DJI Mini 5 Pro

DJI Mini 5 Pro
DJI er klar med seneste skud på stammen i deres serie af high end mini droner. Det fortsætter heldigvis stadig med at holde navngivningen let og ligetil. I dagens test ser vi nærmere på DJI Mini 5 Pro.

Centrale Features:

  • Sensor: 1” CMOS – 50 MP
  • Video: 4K/60fps HDR – 4K/120fps slowmotion – 10-bit D-Log M og HLG
  • Gimbal: 3-akset med 225° roll rotation – ægte vertikal optagelse
  • Forhindringsregistrering: Omnidirektionel + frontvendt LiDAR
  • GNSS: Dual-band L1 + L5 – Non-GNSS RTH
  • Flyvetid: Op til 36 min
  • Vægt: 249.9 g (C0-kategori i EU)
  • Overførsel: Off-State QuickTransfer – op til 100 MB/s


En tur rundt om DJI Mini 5 Pro

DJI har med Mini 5 Pro skabt en mini-drone, der ikke bare er lille, den er også stor på features. Med en vægt på papiret på lige under 250 gram lander den i den eftertragtede C0-kategori, hvilket betyder færre restriktioner og mere frihed. 

Her vil jeg dog påpege, at DJI Mini 5 Pro i visse enheder ikke helt overholder vægtgrænsen. Jeg, og andre anmeldere, har konstateret, at DJI Mini 5 Pro med batteri lander med en samlet vægt på over 250 gram. I mit tilfælde var det 254 gram og altså over C0 grænsen, som kræver at man er UNDER 250 gram, hvilket betyder at DJI Mini 5 Pro teknisk set ikke overholder kravene til C0 kategorien. 

DJI Min i 5 Pro vægtproblemer

På DJIs hjemmeside er vægten angivet til 249,9 gram, men der står dog med småt, at vægten kan variere med +/- 4 gram. 

En umiddelbar udmelding fra EASA (lovgivende EU instans) via DC Rainmaker er dog, at man vil tillade en +/-3% tolerance i forhold til vægtgrænsen. Tilføjelsen til reglerne vil dog ikke være gældende før den 30. april 2026. Det betyder, at DJI Mini 5 Pro teknisk set ikke er lovlig i C0 klassen før det. Udmeldingen er dog umiddelbart, at dette ikke vil håndhæves frem til ændringen træder i kraft. Herfra vil jeg dog understrege, at alt brug indtil da må stå for egen regning, da det jo unægteligt er lidt en gråzone og man ikke baseret på en udmelding fra en embedsmand i EU kan regne med hvad lokale myndigheder og/eller forsikringsselskaber vil gøre. Som det står nu, lever DJI Mini 5 Pro ikke op til kravene i C0 kategorien, hvilket har indflydelse på krav til forsikring og certifikater. 

Udmeldingen fra lovgivere i andre lande uden for EU, som USA, Australien og Storbritannien er umiddelbart, at DJI Mini 5 Pro IKKE vil få dispensation, hvis vægten er over 250 gram. 

DHI Mini 5 Pro Fly More Combo

DJI kommer som normalt med flere forskellige pakkeløsninger for deres droner. Vi har fået besøg af den større Fly More Combo (RC 2), som ud over selve dronen også inkluderer den featurerige DJI RC 2 controller, to ekstra batterier, oplade hub og et ND filter sæt alt sammen samlet i en praktisk taske.

Hvis man har batterier fra de tidligere Mini 3 og Mini 4 Pro droner, så kan de også bruges i Mini 5 Pro.

Designet er klassisk DJI, kompakt, elegant og funktionelt. Den foldbare konstruktion gør den nem at tage med, og med en vægt (på papiret) på under 250 g er den både rejsevenlig og lovlig at flyve uden registrering i mange regioner. Men det er kameraet, der virkelig stjæler rampelyset.

Mini 5 Pro er den første mini-drone med en 1” sensor, samme størrelse. som i DJI Air 3S, og det gør en verden til forskel. 

DHI Mini 5 Pro gimbal

Du får 50 MP stillbilleder og 4K-video med op til 120 fps, og med 10-bit farvedybde og D-Log M farveprofil får du et dynamisk område på hele 14 stop. Det betyder, at du kan fange både skygger og højlys uden at miste detaljer – perfekt til både solnedgange og nattescener.

