Huawei Mate 20 Pro - Ny konge på Android tronen?

16. oktober 2018 lancerede Huawei deres nye flagskib inden for Android baserede smartphones i form af Huawei Mate 20 Pro, som i denne test bliver målt og vejet. Har Huawei genopfundet den dybe tallerken med en sand iPhone-dræber, eller er den nye P20 Pro blot en mindre udvikling, på en allerede velfungerende smartphone.

Både i Danmark og resten af verdenen, sidder sidder Apple bekvemt på størstedelen af markedet med deres telefoner. Er du derimod fan Android baserede smartphones, åbner der sig et hav af muligheder. Her vil du typisk støde på producenter som Samsung, OnePlus, Xiaomi, HTC og Huawei, og sidstnævnte har ved flere lejligheder udtalt, at de vil være verdens største smartphone producent inden 2020.Huawei har allerede formået at overtage Apples placering som nummer to, og her har deres P- og Mate-serier gjort sit i kampen om at vinde kundernes gunst. Begge serier har høstet awards over hele kloden, og vist sig værdige til at kunne tage kampen op med alle de store drenge i klassen. 

Især kameraet på disse modeller har vist, at Huawei i den grad kan være med i toppen.Vi har i dag sat Huawei Mate 20 Pro i stævne med store forventninger. Har Huawei genopfundet den dybe tallerken med en sand iPhone-dræber, eller er den nye P20 Pro blot en mindre udvikling, på en allerede velfungerende smartphone.


Se videoanmeldelsen af Huawei Mate 20 Pro herunder, eller besøg os på vores YouTube kanal HER
 

 

Huawei Mate 20 Pro specifikationer: 

  • 6,39 tommer skærm
  • 16,7 millioner farver
  • DCI-P3
  • OLED
  • 2K+ 3120 x 1440, 538 PPI
  • Chipset: Huawei Kirin 980
    2 x Cortex-A76 2,6 GHz + 2 x Cortex-A76 1,92 GHz + 4 x Cortex-A55 1,8 GHz
  • Styresystem: Android 9 Pie + Huawei EMUI 9
  • Hukommelse: 6 GB RAM + 128 GB ROM
  • Batteri: 4200 mAh
  • Kamera: 40 MP (farve) + 20 MP (farve) + 8 MP (farve), f/1,8 + f2,2 + f2,4 blænde, understøtter autofokus (dyb fokus, fasefokus, kontrastfokus, laserfokus)
    24 MP (farve), f/2,0 blænde
  • Stænk, vand og støv bestandig: IP68 

Efter at have brugt Huawei Mate 20 Pro flittigt gennem 14 dage, har vi skabt os et indgående kendskab til telefonen og dens features.Den mere tekniske hardware del af Mate 20 Pro gemmer blandt andet på Huawei’s egen Kirin 980 chipset, 2 x Cortex-A76 2,6 GHz + 2 x Cortex-A76 1,92 GHz + 4 x Cortex-A55 1,8 GHz, som ifølge producenten er i stand til at performe op til 76% bedre end forgængeren.

Huawei Mate 20 Pro har ligeledes fokus på at være energieffektiv, og her hjælpes den på vej af den nye 7nm teknologi som er inddraget i Kirin 980.

Mate 20 Pro fra Huawei er bygget med 6GB RAM og 128GB lager, og med option for udvidelse af lagerpladsen med yderligere 128GB ved at inddrage en af de to SIM slots til et Nano SD kort. 

