HyperX Cloud Stinger S - Billigt surround headset

FRONTBILLEDE_Hyperx_Cloud_Stinger_S
Igennem tiden har producenten HyperX, som er et mærke under Kingston, bragt os en masse forskellige produkter. Hvad end du er på udkig efter RAM, headsets, tastaturer, mus eller noget andet gamer relateret, kan du findes dette hos HyperX. De laver produkter i alle prissegmenter, og i dag skal vi se nærmere på et af deres budget headsets, kaldet Cloud Stinger S. Vi har at gøre med et kablet gamer headset, som tilbyder 7.1 virtuel surround, og et traditionelt design med stor boom-mikrofon. Så lad os ikke spilde tiden, men med det samme kigge nærmere på dette headset!

Vanen tro starter vi ud med at læste kernekonfigurationen på det anmeldte headset.



Specifikationer og features

Jeg har været en tur forbi HyperX hjemmeside, og fundet lidt oplysninger på Cloud Stinger S headsettet til jer. Disse er listet på nedenfor, efterfulgt af et enkelt billede der kort fortæller lidt om de features som der også tilbydes:

  • Type: Over-ear headset
  • Enheder: Ø50mm med neodym magneter
  • Frekvensgang: 18-23.000 Hz
  • Impedance: 32 Ohm
  • Sensitivitet: 95.5 dB SPL / mW ved 1 kHz
  • Vægt:  275 gram
  • Kabelængde: 2.5 meter
  • Stik/tilslutning: 4-polet 3.5 mm mini-jack / USB (dongle for surround)
  • Mikrofontype: Uni-directionel med Noise-cancelling
  • Frekvensgang mikrofon: 50-18.000 Hz

2_features_hyperx_gaming_headset_cloud_stinger_S.jpg

Unboxing og en tur rundt om HyperX Cloud Stinger S

Som altid starter vi ud med at få taget et kig på indpakningen, og få produktet pakket ud. Som vi kan se på billedet nedenfor, kommer Cloud Stinger S i en hvid og rød kasse, hvor at vi på fronten ser et billede af selve headsettet, med modelnummer og et par features listet op.

HyperX Cloud Stinger S

På bagsiden af kassen, ser vi et par andre billeder af Cloud Stinger S headsettet, som fremhæver nogle af de features som der tilbydes. Blandt andet den indbyggede volume-kontrol, USB-dongle for surround og mikrofonen.

HyperX Cloud Stinger S headset

Lad os få åbnet kassen op, og tage et kig på hvad man får med i kassen til dette budgetvenlige headset fra HyperX. Vi finder følgende inkluderet i kassen:

  • HyperX Cloud Stinger S headset
  • Diverse papirer
  • USB-dongle til surround

HyperX Cloud Stinger S test

Der er ikke forfærdelig meget tilbehør inkluderet til dette headset, hvilket jeg dog heller ikke havde forventet – prisen taget i betragtning. Nedenfor ser vi den inkluderede USB-dongle, som gør den 7.1 virtuelle surround muligt. Der er tale om en lille stump ledning på 15 cm med et stik i hver ende. Sammen med HyperX Ngenuity softwaren, gør denne det muligt at få surround på et headset der ikke koster meget mere end 500,- DKK – virtuel surround, vel og mærke.

Test af HyperX Cloud Stinger S gaming headset

Ønsker du ikke at bruge USB-donglen, og blot bruge headsettet som et normalt stereo headset, kan dette også lade sig gøre. Bemærk dog at Cloud Stinger S kommer med ét 3.5 mm mini-jack stik som er af den 4-polede type. Det betyder at både lyd og mikrofon er i det samme stik. Dette ses efterhånden i en del forskellige bærbare computere, og smartphones (dem der stadig har mini-jack). Ønsker du at bruge headsettet til din stationære computer, uden USB-donglen, kan du derfor risikere at skulle ud og investere i endnu en dongle/splitter for at gøre dette muligt.

