Ecovacs Deebot Ozmo T8 - Udfordrer Roomba

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI test
Vi har i vores produktserie af Smarthome udstyr nu testet en robotstøvsuger fra det mindre kendte mærke Ecovacs, som er en direkte konkurrent til Roomba, der er et veletableret mærke på det danske smarthome marked.

Ecovacs’ nyeste robotstøvsuger har rigtig mange jern i ilden. Deebot Ozmo T8 AIVI er uden sammenligning den kraftigste robotstøvsuger vi har haft fingrene i her på redaktionen (og det inkluderer også 9-serie Roombaer). Der er adskillige niveauer af sugestyrke at vælge imellem, men som om det ikke var nok, så kan den klare helt op mod 3 timers batteri-tid på en fuld opladning. Selv på fuld power er der masser af køretid i Deebot.

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI Kasse Front.jpg

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI Kasse Bagside.jpg

Smarthome, er jo mere end bare en autonom støvsuger. Deebot Ozmo T8 AIVI er imponerende smart. Den er kompatibel med både Google Assistenten og Amazon Alexa, men den bruger også en kraftfuld AI til at identificere objekter på dens vej rundt i hjemmet, hvor de også markeres (og identificeres – oftest korrekt… Jeg kigger på jer, hjemmesko!) direkte på kortet over hjemmet. Der er tilmed et indbygget kamera (og en blokker til dette, hvis man er den paranoide type), som hjælper Ozmo T8 AIVI med at se kabler, sokker, pizzabakker eller legetøj på gulvet.

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI Første Kig.jpg

Takket være netop kameraet, kan du faktisk også bruge T8 AIVI til at inspicere hjemmet når du ikke er hjemme. Du kan styre robotten direkte fra telefonen, imens du kigger med på kameraet. Der er også mulighed for at sende lydbeskeder – hvis du ligesom undertegnede synes det er sjovt at drille konen når hun arbejder hjemmefra i disse Corona-tider.

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI Alt I Kassen.jpg

Ecovacs nye kortteknologi er særdeles imponerende! T8 AIVI kreerer lynhurtigt et komplet kort over dit hjem, og den både skaber det hurtigere og mere præcist end sine mindre søskende. Du kan sågar bruge flere etager, hvis det ellers er noget for dig.

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI Samlet.jpg

Ozmo T8 AIVI kan også vaske gulv (eller i hvert fald moppe). På hårde gulve kan det foregå samtidigt, så du i samme gennemløb får både støvsuget og moppet dit gulv. Når den mopper undgår den sågar gulvtæpper (og når den kun støvsuger, booster den sugeevnen på tæpper!). Evnen til at moppe er acceptabel uden at kunne erstatte en rigtig gulvvask.


Design

Kort og godt, så er form-faktoren som vi kender den fra andre gode robotter. En rund robot med en diameter a la en basketball. Ozmo T8 AIVI har to børster i fronten, hvilket lader den komme godt ud i hjørner nemt og ukompliceret (og uden at skulle have utallige overløb over samme flade, som eksempelvis Roomba). 

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI Første Brug.jpg

Deebot Ozmo T8 AIVI har desuden et lille tårn på toppen, hvor en del af sensorerne sidder placeret. Der er en startknap, som pulserer let ved opladning og et diskret låg, som dækker QR kode (til opsætning), rengøringsværktøj, opsamlingsbøtten og selvfølgelig både power og reset knapperne.

Rengøringsværktøjet opbevares let og elegant inden i robotten – det er godt tænkt, men selve værktøjet virker ikke videre nyttigt. 

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI Kasse Indhold Moppe.jpg

På fronten af T8 AIVI finder man et kamera (det dækker vi endnu dybere senere) og på bagsiden er der en vandbeholder, som er lavet i gennemsigtig plastik – den har en indbygget pumpe og er super nem at tage ud, fylde og sætte tilbage på robotten.

Vendes robotten på hovedet, finder vi området hvor alt det smarte sker. Der er, som tidligere nævnt, to børster i siderne og en lang midterbørste – som i virkeligheden minder om det du vil finde på enhver robotstøvsuger i den ene eller anden udformning. Mod bagenden af robotten findes området hvor moppen påsættes – det kan gøres både med genanvendelige mopper eller engangsmopper. Smart! Efter montering giver Deebot T8 også en lille besked om at moppen er monteret.

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI Første Kig.jpg

Generelt set, er Ozmo T8 AIVI rigtig god til at annoncere sig selv, og sine funktioner. Den vil fortælle dig når den starter rengøring, sidder fast og har brug for hjælpe eller hvis du skal genopfylde (eller tømme) den. Ud over de smarte talebeskeder er der selvfølgelig også notifikationer i appen, som virker til både iOS og Android.

