Razer Basilisk Ultimate gaming: TEST

2ETbeX4inMfsKyYcwPuLgR-970-80
Razer er gået ombord i den trådløse vogn for fulde gardiner med deres mest ambitiøse serie af gaming-mus til dato. Næste medlem i den trådløse gaming-mus-familie er Basilisk Ultimate, som vi har taget et kig på i dag.


Razer tog markedet for trådløse mus med storm, da de for ikke så længe siden udgav deres Razer Viper Ultimate. Det har de fulgt op med en Ultimate-version af deres Basilisk gamer-mus, og mange af de samme kvaliteter, som bemærkede ved Viper Ultimate, går igen. 

Design:

I forhold til design og layout er der kommet en anelse nyt i den opdaterede version. Designet er overordnet det samme, som vi allerede kender på den tidligere version af Basilisk-musen, dog med en lille opdatering af gummimaterialet omkring tommelfinger-pladsen på venstre side af musen. Det samme materiale er også kommet på højre side af musen, for at sikre et bedre greb.  

razer_basilsik_ultimate_gaming_mus_top.jpg

Looket har også fået et lidt skarpere snit, hvilket kan ses på fronten af musen, som er blevet mere spids. DPI-knapperne på ryggen af musen har også fået en lille opdatering, så de nu er lettere at skelne fra hinanden. Oven i det er der kommet et par blanke elementer i musen, som dog kun har et dekorativt formål. 

razer-basilisk-ultimate-vs-logitecg-g502.jpg

De nye tiltag har fået nogen til at beskylde Razer for at låne lidt for meget fra Logitech og deres G502-mus, og lighederne er også slående, så det skal ikke kunne afvises.

rgb-side-razer-basilisk-ultimate.jpg

Der er naturligvis også RGB-lys, og det er på den nye version delt op i tre zoner, med i alt 15 individuelle LED'er, som kan indstilles for sig selv. Zonerne er Razer-logoet, bagerst på musen, omkring scroll-hjulet og så på venstre side omkring tommelfingerknapperne. 

Razer Basilisk Ultimate er stadig en mus, som kun kan bruges af højrehåndede brugere og ikke ambidekstralt, som Razer Viper. 


Hardware:

Hardwaren, indeni musen, har også fået en opdatering. Først og fremmest er det selvfølgelig nu en trådløs mus. Basilisk Ultimate bruger den samme Razer HyperSpeed trådløse teknologi, som vi så i Viper Ultimate. 

Det skulle være med til at give op til 25% hurtigere trådløs hastighed under brug, hvilket måske lyder af meget, men som i virkeligheden er meget små margener i forhold til andre high-end-mus. 

Det er dog målbart og Razer har fået tingene kontrolleret af den anerkendte Tyske test- og certificeringsvirksomhed TUV SUD PSB, så de har lidt at have det i, selv om det stadig er ret marginale forbedringer. 

hyperspeed_polling_rate_vs_logitech.jpg

Forbedringerne er blandt andet til polling-raten, som er angivet til 1.000 Hz, men som, ifølge Razer, på deres nye produkter, skulle være mere stabil og tættere på reelt at levere 1.000 Hz. Logitech, som Razer selv sammenlignede sig med, igen ifølge Razer, ligge og svinge omkring 990-995 Hz.

Samtidig er der forbedret rækkevidde, op til 18 meter, og en forbedret klik-latency på kun 2-3 ms. 

Razer angiver selv, at Basilisk Ultimate har en batteritid på op til 100 timer, hvilket selvfølgelig er afhængig af hvilke RGB-indstillinger man bruger. Heldigvis er det dog super let at lade musen op via den inkluderede dock. Den kan også fungere som USB-forlænger til den lille USB-dongle, der forbinder musen til din PC, så du er sikker på den bedste forbindelse ved at have den helt tæt på musen. 

razer_focus+_sensor_viper_ultimate.png

Sensoren i Basilisk Ultimate er den nyeste Razer Focus+ optiske sensor med en op til 20.000 DPI. Et fint tal på papiret, men overkill for 99% af brugerne. Sensoren kan automatisk kalibrere sig til de fleste underlag for optimal tracking. Oven i det er der dog også en ny funktion, som Razer har tilføjet, som de kalder Asymmetric Cut-off. 

