Bambu Lab offentliggjorde oplysningerne om deres kommende H2C i en blog på deres hjemmeside. Her var både oplysninger om selve printeren men også en del om de tanker udviklingsholdet hos Bambu Lab har været igennem i forbindelse med deres udvikling af H2C printeren.
I kan læse deres blog her eller læse en oversat version herunder:
Bambu Lab Blog:
Jeg håber, du er lige så begejstret som os for lanceringen af H2S. Når alt kommer til alt, er H2S mere som det produkt, alle har efterspurgt de sidste tre år; i bund og grund en større X1C.
Men denne lancering rejser også et svært spørgsmål: bør vi fortælle alle, at vi inden årets udgang har endnu et produkt i H2-serien, nemlig H2C? Hvis vi annoncerer det nu, vil det helt sikkert skade salget af H2D og H2S og påvirke virksomhedens indtjening, eftersom H2C endnu ikke engang er nået til vores lager, og nyheden om en ny model kan få folk til at tøve med at købe nu. Omvendt, hvis vi ikke siger noget om H2C, vil mange måske fortryde deres køb af H2D eller H2S senere. Det er virkelig et svært valg.
I sidste ende besluttede vi at gå videre og dele eksistensen af H2C med jer – og samtidig fortælle historien bag dette produkt.
Lad os gå tilbage til det grundlæggende spørgsmål: hvorfor “pooper” printere egentlig?
Det er simpelt – for at rense dysen for rester af smeltet filament. Når du forsøger at printe i forskellige farver med én enkelt dyse, er det basalt set som at male med én pensel. Hver gang du skifter farve, skal du vaske penslen, så den gamle maling ikke ødelægger den nye. Det samme gælder 3D-print: du skal rense dysen, inden du skifter filament.
Men hvad hvis vi kunne springe det kedelige rengøringstrin over? Når du maler, ville du blot bruge flere pensler, én til hver farve. Men i en printer, hvad er så den reelle ækvivalent til en “pensel”? Er det hele gantry’et? Toolhead’et? Hotend assembly’et? Eller kun selve dysen? Hvert valg har sine fordele og ulemper – og det er netop derfor, dette kapløb er så interessant.
Kontaminering sker kun ved dysen, men dysen fungerer ikke alene. Den har brug for motionssystemet, filament-feeding, opvarmning og temperatursensorer, alt sammen forbundet til printeren. At frakoble og tilslutte disse systemer under et dyseskift er et mareridt for pålideligheden. Jo flere komponenter du udskifter som en samlet pakke, desto færre forbindelser skal du bekymre dig om – men det kræver større plads og højere omkostninger. Jo mindre du udskifter, desto billigere og mere kompakt bliver det – men også sværere at gøre pålideligt. Til syvende og sidst er det altid et trade-off mellem reliability og footprint.
Her er en hurtig gennemgang af mulighederne:
Jeg kunne fortsætte med Plan E, F og videre, men lad os stoppe her. I 2023 besluttede vi, at Plan C var det bedste kompromis – den rette balance mellem pålidelighed og footprint – så længe vi kunne knække connectivity-problemet.
Vores hemmelighed? Drop de mekaniske forbindelser og gå trådløst. Induktionsopvarmning kan allerede varme dysen trådløst, men opvarmning alene er ikke nok. Du skal også måle temperaturen. Vores løsning var at designe et custom microcircuit på hotend’en, som modtager strøm, måler temperatur og kommunikerer trådløst med toolhead’et. Det lyder måske ikke imponerende på papiret, men at gøre det robust, pålideligt og certificerbart krævede masser af engineering og know-how. I sidste ende gjorde denne integrerede tilgang det muligt at reducere hotend assembly’et til blot fire dele: nozzle, heatbreak, thermistor og et kompakt PCB. Alt sammen pakket ned til kun 10 gram og en formfaktor på 20 × 15 × 56 mm.
Trådløs opvarmning og kommunikation løste ét stort problem, men præcis positionering af dysen var et andet. Det er ikke nok bare at skifte dyser – de skal lande på præcis samme sted, med mikrometer-præcision, hver eneste gang, på hver eneste printer vi sender. Ellers ser du fejl og mærker i dine prints. At opnå det kræver enten ekstremt reproducerbar mekanik, et hurtigt og præcist målesystem – eller helst begge dele.
Og så er der software. Embedded firmware, slicer-integration, brugerflade – det hele. Kunder undervurderer ofte, hvor meget software betyder, og det gjorde vi faktisk også i starten. Derfor var vi, selv efter at hardware-designet var færdigt for måneder siden, stadig ikke klar til at sende. Virkeligheden i produktudvikling er at stirre på bunker af færdige printere, der venter på software-polish, og spørge sig selv: “Skal vi lancere nu eller vente?”
Efter tre års R&D er vi dog endelig sikre. Vi er klar til at sende H2C inden udgangen af 2025.
Inden vi slutter af, er her ét sidste spørgsmål, vi ved, mange af jer vil stille:
Kan jeg opgradere min H2D til en H2C?
Svaret er ja — men det kræver nogle færdigheder, tålmodighed, vilje til nøje at følge instruktionerne og et par timers arbejde. Det er helt klart mere omfattende end at udskifte en tilstoppet nozzle, og vi vil ikke anbefale entry level-kunder at gøre det.
Kan jeg opgradere min H2S til en H2C?
Teknisk set ja, men vi udgiver netop dette blogindlæg for at sikre, at du ikke behøver at spilde tid og budget på at gøre det.