurtig klar til at lade robotten kortlægge huset. Det kan den klare automatisk ved at køre en tur igennem hjemmet, hvor den bruger sine mange sensorer til at kortlægge dine rum.
Du kan oprette flere forskellige kort, hvis dit hjem er opdelt i fx flere etager. I mit tilfælde tog det MOVA V50 Ultra omkring ti minutter at kortlægge de omkring 60 m2 af vores stueetage.
Systemet opdelte herefter rum, baseret på hvor den havde målt døråbninger. Opgaven klarede den super fint og de steder hvor der var små ting der ikke var helt på plads, var det let efterfølgende at rette til i app’en.
Hvis der er områder i dit hjem, hvor robotten ikke skal komme, kan man opsætte No-Go Zoner eller indsætte virtuelle vægge via app’en.
Der er mulighed for opsætning af flere kort, hvis man har et hjem, der er opdelt i flere sektioner eller etager. Den indledende kortlægning kræver at man flytter støvsuger og dock til det nye område i forbindelse med kortlægningen.
Efterfølgende er det dog nok at flytte selve støvsugeren. Her skal man dog være opmærksom på, at hvis man vil vaske gulvet i et område hvor docken ikke er, kræver det lidt manuel indsats også. I forbindelse med gulvvask skal robotten regelmæssigt tilbage til docken for at vaske og fugte moppen.
Det kan den naturligvis ikke hvis docken ikke er i samme område. I de tilfælde skal man selv flytte den frem og tilbage, når den skal have opfrisket mopperne. Så længe man placerer MOVA V50 Ultra det samme sted igen, kan den dog let genoptage sin opgave, så på den front klarer den fint navigationen igennem hjemmet.
Kombinationen af kamera og sensorer på MOVA V50 Ultra betyder, at den er rigtigt god til at genkende møbler og andre genstande, den møder på sin tur igennem hjemmet. Den registrerer også selv hvilken type underlag den kører på og tilpasser rengøringen tilsvarende. Det er fx ved at sætte sugestyrken op automatisk på tæpper.
Den er dog også rigtigt god til at genkende genstande, som kan give problemer. Det var fx ting som kabler, møbler og andre genstande, som den efterfølgende kunne forholde sig til og undgå, hvor det var nødvendigt. En super praktisk feature, som burde være med til at undgå at støvsugeren ender med at blive fanget i kabler eller andre genstande rundt om i hjemmet.
MOVA V50 Ultra har en del funktioner som er målrettet til kæledyr. Du kan sætte den til at registrere, når og hvor den møder dit kæledyr. Den kan tage billeder af dem og kan endda sendes ud for at lede efter dit kæledyr, hvis du vil tjekke op på hvordan den har det, mens du er på arbejde.
Lidt mere praktisk måske registrerer MOVA V50 Ultra også hvor den møder dit kæledyr. På den måde lærer den hvilke områder af hjemmet dit kæledyr ofte opholder sig i. Med den information kan man starte målrettet rengøring af de aktivitetszoner.
Ud over kæledyrsfunktionerne, er der i app’en masser af muligheder for at tilpasse og styre MOVA V50 Ultra og dens rengøringsopgaver.
Du kan vælge hvordan du vil have rengøringen klaret og vælge imellem støvsugning, gulvvask eller begge dele, og vælge hvilke rum eller områder du ønsker rengjort. Du kan gøre det manuelt løbende, som du synes du har behov for, eller du kan oprette rutiner baseret på de behov I har i hjemmet.
Det kunne fx være en opgave, der klarer køkken og spiseområder hver dag eller entreen, hvor man kommer ind med beskidt fodtøj.
Der er også mulighed for at opsætte rengøring på et skema, så der automatisk på bestemte tidspunkter startes en rengøring.
Generelt er der super brede muligheder for styring og tilpasning af V50 Ultra igennem Roborock app’en. Der er et væld af indstillinger for robotten, men også for den tilhørende dock. Mulighederne for tilpasning af rengøring baseret på netop dine behov er rigtigt gode med mulighed for specielt fokus på fx gulve, tæpper eller specifikke områder i hjemmet, som specielle rum eller områder hvor kæledyr færdes med fx kattebakker eller madskåle.
MOVA har også gjort vedligeholdelse af støvsuger og robot nem, med en oversigt over hvornår de forskellige sliddele som børster og filtre bør skiftes.
Test
Jeg har haft MOVA V50 Ultra på besøg i et par uger nu og har i den periode brugt den til rengøring af vores hus på samlet set 145 m2. Det er et hus fordelt på flere etager og områder, som i alt krævede at der blev oprettet tre kort, for at kunne dække alle dele af huset.
Opsætningen var dejligt lige til, som jeg også var inde på under software gennemgangen, men krævede lidt indledende arbejde med en dock, der skulle flyttes.