HyperX Cloud Stinger S jackstik gaming hovedtelefoner

Lad os gå videre, med et par billeder af selve headsettet i alt din pragt. Nedenfor ser vi et overbliksbillede af Cloud Stinger S, og som vi kan se har vi med et sort headset at gøre, som har det klassiske ”gamer look”, hvis man kan sige det sådan. Headsettet er fremstillet i plastik, med mere plastik. Det gør at det føles ret billigt i hænderne, og knirker lidt når der vrides i ledende. En positiv ting ved at være fremstillet i ren plastik, er dog at vægten holdes under 300 gram.

overall_design_hyperx_gaming_headset_cloud_stiner_s_surround

Vender vi Cloud Stinger S headsettet om, kan vi se at farven heromme også blot er sort, ingen detaljer, andet end de hvide/sølv HyperX logoer på den modsatte side. Kablet som er monteret på dette headset er hele 2.5 meter langt, hvilket betyder at man uden problemer kan forbinde det til bagsiden af computeren, og stadig have nok længde til at det ikke bliver et problem at nå.

design_overall_gaming_headseT_cloud_s_stinger_hyper_X_surround

Ørebøfferne på Cloud Stinger S har en god størrelse, og bør kunne passe på de fleste hoveder/ører uden videre problemer. Puderne er også bløde og behagelige at røre ved, og har noget memory-skum bagved kunstlæder overfladen. Inde bagved nettet, sidder de Ø50 mm store enheder monteret, som skal sikre lyden i headsettet.

ørepuder_bløde_sort_hyperx_gaming_headset

Vi finder det samme bløde materiale og kunstlæder på toppen af headsettet, på den pude som skal hvile på hovedet. Med vægten på 275 gram, er Cloud Stinger S et ganske let headset, hvilket bestemt er et plus i bogen, når at man skal have det på hovedet i længere tid af gangen – hvordan det præcis er at have på, vender vi tilbage til lidt senere.

hovedstøtte_hyperx_gaming_headset_surround_stinger_s_cloud

På den højre ørebøf, finder vi en slider-knap som gør det muligt at styre volumen/lydstyrken uafhængigt af styrken der kommer ind i headsettet. Selvom ideen er god, er udførslen ikke særlig imponerende. Denne slider-knap er meget løs, ALT for løs faktisk. Det betyder at det er svært at justere lydstyrken ordentlig, og at man let kan komme til at røre denne og skrue op/ned ved en fejl. Personligt havde jeg hellere undværet denne funktion, når den ikke er lavet bedre, og så nøjes med styringen på computeren.

volume_kontrol_højre_ørebøf_stinger_s_cloud_hyperx_headset

På billedet herunder i den højre side, kan vi se det eneste sted hvor vi finder metaldele på Cloud Stinger S headsettet, nemlig omkring justeringen (markeret med rødt). Som nævnt gør brugen af de mange plastikdele, at headsettet føles meget billigt lavet og knirker når man justerer/vrider lidt i det. På billedet kan vi også se den ret store boom-mikrofon som kan foldes ud, eller vippes væk når den ikke bruges. Faktisk slukkes mikrofonen når den er vippet op, hvilket er en fed feature – dog havde det været endnu federe, hvis at mikrofonen havde kunne afmonteres også.

justerbar_mikrofon_auto_mute_hyperx_cloud_stinger_S

Selvom mikrofonen er fremstillet i fleksibel gummi, således at den kan justeres, er dette ikke tilfældet. Normalt ser vi noget ståltråd, eller lignende indbygget i denne type mikrofoner, der gør at man kan justere mikrofonen så at den sidder korrekt foran munden – men ikke på Cloud Stinger S. Med headsettet på hovedet og mikrofonen slået ned, springer den blot ud til sin standard form, når man prøver at indstille den korrekt. Hvorfor så lave den i fleksibelt materiale til at starte med HyperX?

fleksibel_mikrofon_ingen_faste_pladser_hyperx_gaming_headset_stinger_S

 

Softwaren – HyperX Ngenuity

Med den lettere negative afslutning på gennemgangen af headsettet ovenfor, springer vi videre til en hurtig gennemgang af softwaren til headsettet, og her mener jeg hurtig – der er nemlig så få funktioner at det næsten kunne være lige meget. Softwaren skal installeres via Microsoft Store og kan ikke blot hentes direkte på HyperX hjemmeside, så vær opmærksom på dette. Når softwaren åbnes op, mødes vi af billedet nedenunder, hvor at vi ude i venstre side kan se de tilsluttede enheder, dog ikke model navn eller lignende, blot at det er et headset vi har med at gøre.

software_nginuity_hyper_X_cloud_S_stinger

Trykker vi på ”Headset” ude i den venstre side, bliver vi sendt til skærmbilledet som vi kan se herunder. Jeg har næsten lyst til at grine, så få funktioner er der her – hvorfor overhovedet bruge tiden på en software til Cloud Stinger S når man nærmest ikke kan noget? Du har mulighed for at styre lydstyrken for selve headsettet, mikrofonen og tænde/slukke surround, og det er det.

