Blue Sadie hovedtelefoner med indbygget forstærker

I dag skal vi se på Blue Microphones nyeste headset, Sadie. Blue Sadie er et lukket over-ear headset, med Blue’s klassiske formel 1-design. Vanen tro, er der tale om et headset med fokus på kvalitet. Læs med i dagens test, for at få dommen over Blue Sadie.

Blue Microphones er kendt som et af de stærkeste brands inden for gaming industrien, med deres mikrofoner i form af Yeti, Snowball og Raspberry. Men i det seneste år har Blue lanceret en linje af high-end hovedtelefoner, markedsført til den lidt mere kræsne gamer, hvor vi har testet flere her på Tweak.dk tidligere.

 

forstaerker_hifi_blue_sadie_headphones_tweak_dk

 

Blue Microphones har lanceret tre helt nye modeller i deres sortiment af high-end udstyr, og der tale om ægte hi-fi udstyr. I hvert fald når man ser på prisen og kvaliteten. Modellen vi skal se på i dag, går under navnet Sadie, der ligesom de andre modeller i Blue’s serie af hovedtelefoner, har fået et kvindeligt navn.

 

Blue Sadie er et lukket over-ear headset, med Blue’s klassiske formel 1-design, der benytter sig af klassiske dynamiske drivere, inklusiv en indbygget forstærker.

 

Som altid hos Blue Microphones, kommer kvaliteten i første række. Det er let at se på udseendet, og om hvorvidt prisen matcher kvaliteten, må du til konklusionen for at få svaret på. Har du læst eller set på vores tidligere anmeldelser af henholdsvis Lola, Mo-Fi og Ella hovedtelefonerne, vil du også med det samme kunne genkende det karakteristiske design som Blues hovedtelefoner har.

 

Her taler vi selvfølgelig om hovedbøjlen, der ikke er til at tage fejl af. Det er en mekanisk konstruktion, som består af flere bevægelige dele og led, udført i aluminium, som giver Blue hovedtelefonerne det meget utraditionelle og karakteristiske design.

 

Blue Sadie er en direkte efterfølger til Mo-Fi hovedtelefonerne, og dermed er der tale om en opdatering, hvor der ikke er sket ret meget i forhold til forrige version af hovedtelefonerne. Headsettet ankommer som forventet, når man har at gøre med Blue, i en lækker indpakning, hvor vi også starter dagens test.

 

 

Vi har at gøre med en forholdsvis stor kasse, hvor der på forsiden er et billede af Sadie hovedtelefonerne, og på bagsiden finder man information om hovedtelefonerne. Og der er mange. Åbner man kassen, bliver man præsenteret for headsettet på fornemmeste vis. Blue gør en ære ud af det æstetiske ved at præsentere Sadie på denne måde.

 

preasentation_blue_sadie_headphones_tweak_dk

 

Specifikationer for Blue Sadie:

Forstærker

  • Output power: 240 mW
  • THD+N: 0,004%
  • Frequency response: 15 Hz – 20 kHz
  • SNR, self-noise: >105 dB
  • Støj: < 20 uV
  • Batterikapacitet: 1000 mAh

Drivers

  • Type: 50 mm fiber-reinforced dynamic driver
  • Impedans: 42 ohm passiv, 10 ohm aktiv
  • Frequency response: 15Hz – 20 kHz
  • Type: Over-ear, med støjdæmpende materiale

Hovedtelefoner

  • Vægt: 444 g
  • Ydre dimensioner (lukket): 21 mm x 14 mm x 12 mm
  • Ydre dimensioner (åben): 18 mm x 29 mm x 12 mm
  • Tilbehør: 1,2 meter audio kabel med Apple iPhone/iPad kontrol, inklusiv in-line mikrofon, 3 meter audio kabel, 1 meter USB ladekabel, jack adaptor

Som den grundige læser har bemærket, har hovedtelefonerne en meget høj vægt. Faktisk er den lige i underkanten af et halvt kilo. Det er ikke så lidt, i forhold til at vi snakker om et headset, som er lavet til brug i lange perioder ad gangen. Vægten skyldes først og fremmest den indbyggede forstærker i hovedtelefonerne, og det går vi i dybden med senere. Men inden da, så tager vi lige et hurtigt kig på hvad der følger med headsettet.

