Mens foråret synes langt borte benytter Tweak.dk muligheden for at få varmen ved at knokle med produkter, så vores brugere kan sidde inde i varmen, og nyde en lækker test skabt på et ligeså lækkert produkt. I dag tager jeg et kig på et bundkort fra ASUS. Der er tale om et Maximus V Gene (Z77), og hvad betyder det sidste så? Det er ASUS betegnelse for mATX bundkort. Der er dog ikke tale om et helt almindelig mATX bundkort. ASUS har udstyret bundkortet med en lang række features og Intels Z77 chipsæt kommer til sin fulde ret! Lad os se, hvad det er vi har fået fingerne i.
Bagom Intel Z77
Z77 chipsættet er den længe ventede efterfølger til Z68/P67 chipsættet. I forbindelse med det nye chipsæt skulle der være en lang række forbedringer, her bl.a. nativ USB 3.0 integrering og PCI Express 3.0. Soklen har også ændret sig en smule. Den er gået fra at have 1156 ben til at have 1155 ben. Navnet på den ny sokkel er derfor, LGA1155
Set i forhold til det gamle P67/Z68 chipsæt er der ikke sket voldsomme og dog. Der er blevet plads til 4 x USB 3.0 og 16 PCIe 3.0 lanes. Især integrationen af USB 3.0 og PCIe 3.0 er interessant, da det giver en lang række muligheder. Som den opmærksomme læser, måske har læst sig frem til, så er USB 3.0 10x hurtigere end USB 2.0 og PCIe 3.0 er dobbelt så hurtig som PCIe 2.0. Det er derudover muligt at smide hele 32GB i bundkortet og det er endda realistisk som det ser ud i dag, da en 8GB stang kun koster sølle 300 kr.
Udover muligheden for en masse RAM og de generelt hurtigere teknologier, er det også blevet muligt at smække hele 3 skærme til på engang. Det betyder altså at du kan køre i opløsningen 5760*1080 med et HD4000, hvilket hidtil er uset. HD4000 er dog på ingen måde kraftig nok til at kunne klare gaming på 3 skærme.
Skulle du får lyst til at smide lidt hurtigt hukommelse i moletjavsen, er det også muligt. Officielt så understøtter chipsættet op til DDR3-1600. Denne oplysning skal dog tages med et gran salt, da der er muligt at køre ved langt, langt højere hastigheder!