SteelSeries Rival 600 eSports Mus

For blot få dage siden kiggede vi på Rival 310 musen fra SteelSeries. Nu er vi klar med vores test af storebror musen som har fået navnet Rival 600. Selvom der er en række ting der går igen ved denne mus, har SteelSeries alligevel lavet en hel del ændringer og udstyret Rival 600 med et noget unikt vægtsystem og ikke bare en men hele to sensorer! 

Det er ikke længe siden vi sidst så på en mus fra velkendt SteelSeries, og nu er turen kommet til endnu en af slagsen. Vi har modtaget deres Rival 600 mus som befinder sig i highend segmentet og haft den en tur på testbænken til et grundigt eftersyn. Hvor de fleste normale gamermus er udstyret med en enkelt sensor, kommer Rival 600 med hele to af slagsen! Dette kombineret med et yderst modulært vægtsystem, lækkert RGB-lys og en form der tillader både palm og claw greb – hvad mere kan man ønske sig?

 

Vi er klar med vores vurdering og gennemgang som du kan læse herunder. Som altid starter vi dog lige ud med en lækker præsentations video af Rival 600 nedenfor, og springer dernæst ud i de specifikationer og features som PC-musen tilbyder 

 

 

 

Læs flere test af computermus HER

 

Specifikationer og features
Jeg har vanen tro været en tur forbi producentens hjemmeside og fundet lidt talguf til jer. Nedenfor finder i specifikationerne på Rival 600 musen, efterfulgt af tre billeder som viser nogle af de features der også tilbydes:

  • Type: FPS Gamermus
  • Materialer: Fiberforstærket og softtouch plastik
  • Grebstyper: Palm og claw
  • Antal knapper: 7
  • Mekaniske kontakter: SteelSeries Switch (over 60 millioner klik)
  • Indbygget RGB.lys: Ja, i otte zoner (kan styres uafhængigt af hinanden)
  • Vægt: 96 – 128 gram
  • Dimensioner: 131 x 62/62/69 x 27/43 mm (LxBxH)
  • Kabel: 2 meter aftageligt gummi med USB 2.0 stik
  • Justerbar løftehøjde: 0.5 – 2 mm
  • Sensortype: SteelSeries TrueMove3 + Dybdesensor/løftehøjde (optisk)
  • DPI/CPI: 100-12.000 (justeres i steps af 100)
  • IPS: 350+ på SteelSereis Qck overflader
  • Acceleration: 50 G
  • Polling rate: 1ms
  • Hardware acceleration: Ingen – ægte 1:1
  • OS support: Windows, Mac eller Linux – kræver USB port
  • Software: Ja, SteelSeries Engine 3.11.10 eller højere

 

Unboxing – hvad får man med i kassen?
Hvor de fleste andre producenter holder deres kasser til en bestemt farve, er SteelSeries lidt anderledes. På kassen til Rival 600 sker der en masse, og på fronten finder vi en masse forskellige farver, samt et billede af selve musen med fuld smæk på RGB-lyset. Vi bliver også mindet om en række af de features der tilbydes, såsom den indbyggede TrueMove 3 sensor med 1:1 tracking og vægtsystemet som musen er udstyret med -mere om disse ting senere. Bagsiden af kassen byder på tekst på tre forskellige sprog, der fortæller lidt mere omkring nogle af de features som Rival 600 tilbyder, sammen med billedet øverst på kassen, lad os få pakket musen ud!

 

 

Når den yderste kasse fjernes, mødes vi af synet på det første billede nedenfor. Her er der en lille pep-talk fra folkene fra SteelSeries som slutter af med bogstaverne: GLHF, som i gamersprog oversættes til: Good Luck Have Fun – fed lille detalje til gamerne der ude. Selve Rival 600 musen er placeret i midten af kassen, og er omringet af blødt plastik som skal sikre den mod stød under transport. Lad os få alle tingene ud af kassen og danne os et overblik over hvad man får med.

 

 

Nedenfor har jeg lagt indholdet fra kassen ud på bordet, og listet op hvad man får med. Det er fedt at se at SteelSeries har valgt at gøre kablet aftageligt, da det gør det lettere at transportere musen, så man ikke skal tænke på om det bliver bøjet/knækket. Den lille transport taske til de medfølgende vægte, er også et kærkomment syn – i kassen er der som sagt:

  • SteelSeries Rival 600 mus
  • 2 meter langt USB-kabel
  • Vægte i gummihus/beholder
  • Manual / quickstart guide

 

En tur rundt om SteelSeries Rival 600 musen
Lad os ligge kablet og det andet tilbehør væk for nu, og tage en tur rundt om musen som det næste. Vi starter ud med et billede af fronten, hvor det er tydeligt at se hvor det inkluderede kabel skal tilsluttes. Da der er tale om et normalt micro-USB kabel, betyder det også at du kan bruge dit/dine egne kabler hvis det medfølgende skulle gå i stykker. Selvom det er super fedt at se at kablet er aftageligt, havde det lige gjort det sidste, hvis SteelSeries havde valgt at benytte USB Type-C – vi er trodsalt i 2018 og micro-USB er så småt på vej ud. Bemærk desuden den meget aggressive form/design som Rival 600 har på det sidste billede nedenfor. Normalt er jeg mere til det anonyme look, men denne mus ser sku lidt fræk ud!

