Test af LEGO Mario startpakke og udvidelsespakke

LEGO Super Mario 71360 startpakke 71365 udvidelsespakke 71361 samlefigurer front
Nørder elsker legetøj, som passer som fod i hose til dagens testprodukt. I denne test kigger vi på det nye LEGO Mario sæt

I denne test bevæger vi os væk fra vores sædvanlige ekspertiseområde, da vi har fået et samarbejde med LEGO op og køre. I kan derfor se frem til flere anmeldelser af LEGO her på Tweak.dk i fremtiden. Som det første skal vi kigge på noget LEGO, der rent faktisk er fyldt med teknik og alligevel hører ind under vores ekspertiseområde. Det er nemlig det helt nye LEGO Super Mario sæt (71360) samt udvidelsespakken med den kødædende plante (71365). Desuden har vi også modtaget en håndfuld poser af samlefigurer (71361), som vi også lige svinger omkring.

Så hvis du er til LEGO, Super Mario eller begge dele, så er det nu du skal læse med.



Introduktion

Inden vi kigger på sættet, vil jeg lige prøve kort at forklare, hvad LEGO Super Mario er for en størrelse. Sættene er ment som et interaktivt legetøj der giver en Super Mario spiloplevelse i LEGO. Mario figuren er udstyret med en sensor i bunden, som kan aflæse stregkoder og farver. Figuren er også udstyret med interne sensorer der kan måle diverse bevægelser. Desuden har figuren et par indbyggede skærme, der animerer Marios øjne mens en anden skærm på maven er med til at give en interaktiv oplevelse i form af små animationer, men mere om det senere.

LEGO Super Mario stregkodescanner Goomba Koopa Troopa.jpg

Sensoren i bunden kan aflæse stregkoder på nogle af de medfølgende specialklodser, der kan belønne Mario med mønter eller registrere andre ting.

Stregkodescanner Super Mario LEGO 71360 startpakke.jpg

Hele idéen bag LEGO Super Mario er, at man kan holde Mario hen over en startklods, hvorefter man får 60 sekunder til at indsamle så mange mønter som muligt, inden man afslutter runden ved at scanne stregkoden ved flagstangen. Herefter får man vist på Marios mave hvor mange mønter man har indsamlet.

Mønter indsamles ved at scanne slagne monstre som Goombas eller eksempelvis Bowser Jr.. Derudover kan man indsamle mønter ved at gennemføre forhindringer og spille små minigames, som man igangsætter ved at scanne stregkoden på den givne udfordring. Det er disse minigames der klart giver flest mønter, men samtidig har en højere sværhedsgrad og større risiko for at fejle.

Men lad os se på sagerne, så kan man nok nemmere forstå idéen.

Æsken og indhold

Vi har modtaget to æsker, én med LEGO Super Mario startpakken og én udvidelsespakke. Startpakken er nødvendig at eje, da det er den eneste der indeholder den interaktive Mario figur, som er nødvendig for at man rent faktisk kan få en spiloplevelse ud af sættene.

Startæsken er nem at kende, da den har en spøjs form. Æsken indeholder Super Mario figuren, startfeltet, målfeltet et par forhindringer samt en Bowser Jr. og en Goomba figur.

LEGO Super Mario 71360 indpakning.jpg

Udvidelsespakken har en mere klassisk LEGO æske form og indeholder en forhindring med den kendte kødædende plante samt en Goomba og en Koopa Troopa figur.

Super Mario LEGO 71365 udvidelsespakke kødædende planter.jpg


Byggeoplevelsen

Med det hele ud af æsken, er det nu blevet tid til det LEGO-sæt og varerne fra et kendt svensk møbelhus har til fælles, det hele skal samle ved hjælp af en medfølgende samlevejledning... troede jeg. LEGO har nemlig sparet samlevejledningen væk, og henviser til deres gratis app der kan hentes fra både Googles Play Store og Apples App Store. Jeg blev ærligt talt lidt skuffet, da jeg helt bestemt mener, at LEGO-sæt bør indeholde samlevejledninger. Nu er jeg altså tvunget til, at hive en tablet eller smartphone frem. Og det er ikke fordi LEGO umiddelbart prøver at spare på papiret, da æskerne indeholder en lille folder med informationer om hvor jeg skal hente app’en.

Men altså, tilbage til det væsentlige. Jeg har fået hentet app’en og går i gang med at samle sættet. App’en er rimelig nem at finde rundt i og guider mig fint igennem samleprocessen. Igennem otte skridt samler man sættet mens man lærer det og dets muligheder at kende. Tommel op for introduktionen.