Hovedpunkterne i forhold til tidligere ifølge Huawei selv, er en ydelsesforbedring på CPU siden med op til 76% og 46% på GPUen. Imponerende tal sammen med forbedret strøm effektivitet på 58% for CPUen og massive 178% for GPUen. 

huawei_mate_20_pro_hardware_tweak_dk 

Et lille minus i vores bog er Huawei har valgt at introducere deres eget Nano Memory Card, som godt nok er 45% mindre end et normalt Micro SD kort, men som kræver indkøb af det specielle kort, som derfor bliver dyrere end et normalt Micro SD kort.Til at drive maskineriet, kommer Mate 20 Pro med et kæmpe 4200 mAh batteri. Huawei forstærker batterifronten med deres Super Charge, som kan oplade det store batteri fra 0 til 70% på kun en halv time. Der er også mulighed for trådløs opladning, og benytter man producentens egen trådløse oplader, er der også Super Charge mulighed her. Du skal dog ikke forvente de samme hurtige lade hastigheder som koblet direkte til.

En anden feature, som bestemt også er værd at nævne, er Reverse Wireless Charging. Reverse Wireless Charging giver mulighed for at bruge Mate 20 Pro til trådløst at oplade andre enheder, der vel og mærke understøtter trådløs opladning via Qi standarden. Når det er slået til, så fungerer bagsiden af din Mate 20 Pro som trådløs oplader, og giver mulighed for at dele sin strøm.

En lækker lille feature, som helt klart tilfører lidt blær til telefonen, selvom det nok ikke ender med at være noget der bruges på daglig basis. 

huawei_mate_20_pro_samsung_tweak_dk 

Vender vi blikket mod det udvendige design, så er det ikke til at komme uden om, at Huawei nok har kigget i retningen af Samsung. Fronten af telefonen ligner unægteligt en Galaxy S8 eller S9 med det afrundede design og skærmen der kurver ned imod kanterne.

Det er et design, som jeg personligt er stor fan af, så det gør ikke mig det store. Fronten er domineret af den 6,39 tommer store OLED skærm med en max opløsning på 3120x1440. Skærmen er afrundet i hjørnerne for at følge formen på telefonen, hvilket koster lidt skærmpladsen, men giver et meget lækkert sammenhængende look.

I toppen er der en ret bred notch, der gemmer på højtaleren, frontkamera og andre sensorer - blandt andet ansigtsgenkendelse. Man kan igennem softwaren vælge at skjule den, hvis man synes det stikker for meget ud, og med OLED displayet på Huawei Mate 20 Pro, super gode sortniveauer, bliver den praktisktalt usynlig. Du vil dog stadig kunne finde statusoplysninger som batteri, klokken osv. på denne plads. 

huawei_mate_20_pro_notch_tweak_dk 

Som vi kender det fra OnePlus 6T, har Mate 20 Pro fået sin fingeraftrykslæser placeret i selve skærmen.

Fingeraftrykslæseren er markeret på skærmen, så du skal ikke lede eller famle dig frem. Opsætningen af fingeraftrykslæseren er nem, og når den først er opsat, virker den upåklageligt og er lynende hurtig. Det er helt sikkert en blæret feature at have med, selv om Huawei kæmpede med OnePlus, om at være de første på markedet med den feature.

 huawei_mate_20_pro_face_unlock_tweak_dk 

Der er også mulighed for at låse op på traditionel vis med en kode, og hertil kommer en ny og forbedret ansigtsgenkendelse, som kan benyttes til at låse telefonen op. Hvor vi på OnePlus 6 havde lidt frustrationer med omtalte, virker Mate 20 Pro en kende mere gnidningsfri. Mate 20 Pro er forsynet med infrarøde sensorer, som aflæser op til 30.000 punkter i dit ansigt for forbedret sikkerhed, og som en ekstra fordel, så betyder det også aflæsningen fungerer i selv totalt mørke, hvilket er et stort plus i vores bog.   

huawei_mate_20_pro_screen_tweak_dk 

I testperioden var telefonen opsat til at reagere, når den blev løftet op og oplåse via ansigtsgenkendelsen. Det betyder, at det praktisktalt ikke føles som telefonen er låst. Telefonens reaktion krydret med ansigtsgenkendelsen, har fået det hele til at føles super gnidningsfrit og let. 

huawei_mate_20_pro_midnight_screen_tweak_dk 

På bagsiden kan vi først og fremmest se den populære Twillight farve, som Huawei introducerede med deres P20 serie, og som er tilbage igen. Det er et look der skiller sig ud i mængden af telefoner, og får den til at fremstå eksklusiv.  

huawei_mate_20_pro_color_tweak_dk 

Er du ikke stor fan af Twillight, så er det muligt at erhverve Mate 20 Pro i sort og midnight blue.
Mate 20 Pro er designet med en blank glasbagside, med alt hvad det medfører af fedtede fingeraftryk og smuds.