 

 

Vi fortsætter vores tur rundt om musen, med et kig på bagenden. Heromme finder vi et stort hvidt SteelSeries logo, som naturligvis er en del af det indbyggede RGB-lys som har hele otte zoner der kan justeres uafhængigt af hinanden – wow!

 

På den venstre side finder vi naturligvis frem/tilbage knapper men også en tredje foran disse. Denne kan du ligesom alle de andre knapper på musen, programmere til lige netop hvad du har lyst til via SteelSeries Engine 3 softwaren, som vi ser nærmere på lidt senere. Vi finder lækkert skridsikkert gummi både på venstre og højre side af musen, hvilket sikrer et godt greb selv med svedige fingre og uanset grebstype.

 

 

I modsætning til den mindre Rival 310 som vi så på for nyligt, så har storebror Rival 600 også et indbygget vægtsystem, som faktisk er ret unikt. Hvor de fleste andre mus der tilbyder dette, blot har et par vægte der kan trykkes op i bunden, er det faktisk muligt at justere vægtene i denne mus på op til 256 forskellige måder! Dette gøres meget enkelt ved at klikke en eller begge sider af musen, og justere vægten via de medfølgende 4 grams klodser som medfølger i det lille gummihus. De trykkes ganske enkelt ind i siden af musen og holdes fast med friktionen fra gummiet, og siderne – smart og simpelt. Placeringen af vægtene gør det muligt at gøre Rival 600 mere ting i den ene side, kontra den anden. Eller det kan være du ønsker den tung i fronten, eller mere i bagenden – valget er dit, og der er hele 256 af dem at tage.

 

 

Inden vi går videre til et kig på softwaren, skal vi naturligvis en tur forbi bunden på musen. Hvor de fleste andre mus, eller faktisk alle jeg tidligere har kigget på, har været udstyret med en enkelt sensor, kommer Rival 600 nemlig med to. Den store sensor er den samme TrueMove 3 sensor som vi også fandt i Rival 310 musen, som viste sig at være virkelig lækkert at arbejde med. SteelSeries har ved hjælp fra en sekundær sensor, gjort det muligt for brugeren selv at justere løftehøjden med uhyre høj præcision på blot 0.5 mm. Hvor vidt dette har noget at sige og om det kan mærkes, finder vi ud af efter softwaren som vi skal kigge nærmere på nu.

 

 

Softwaren – SteelSeries Engine 3
Hvis du i forvejen ejer et SteelSeries produkt, er de næste par billeder ikke noget nyt for dig. I så fald behøver du ikke engang en tur forbi SteelSeries hjemmeside for at hente softwaren. Det er blot at tilslutte musen og åbne softwaren op – så er du good to go. Når denne åbnes op, mødes vi af det første billede nedenfor. Såfremt du har flere understøttede enheder tilsluttet, vil disse komme frem på en liste. Som vi kan se på billede et herunder har jeg både Arctis PRO Wireless og Rival 600 tilsluttet – vi trykker på Rival 600.

 

Der åbnes dernæst et nyt vindue hvor vi mere eller mindre har adgang til alle indstillingerne på musen. Ude i højre side kan vi justere DPI hastigheden i to niveauer, du kan finjustere accelerationen hvis du ønsker at musen skal have dette, men da vi har at gøre med en sensor med ægte 1:1 tracking – i hvert fald ifølge SteelSeries selv – vil det næsten være en skam at lege med acceleration. Pollingraten skal som udgangspunkt blot stå på max, mens at løftehøjden (kaldet lift distance i softwaren) er hvor det er muligt at finjustere takket være sensor nummer to. Det skal blive sjovt at om effekten kan mærkes lidt senere.

 

 

Ved et tryk på en hvilken som helst af de syv programmerbare knapper kommer der en lille menu frem, hvor du kan vælge en anden funktion til den valgte knap, hvis du skulle have lyst til dette. Der er også en dedikeret macro editor, hvos du kan optage og redigere i macroer, som du der efter kan programmere til en eller flere knapper på musen – mulighederne er mange!