software_nginuity_hyper_X_cloud_S_stinger_2

Jeg troede der var nogle profiler og en equalizer man kunne lege rundt i, da jeg så knappen ”Presets” oppe i det højre hjørne. Klikkes der på denne knap, kommer der en lille menu frem i siden, hvis funktion jeg stadig ikke helt er klar over. Du kan vælge at skifte billede på disse presets? Men du kan ikke vælge hvad de skal gøre, eller styre lyden / EQ eller noget andet – så hvorfor er de der, og hvad gør de?

17_software_nginuity_hyper_X_cloud_S_stinger_3.jpg

 

Testen – Lyden og komfort

Det er nu blevet tid til at vi skal have knyttet nogle ord til hvordan Cloud Stinger S headsettet rent faktisk var at bruge og have på hovedet. Hvis vi starter ud med komfortdelen i dette afsnit, så forventede jeg ikke alverden for at være ærlig. Vi har med et billigt headset at gøre, så forventningerne var indstillet derefter. Dog viste det sig faktisk at Cloud Stinger S var ganske behageligt at have på hovedet. Puderne på både ørebøfferne og toppen, var dejligt bløde og gav god støtte. Størrelsen på ørebøfferne tillader som nævnt også at folk med selv ret store ører, kan bruge headsettet uden videre problemer. Justeringen på siderne, kan også komme ret langt ud, således at personer med store hoveder også bør kunne bruge Cloud Stinger S. Selv efter nogle timer med headsettet på hovedet, var der ikke ømhed eller ubehag på nogen måde, det var ganske behageligt at have på, hvilket er et klart plus i bogen, og især til prisen.

Men hvordan med lyden? En ting er jo at produktet sidder godt, men hvis resten ikke matcher, kan det vel være lidt lige meget. Jeg prøvede Cloud Stinger S til både musik, film og ikke mindst gaming, men konklusionen endte altid med at være den samme, i den tid jeg legede med headsettet – ikke videre imponerende. Lyden var ret tynd og kedelig faktisk, der manglede liv og bund/bas i lige meget hvad man lavede. Eftersom der ingen EQ-indstillinger er, kan man ikke som udgangspunkt ændre på hvordan headsettet lyder, når man bruger USB-donglen, så jeg prøvede at droppe denne, og tilslutte Cloud Stinger S direkte til lydkortet på mit bundkort.

testen_pasform_lyd_cloud_stinger_S_hyperx_hyperx

Dette resulterede i et løft i lydstyrken, men lyden var stadig ret kedelig og endte med at være skinger og anstrengende at høre på, når der blev skruet op – ikke videre imponerende. Ved at lege lidt med nogle EQ-indstillinger på mit bundkorts lydkort, kunne lyden forbedres en smule. Dog bør dette ikke være nødvendigt i min optik, og slet ikke når headsettet leveres med en USB-dongle, som låser op for surround, men ikke EQ – det giver ganske enkelt ikke mening, at headsettet modarbejder sig selv på den måde. Surround-delen som kan aktiveres i den ellers ret skrabede software, er heller ikke videre imponerende. Det er den ”velkendte” virtuelle surround oplevelse, hvor at alt lyden ”flyttes længere ud”, uden rigtig at bidrage med noget positivt i spil, så dette blev hurtigt slukket igen.

Vi skal også lige hurtigt nævne mikrofonen, inden at test afsnittet her rundes af. I forhold til resten af den performance/lyd som Cloud Stinger S headsettet leverede, vil jeg næsten gå så langt som at sige at mikrofonen nok er noget af det der lyder bedst i dette headset. Stemmerne gengives klart og sprødt, hvilket er lækkert at se. Dette kunne dog have været endnu bedre, hvis at mikrofonen også havde kunne blive justeret korrekt ind foran munden, og ikke blot hænge ude på siden, som den gør. Der er virkelig mange ting ved dette headset, som kunne rettes/gøres bedre i en version to – også selvom vi har med et billigt et af slagsen at gøre. Lad os få snakket om prisen nedenfor, og derefter runde tingene af i konklusionen.