Den tre-aksede gimbal har en roll rotation på hele 225°, hvilket gør det muligt at filme i ægte vertikal format – ideelt til sociale medier. Du kan skifte mellem horisontal og vertikal optagelse med ét klik, og du mister ikke opløsning undervejs. Det er en funktion, man normalt kun ser i pro-droner som Mavic 4 Pro, og her får du den i en drone til under 5.000 kr.

Sikkerheden er også opgraderet. Mini 5 Pro har omnidirektionel forhindringsregistrering, og med frontvendt LiDAR kan den navigere sikkert, selv i mørke. Nightscape-teknologien og Nighttime Return-to-Home sørger for, at du kan flyve trygt efter solnedgang, og Non-GNSS RTH betyder, at dronen kan finde hjem selv uden satellitsignal.

DHI Mini 5 Pro Sensor

Flyvetiden er op til 36 minutter, det er blandt de længste i klassen. Og når du er færdig med at filme, kan du overføre dine optagelser med op til 100 MB/s, selv når dronen er slukket.

En lækker detalje er også, at Mini 5 Pro dronen har 42 GB intern lager, så man kan optage selv uden et SD kort i dronen. 

Alt i alt er DJI Mini 5 Pro en mini-drone, der leverer maksimalt. Den er bygget til både begyndere og erfarne content creators, og med sin kombination af kraftfuldt kamera, avanceret sikkerhed og kompakt design er det svært at finde en bedre drone i denne vægtklasse. 


Software

Den software, som en stor del af interaktionen med din DJI Mini 5 Pro drone kommer til at foregå på, er DJI Fly appen, som kan findes på sin smartphone, eller som i vores tilfælde på DJI RC 2 enheden. 

Det er herfra, at du kan styre en stor del af de funktioner, som er indbygget i DJI Mini 5 Pro. Selve styringen foregår naturligvis med de to styrepinde. Alle tilpasninger af indstillinger og opsætning af, hvilke parametre man vil flyve efter, foregår dog igennem DJI Fly  softwaren. 

DHI Mini 5 Pro controller

Dronen har rækkevidde og muligheder, som ligger ud over den gældende lovgivning i Danmark og EU. Så det er op til en selv at kontrollere, at indstillingerne for for eksempel højde osv, er indstillet så de overholder reglerne. 

På samme måde kan man angive, hvordan dronen skal forholde sig, når den møder forhindringer på sin vej. 

Du kan også indstille et væld af forskellige ting omkring kameraerne og den gimbal, som holder det hele stabilt. 

Under flyvning er der en række forskellige statusindikatorer, som fortæller dig ting, som hvor langt dronen er fra dig, og hvor lang tids batteri der er tilbage. 

Ud over muligheden for at indstille dronen til selv at undgå forhindringer, er der også en del andre gode automatiserede funktioner. Det er blandt andet automatisk take off og landing. 

Hver gang Mini 5 Pro letter gemmer den sin GPS position. Så hvis dronen mister forbindelsen til dig og controlleren, eller er ved at løbe tør for batteri, så vender den automatisk hjem og lander. På samme måde kan man til enhver tid bede den om at vende hjem til startpunktet. 

En ny opdatering på den front er at Mini 5 Pro nu understøtter Dynamic Home Point. Det vil sige at Home Point informationen løbende opdateres i forhold til controllerens placering. Det er super nyttigt hvis du fx bruger dronen til at følge en bil som du selv sidder i med controlleren. 

DJI Fly softwaren virker super robust og med et hav af funktioner, som kan tiltale både nybegynderen og den mere trænede droneoperatør. 

DHI Mini 5 Pro på tur

Jeg oplevede ingen problemer med softwaren under min test. Den opgraderede DJI RC 2 enheder håndterer softwaren hurtigt og uden problemer. 


Lidt om dansk/EU lovgivning

Jeg vil ikke gå synderligt meget i dybden med lovstoffet her, men blot lige tage mig tid til at nævne det. Der er nemlig en del regler på området, og man kan i værste tilfælde blive straffet, hvis man ender med at overtræde reglerne for droneflyvning, hvad enten det er bevidst eller ubevidst. 

