Logitech G Astro A50 X

Astro A50 X Trådløs gaming headset
Logitechs subbrand Astro er på banen med et nyt trådløst headset, som sigter efter konsolmarkedet, men som heldigvis ikke er begrænset til kun det. Trådløs lyd og mulighed for let at skifte mellem op til fire enheder er kodeordet. Astro er som sagt ejet af Logitech og en del features fra Logitechs G serie finder vej over i det nye Astro headset.

Specifikationer

  • HEADSET:
  • 363 gram
  • Højtalerenheder: 40 mm PRO-G GRAPHENE
  • Frekvensgang: 20-20.000 Hz
  • USB-LYD:
  • 1x op til 24 bit/48 kHz (pc)
  • 2x op til 16 bit/48 kHz (konsol)
  • MIKROFON:
  • Retningskarakteristik: Retningsuafhængig
  • Frekvensgang: 60-20.000 Hz
  • Samplingsfrekvens: op til 16 bit/48 kHz
  • TRÅDLØS TEKNOLOGI:
  • LIGHTSPEED trådløs @ 24 bit/48 kHz
  • Op til 12 meters rækkevidde via LIGHTSPEED
  • Bluetooth
  • HDMI 2.1 PASSTHRU:
  • 3 x HDMI 2.1-porte 40 Gbps båndbredde
  • Auto Low Latency Mode (ALLM)
  • Variable Refresh Rate (VRR)
  • Op til 24 bit-lyd
  • BATTERI (GENOPLADELIGT):
  • 24-timers afspilningstid ved 78 dB 1HDMI 2.1 PASSTHRU-sektionen og på HDMI 2.1
  • Opladningsdock eller USB-C kablet opladningsport
  • Kompatibel med Dolby Atmos + Windows Sonic Spatial Audio
  • 3D-lyd på PS5

Centrale features at hæfte sig ved her er, at vi med Astro A50X får de samme 40mm Pro-G Graphene drivers, som vi så på Logitechs Pro X Lightspeed headset sidste år. Samtidigt er det naturligvis også værd at lægge mærke til, muligheden for at tilslutte flere konsoller via HDMI Passthru. 


En tur rundt om Logitech G Astro A50 X

Hvis man har stiftet bekendtskab med Astro A50 headsettet, så vil man med det samme genkende den nye A50 X version. Designet er stort set det samme, på både basestation og headset. 

Det er meget typisk Astro design med et noget mere kantet og skarpt design, sammenlignet med hvad vi fx har set fra Logitech på det sidste. 

Astro A50 X placeret i basestation.jpg

Det er naturligvis en smagssag, hvad man foretrækker, men personligt synes jeg designet lander meget neutralt samlet set. Der er ikke en masse der skriger gaming og der er da heller ikke spor af RGB lir eller andet gaming fluff. 

Du kan få Astro A50 X i den sort eller en hvid version og vores testversion er kommet i den sorte udgave. 

logitech-g-astro-a50-x-wireless-gaming-headset-black-and-white.jpg

Sættet er et todelt setup med en basestation og så selve headsettet. Hvis vi starter med headsettet, så føles det solidt og velbygget. Det har en matsort overflade brudt af et par blanke elementer hist og her. Personligt havde jeg helst set, at de havde holdt den matte stil hele vejen rundt, da de blanke overflader hurtigt afslører støv og fedtede fingre. 


Sættet er til den tunge side med en vægt på lige over 360 gram. Det er dog super fleksibelt og klemmer ikke for meget om hovedet. Der er bløde ørepuder og en på hovedbåndet som alle er beklædt med stof. 

Astro A50 X ørepuder magnetisk.jpg

Ørepuderne er monteret magnetisk og kan let tages af, hvis man vil rengøre eller skifte dem. 

Mikrofonen sidder på venstre ørekop og kan let vippes væk, hvis man ikke skal bruge den. 

Astro A50 X kontrolknapper.jpg

På højre ørekop er der tre knapper til betjening sammen med et volumenhjul. Fra toppen er det en power knap efterfulgt af knappen til at skifte mellem tilsluttede enheder og endeligt en Bluetooth knap til at oprette forbindelse til fx din telefon eller andre Bluetooth enheder.

Astro A50 X Voice - game balance.jpg

På siden af venstre ørekop er der yderligere to knapper, som bruges til at justere lydbalancen imellem chat og spil volumen, så man kan finde en passende balance. 

Ser vi i bunden af de to ørekopper, kan vi se de pogo pin kontakter, som bruges til at skabe forbindelse til basestationen når headsettet placeres der. Det er igennem disse at sættet oplades når det står i basestationen. 