19_lyden_test_surround_mikrofon_hyperx_gaming_clud_s_gaming_stinger.JPG

 

Pris

I skrivende stud d. 27/12 2020 kan HyperX Cloud Stinger S headsettet findes på nettet til lige over 500,- DKK plus fragt. Dette er bestemt ikke mange penge for et headset, som på papiret har de features som Cloud Stinger S tilbyder. Dog er jeg personligt glad for at se at prisskiltet ikke er højere alligevel, da udførslen af dette headset kunne være bedre på mange punkter. Der er væsentlige ting der halter i min optik, også selvom headsettet ikke koster mere end det gør. Mit råd er: tjek hvad der findes i markedet i prisklassen, inden at du vælger ”køb nu” på Cloud Stinger S.

Ønsker du alle detaljerne på Cloud Stinger S headsettet fra HyperX, kan du klikke på banneret med deres logo nedenfor, og blive sendt direkte til deres hjemmeside.

1_HyperX_logo.jpg

 

Konklusion

Vi er nu nået til enden i vores test af Cloud Stinger S headsettet fra HyperX, som har været noget af en blandet oplevelse. Der er rigtig mange ting ved dette headset som kunne være bedre, men også ting som der bliver gjort korrekt – så lad os starte med disse. Først og fremmest er der komforten som Cloud Stinger S tilbyder. Denne er overraskende god, med store bløde puder, gode justeringsmuligheder og en let vægt, så at man nærmest kan glemme at man har det på. Auto mute funktionen på mikrofonen, når at den slås op, er også godt tænkt, selvom det ikke er noget nyt vi ikke har set før.

Da vi har med et gamer headset at gøre, er det også godt at se at HyperX holder fast i deres rødder, og har givet Cloud Stinger S et design som indikerer at vi har med et gamerrelateret produkt at gøre. Lang ledning og et lavt prisskilt er også ting der er værd at nævne. Det er også positivt at Cloud Stinger S ikke er et USB-only headset, men i stedet inkluderer en dongle så at man selv kan bestemme hvordan headsettet skal bruges/tilsluttes. Som jeg fandt ud af i min test, er lyden nemlig ikke videre imponerende via den medfølgende USB-dongle. Har du et fornuftigt lydkort og er ligeglad med surround-delen, kan du få en lidt bedre lyd, ved at gå uden om donglen og softwaren.

Dette bringer os også hen til de negative ting ved dette headset. Det er lidt komisk at man skal opgive den medfølgende dongle og surround funktion, for at få bedre lyd i Cloud Stinger S headsettet – hvad er så meningen med det hele? Havde der blot været en ordentlig EQ-funktion i HyperX softwaren, kunne dette have været let løst, men i stedet er softwaren virkelig skrabet, mangelfuld og nærmest ligegyldig i min optik. Byggekvaliteten overall på dette headset er heller ikke noget at skrive hjem om. Det er plastik, med plastik, og så endnu mere plastik – der er nærmest ingen metaldele at finde på Cloud Stinger S.

Alt i alt lander vi på en samlet score på 6/10 i denne omgang. Cloud Stinger S er et billigt headset fra HyperX, og selvom man skal forventningsafstemme i forhold til prisen, syntes jeg ikke helt at HyperX er kommet i mål med dette produkt. Der er alt for mange ”løse ender” og ting som ikke virker færdige eller ordentligt udførte. Jeg så hellere at de droppede features som den virkelig ringe volume-styring på højre ørebøf, og brugte pengene denne funktion kostede, på resten af headsettet. De måtte sågar hellere tage 100 kroner mere for headsettet, hvis man kunne få en ordentlig byggekvalitet, bedre software funktioner og bedre lyd. Cloud Stinger S får ikke min anbefaling, der findes mange andre spændende billige headsets, som bør overvejes først.

 

Godt

  • Overall pænt ”gamer” design
  • Bløde puder på både ører og toppen
  • Auto mute funktion på mikrofonen når den slås op
  • Lang fleksibel ledning
  • Kan bruges med og uden USB-Dongle
  • Komforten er ganske fin
  • Vejer ikke særlig meget
  • Prisen er ikke særlig høj

Knap så godt

  • Mangelfuld software og ingen ordentlig EQ
  • Føles meget billigt – plastik med plastik
  • Volume justeringen er alt for løs/upræcis
  • Lyden er tynd/skinger (både med og uden USB-Dongle)
  • Mikrofonen kan ikke justeres præcist foran munden

Score: 6

20_konklusion_gaming_headset_cloud_stinger_S_hyperx.JPG


Vores partnere