AMD præsenterer nye X3D CPU’er på CES

Lisa Su AMD keynote CES 2023
AMD har i nat afholdt deres Keynote fra CES 2023 i Las Vegas. Her var Lisa Su på scenen og præsenterede deres nyeste produkter.

Helt centralt i præsentationen for desktop fans, og måske specielt gamere, var præsentationen af de nye X3D CPU’er, der kommer som en del af den nye 7000 series af CPU’er. 

5800X3D CPU’en, som var forgængeren fra de nye, blev meget hurtigt en super populær CPU, til specielt gaming, da den lidt specielle konfiguration betød et solidt boost til ydelsen i mange spil. 

3D V-Cache

Kort fortalt er humlen ved X3D CPU’erne fra AMD, den AMD 3D V-Cache, som følger med. Det er versioner af deres CPU’er med ekstra stor L3 cache. Altså mængden af super hurtig hukommelse, som CPU’en har direkte adgang til. 

5800X3D CPU’en kom med 96 MB L3 cache, hvor den almindelige 5800X kom med 32MB. 

AMD tager nu 3D V-Cache med over i 7000 serien, med hele tre CPU’er i denne omgang. AMD holder sig ikke tilbage, og kalder dem selv de ultimative Gaming CPU’er. 

AMD Ryzen 7950X3D

I toppen har vi Ryzen 9 7950X3D, som kommer med 16 kerner og 32 tråde og en boost clock op til 5,7 GHz. Den kommer ind med imponerende 144 MB samlet Cache. Så det er altså noget af en opgradering der, og faktisk på højde med AMD’s Threadripper CPU’er. Den almindelige 7950X CPU kommer med 81MB. 

Næste trin i stakken er Ryzen 9 7900X3D, som kommer med 12 kerner, 24 tråde og en boost op til 5,6 GHz. Den kommer med 140 MB Cache sammenlignet med de 76 MB på den almindelige version. 

AMD Ryzen 7800X3d

Den sidste nye CPU er Ryzen 7 7800X3D med 8 kerner, 16 tråde og en boost clock op til 5 GHz og en samlet Cache på 104MB. 

De nye store Cache mængder kan uden tvivl ses i forbedret ydelse i spil og andre opgaver. AMD viste under deres præsentation et slide, hvor de viste en ydelsesforbedring for 7800X3D CPU’en på mellem 21% og 30% i en række spil ved 1920x1080 opløsning.

Ryzen 7000 X3D Gaming performance

Som altid så er det dog værd at tage producenterne egne tal med et gran salt. Det bliver interessant at se, hvor ydelsen lander, når uafhængige tests begynder at rulle ind. 

Det er dog værd at hæfte sig ved, at de nye CPU’er på trods af det store boost i Cache faktisk lander med en lavere TDP, end deres non 3D versioner. For 7950X3D er det et fald på 50W fra 170W til 120W. 

AMD Ryzen 7000 X3D Stack

Det sker på trods af, at max boost stadig ligger på 5,7 GHz. Forklaringen skal nok findes i den lavere base clock, som er 300 MHz lavere. Så vi kan sikkert se frem til en peak performance, der når de samme højder, men når CPU’en belastes med multithread opgaver, vil det se lidt anderledes ud. 

I forhold til gaming vil det nok ikke ende med at være en stor svaghed, da det sjældent er tungt multithread opgaver. 

Til andre opgaver, som video renderinger eller lign., kan det dog potentielt have en indflydelse på resultaterne. 

AMD har ikke offentliggjort nogen priser for de nye CPU’er endnu, men vi kan se frem til at de lander på hylderne i februar. 


Vores partnere