De suppleres på den højre side af et USB C stik, hvis man vil lade op på den måde, hvis man fx har sættet med ud af huset, væk fra basestaionen. 

Hvis vi tager et kig på basestationen, så er den indrettet til at fungere som oplader for headsettet, der kan placeres her. Indbyggede magneter sørger for let at sættet klikker på plads når det sættes i. 

Astro A50 X basestation pogo pins.jpg

På fronten er der et par lys, der bruges til at vise hvilken forbindelse der er aktiv, samt et til at vise ladestatus. Der er Bluetooth, Xbox, PC og PS (PlayStation) Du er dog i princippet ikke bundet til at forbinde netop de enheder til tingene. 

En af de centrale features ved basestationen finder vi på bagsiden, hvor vi for hver af de tre fysiske input finder forskellige stik. Basestationen fungerer via HDMI Passthru, hvilket vil sige at du kan forbinde både din Xbox og din PlayStation til Basestationen via HDMI og så trække et enkelt kabel til dit TV. 

Astro A50 X basestation tilslutninger.jpg

Hvis du vil bruges konsollernes voice chat systemer, så skal du dog også forbinde et USB C kabel imellem basestationen og din konsol. Det skal gøres, da konsollerne håndterer voice chat lidt forskelligt, og det ikke kan klares over HDMI forbindelsen. 

PC indgangen er blot et USB C stik, så her er der altså ikke mulighed for HDMI Passthru. Der er dog ikke noget i vejen for at man sættes sin PC i enten Xbox eller PlayStation indgangen, da dette også virker fint.

Astro A50 X power kabel.jpg

USB C stikket til PC er todelt, hvor den ene skal i din PC, mens den anden går til den dedikerede strømforsyning der skal i et stik. Strømmen skal naturligvis forbindes uanset om du forbinder en PC til det andet stik.


Software

Hvis du vil tilpasse indstillingerne på Logitech G Astro A50 X sættet, kan det klares enten via Logitech G Hub softwaren på din PC, eller den tilsvarende app på din smartphone. Det betyder, at du har adgang til at ændre detaljer som EQ indstillinger for lyd og mikrofon, selv om du er forbundet til en Xbox eller PlayStation. 

Astro A50 X G Hub kontrolknapper.png

Hvis du skal bruge app’en på din smartphone kræver det blot, at du også forbinder den via Bluetooth. 

Astro A50 X G Hub Bluetooth.png

Der er ikke en masse funktioner i G Hub softwaren, men der er de centrale som muligheden for firmware opdatering og tilpasning af lydprofilerne. På PC kan du binde tingene op på forskellige profiler, som du kan skifte imellem baseret på spil eller andre opgaver. 

Astro A50 X G Hub EQ indstillinger.png

Jeg oplevede dog problemer med app’en på Android. Hver gang jeg forsøgte at ændre EQ profil for enten mikrofon eller lyden i sættet, så genstartede app’en. Så på den front er den ikke brugbar pt. 

Lad os satse på at Logitech/Astro får lavet en update der fixer det. 


Test

Jeg har brugt Astro A50 X i et par uger nu. Jeg har valgt at sætte den op i sofahjørnet af kontoret, hvor jeg har PC, Xbox 360, PlayStation 4 Pro og Nintendo Switch sluttet til TV’et. 

Da jeg stort set ikke bruger den ældre Xbox mere, valgte jeg at forbinde min PlayStation og Nintendo Switch til basestationen via HDMI tilslutnin,g mens min sofa PC blev forbundet via USB C. 

Astro A50 X medfølgende stik.jpg

Opsætningen tog ikke ret lang tid, og det som slugte det meste af tiden, var at navigere i kabeljunglen bag TV’et for at få gravet de to HDMI kabler frem og tilsluttet. Der følger ingen HDMI stik med i kassen så man skal selv stå for den del af opsætningen. Heldigvis havde jeg et på lager, som kunne bruges til forbindelsen fra basestation til TV'et. 

Herfra gik det uden problemer, og jeg var hurtigt i gang. Det er hurtigt at skifte mellem de tilsluttede enheder via knappen på headsettet. Når der skiftes fanger systemet selv lyden og rykker den til headsettet. 

Den eneste lille ekstra ting man skal gøre er selv at skifte til det rigtige input, når man skifter til PC, da der ikke er noget HDMI input igennem basestationen. 

Som jeg var inde på tidligere, så kunne jeg dog også vælge at forbinde en PC via en af de to HDMI indgange, hvis ikke jeg brugte dem til andre enheder. 

