Alt imens redaktionen overvejer at bygge til, så vi rent fysisk kan have de voksende bunker af produkter på lager, som producenterne dagligt tilbyder os, så kommer der heldigvis også produkter over disken og ud til vores skønne brugere i form af lære reviews. Tweak.dk tager denne gang et kig på en smartphone fra LG. Der er denne gang tale om deres lækre LG Optimus L5 II
Det er nu tid til at kigge på endnu en af de store fisk i mobilhavet. LG er en stor producent indenfor alt fra skærme til mediesystemer og meget andet spændende. I denne omgang har vi modtaget tre telefoner fra LGs Optimus serie. LG var nogle af de første til at hoppe på smartphonevognen, og deres første blanding af touch og knapper var LG Chocolate. En telefon, som de fleste kender og har haft erfaring med. Dengang var det en slidetelefon med touchknapper på fronten og almindelige taster at skrive på.
Det er nu mange år siden, og alt er blevet touch. Den første telefon i rækken er Optimus L5 II, som er deres mindste smartphonemodel og overtager for Optimus L5. Den nye model kommer med en 1 GHz processor, en ny forbedret opløsning på 800x480 samt et større batteri. Derimod er vægten faldet på den nye model med hele 16,7 gram, hvilket må siges at være en del for en telefon, som ellers er fysisk omtrent samme størrelse.
Specifikationer
LG Optimus L5 II kommer med følgende specifikationer:
• OS: Android 4.1.2 (Jelly Bean) • Processor: 1 GHz ARM Cortex A9 • Skærm: 4” IPS 800x480 pixels • Kamera: 5 Megapixel • Video: VGA • Hukommelse: 4GB + Op til 32 Gb via MicroSD • NFC + 3G • Vægt: 103,3g • Dimensioner: 117,5 x 62,2mm x 9,2mm • Batteri: 1700mAh |
LG Optimus L5 II kommer i en lille hvid æske. Æsken er trykt i et High Gloss-materiale, og på fronten kan man se telefonen såvel som produktserien "L5 II" trykt i stor, grøn skrift.
Bagsiden af æsken er umådelig mangelfuld på denne telefon. Dette skyldes, at alle features er flyttet over på siden i stedet. På siden af æsken finder vi nemlig fem features listet: Android, 4.0” WVGA skærm, 5 MP kamera, 1 GHz CPU og 1700mAh batteri.
Tilbehøret til Optimus L5 II er som forventet holdt til det essentielle. Her kan der nævnes en 240V adapter til USB samt et tilhørende USB-kabel, et headset og så ellers de nødvendige papirer, der skal være med.
Oplader / USB-Kabel
Opladeren til Optimus L5 II er, som det efterhånden er blevet standardiseret, todelt. Første del er en 240V adapter, der gør det muligt at sætte et USB-kabel til. Anden del er USB-kablet som går fra USB til Micro USB. Begge dele er sorte og hænger fint sammen med farven på telefonen. Stikket sidder i toppen af adapteren, hvilket er godt at se.
Headsettet
Der følger ligeså et headset til telefonen, og her har LG valgt smide et budgetheadset med. Headsettet er af typen, der blot hænger i ørerne, og som er yderst begrænset i lyden. Dog kan det fungere, hvis man blot skal bruge det til samtaler og ikke forventer noget større af headsettet. Headsettet er ligeså i sort og følger dermed også telefonens farve.