Som på rigtig mange andre gaming-mus, er det på Viper Ultimate muligt at indstille en lift-off-afstand, hvor sensoren stopper med at tracke. Det nye er dog, at man nu også kan indstille en separat afstand på vej ned mod måtten. Altså, for hvornår sensoren skal begynde at tracke igen. Så det giver altså endnu en parameter man kan tilpasse for at få den bedst mulige oplevelse ud af musen. 

razer_optisk_kontakt_graf.png

Kontakterne er, på de to primære knapper, opdateret til optiske kontakter, og altså ikke de typiske mekaniske. Det har den fordel, at de mere præcist registrerer klik og har en længere levetid, da der ikke er det samme slid i en optisk kontakt som i en traditionel mekanisk.

Det betyder blandt andet, at kontakterne, fra Razer, er rated til 70 millioner klik. På mekaniske kontakter ligger de typisk på 50 millioner.

razer-basilisk-ultimate-tommel-knap.jpg

Der er i alt 11 programmerbare knapper på Razer Basilisk Ultimate. Den ene af knapperne kan helt fjernes, hvis man ikke ønsker at bruge den. Det er den lille ekstra knap ved tommelfingeren, der som standard bruges til hurtigt at nedsætte DPI-indstillingerne. Den sidder fast magnetisk og er lige til at tage af. 

Som noget nyt er der nu også tilt-scroll-funktion på Basilisk Ultimate. Det betyder, at man på scroll-hjulet også har mulighed for at klikke til siderne. Muligheden for manuelt på musen at kunne indstille modstanden i scroll-hjulet er stadig en del af Basilisk Ultimate, og kan gøres via en lille drejeknap i bunden af musen. 

razer-software-knapper.png

Alle knapperne kan programmeres helt som man selv ønsker det via Razers Synapse software, og der er ret brede muligheder for tilpasning og profiler. 

Alt det kan gemmes direkte på musen på i alt fem forskellige interne profiler, så man altid har sine indstillinger med sig, hvis man tage rmusen med andre steder hen. Af en eller anden underlig grund gælder det dog ikke for RGB-indstillingerne, som falder tilbage på en standard regnbue, hvis ikke man har Synapse på computeren. 

Hele den nye pakke med trådløs funktionalitet og batteri har Razer kunne holde nede på en vægt på 107 gram. Så ikke direkte en letvægtsmus, men i middelklassen på den front. 


Test:

Jeg har brugt Razer Basilisk Ultimate et par uger nu, og har været rigtig glad for oplevelsen af musen. Musen ligger rigtigt fint i min hånd, selv om den er lidt til den lille side, til min relativt store hånd. 

Jeg har brugt musen til både almindelig desktop-brug, men selvfølgelig også en masse gaming, hvilket primært har været Call of Duty: Modern Warfare, Red Dead Redemption 2 og Borderlands 3 i løbet af min test. 

Den trådløse formfaktor, sammen med de mange muligheder for tilpasning, har gjort det til en overvejende god oplevelse. De primære knapper sammen med sideknapperne føles gode og responsive med et lækkert feedback, og jeg har ikke oplevet skyggen af tracking-problemer under min test. 

razer-basilisk-ultimate-front.jpg

Scroll-hjulet har været godt til den almindelige scroll-funktion, men jeg har haft lidt problemer med tilt-scroll-funktionen ind i mellem. Det er et lille punkt, men trods alt et der gav anledning til lidt irritation. Hvis modstanden i scroll-hjulet var for lav, så havde den en tendens til hellere at ville registrere mit input som et almindeligt scroll op eller ned i stedet for et klik til siden. Det er en funktion som jeg typisk har bundet op, så det skifter mellem forskellige firring-modes på mine våben i FPS-spil. Så det var lidt irriterende at skifte våben i stedet for, når jeg egentlig gerne ville skifte fra semiautomatisk til fuldautomatisk.

modstand-razer-basilisk.jpg

Problemet kunne dog afhjælpes ved at sætte modstanden op på scroll-hjulet, men man skal være opmærksom på at det er et ret følsomt scroll-hjul.