Det fungerer også nogenlunde fint med skiftet tilbage til lyd via TV’et. Hvis man er på konsol  er det blot at placere headsettet i basestationen og så skifter systemet selv og sender lyden igennem til TV’et igen. Super praktisk og let måde at skifte fra full blown gaming til aften gaming når familien sover. 

Astro A50 X opsat med tilsluttede enheder.jpg

På PC var det ikke helt så let, da Windows ikke automatisk skifter lydkilder, så der skulle jeg gøre det manuelt. 

Komforten i sættet er god og selv efter længere spilsessions har jeg ikke oplevet noget ubehag. Som brillebruger kan jeg også sige, at der ikke er noget problem der. 

Sættet er måske en anelse til den varme side, men det er svært at undgå helt med et over ear sæt.

Lydoplevelsen med Astro A50 X er i topklasse. Logitech G Pro X 2 Lightspeed sættet var et af de bedste headsets, jeg testede i 2023. Med de samme drivere og tilsyneladende meget af den samme tuning her i Astro A50 X sættet, går den super gode oplevelse igen her. 

Astro A50 X Gaming headset wireless.jpg

Man får et super veldefineret og klart lydbillede, med en god balance imellem den dybe bas og de gode mellem og høje toner. 

Hvis du har en PlayStation 5 understøtter sættet også 3D Lyd herfra. Mens der på PC er mulighed for Dolby Atmos og Windows Sonic Spatial Audio. 

Hvad enten det var Baldur’s Gate 3, Call of Duty eller The Last of Us, så gav Astro A50 X sættet mig en fantastisk lyd. 

Det kombineret med muligheden for hurtigt at skifte imellem flere tilsluttede enheder og endda være tilsluttet min telefon betyder, at det har været et rigtigt godt alt i et headset til gaming hulen. 

Endeligt er der naturligvis også mikrofonen. Selv om Logitech G Pro X 2 Lightspeed var et fantastisk headset, var jeg skuffet over mikrofonen. Det betød, at jeg så frem til at se om det kunne klares bedre her. Heldigvis får vi en rigtig god mikrofon, hvor din stemme vil gå klart og tydeligt igennem. Den er dog ikke specielt god til at sortere støj fra. Så hvis du har et meget klikkende tastatur fx, så vil det sandsynligvis komme med i lyden. 

Der er mulighed for at slå støjreduktion til via G Hub softwaren. Det er dog desværre heller ikke en ret god løsning, da det forringer lydkvaliteten en del. Så vil man sortere støj fra vil jeg anbefale en tredjepartsløsning. 

Hør en lydtest på Astro A50 X mikrofonen lige her. 

Pris

Her rammer vi det ømme punkt, for Astro A50 X lander i den helt tunge ende. Pt. kan det findes med en online pris på lige under 3000 kroner. Det er rigtigt mange penge for et headset. 


Konklusion

Jeg har nydt min tid med Astro A50 X sættet fra ende til anden. Hvis man er gamer på tværs af flere platforme, så er det en fornøjelse at have muligheden for problemfrit og hurtig at skifte frem og tilbage mellem sine konsoller og PC. 

Muligheden for HDMI Passthru går det endnu mere bekvemt, da man ikke behøver skifte rundt mellem inputs osv. Det sparer også en HDMI indgang på dit TV, hvilket i nogen tilfælde kan være en mangelvare. 

De 40 mm PRO-G Graphene drivers, som man får med sættet, leverer en super god lyd og det er svært ikke at blive suget lidt ekstra ind i sine spil, når lydbilledet på den måde forkæler dig. 

Astro A50 X muligheder wireless gaming headset

Prisen kan dog være en svær pille at sluge, og det kombineret med featurelisten betyder at det er et sæt, der henvender sig til den kræsne high-end bruger. Hvis man ser på det som et alternativ til måske to headsets, fordelt på forskellige konsoller og PC, så kan det ende med ikke at være så dyrt igen.

Logitech G Astro A50 X kommer med en lang række lækre features og bekvemmeligheder, hvis man er multi-platform gamer og det kombineres med super god lyd. Eneste rigtige klagepunkt som jeg er løbet ind i, ud over at hoste lidt meget over prisen, var oplevelsen af Android app’en der manglede lidt polering. Alt det betyder, at vi lander med en endelig karakter på 9 og en Entusiast Only Award, for et fantastisk produkt, som sigter efter de krævende og kræsne brugere. 


Godt

  • Mulighed for op til fire tilsluttede enheder
  • HDMI Passthru
  • Fantastisk lyd


Skidt

  • Android version af G Hub kræver lidt polering


Vores partnere