DJI Mini 5 Pro er fra DJI markedsført med en vægt på under 250 gram og lander altså i den mindst restriktive C0 kategori, hvor man ikke behøver certifikat for at flyve med dronen. Det har dog, som jeg var inde på tidligere, vist sig at DJI Mini 5 Pro vejer over de 250 gram. I vores tilfælde 254 gram. Der er dog efter alt at dømme en +/- 3% tolerance dispensation på vej fra EUs side. Med det i mente vil jeg fortsætte med udgangspunkt i at DJI Mini 5 Pro fortsat lander i C0 kategorien.


Det betyder dog stadig, at der er regler der skal overholdes. Mest centralt her er naturligvis, at der findes MANGE områder, hvor det ikke er tilladt at flyve med drone, uanset hvilken størrelse der er tale om. 

Drone zoner

Da dronen har et kamera, kræver det også stadig at man er registreret som droneoperatør, hvilket også kræver at man har en forsikring der dækker flyvning med droner. 

Visse forsikringsselskabernes indboforsikring dækker dette, men langt fra alle. Så undersøg dette inden, da du skal opgive dine forsikringsoplysninger, når du registrerer dig som droneoperatør, hvilket også koster den nette sum af 65 kroner i gebyr og tager omkring 10 minutter via nettet.

Når du er registreret får du et operatørnummer, som skal være synligt på din drone. 


Den seneste tids store fokus på ulovlig droneaktivitet over lufthavne og militære områder i Danmark og resten af EU understreger i høj grad vigtigheden af at læse op på reglerne omkring droneflyvning og generelt være opmærksom og tage hensyn når man flyver. 

Trafikstyrelsen har samlet dronereglerne på www.droneregler.dk


Test

Hvis man tidligere har fløjet med DJI droner, vil oplevelsen med det samme være bekendt. Hvis man ikke har føjet med DJI Droner før, så er oplevelsen dog også ret let og ligetil, da softwaren er brugervenlig og der er en masse indbygget automatik i fx processen med at lette og lande. 

Der er også via DJI Fly app’en gode guides til, hvordan man kommer i gang. 

DJI Mini 5 Pro i skoven

Flyveoplevelsen med DJI Mini 5 Pro er både intuitiv og stabil. Dronen er udstyret med en række intelligente funktioner, der gør den let at håndtere, også for mindre erfarne piloter. Den automatiske start- og landingsfunktion fungerede fejlfrit under min test, og Return to Home-systemet bringer dronen sikkert tilbage til udgangspunktet, hvis forbindelsen mistes, batteriniveauet bliver kritisk lavt eller du selv vælger det.

En af de mest imponerende funktioner er Object Avoidance, som via flere sensorer registrerer forhindringer og enten bremser op eller navigerer uden om dem. Dog skal man være opmærksom på, at denne funktion kun er aktiv op til en hastighed på 12 m/s og deaktiveres i Sport Mode. Under mine tests fungerede systemet upåklageligt, uanset om dronen nærmede sig træer, husmure eller frivillige testpersoner. 


Systemet er også blevet endnu bedre på DJI Mini 5 Pro, da vi nu også får fremadrettet LiDAR sensor, som er specielt nyttig hvis man flyver i mørke. 

DJI lover en flyvetid på op til 36 minutter, og det løfte holder overraskende godt stik. Selv med lidt vind og varierende flyvemønstre nåede jeg tæt på den angivne tid. 

DJI Mini 5 Pro batterier

Flyveegenskaberne er imponerende stabile, dronen holder kursen præcist, selv i moderat blæsevejr, og leverer silkebløde optagelser, selv ved hurtige bevægelser hen over marker og åbent terræn.


Pris

Jeg kan i skrivende stund finde DJI Mini 5 Pro med en online pris på 5963 kroner for dronen alene med en DJI RC-N3 controller. Den større Fly More pakke, som vi har haft på besøg lander med en pris på 8890 kroner og kommer med en del mere tilbehør som jeg var inde på i starten af anmeldelsen. 


