I denne test tager vi et kig på det trådløse G533 headset fra Logitech, og vi kan på forhånd afsløre, at headsettet helt sikkert er værd at tage med i overvejelserne, hvis man vil være med på den trådløse bølge.
Logitech er en gammel kending på markedet for computerudstyr, og deres Logitech G enheder imponerer gang på gang med nye forbedrede standarder, især inden for trådløs teknologi. Vi tager i denne test et kig på deres G533 trådløse headset.
Lad os starte som vi plejer, og kigge på selve kassen. Selve kassen er holdt i det kendte blå og sorte Logitech G tema, så man ikke er i tvivl om, hvem produktet er fra. På forsiden er der et billede af headsettet, samt info om, at headsettet gør brug af DTS 7.1 surround lyd. På den ene af siderne finder vi de tekniske specifikationer, mens hele den anden side er fyldt med G533 påskriften, så man ikke er i tvivl om hvad man køber. Bagsiden har en smule mere uddybende info om 7.1 DTS surround lyden, den trådløse teknologi og materialerne der er brugt til ørekopperne.
Kassens indhold
Inde i kassen finder vi selve headsettet, der ud over en smule pap og plastik, ikke er specielt godt beskyttet mod eventuelle slag på indpakningen udefra. Ud over headsettet medfølger der en trådløs USB-adapter et USB-kabel til opladning, en quick-start guide og sikkerhedsoplysninger. Der er egentlig ikke brug for nogen quick-start guide, da det er ret nemt at finde ud af hvad man skal for at få headsettet til at fungere.
Tekniske specifikationer
Inden vi kigger nærmere på headsettet, skal vi lige se på de tekniske specifikationer.
FYSISKE SPECIFIKATIONER
HOVEDTELEFONER
MIKROFON
Et nærmere kig på headsettet
Logitech G533 er udført i gode materialer. Selve rammen er udført i hårdt plast der virker solidt og ikke alt for billigt. Ørekopperne er store og dækker hele vejen uden om mine ører, selve materialet er et knapt så blødt stof, der virker meget slidstærkt. Stoffet og polstringen er udviklet til at kunne ånde, og selv længere gaming sessions har ikke fået mine ører til at svede. Polstringen kan desuden tages af hvis man har brug for at rengøre det. Ørekopperne kan drejes 90 grader, hvilket er rart, hvisheadsettetfor en stund kun lige skal hænge om halsen. Dette resulterer desuden også i, at headsettet passer ret godt til enhver hovedform. Størrelsen på headsettet kan justeres ved at trække i hhv. højre eller venstre ørekop og dermed forlænge hovedbøjlen.
Designet på headsettet er næsten så simpelt som det kan blive, alt er udført i en sort farve, og kun nogle blanke overflader på ørekopperne bryder det meget simple design. Den medfølgende mikrofon sidder i venstre side af headsettet og kan klappes ned og trækkes ud når den skal bruges. Trækker man mikrofonen længere ud, kan man desuden bøje den ind foran munden, så man kan skrue ned for sensitiviteten og dermed undgå at ens medspillere hører unødig støj fra baggrunden. Hvis man ikke har brug for mikrofonen, kan denne blot klappes op, hvorved man også deaktiverer den. Mikrofonen leverer en fornuftig klar lyd. Den opfanger ikke de dybe toner, så lyden kan godt føles lidt flad i det. Vurder dog selv i vores lydtest under dette link:
https://soundcloud.com/tweakdk/tweakdk-soundtest-logitech-g533
På venstre ørekop sidder der desuden en tænd/sluk knap, et hjul til trinløs justering af volumen, indgangen til USB laderkabel samt en makro knap, der fra fabrikken er indstillet til at mute mikrofonen. Denne knap kan programmeres til mange andre ting, som f.eks. at starte eller stoppe afspilningen af musik eller lignende.
Lyden
Jeg var faktisk overrasket over headsettet da jeg første gang brugte det. Jeg skiftede det ud med mit trådløse Logitech G933 headset, som jeg ellers altid har set som “det bedste fra Logitech”, men af en eller anden årsag, kan jeg bedre lide lyden i G533. I Battlefield 5, som har været mit primære testspil, føler jeg at jeg meget lettere kan høre hvor der sker ting og sager omkring mig. Det føles som om at surroundlyden er en del bedre end på mit G933, men at denne fordel forsvinder når tingene foregår lidt længere væk end i min umiddelbare nærhed. Lyden i G533 føles også en anelse mere flad og mangler lidt dybde i forhold til G933, men den er bestemt godkendt.
Headsettet ændrer fuldstændig karakter når jeg afspiller musik. Her er der rigeligt med dyb bas og mellemtonerne og diskanten går klart igennem. Jeg har hørt alt lige fra dakke dak til metal og klassisk musik, og lyden imponerer over hele linjen.
Konklusion
Så blev det tid til konklusionen af denne test, og jeg må indrømme endnu engang at jeg er imponeret. Jeg troede i første omgang, at G533 er en discount udgave af G933, men jeg har taget fejl, i hvert fald på lydfronten. For G533 leverer en fantastisk lyd der helt klart kan måle sig med “storebroren”. Der er dog en grund til, at prisen på knapt 800,- for et G533 i skrivende stund ligger ca. 200,- under hvad et G933 kan købes til, og det er detaljerne. Der er f.eks. ikke mulighed for at tilslutte G533 med et jackstik og dermed bruge det til andet en PC’en eller endda tilslutte det til et dedikeret lydkort. G533 vil som udgangspunkt altid overføre lyden trådløs fra den medfølgende dongle, som i modsætning til G933 ikke kan gemmes af vejen i ørekoppen under transport eller lignende. Det medfølgende laderkabel fungerer nemlig udelukkende til opladning, og derfor er det ikke muligt at bruge headsettet som et almindeligt kablet headset hvis man skulle ønske dette.
Lyden i mikrofonen er ok. Man går klart igennem, men uden at imponere.
Ud over disse “mangler”, hvis man da kan kalde det det, er Logitech G533 er fantastisk headset, der har imponeret mig igennem hele testen. For 800,- kan jeg ikke forestille mig, at man kan få bedre lyd i et trådløst headset lige nu, og derfor får G533 også en klar købsanbefaling herfra, hvis man leder efter et trådløst headset i denne prisklasse.
Vi ender på en samlet score på 8/10 og en Safe Buy award.
Pros:
Cons