Velkendte B&O har jo gennem længere tid været ramt af en hård økonomi, og nu har de altså valgt at fyre 125 medarbejdere som et led i en omstrukturering, der skal hjælpe til at rette skuden op.
De berørte medarbejdere kommer primært fra AV-afdelingen. Selvom 125 medarbejdere er mange folk, så er det dog kun 6% af den samlede stab i koncernen, og det er gjort med henblik på at spare 100 millioner kroner om året. B&O har faktisk lige annonceret, at salget af de nye Avant Ultra fjernsyn går rigtig godt, men at omkostningerne til udviklingen og produktionen heraf oversteg forventningerne, hvilket sendte dem ud med et underskud i stedet for et overskud i regnskabsåret 2014.
Men det er ikke kun skidt nyt for B&O i disse tider. Koncernen i Struer annoncerer nemlig også, at de har omsat for 800 millioner kroner i tredje kvartal, hvilket er en stigning på 19% i forhold til forrige regnskabsår. Men i første omgang er den gode omsætning altså ikke nok til at redde de implicerede medarbejdere.