Konklusion 

DJI har med DJI Mini 5 Pro lavet en super lækker opdatering til deres Mini serie. De tekniske opdateringer til hardware og software betyder, at vi nu har en drone som er endnu lettere at flyve med, og som tager rigtigt gode billeder og laver god video. 

Helt som jeg har været inde på i mine tidligere DJI drone anmeldelser, så er det en fornøjelse at flyve med dronerne, som er intuitive og lette at bruge for både nybegyndere og erfarne brugere, hvilket naturligvis også er super gældende for DJI Mini 5 Pro.

De mange automatiske funktioner og object avoidance betyder, at det næsten er svært at komme galt af sted med DJI Mini 5 Pro. 

I forhold til Mini 5 Pro, så er der dog et stort problem i form af at dronen, på trods af markedsføringen, ikke overholder vægtgrænsen for at lande i den lempelige C0 drone kategori. Eller det vil sige vores enhed gør ikke, og hvis man ser sig om på nettet, så er der stort set ingen reelle forbruger enheder, som klarer at komme under 250 grams grænsen. 

DJI Mini 5 Pro drone

Det er, som jeg ser det et massivt problem, fordi det, jf. nuværende EU lovgivning, faktisk kan gøre både distributører, forhandlere og brugere af dronen ansvarlige. For selv om der er udmeldinger fra EU om en mulig kommende +/- 3% tolerance dispensation, så ændrer det ikke ved, at den pt ikke overholder vægtgrænsen, hvilket gør en STOR forskel. 

Den er stadig lovlig at flyve med, men det kræver, at man har de rette certifikater, hvilket for C1 klassen er mere omstændeligt end C0.

Problemet er også i DJIs markedsføring af Mini 5 Pro, hvor de tydeligt på hjemmesiden skriver at den er C0 certificeret med en vægt på under 250 gram. Det er også det som den står opført med på alle online butikker jeg har kunne finde.

Det betyder, at du som forbruger altså ender med at stå med skægget i postkassen, da du jf. lovgivningen selv har ansvaret, når du vælger at flyve med dronen. Der er i reglerne også et forhandleransvar, men det er for dig som forbruger irrelevant, hvis du ender med en sag på halsen.

Som altid er vores udgangspunkt at bedømme produkter i vores tests, på det tidspunkt som vi har dem, og ikke baseret på løfter om fremtidige ændringer eller opdateringer. Så selv om der kan være lovændringer på vej med en +/- 3% tolerance dispensation, så er det altså ikke noget der er gældende nu. Med det i mente, så mener jeg, at DJI Mini 5 Pro pt sælges og markedsføres under falske forudsætninger, hvilket naturligvis er et problem. 

Her er det ikke bare et spørgsmål om, at man lover mere ydelse end man leverer, eller der er manglende software features. Det her er en detalje der betyder, at dronen pt er forkert mærket og kan medføre lovbrud og potentielt store erstatningskrav, hvis man kommer galt af sted, uden at have de rette certifikater eller den rette forsikring. Det kan godt være det hele er en meget teoretisk risiko, men med alt den fokus der har været på droner på det sidste, så ville jeg personlig nok vælge at gå med livrem og seler. 

Med alt det i mente, så lander vi med en endelig karakter på 6, for en drone der ellers teknisk set er et lille vidunder, men som pt sælges og markedsføres under falske forudsætninger, og ikke overholder gældende lovgivning i forhold til den C0 markering, som DJI selv giver dronen.

DJI Mini 5 Pro tsaske

Jeg vil dog have i mente, at hvis vi ser bort fra vægtproblemerne og antager at den formodede +/- 3% tolerance dispensation bliver implementeret, og de lovmæssige problemer forsvinder inden for EU, så ville jeg give DJI Mini 5 Pro en karakter på 9. Dette er naturligvis også gældende, hvis du skulle være så heldig at få en Mini 5 Pro drone, som lander under 250 gram. Ifølge DJI eksisterer de derude, men pt er det tilsyneladende et lotteri, når man køber dem. 


Fordele

  • Forbedret Object Avoidance med fremadrettet LiDAR
  • Gode kamera opdateringer
  • Forbedret software features


Ulemper

  • Overholder pt ikke gældende lovgivning for C0 droner!

Vores partnere