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI Ved opladning.jpg

Vedligehold af Ozmo T8 AIVI er dejlig nemt, og enhver kan være med. Du kan se alt tilbehør i appen og du får notifikationer, når robotten mener de skal udskiftes med nye. Når du modtager robotten er der både genanvendelig moppe, engangsmopper, et ekstra reservoir og lidt ekstra sidebørster med. Ganske lækkert.

Beholderen til støv i T8 AIVI minder meget om den man finder i andre Ecovacs Deebots. Den er nem at fjerne og tømme, og har et HEPA filter indbygget. Den er ikke overvældende stor, men kan nemt bruges til flere gennemløb (afhængigt af hvor beskidt dit gulv er, naturligvis). Jeg vil dog opfordre til at du (som med enhver anden robotstøvsuger) sørger for jævnligt at rengøre børsten på undersiden af robotten, samt de to sidebørster. Hvis man som mig har en langhåret frue i huset, eller har dyr, så vil der sætte sig en del hår fast og det nedsætter altså rengøringskapaciteten i robotten.

Opsætning og brug med app

Kort fortalt: Appen til Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI er super nem at bruge, strømlignet og alligevel avanceret nok til at gå i detaljen. Ydermere vil du opleve en utrolig hurtig og præcis kortlægning af hjemmet, som gør at T8 AIVI går hurtigt og præcist til værks når der skal gøres rent. Ligeledes har den vist sig langt bedre til at klare dørtrin end min tidligere robot (9-serie Roomba).

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI app firmware komplet1.JPG

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI app firmware opdatering install2.JPG

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI app firmware opdatering3.JPG

Når du modtager Ozmo T8 er den kun delvist opladet. Hvor lang tid opladningen tager kan variere. Hos mig tog det ganske kort tid. Når du sætter den til opladning kan du dog allerede gå i gang med det sjove – nemlig opsætningen af robotten. Den forbinder let og smertefrit til dit WIFI netværk gennem EcovacsHome appen (som tidligere nævnt – til både iOS og Android).

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI App Forbind WIFI.png

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI App Hjemmeskærm4.JPG

Det indledende setup er rasende let. Enhver der kan benytte en smartphone kan sætte denne robot op. I mit tilfælde tog det små fem minutter at sætte den op og opdatere robotten til den nyeste firmware. Manual? Hah! Alt hvad du behøver at vide klares direkte i appen. Smukt!

Når Ozmo T8 AIVI (eller Buster, som vi kalder ham) er fuldt opladet, er den klar til sin første rengøring og du kan med det samme indstille sugestyrke. Standarden er rigeligt til trægulve. Har du pletvise gulvtæpper vil jeg anbefale at give den en smule mere styrke – men den har også en glimrende boost funktion når den detekterer gulvtæpper (eller dørmåtter). På standardindstillingen er den utrolig lydsvag, og jeg kan sagtens sidde og arbejde imens robotten kører.

ecovacs robot.JPG

Når robotten har kørt sin første tur i hjemmet (fjern lige det værste fra gulvet, så får du det bedste kort), så vil jeg anbefale at du slår ”advanced mode” til. Det vil give dig adgang til et avanceret kort, hvor robotten nu selv kan finde frem og tilbage mellem rummene, og oplade imellem, om nødvendigt. Det vil også tillade dig at rengøre enkelte rum, eller begrænse bestemte områder virtuelt. Jeg har f.eks. en radiator robotten ikke kan være under, så for at den ikke støder ind i den, har jeg lavet det område til en ”no fly zone”. 

Kortlægningen er ganske enkelt perfekt og sker ufattelig hurtigt (hurtigere end robotten bevæger sig rundt). Ifølge Ecovacs så bruger T8 ikke kun laser kortlægning, men også det de kalder ”direct time of flight” sensorer, som lader den kortlægge op til fire gange hurtigere end med almindelig laser kortlægning. Efter sigende kan den også detektere objekter som kun er en millimeter høj, fra den dobbelt afstand i forhold til tidligere robotter.

Når først T8 er online vil der være en ”video manager” funktion i appen. Den tillader dig at få et video feed direkte fra T8 AIVIs indbyggede kamera. Det er dog ikke tilgængeligt under støvsugning!

deebot ozmo T8 AIVI software støvsuger robot tweakdk.JPG

Hvis du vil bruge kameraet til at tjekke hvordan det står til med kæledyret eller bare huset mens du er væk på ferie eller forretningsrejse, så kan du bruge et lille joystick i appen til at navigere rundt med robotten, som var den en drone eller legetøjsbil. Er du allerede nu bekymret over et kamera i din støvsuger, så kan du tage det helt roligt. Først og fremmest er der et cover med til kameraet, men samtidig har Ecovacs en full disclosure politik om hvor deres servere står henne, så du ved præcis hvor din data gemmes – på nuværende tidspunkt er der ikke nogen i Kina, eller andre sketchy steder).

I appen kan du også indstille hvor meget vand der skal bruges under mopning, opsætte skemalagt rengøring og holde øje med levetiden på robottens børster mv. 