 

indhold_blue_sadie_headphones_tweak_dk

 

Hvad følger med i kassen?

  • Blue Sadie hovedtelefoner
  • Brugermanual
  • 1,2 meter audio kabel med Apple iPhone/iPad kontrol med in-line mikrofon
  • 3 meter audio kabel
  • 1 meter USB ladekabel
  • Jack adaptor
  • Bærepose i stof

 

Den indbyggede forstærker:

Har du læst vores tidligere tests af Blue Microphones hovedtelefoner, så ved du at deres andre headsets også inkluderer en indbygget forstærker. Denne trend forsætter Blue med Sadie headsettet. 

 

Normalt, så har personer der går op i hi-fi en forstærker til deres hovedtelefoner, og det har Blue Microphones valgt at imødekomme, ved at bygge forstærkeren ind i hovedtelefonen, således at den kan bruges til mobile enheder, uden at man skal have xtra-udstyr med på farten.

 

forstaerker_blue_sadie_headphones_tweak_dk

 

Forstærkeren booster lyden på tværs af hele frekvensen, så hovedtelefonerne kan levere højere og klarere audio, på alle enheder som Sadie bliver tilsluttet. Forstærkeren betyder selvfølgelig også, at det er lidt sjovere at lytte til headsettet. Den indbyggede forstærker har en effekt på 240 mW.

Kort fortalt, så forbedres lydkvaliteten fra for eksempel en mobiltelefon, ved at supplere den integrerede forstærker der er i telefonen, så den skal arbejde mindre, mens forstærkeren i Sadie laver hovedparten af arbejdet. Til sammenligning, så er forstærkeren i en almindelig mobiltelefon omkring 40 mW, mens forstærkeren i Sadie er på 240 mW.

 

Forstærkeren har tre forskellige indstillingsmuligheder;

  • Off: en passiv mode, hvor forstærkeren er slukket, og hvor hovedtelefonerne virker normalt. Sadie går i passiv mode når batteriet løber tør, og kan derfor altid bruges, uanset om der er batteri tilbage på forstærkeren eller ej.
  • On: standardtilstanden for forstærkeren, som hjælper driverne med at levere en lækker, klar og detaljeret lyd.
  • On+: Aktiverer forstærkerens lavfrekvens område yderligere i forhold til ”On”, og hjælper med at levere en mere aktiv og levende bass. Du kan betragte det som en bass boost mode, som man kender det fra andre headsets.

Design, komfort og vægt:

Som vi allerede har været inde på, så har Sadie en relativt høj vægt. Det skyldes selvfølgelig den indbyggede 240 mW forstærker, som er nødvendig for at sikre at lyden er af allerhøjeste kvalitet. Og vægten er også det første vi slår ned på i dag, i dagens test.

 

For at kunne pakke alt ind i en enhed, er kampvægten på Sadie headsettet oppe på hele 444 gram. Det er efter undertegnedes mening en høj vægt, når man tænker på at man skal have det på hovedet, men det er noget som Blue arbejder omkring gennem det specielle design af hovedbøjlen.

 

 

Designet er, som vi har været inde på et par gange nu, en del af helhedsoplevelsen af Blues hovedtelefoner. Når man køber Blue, køber man ikke kun lækker lyd, men også et sprødt design. Det er derfor ligeså meget en livsstil, som et bevidst valg om at gå efter den gode lyd, når man går efter Blue Sadie.

 

Det er ikke bare en oplevelse at lytte til, men også at se på. Hovedbøjlens design er inspireret af affjedringen i en formel 1 bil. Når man trækker ud i ørekopperne, for at tage headsettet på, så skubber det mekaniske design rundt på de mekaniske bøjler om hovedbøjlen. Det ser ret fedt ud i brug.