Ellers er den store attraktion på bagsiden af telefonen selvfølgelig kameradelen. På Mate 20 Pro får vi i alt tre Leica linser og naturligvis blitzen. Hoved kameraet er en 40 MP vidvinkel linse, som får hjælp af en 20 MP ultra vidvinkel og en 8 MP telefoto linse. 

huawei_mate_20_pro_camera_tweak_dk 

Der er tale om en videreudvikling af kameraet fra P20 Pro, og selvom DxOMark scoren på Mate 20 Pro ikke er kommet endnu, så forventer Huawei selv at slå sig selv af førstepladsen, så der er gode forventninger fra egne rækker til kameraet.

Kamerasoftwaren er super omfattende, og der er forskellige indstillinger til en bred række forskellige situationer samt mulighed for Pro mode, hvis man helst vil finindstille alle detaljerne selv.

Oveni kommer producentens indbyggede AI, der hjælper med at finde de rigtige indstillinger, hvis man vælger at aktivere det. Det betyder, at telefonen selv identificerer hvad der er i billedet, og så tilpasser indstillingerne efter det.

Softwaren kan blandt andet genkende mennesker, forskellige typer af dyr, landskaber og meget mere, og er i stand til at skelne imellem op til ti forskellige objekter i det samme motiv. 

huawei_mate_20_pro_twillight_tweak_dk 

Generelt fungerer det super godt, men der er visse indstillinger, som ikke helt passer til min personlige smag. Den indbyggede AI rammer heldigvis spot on i langt de fleste tilfælde.

Funktionaliteten er imponerende specielt fordi det typisk ikke tager lang tid før kameraet har opfanget hvad der er foran linsen. Skulle du ikke blive flittig bruger af denne feature, kan den heldigvis nemt deaktiveres via kameraindstillingerne.Jeg er gennemgående imponeret af kameraet i Mate 20 Pro, som helt klart placerer sig som et af de bedste smartphone kameraer jeg har prøvet til dato. Mate 20 Pro tager super gode billeder og det sker hurtigt og uden forsinkelse, hvilket kan betyde meget i kampen for at fange det rigtige øjeblik.

Sammenlignet med Samsung S8 og OnePlus 6, så synes jeg det ender med tæt løb imellem Huawei og Samsung mens OnePlus 6 kommer til kort i de fleste direkte sammenligninger i min test.

Overordnet løber Huawei med sejren, for det bedste kamera og ikke mindst med en super fleksibel software, som giver utrolig mange muligheder både manuelle og automatiske.

Se sammenligningerne i vores video anmeldelse. 

huawei_mate_20_pro_town_tweak_dk 

Jeg vil specielt fremhæve nat indstillingen, som jeg synes giver nogen rigtigt gode billeder i lav belysning. Her tager kameraet en række billeder ved forskellige indstillinger og kombinerer dem til et samlet billede bagefter. 

Muligheden for at tage billeder, og efterfølgende gå ind og ændre fokuspunktet i billedet, er også rigtigt god og giver mulighed for at lege en del med billedets komposition bagefter. En mulighed som Huawei har haft på deres high end telefoner i lang tid, og som de har forbedret meget. 

På video siden kan man optage op til 4K, og igen med gode muligheder for at tilpasse indstillinger og opløsning hvis man vil andet.

Der er også mulighed for slow motion optagelser ved enten 120, 240 eller 960 FPS. 