 

Sidste menupunkt som vi har adgang til via ”startskærmen” er naturligvis det indbyggede RGB-lys. Som jeg har nævnt et par gange er der hele otte forskellige RGB-zoner der kan justeres via softwaren. Seks af dem består af de to streger på toppen af musen, mens at de sidste to er hjulet og logoet på bagenden af musen. Det er muligt at programmere alle otte zoner uafhængigt af hinanden, hvis man ønsker total disco, eller blot holde dem alle i en simpel farve – valget er dit. Ønsker du fuld kontrol og samhørighed mellem dine forskellige RGB-produkter fra SteelSeries, kan du med fordel hente PRISM udvidelsen til softwaren.

 

 

Testen – Brugen og Komfort
Vi er nu nået til test delen i vores review af Rival 600 musen fra SteelSeries, og det er blevet tid til at se hvordan musen rent faktisk er at bruge. Til testen blev der brugt min trofaste Corsair MM300 stofmusemåtte som, efterhånden har haft mange mus på sin overflade. SteelSeries skriver ikke noget om hvorvidt sensorerne virker bedst på stof eller hårde plastik overflader. Men eftersom at den er bygget til eSport antager jeg at stofmåtter er første prioritet.

 

Ligesom på Rival 310 musen, som vi netop også lige har anmeldt, er TrueMove3 sensoren er i stand til at køre med helt op til 12.000 DPI, hvilket vi dog på ingen måde kommer i nærheden af i denne test. På skrivebordet plejer at jeg bruger mellem 1000-1200 DPI, mens at hastigheden ryger ned på 400 når jeg spiller FPS spil. Det er derfor disse to hastighedsniveauer jeg går ud fra nedenfor. Det der skiller Rival 600 fra 310 ud over designet, er at Rival 600 er udstyret med ikke bare én men hele to sensorer – ja du læste rigtigt! Som vi har været inde på lidt tidligere, bruges den sekundære sensor til at måle løftehøjden på musen, som derved kan justeres. Sagt på dansk kan du selv bestemme i hvilken grad musen skal registrere når du løfter den og ligger den på et andet sted på måtten. Dette åbner helt nye muligheder for finjustering, som de mest hardcore gamere helt sikkert vil sidde stor pris på.

 

Som i vores test af Rival 310, starter vi dog lige ud med at knytte nogle ord til komforten som Rival 600 tilbyder. Selvom formen på Rival 600 ikke ser helt så ergonomisk ud som på sin lillebror 310, er den faktisk stadig rigtig behagelig at holde på – overraskende behagelig faktisk. I min test af Rival 310 musen skrev at den var en af de mest komfortable mus jeg havde lagt min hånd på i 2018 ind til videre. Selvom Rival 600 ikke helt kommer op på det samme niveau, er den stadig yderst lækker at have i hånden hvad end du er til palm og claw grebet. Selvom siderne i gummi ikke var helt så ”klistrede” som på Rival 310, gjorde de stadig at man havde et rigtig godt greb på musen, hvilket er et must, især hvis man benytter claw grebet. Vægtsystemet i Rival 600 tilbyder justering fra 96-128 gram, og med forskellig placering af de otte inkluderede vægte, er det muligt at lave helt op til 256 forskellige indstillinger med vægten! Dette er yderst imponerende, men da jeg kan lide mine mus lette, røg alle vægte ud under testperioden.

 

 

Vi finder SteelSeries egne mekaniske kontakter inde i Rival 600 musen. Dette er en forskel fra Rival 310, som var udstyret med Omron kontakter som er at finde i stort set alle gamermus på markedet, og efterhånden også i alle prisklasser. SteelSeries egne kontakter kaldes Split-trigger, og minder utrolig meget om hvad Omron tilbyder – så mon ikke der er tale om et rebrandt/samarbejde af disse muligvis? Med en levetid på over 60 millioner per kontakt, er det bare med at slå sig løs og få skudt nogle modspillere. Lydniveauet på kontakterne er hvad jeg vil kalde normalt, hvor de på Rival 310 musen var til den lidt høje side hvad angik støjen. Lyden er lidt mere dæmpet i Rival 600, hvilket er lækkert selvom det ikke er noget man bemærker normalt hvis man har musik i baggrunden eller et headset på hovedet. Om det skyldes brugen af SteelSeries egne mekaniske kontakter, eller om det blot er konstruktionen af musen, skal jeg dog ikke kunne sige.

Lad os runde test delen af med at få sat nogle ord på sensoren, eller skulle man sige sensorene. SteelSeries kalder deres TrueMove3 for verdens første ægte 1:1 sensor til eSport. Som i min test af Rival 310, skal jeg ikke kunne sige hvor vidt der er tale om ægte 1:1, da jeg simpelthen ikke er god nok til at vurdere dette. Jeg kan derimod fortælle hvordan jeg opfattede sensoren, hvilket mere eller mindre bliver en gentagelse af hvad jeg skrev i min Rival 310 test – sensoren er den samme, Rival 600 har bare et ekstra es i ærmet. TrueMove3 sensoren monteret i Rival 600, var stadig uhyre lækker at arbejde med. Til hverdagsbrug med omkring 1000-1200 DPI er den hurtig og præcis, mens at præcisionen blot bliver endnu bedre når sensitiviteten sænkes (gør det lettere at styre og være præcis, en præference sag), og der skal flækkes skaller i PUBG som er mit absolutte favoritspil i øjeblikket.