 

formel1_blue_sadie_headphones_tweak_dk

 

Hovedtelefonerne er bygget i aluminium og plastik af høj kvalitet, der er designet til at minimere ræsonans, og dermed øge lydkvaliteten. Komforten af Sadie er meget lig komforten hos Mo-Fi og Ella. Hovedbøjlen er stor, og det utraditionelle design, gør det muligt at bruge headsettet, med både et stort og lille hoved, uden at ørekopperne eller bøjlen klemmer. Metaldelene i konstruktionen skubbes rundt om leddene i hovedbøjlen, og Sadie kommer således til at ligne et helt almindeligt headset, når man tager det på. Puden på bøjlen og ørebøfferne er godt polstret med memory foam, behagelige og betrukket med kunstlæder. Ørekopperne slutter helt tæt om øret, som det skal være i et lukket headset, og de sidder utroligt behageligt, når man har fået justeret Sadie korrekt.

 

blue_sadie_headphones_indbygget_forstaerker_tweak_dk

 

Sadie er også designet således, at man kan indstille ørekoppernes højde og vinkel, samt hovedbøjlen separat, så headsettet kan tilpasses enhver hovedform uden problemer.

Sadie kræves en kablet forbindelse, enten via det medfølgende kabel på 1,2 meter, med in-line kontrol, der dog kun virker til Apple enheder, eller via det medfølgende kabel på 3 meter, til den stationære computer derhjemme eller på kontoret. På venstre ørekop tilsluttes kablet, og det er også her at man har mulighed for at aktivere forstærkeren, ved at skrue på et lille hjul.

 

På hver ørekop er der et diskret Blue logo, og på den begge ørekopper er der små LED lys, som har en lækker ånde-effekt når det lades op. Det er endnu en lækker lille detalje ved headsettet.

Sadie headsettet er lavet som et over-ear headset, hvilket betyder at de isolerer mod udefrakommende støjgener, og eliminerer noget af det støj der kan komme fra hovedtelefonerne i brug, til andre omkring en. Endnu et plus, både for dig, og dine kære omkring dig.

 


Før vi startede testen, sørgede vi selvfølgelig for at lade forstærkeren helt op. Sadie giver selv besked om batteriniveauet. Når lyset i ørekopperne blinker hurtigt, fortæller Sadie at forstærkeren skal oplades, og en langsom åndende lyseffekt fortæller at Sadie er ved at blive ladet op. Når der er fast lys, fortæller det at headsettet er opladet. 

 

Lyd:
Sadies lyd drives af to store 50 mm dynamiske drivere, som er blandt de største på markedet. De er designet til at levere lyd i sublim kvalitet, specielt når de kobles sammen med den indbyggede forstærker. Sadies drivere er en videreudvikling af Mo-Fi headsettet, hvor Blue har refineret driverne, og forbedret klarheden over hele spektret.

 

Derfor er Sadie et oplagt valg, hvis man leder efter et konventionelt headset med indbyggede forstærker, og et utraditionelt design. Sadie er designet med en analog forstærker. Det betyder at lyden er fyldig, med en fremragende bass, og generelt en stor lydscene.

Sadie spiller helt fantastisk, uanset om man kobler den til smartphone, tablet eller PC. Med den indbyggede forstærker, som altid er med på farten, går man ikke galt i byen med dette headset, hvis man leder efter høj kvalitet.

 

Sadie fordrer at vi hører lyd i en passende kvalitet, hvorfor vi gav os i kast med .FLAC filer, der dækker hele spektret. Vi har spillet op til dans med Sadie, og blev ikke skuffet under testen. Vi gav The Eagles frit slag, og lod den klassisk 80’er og 90’er musik udfolde sig på fornemmeste vis. Derudover har vi selvfølgelig streamet og spillet, for at komme hele vejen rundt om den daglige brug der kan være.

 

blue_sadie_indhold_headphones_tweak_dk

 

Blue Sadie headsettet spiller helt op til forventningerne vi havde, og mere til. Lyden er knivskarp, og meget veldefineret. Diskant, mellemtone og bass, sidder lige i skabet for et par hovedtelefoner med dynamiske drivere.