Software 

Softwaren på Mate 20 Pro er nyeste Android 9 Pie med producentens EmotionUI lagt over, som under min test meget passende også var i version 9. Så man får altså en fuldt opdateret telefon med alle de nyeste features på Android platformen.

Huaweis EmotionUI skin er let, og indeholder ikke en masse bloatware, hvilket ellers har været tilfældet med andre telefoner fra Huawei tidligere. Så det er bestemt kærkomment, at de har lyttet til feedback fra kunderne. Vi finder et par enkelte af Huaweis egne apps og så deres egen AppGallery, men det er alle sammen ting, der ikke klemmer sig ind og forsøger at erstatte de almindelige udgaver i Android - medmindre man selv opsøger det.

Der er bunker af muligheder for at tilpasse systemet efter egne ønsker, og mange af de gode muligheder, som vi har set tidligere med telefoner fra Huawei er også at finde her. Det er blandt andet muligheden for at banke på glasset med en kno for at tage et screenshot, eller med to knoer for at starte en videooptagelse af skærmen. 

huawei_mate_20_pro_use_tweak_dk 

Der er også mulighed for at vælge gestusnavigation, hvis man hellere vil det i stedet for at bruge de tre almindelige navigationsknapper i bunden af skærmen. Så kan man komme rundt på telefonen bare ved at trække op, ned eller fra siderne på telefonen. 

Foretrækker man at bruge knapperne, kan de også tilpasses som man selv vil, og i det hele taget er fleksibiliteten meget velkommen og funktionel. 

Konklusion 

Det er tid til at konkludere. Min samlede oplevelse med Huawei Mate 20 Pro, har været ikke mindre en fantastisk. Byggekvalitet og finish er super lækker, og det parret op med noget af den bedste hardware på markedet til smartphones, betyder at Mate 20 Pro vinder prisen som den bedste smartphone jeg har haft imellem hænderne i år.

Det nye Kirin 980 chipset har bragt mere end rigelig overskud med sig til at tygge sig igennem alt hvad jeg har kastet efter den, både i normalt brug men også tungere ting som gaming, har den klaret uden at svede.

Det bedste ved det hele er Mate 20 Pro har klaret det hele med en batterilevetid, som under normalt brug, godt kan strække sig til næsten to dages brug. Kombineres det med en opladning, hvor man under sin morgenkaffe kan få strøm nok til at kunne klare sig igennem dagen, er det en vindende kombination i vores optik.

huawei_mate_20_pro_back_tweak_dk 

Kameraet er helt i top, og når man ser kvaliteten i billederne, kan man godt forstå at Huawei topper DxOMark med deres telefoner, og det ville næsten undre mig, hvis ikke Mate 20 Pro snart var at finde i toppen, og nok også ender med at slå den tidligere vinder, Huawei P20 Pro.

For mig at se er der pt. ikke nogen bedre Android smartphone på markedet, og jeg kan trygt anbefale alle som er på markedet efter en high-end Android telefon, at kigge i retningen af Mate 20 Pro.

kirin_980_tweak_dk 

Prisen er pt. omkring 7500 kr uden abonnement, så det er en pris i den absolut dyre ende af skalaen. Sammenlignet med andre high end telefoner på markedet, så er det dog ikke urimeligt, og slet ikke når man tænker på hvilket featureset og ydelse man får med til den pris. 

huawei_mate_20_pro_gaming_tweak_dk 

Vil man have det bedste på Android siden af hegnet, så er det min min bog Huawei Mate 20 Pro. 

Skal vi kigge i den negative bog, så kunne man godt tænkt sig et lidt mere originalt design end en Samsung klon, men omvendt så er det også ved at være svært at genopfinde den dybe tallerken på smartphone markedet. 

Godt:

  • Høj byggekvalitet og finish
  • Top end hardware & features
  • Fantastisk batteritid
  • Et af de bedste kameraer på en smartphone i dag 

Skidt:

  • Lige lovligt meget "lånt" fra Samsungs design

Vores partnere