OnePlus Nord Buds 2

OnePlus Nord Buds 2
Sammen med lanceringen af den nye OnePlus Nord CE 3 Lite, kom også et nyt sæt OnePlus Nord Buds. Denne gang meget praktisk bare døbt OnePlus Nord Buds 2.

Specifikationer

  • Dimensioner
  • Øretelefoner: 27,5 * 21,05 * 24,4 mm
  • Opladningsetui: 67,99 * 28,9 * 35,5 mm
  • Vægt
  • Øretelefoner: 4,7 g (± 0,2 g)
  • Opladningsetui: 37,5 g (± 1 g)
  • Drivere; 12,4 mm dynamisk driver - Titaniumbelagt vibrerende membran
  • Basforbedringsalgoritme: BassWave®-algoritme
  • Driverfølsomhed: 111 dB ± 3 dB @ 1 kHz 179mV
  • Frekvensrespons: 20 Hz - 20,000 Hz
  • Mikrofoner: 4 (2 pr. øretelefon)
  • Batteri
  • Afspilningstid (ved fuld opladning)
  • Afspilning (AAC, 50 % lydstyrke)
  • ANC tændt: 5 timer (øretelefoner) / 27 timer (med opladningsetui)
  • ANC slukket: 7 timer (øretelefoner) / 36 timer (med opladningsetui)
  • Telefonopkald (AAC, 50 % lydstyrke)
  • ANC tændt: 3,5 timer (øretelefoner) / 17 timer (med opladningsetui)
  • ANC slukket: 4 timer (øretelefoner) / 19 timer (med opladningsetui)
  • Hurtig opladning: 10 minutter giver 5 timer (opladningsetui + øretelefoner kombineret) (AAC, standardlydstyrke, ANC slukket)
  • Kablet opladningstid: 60 minutter (øretelefoner) / 90 minutter (øretelefoner + opladningsetui)
  • Batterikapacitet: Pr. øretelefon: 41 mAh - Opladningsetui: 480 mAh
  • Støjreducerende tilstand: ANC tændt / ANC slukket / Gennemsigtighedstilstand
  • Tydelige opkald: Opkald med AI-støjreduktion
  • ANC-dybde: 25 dB
  • Vand- og svedafvisende: Øretelefoner: IP55
  • Bluetooth-version: BT 5.3
  • Understøttede lydformater: AAC, SBC
  • Trådløs rækkevidde: 10 meter


En tur rundt om OnePlus Nord Buds 2. 

Den nye version af OnePlus Nord Buds er både genkendeligt, men også med nye design tiltag. Oplade etuiet har nogenlunde samme størrelse som den tidligere model, men har fået mere afrundede former. Det betyder, at den er mere behagelig at have med i lommen, sammenlignet med den tidligere, der havde betydeligt skarpere kanter. 

Etui opladning OnePlus Nord Buds 2

OnePlus Nord Buds 2 kan fås i to farver: Lightning White og  Thunder Gray, hvor vi har modtaget den sidste version. Her er etuiet tofarvet med et gråt metallisk låg med en mat grå bund med et spættet mønster. 

OnePlus nord Buds 2 farver.jpg

Personligt falder det ikke helt i min smag. Det stikker mig lidt i øjnene, at der er to forskellige farver og så er effekten af det spættede mønster for mig bare at etuiet ser støvet ud.

OnePlus Nord Buds 2 oplade etuie Thunder GRey.JPG

Opladning sker via et USB C stik på bagsiden af etuiet. Her er der også en meget diskret knap, som kan bruges til at parre sættet med nye eller flere enheder.  

USB C OnePlus Nord Buds 2

Åbner vi op og ser på selve de to OnePlus Nord Buds 2 earbuds, så er de, ud over den nye farve, ikke til at skelne fra den tidligere version. 

Opladnings etui OnePlus Nord Buds 2.JPG

Her går den nye grå og mønstrede farve igen på selve stammen, på hver earbud med samme effekt, som jeg synes det har på etuiet. 

OnePlus Nord Buds 2 ear buds.JPG

Der er også en del blanke overflader på de to earbuds. Det er den del af dem, som vender ind mod dig selv og sidder mere eller mindre i øret. Det betyder også, at overfladerne hurtigt kommer til at se fedtede ud. Som altid havde jeg klart foretrukket matte overflader. 

Der er et touch felt på hver earbuds, som er blevet en anelse mere diskret på den nye version. 

OnePlus Nord buds 2 earbuds touch felter.JPG

De to earbuds holdes på plads af silikone spidser. Der er et sæt medium spider monteret som standard, men der følger et større og et mindre sæt med i æsken. 

Helt som med det tidligere sæt, så er designet overordnet diskret og afdæmpet, hvilket i min bog er en positiv ting. 


Software

Hvis man vil ændre på indstillingerne for OnePlus Nord Buds 2, kan det gøres i den medfølgende software. Hvis man har en OnePlus telefon, er det bagt med ind i indstillingerne på telefonen. Hvis man har en telefon af et andet mærke, så skal man dog hente Hey Melody app’en, hvor funktionaliteten så er den samme. 

HeyMelody app EQ settings.jpg

Via softwaren er der mulighed for at tjekke batteristatus og tilpasse indstillinger. Indstillinger dækker både over ting som styring via touchfelterne eller fx ANC og transparensindstillingerne. 