 

Sadie har en lækker dyb bass, som ikke bløder ind i mellemtonen. En sprød mellemtone som er meget veldefineret, og en klar diskant. Det er både med og uden en aktiv forstærker, men lyden bliver klart bedre når forstærkeren er tændt, det kan vi ikke komme udenom

 

Detaljegraden i lydbilledet er høj, og det samme er lydniveauet når man aktiverer forstærkeren. Forstærkeren har tre forskellige modes. En passiv mode, en aktiv, og en on+ mode, med masser af extra bass. Headsettet fungerer heldigvis også i passiv mode når forstærkeren er tappet for strøm, og selvom den også leverer et flot lydbillede i denne mode, er det bare bedre med forstærkeren aktiv.

 

 

I de mere basstunge genrer, leverer Sadie en flot og indlevende oplevelse. Der er masser af rummelighed og dybde i bassen, som spiller rigtig godt, uden at overtage lydbilledet. Dog må vi understrege, at selvom Sadie har en lækker bass, så er den gode lyd noget som gør sig gældende over hele lydbilledet, hvor man har en meget veldefineret mellemtone og en skarp diskant, der hver især formår at supplere hinanden på bedste vis. Du får betydeligt bedre lyd med Blue Sadie hovedtelefonerne, end du gør af de gaming headsets som vi normalt tester. Det er kvalitet man køber.

 

blue_sadie_headphones_indbygget_forstaerker_tweak_dk

 

Pris:
Som altid, har vi været et smut forbi PriceRunner.dk for at indhente en pris til dig. Blue Sadie kommer med et heftigt prisskilt på 3199,00.- DKK inklusiv fragt. Det er en høj pris for et par hovedtelefoner med dynamiske drivere. Vil du læse mere om Blue eller Sadie kan du klikke på Blue banneret herunder, som leder dig direkte til Blues hjemmeside.

 

tweak_dk_Blue_576_px

 

Konklusion:
Blue Microphones og deres Sadie headset er et fremragende sæt hovedtelefoner, der er til dem der leder efter hi-fi lyd, uden at have den kæmpestore pengepung fremme. Den har et prisskilt der er noget større end de gængse gamer headsets vi normalt tester, men den leverer til gengæld også en lyd der blæser dem helt af banen. Dog skal det også siges, at man stadig skal hoste op med en god pose penge, for at få fingrene i Sadie hovedtelefonerne.

 

Sadie er efterfølgeren til Mo-Fi, og er lavet med 50mm dynamiske drivere, som vi kender fra de fleste gamer headsets. Derfor er sammenligningsgrundlaget også meget nærliggende. Der skal ikke herske tvivl om, at Sadie leverer lyd der er i topklasse i forhold til standarden inden for gaming. Bred lyd, der er meget veldefineret, med masser af dybde gennem hele spektret er hvad der kendetegner Sadie fra Blue.

 

Komforten er i top, og jeg er personligt vild med Blues karakteristiske bøjledesign, som gør det muligt at justere på både størrelsen af bøjlen, men også vinklen på ørekopperne. De klemmer ikke og kan bruges i lange sessioner uden at man føler ubehag fra tryk, eller høje temperaturer. Sadie er lavet i aluminium og hård plast, og har et lækkert moderne mekanisk design, som bør tiltrække personer der udover god lyd, også går efter et lækkert design.

 

I samme priskategori findes der en række andre gode alternativer, hvorfor at valget ikke bare peger klart på Blue Sadie. I sidste ende kommer det an på din personlige præference. Kan du lide designet af hovedtelefonerne, og er behovet at du skal have en hovedtelefon med en indbygget forstærker, så er Blue Sadie måske dit bedste bud. Og vil du gerne ofre lidt mere, så er storesøsteren, Blue Microphones - Ella, et endnu frækkere bud, men til næsten dobbelt så høj en pris. 

 

Vi runder testen af Blue Michrophones Sadie hovedtelefon af her, med en karakter på 9, og en Great Product Award. Blue har endnu engang skabt en hovedtelefon hvor kvalitet er i fokus, både ved design og lyd.

 

Pros:

  • Design
  • Komfort
  • Indbygget forstærker
  • Hi-fi lyd

Cons:

  • Pris – men det koster et hi-fi headset
  • Størrelse – de fylder meget
  • Tilbehør: en stofpose til så dyrt et headset er et underligt valg.

hifi_design_formel_1_blue_sadie_headphones_tweak_dk

Vores partnere