Under hele testperioden har vi ikke oplevet et eneste problem med appen, hvilket må siges at være ganske imponerende!

Rengøring – Kan den faktisk noget?

Kort fortalt: Robotten er imponerende kraftig på den højeste sugestyrke, og selv på mindre niveauer klarer den trægulve med tæpper hist og her utrolig godt – og til absolut tilfredsstillende grad. Moppe funktionaliteten er okay, uden at imponere. De to sidebørster når ud i langt de fleste hjørner, men der er enkelte områder der ikke helt kan nås tilfredsstillende. Det kunne formentlig klares gennem firmware.

Som robotstøvsuger kommer man ikke uden om at Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI er en kraftfuld lille bandit. Når den kører på sin maksimale sugestyrke har jeg endnu ikke fundet noget den ikke har været i stand til at klare. Den klarer det ikke helt så godt som en almindelig Miele eller Dyson støvsuger, men den kommer meget tæt på! Lader du den køre nogen gange i ugen, ser jeg ingen grund til at støvsuge almindeligt, andet end for lige at tage hjørnerne med mellemrum.

Moppe funktionaliteten fungerer udmærket, uden på nogen måde at imponere. Efter flere forsøg med moppen har jeg konkluderet at den fungerer til lige at tage det værste snavs på overfladen af trægulvet, men heller ikke mere end det. Det er en skam at funktionaliteten i denne del af robotten ikke er bedre, men heller ikke særdeles overraskende. 

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI På Gulv.jpg

En ting som er værd at have med in mente er, at selvom T8 AIVI kan identificere og bevæge sig omkring objekter på gulvet, så er det stadig bedst simpelthen at samle det meste op fra gulvet. Herhjemme har vi elevationssenge og robotten har allerede haft sine intense nærkampe med kablerne hertil. I modsætning til ”untagle” funktionen hos iRobot, lader Deebot T8 sig stadig vikle uhjælpeligt ind i kabler. Den slap dog fri, ved til sidst at trække stikket ud af væggen. Så ehh… 

Ozmo T8 AIVI kan officielt køre over forhindringer på op til 20mm i højden. Under min test har den ganske uproblematisk fundet vej over adskillige dørtrin, lister og andet, som normalt ville efterlade en iRobot Roomba strandet.

Video overvågning

Får det virkelig sit eget afsnit? Ja! I en tid hvor hjemmeovervågning bliver mere og mere udbredt er dette en ganske interessant funktion. Ganske oplagt fungerer det som en slags sikkerhedskamera, men kan også være ganske praktisk hvis du har husdyr i hjemmet, eller periodevis er væk igennem længere tid fra hjemmet. Dertil kan kørslen kontrolleres i appen.

Når du bruger video funktionen kan robotten ikke støvsuge imens. Du kan til gengæld følge med på live video og se kortet over dit hjem samtidigt. Dertil er der også mulighed for at afspille en audio optagelse gennem robotten – noget jeg tænker kan være ganske underholdende hvis man har husdyr.

Pris og tilgængelighed

Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI koster dags dato 4869 kroner. Find den HER

Find det store udvalg af Ecovacs robotstøvsugere


Konklusion

Hvis du er på udkig efter en innovativ, kraftfuld og intelligent robotstøvusger, så er Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI helt sikkert noget for dig. Den har en hel masse funktioner som du ikke finder hos konkurrenterne. Der er ganske få (hvis nogen) støvsugere på markedet med en lignende sugeeffekt, for slet ikke at tale om dens lange batteritid (3 timer) og evne til at identificere og undgå objekter i hjemmet. 

Man kan let argumentere for at en robotstøvsuger er en luksusting. Men de kan altså spare dig tid, og i modsætning til mange af tidligere tiders modeller, så kan den her faktisk komme meget tæt på fuldkommen at erstatte en almindelig støvsuger. OGSÅ på tæpper!

På anden side er Ozmo T8 AIVI ikke en billig robotstøvsuger, og dens moppefunktionalitet er ikke ideel. Derfor kan vi heller ikke anbefale den hvis du er ude efter noget som kan automatisere gulvvask.

Leder du efter en robot som kan tage pinslen ud af de fleste støvsugninger, holder dit gulv pænt og rent og har et minimalt behov for vedligehold (og samtidig er sjovt, med f.eks. indbygget kamera) – så er Ecovacs Deebot Ozmo T8 AIVI helt sikkert noget for dig og pengene værd!

De gode punkter

    Kraftig sugeevne

    Fantastisk app

    Førende kortlægning

    Alsidig

    Konkurrencedygtig pris

    Lang batteritid

    Moppen kan tage det værste støv

De mindre gode punkter

    Ikke god til at slippe ud af kabler

    Mopning kan ikke erstatte gulvvask

Score: 9 + Safe Buy

Vores partnere