 

Men hvad med den anden sensor, som jo må siges at være en af de mest unikke ting ved Rival 600 musen. Jeg prøvede at lege lidt rundt med løftehøjden i softwaren, og så om jeg kunne fornemme nogen forskel til forskellige opgaver og spil. Da jeg spiller med lav DPI-hastighed, løfter jeg ofte min mus, hvis jeg skal dreje mig meget i spillet. Med løfte højden sat til minimum, oplevede jeg at jeg ofte drejede lidt længere rundt, end hvis højden var indstillet til max – så der er altså en forskel der kan mærkes. Personligt ville jeg sidde løftehøjden på max, og aldrig røre den igen da det var der jeg personligt fik det bedste resultat og oplevelse. Det er en smart og lækker feature, men hvorvidt det rent faktisk er noget man vil komme til at bruge, kan diskuteres – lad os få snakket pris og konkludere nedenfor!

 

Pris
I skrivende stund d. 30/07 2018 kan SteelSeries Rival 600 musen findes på nettet til omkring 650,- DKK inklusiv fragt. Dette lyder måske som mange penge for en mus, men sammenlignet med andre highend gamermus på markedet, er prisen faktisk yderst fair. Du får ikke bare én men hele to sensorer, indbygget RGB lys og lækker komfort, og ikke mindst performance også! Klik HER for at komme til prisoversigten med de forskellige forhandlere.

 

Alle detaljerne på Rival 600 musen kan naturligvis også findes hos SteelSeries selv. Klik blot på banneret med deres navn herunder, og bliv sendt direkte til deres hjemmeside i en ny fane.

 

 

Konklusion
Vi er nået til slutningen på vores test af Rival 600 musen, og hvilken fornøjelse det har været at have denne mus forbi testbænken. Jeg var imponeret over hvor meget SteelSeries havde formået at pakke ned i Rival 310 til en fordelagtig pris, og den er stadig en af mine absolut favoritmus her i 2018 – ind til videre. Med Rival 600, har SteelSeries skruet det hele et niveau højere op, og smidt en god portion ekstra features oven i hatten. Man får en rigtig fin komfort, som tillader både palm og claw greb, selvom Rival 310´s form nu stadig er lidt bedre i min optik.

 

TrueMove 3 sensoren sammen med den sekundære sensor til højdejustering, gjorde at Rival 600 var virkelig lækkert og præcis at bruge, selvom jeg personligt ikke helt kan se meningen med højdejusteringen – måske jeg bare ikke er god/professionel nok når jeg spiller computer? SteelSeries kontakterne er lækre at bruge og har en dæmpet lyd som er omkring standard støjniveau. Indbygget RBG-lys, enkel men kraftfuld software og det unikke vægtsystem gør Rival 600 virkelig programmerbar og med voldsomt mange indstillingsmuligheder – den tilpasser sig til dig, og ikke omvendt!

 

Vi lander på en samlet score på 9/10, samt vores Great Product award. Rival 600 fra SteelSeries er en virkelig gennemført mus som uden tvivl vil kunne tilfredsstille selv den mest krævende bruger. Voldsom lækker performance og indstillingsmuligheder fra TrueMove 3 sensor systemet, Omron kontakter og hele 256 forskellige måder at justere vægten i musen på – what is not to like? Det eneste minimale kritikpunkt det lykkedes mig at finde på Rival 600 var hjulet, som var en smule for løst/let at trykke på til min smag, det kan muligvis være anderledes for dig. Med Rival 600 fra SteelSeries i hånden er du et godt stykke af vejen, når der skal elimineres fjender online, eller laves seriøst præcisionsarbejde i photoshop eller lignende – job well done SteelSeries!

 

Godt

  • Imponerende sensor system!
  • Behagelig til både palm og claw greb
  • Overfalde der sikrer godt greb
  • Unikt vægsystem indbygget
  • SteelSeries PRISM RGB-lys i 8 zoner!
  • Vægten kan justeres fra 96-128 gram (uden kabel)
  • 2 meter aftageligt blødt gummikabel
  • SteelSeries Split-trigger mekaniske kontakter

Knap så godt

  • Hjulet er lidt for let at trykke ned

Score: 9 + Great Product award

 

Steelseries_Rival_600_modulær_RGB_gamer_mus_tweak_dk_35

 

Vores partnere