LEGO samlevejledning Super Mario startpakke 71360.jpg

Det er ret nemt at samle sættet, men fordi der er så mange små moduler der skal samles, synes jeg ikke at byggeoplevelsen var vildt imponerende. Typisk trykker man sig ind på et enkelt modul i app’en, og så skal man bruge et antal klodser der ofte kan tælles på to hænder. Dette var medvirkende til, at jeg aldrig kom ind i en rytme. 


Sættet i brug

Med alle modulerne samlet, er det nu tid til selv at bygge en bane. Man forbinder modulerne med de medfølgende plader og kan dermed selv bestemme rækkefølgen, som modulerne kommer i. Herefter sætter man sin Mario figur på startfeltet og starter timeren. Da man ikke kan se timeren mens man er i gang, handler det om at man selv holder styr på tiden mens man indsamler mønter. Inden der er gået 60 sekunder, når jeg at hoppe på målfeltet og scanne stregkoden. Herefter viser Mario figuren mig hvor mange mønter jeg har indsamlet.

LEGO interaktiv Super Mario figur nedtælling 60 sekunder start og mål.jpg

Det skal siges med det samme, at spiloplevelsen er mest for børn. Som beregnende, vurderende og kritisk tænkende ”voksen” person, regner jeg ret hurtigt ud, hvordan jeg kan udnytte spillets system og maksimere mine point. Som barn eller meget barnlig sjæl er det formentlig noget lettere at sætte sig ned og virkelig leve sig ind i legen. Det er derfor klart et sæt der direkte henvender sig til en yngre målgruppe.

Startbane 71360 Super Mario LEGO System.jpg

Som voksen er det nok mere figurerne og en eventuel samling af disse, der gør at man vil købe sættet til sig selv. 

Udvidelsespakke kødædende plante 71365 LEGO Super Mario.jpg


Specielle klodser

Til alle Mario sæt følger en række specialklodser, som man kun kan få i disse sæt. Eller det vil sige, at klodserne i sig selv ikke er specielle, men det er klistermærkerne med stregkoderne, som sidder ovenpå klodserne. Som regel er det nemlig sådan, at LEGO lader brugeren om at sætte klistermærker på, men i LEGO Mario sættene er klistermærkerne allerede påsat. Jeg vil gætte på, at LEGO har gjort dette, fordi stregkoden er en del af spilleoplevelsen og derved ret essentiel. Det vil være træls hvis klistermærkerne blev ødelagt under samlingen, hvilket ville gøre selve forhindringen, som det klistermærke er en del af, ubrugelig.

LEGO stregkoder Super Mario scanner.jpg

Efter sigende er klistermærkerne også udført i et mere slidstærkt materiale, for at undgå alt for hurtig slitage, hvilket nok også er en af årsagerne til, at LEGO netop valgte klistermærker, frem for at printe direkte på klodserne. 

Der er flere forskellige nye klodser med i LEGO Mario sættene, blandt andet er platformklodserne, som forhindringer og lignende står på, nye i LEGO-sortimentet. Desuden er der en række klodser med eksklusive print, som man kun kan få i disse sæt.

App’en

LEGO Super Mario app’en er der man blandt andet finder samlevejledninger til sættene. 

Man kan forbinde Mario figuren til app’en via Bluetooth. Dette gøres nemt ved at trykke på ”Forbind LEGO Mario” knappen i app’en hvorefter man bliver bedt om at trykke på Bluetooth knappen på bagsiden af Mario figuren. Herefter er figuren forbundet med app’en, og man kan nu holde styr på, hvor mange point man får i sine spil, samt hvad man får point for. 

Forbind LEGO Mario bluetooth 71365 app Android.jpg

LEGO Super Mario bluetooth app forbindelse knap på bagsiden.jpg

Man kan også registrere sine sæt, så man kan holde styr på, hvilke sæt man har. Efterhånden som man scanner stregkoder på nye sæt, kan man tilføje sættene til landskabet.

Android app LEGO Super Mario 71360.jpg

Det er desuden muligt at tage billeder af ens udfordringer, samt hvor mange mønter man har fået i dem, og dele dem med andre brugere. Dette foregår anonymt og er sikkert for børn at bruge.