Efter den indledende opsætning har der dog ikke været noget problem med blot at flytte selve støvsugeren imellem områderne. Som nævnt kræver det dog lidt mere, når der skal vaskes gulve.
MOVA V50 Ultra har klaret rengøringsopgaverne i vores hjem super godt. Vi er to voksne, to børn og en hund, så vi er en god flok til at hive støv og skidt med rundt i hjemmet. Specielt den mindste af børnene, som er under et år, elsker at kaste med min mad lige så meget som han spiser den.
Specielt til den slags situationer er det en fantastisk ting at have en robot i huset man kan sætte til at støvsuge og vaske gulvet regelmæssigt. Muligheden for at oprette specielle opgaver centreret omkring specifikke områder eller rum i huset er en bonus.
En af de rutiner der hurtigt blev lavet var fx en der klarede støvsugning og gulvvask i køkkenet og omkring spisebordet, så alle rester efter madlavning og spisning med to små børn hurtigt blev fjernet.
MOVA angiver en max sugekraft på 24.000 Pa, så en smule mere end den Roborock Saros 10, som vi netop har anmeldt. I praksis var den lille forskel dog ikke noget jeg lagde mærke til.
MOVA V50 Ultra klarede generelt alle de opgaver den blev set til i fin stil.
Hvor godt den klarer opgaverne er dog naturligvis også afhængigt af, hvor meget man rydder op inden man sætter den i gang. Navigationen på V50 Ultra er rigtigt god og den styrer fint uden om de forhindringer den møder på sin vej.
Den slags betyder dog også, at man ikke kan satse på at V50 Ultra rengøre hele huset i tip top stand, med mindre man har et hjem stort set uden møbler. Ved manuel støvsugning og gulvvask ville jeg jo løbende flytte ting, som stole osv for at komme til alle steder, og den mulighed har V50 Ultra naturligvis ikke.
Den registrerer dog, når den møder forhindringer på vejen, som ikke er på kortet. Det kunne fx være kæledyr eller dig selv som står i vejen. V50 Ultra forsøger så senere at komme tilbage til det område for at rengøre det.
Jeg har under testperioden været super glad for MOVA V50 Ultra, som har været med til at sikre et noget renere og ryddeligt hjem. Dels fordi den klarer rengøringsopgaverne så godt, og dels fordi man er motiveret for lige at rydde lidt mere op, så V50 Ultra kan komme til.
De mange muligheder for tilpasning af indstillinger og oprettelse af genveje til specifikke opgaver, som passer netop til vores behov i hjemmet, har været en lækker bonus.
De ekstra funktioner rettet imod kæledyr har ikke været super relevante i mit tilfælde. Det har været meget sjovt at kunne se, hvor V50 Ultra møder vores hund og se de små billeder en tager undervejs. Tænker dog ikke det er noget jeg vil gøre brug af på den lange bane, for billederne er af ret dårlig kvalitet.
Muligheden for rengøringsprogrammer rettet specifikt mod områder, hvor kæledyret færdes meget med mulighed for specielt rengøringsmiddel til kæledyr, er dog en fordel.
Pris
Da MOVA V50 Ultra Complete kun netop er blevet lanceret, kan jeg pt ikke finde den hos danske forhandlere. MOVA angiver dog selv en vejledende udsalgspris på 12690 kroner. Det er i high-end segmentet af markedet og lander lidt over de 12.000 kroner, som vi så på Roborock Saros 10. Der er dog meget mere tilbehør med i pakken til MOVA V50 Ultra Complete, så det gør lidt op for de knap 700 kroner mere.
Konklusion
MOVA V50 Ultra Complete er en high-end robot støvsuger, som er pakket med features til den krævende bruger.
Det er noget nær den højeste grad af automatisering, som man kan finde på markedet pt. Det er automatisk støvsugning og gulvvask alt sammen med en klaret af en robotstøvsuger, som også automatisk tømmer støvposen, skifter vand og klarer rengøringen af sig selv og den tilhørende dock.
Alt det sammen med software, som giver mulighed for en super høj grad af tilpasning til netop de behov, som I har i jeres hjem og hverdag.
MOVA tager sig dog godt betalt for alle de mange features, og en pris tæt på 13.000 kroner kan være svær at sluge. Hvis man gerne vil overlade så meget af den daglige rengøring af hjemmet som muligt til en automatisk løsning, så får man dog en super stærk løsning med MOVA V50 Ultra. Med Complete pakken som jeg har set på her får man tilmed en stor pakke af tilbehør med.
Vi lander med en endelig karakter på 8 for en effektiv og featurerig robotstøvsuger som dog også kommer med en høj pris. Samtidigt er der også lidt meget Deja Vu i forhold til min test af Roborock Saros 10. Både features og software minder MEGET om hinanden.
Fordele
Ulemper