Razers Synapse softwaren, som skal bruges til at tilpasse knapper og RGB-lys, er lidt besværligt at have med at gøre. Softwaren gør en ihærdig indsat for at tvinge brugerne til at logge ind med en bruger. Jeg foretrækker KLART, at kunne bruge den slags software uden at man er tvunget til at have endnu en profil, som man skal logge ind med, hvilket bare besværliggør processen. 

razer-software-login2.png

Man kan godt bruge Synapse som “Guest”, men det burde slet ikke være et issue efter min mening. På samme måde er det også næsten svært undgå softwaren, hvis ikke man ønsker den. Når man sætter musen til sin computer popper der et vindue op, der vil have en til at installere softwaren. Man kan naturligvis bare afvise, hvis man ikke ønsker softwaren installeret, men hvis man skulle vove sig til at skifte USB-port på et tidspunkt, kommer det samme vindue op igen. 

Personligt synes jeg det er en irriterende detalje, da jeg nok selv skal vælge hvilken software jeg vil installere på mit system. Det gælder specielt fordi der er ikke mindre end syv forskellige moduler inkluderet i Razers installer, og de er naturligvis alle sammen valgt som standard. 

razer-software-overview.png

Disse små detaljer er dog stort set de eneste jeg har kunnet finde, som har irriteret mig under min test, så det er i det store billede småting. 

Razer Basilisk Ultimate er en lækker opdatering og tilføjelsen af Razers trådløse HyperSpeed-teknologi er, som jeg ser det, et stort plus. Jeg ved godt at nogen stadig er skeptiske i forhold til trådløse mus til seriøs gaming, men jeg er solgt. Jeg har lavet direkte sammenligninger med både en mus med kabel og de nye mus fra Razer, og jeg kan på ingen måde mærke en forskel i oplevelsen. 

Så at kunne slippe for kabel er en stor bonus i min bog, da det giver en lækker frihed. Batteritiden har heller ikke været en begrænsning. Jeg har ikke målt på om Razers 100-timers vurdering holder vand, men jeg har brugt musen meget, og har aldrig oplevet problemer med lavt batteri. Den inkluderede dock gør opladning super let, hvilket fjerner bekymringen omkring batteri i min bog. Ved normal brug med RGB-lys fik jeg let over 30 timers brug, før der skulle lades op. 

gaming_mus_razer_basilisk_ultimate.jpg

Prisen for Razer Basilisk Ultimate er p.t. 1.500 kr. online, så man får altså lov til at betale for glæderne. Det er nok også en af svaghederne ved Basilisk Ultimate, for det er mange penge for en mus. 

Der er rigtig gode funktioner i Basilisk Ultimate, så i sidste ende er det en vurdering for den enkelte, om ting som inkluderet dock, scroll-modstand osv. er nok til at retfærdiggøre prisen.

Til sammenligning koster en meget lignende mus som Logitechs G502 Lightspeed lige omkring 1.000 kr., men inkluderer ikke en dock. 

Prisen er nok lidt til den stramme side, men overordnet set synes jeg at Razer Basilisk Ultimate gør det så godt, og inkluderer så mange lækre features, at jeg synes prisen er retfærdiggjort. 

Vi lander med en endelig karakter på 9 og en Great Product Award, for en super stærk trådløs mus til dem der godt kan leve med en lidt tungere gaming-mus, og gerne vil nyde den trådløse frihed. Mine klager er helt nede i de små detaljer, og i den samlede oplevelse til at overse. 

Godt: 

  • Fantastisk trådløs ydelse
  • Masser af mulighed for tilpasning


Skidt: 

  • Pris til den dyre side
  • Software kunne godt strømlines


Razer Basilisk X HyperSpeed

Hvis man føler sig lokket af Razer Basilisk Ultimate, men ikke synes man har budgettet til den, så har Razer også lanceret en billigere version under navnet Razer Basilisk X HyperSpeed. 

Det også en trådløs variant, som dog kører på en enkelt AA batteri. Der er skåret ned på features, så der er fx ingen tilt-scroll, RGB-lys eller mulighed for at tilpasse modstanden i scroll-hjulet. 

Der er derimod både mulighed for tilslutning via den inkluderede HyperSpeed USB-dongle og via Bluetooth, så på den front er der lidt mere fleksibilitet. 


Razer angiver batteritiden til 450 timer via Bluetooth og 285 timer via HyperSpeed trådløs forbindelse. 

Sensoren er også nedgraderet til Razers 5G sensor, som dog stadig er en solid sensor med op til 16.000 DPI. 

Prisen for Basilisk X Hyperspeed er p.t. kun omkring 600 kr., så hvis man gerne vil have det nye design, men ikke har brug for alle de mere avancerede features, så kunne det været et betydeligt billigere alternativ. 


Vores partnere