Figurposerne

Som en lille bonus, så har LEGO også sendt os en god håndfuld figurposer. Disse poser er lykkeposer der indeholder én ud af ti mulige samlefigurer. Personligt har jeg samlet på minifigurer i et lille stykke tid nu, og har flere komplette samlinger. Poserne indeholder dog ikke de klassiske minifigurer, men ca. 25 klodser, der kan samles til et lille modul med en figur fra Mario universet. Alle figurerne er udstyret med stregkoder, så man også kan samle mønter ved at scanne dem med Mario. 

Super Mario samlefigurer 71361 LEGO.jpg

LEGO Super Mario samlefigurer goomba Bullet Bill 71361.jpg


Pris

Startsættet (71360) koster i skrivende stund lidt under 400,- DKK, hvilket jeg synes er en fair pris. Man får ikke voldsomt mange klodser – 231 – hvilket faktisk er forholdsvist mange penge pr. klods sammenlignet med andre sæt. Til gengæld får man en interaktiv Mario figur, hvilket forklarer prisen. Og lur mig om ikke også Nintendo får deres del af gevinsten. Franchises er sjældent billige. 

Udvidelsespakken (71365) koster i skrivende stund ca. 200,- DKK, hvilket er en bedre pris pr. klods – 217 klodser – end startsættet. Man får dog ikke Mario figuren med her.

De små figurposer koster 29,- DKK pr. stk., hvilket følger de øvrige lykkeposers priser. Personligt synes jeg de koster lige i overkanten af hvad de burde koste, men hvis man ikke skal have dem på førstedagen og godt kan vente, så kan man af og til være heldig og finde dem med gode rabatter. I disse poser får man dog ca. 25 små klodser, hvilket så igen er ret standard pr. klods, og helt klart billigere end de øvrige minifigurposer, der ofte ikke består af mere end 10 klodser.


Konklusion

Så er jeg nået igennem den første test af et LEGO-sæt her på Tweak.dk, og jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal bedømme de sæt, som vi har fået tilsendt.

På den ene side, synes jeg det er virkelig fedt, at LEGO har fået et samarbejde med Nintendo, og at jeg kan få rigtig mange af figurerne fra Mario universet i LEGO. Sættene er virkelig flotte, og jeg er især vild med de mange farver. Det tekniske aspekt er også ret godt gennemført. Mario figuren fungerer som den skal, hvor eksempelvis stregkodescanneren endnu ikke har fejlet for mig. 

På den anden side kan jeg ikke se det store potentiale i sættet for mig som voksen, altså ud over at jeg nu ender med at skulle have en komplet samling af Mario figurer. Selve samleoplevelsen synes jeg var skuffende, og især manglen på en fysisk samlevejledning har irriteret mig. Jeg stirrer på nok skærme i dagligdagen, og har derfor ikke lyst til at stirre på endnu en, når jeg skal samle LEGO. Derudover synes jeg, for mig som voksen, at spiloplevelsen endte med at være ”fem minutters sjov”, for derefter blot at lægge sættet til side og aldrig rigtig røre det igen.

Jeg kan godt se, at der ligger en kæmpe udfordring i at omdanne et 2d platform computerspil til LEGO, hvilket de også er sluppet nogenlunde ok fra. Man forstår i hvert fald budskabet og meningen med sættet. Det er dog som med mange andre ting, at første generation af noget nyt, altid har en del børnesygdomme der først forsvinder når det modnes. 

LEGO Super Mario 71360 71365 71361 startpakke udvidelsespakke samlefigurer Koopa Troopa Goomba Bowser Jr.jpg

Jeg tror at børn, som nok også er den primære målgruppe, er langt mere tilgivende end jeg er som voksen, men når jeg anmelder LEGO, så kan jeg kun kigge på det gennem mine imaginære briller, og derfor bliver bedømmelsen derefter. Sættet er helt klart swooshable, som er det udtryk man bruger om LEGO der er rigtig godt at lege med for børn og barnlige sjæle, men som voksen er jeg mere interesseret i LEGO som alternativ til vaser, fugle og aber i min stue, og der falder disse sæt lidt igennem.

LEGO Mario ender med en karakter på 6/10, for et par rigtig flotte sæt, som jeg højest sandsynligt kommer til at samle på, da jeg personligt gerne vil have alle figurerne til min samling, men som desværre falder igennem på brugbarhed efter de første fem minutters leg.

Pros

  • Flotte sæt
  • Fanger Mario temaet godt
  • Swooshable (for børn og barnlige sjæle)
  • Nye klodser
  • Det tekniske fungerer godt

Cons

  • Kedeligt efter de første fem minutter
  • Fungerer ikke rigtig som udstillingsmodel

 

Vores partnere