Der er gode muligheder for at tilpasse hvad touch felterne kan bruges til, hvilket er rart at se. Det er et område, hvor man tit har sine egne præferencer, og det er rart at se OnePlus giver muligheden for at tilpasse det efter egen smag.  

HeyMelody app tilpasning af funktioner.jpg

Oven i det kommer der også EQ muligheder. Her er der et udvalg af prædefinerede EQ settings, sammen med muligheden for at tilpasse din egen helt personlige.

Alle indstillinger gemmes lokalt på dine ear buds, og følger altså med, selv hvis du skulle skifte til en anden enhed. 


Test

Jeg har brugt OnePlus Nord Buds 2 over et par uger, både sammen med den nye OnePlus Nord CE 3 Lite, men også med en Google Pixel 7 Pro. 

I forhold til forbindelse og almindeligt brug, så har oplevelsen været stort set ens. Den eneste lille forskel er, at indstillingerne er lidt lettere tilgængelige, da det er en integreret del af styresystemet på OnePlus telefoner. 

Forbindelsen er dog let og ligetil på begge telefoner, og har været uden problemer. Den annoncerede rækkevidde på op til 10 meter rammer også meget fint, og jeg har uden problemer også kunne bevæge mig længere væk end det. 

OnePlus Nord Buds 2 true wireless.JPG

På samme måde rammer batteritiden, som er angivet af OnePlus, også meget fornuftigt. Op til fire timers lyttetid uden ANC, som via etuiet kan forlænges til op til 19 timer samlet, før man skal forbi en oplader. 

Lydprofilen er meget sammenlignelig i forhold til den tidligere version af OnePlus Nord Buds. Det er også de samme 12,4 mm drivers, der bruges i den nye sæt. Tuningen er måske en anelse anderledes, selv om jeg har svært ved at spore mig ind på det. 

Lyden kan naturligvis også ændres en del, baseret på hvilken EQ setting du vælger at bruge. Som udgangspunkt er den sat på Balanceret indstillingen, som er en anelse bastung. 

OnePlus Nord Buds 2 pasform.JPG

Det er dog overordnet set et dejligt åbent og veldefineret lydbillede man får med sættet. Der er en god grad af detaljer i lyden, som ved lav til middel volumen ikke har skyggen af forvrængning. 

Ved højere volumen lider specielt de høje toner af at blive en anelse skingre. Det er dog på volumen niveauer, som jeg alligevel aldrig vil anbefale at bruge, så det vil jeg ikke rigtigt se som et minus. 

En af opdateringerne i forhold til den første version af sættet er tilføjelsen af ANC. Det kan ikke tilpasses, men blot aktiveres eller slukkes. Det suppleres dog af en Transparens indstilling, som lukker lyden omkring dig ind. 

Eartips silikone OnePLus Nord Buds 2.JPG

ANC funktionen er ikke den bedste jeg har oplevet, men den klarer dog at sortere en del af den summende baggrundsstøj fra, som man fx ville opleve i tog, bus eller lign. Det er på ingen måde en indstilling, der lukker alt ude, men sammen med den passive støjreduktion, som følger med, giver det dog alligevel en tydelig reduktion. 


Pris

OnePlus Nord Buds 2 kan i skrivende stund findes med en onlinepris på 550 kroner. Det placerer dem et par hundrede kroner over den tidligere udgave. Det ligger i den billigere ende sammenlignet med andre True Wireless sæt med ANC. 


Konklusion

OnePlus har med OnePlus Nord Buds 2 lavet et rigtigt godt og budgetvenligt bud, på et sæt True Wireless earbuds. Tilføjelsen af ANC er sammen med farverne og det opdaterede design på etuiet, det største spring frem sammenlignet med første bud.

Kvaliteten på mikrofonen og lyden generelt er rigtigt god, specielt når man tager den betydeligt lavere pris i betragtning. 

OnePlus Nord Buds 2 etui.JPG

ANC delen vinder ikke nogen priser, men der er stadig en reduktion af den typiske transportstøj, som man fx oplever i tog eller lign. hvilket alt andet lige er et plus. 

Man får rigtigt meget for pengene med OnePlus Nord Buds 2. Der kan ikke overraskende findes bedre bus på markedet, men når der så skal smides to eller tre gange så mange penge efter dem, så vil jeg sige at OnePlus Nord Buds 2 vinder på en pris til ydelses sammenligning. 

Personligt bryder jeg mig ikke om den nye Thunder Gray farve eller de blanke overflader, men i det store billede er det mindre ting.

Vi lander, som med den tidligere version, med en endelig karakter på 9 og en Great Product Award, for et stærkt bud på et True Wireless sæt, som til prisen er svært at finde bedre. Hvis man er ligeglad med ANC kan man dog spare lidt og købe de billigere OnePlus Nord Bud 1.

Til omkring en tredjedel af prisen kommer man tæt på en oplevelse, der ligger tæt på de dyre sæt. 


Godt: 

  • Solid lyd
  • God batteritid
  • Nogenlunde fornuftig ANC
  • Prisen


Skidt

  • Lidt underligt valg af farve
  • Blanke overflader er svære at holde pæne


Vores partnere