Specifikationer
Som det kan ses på listen af specifikationer, så er der på trods af den lille formfaktor stadig masser af features. Centralt for B650 chipsettet er, at man har mulighed for PCIe 5.0 til både grafikkort og M.2 lager. Til hverdagsbrug er det mest en teoretisk fordel lige pt, men hvis man skal bygge et nyt system, og gerne vil fremtidssikres, så kan det være et godt bud.
En tur rundt om ASRock B650E PG-ITX WiFi
Den lille formfaktor på ITX bundkortet betyder, naturligt nok, at der er begrænset plads til lir og unødige ting. Som en del af ASRocks Phantom Gaming serie, så er det dog også et ret afdæmpet design vi får.
Farverne på kortet holdet i overvejende sort, men med enkelte røde elementer. Det som fylder mest på kortet er heatsink delene på VRM delen, og ikke mindst den aktive køling, som ASRock har valgt at have med på PCIe 5.0 M.2 pladsen.
Kortet har et 10+2+1 power design. Det køles dels af en den heatsink, som er installeret på VRM delen af kortet. Den del er dog, med en heatpipe, forbundet den aktivt kølede heatsink, som sidder på den primære M.2 plads.
Ud over den primære PCIe 5.0 M.2 plads på fronten af kortet, er der er yderligere en enkelt PCIe 4.0 M.2 plads, placeret på bagsiden af bundkortet. Den er ikke udstyret med nogen form for køling. Det burde dog heller ikke være nødvendigt, til en PCIe 4.0 M.2 SSD.
Til at supplere M.2 lager er der to almindelige SATA stik på kortet.
Ud over 24 pins stikket til strøm, er der et enkelt otte pins EPS stik til CPUen i øverste venstre hjørne af kortet.
Det ene PCIe 5.0 slot på kortet er forstærket med metal, så det er det som ASRock kalder et Steel slot.
Der er plads til to DDR5 RAM moduler på kortet. ASRock angiver understøttelse op til 6400 MHz hastigheder, på understøttede RAM kits. Samtidigt er der understøttelse for både XMP og EXPO profiler til RAM.
Der er ingen RGB på selve kortet, men der er to tre pins ARGB stik på kortet, så der kan tilsluttes ekstern RGB.
Til køling er der tre fire pins PWM stik til blæsere. Man skal dog være opmærksom på, at den ene af dem, som udgangspunkt er beslaglagt til den aktive køling, på den primære M.2 plads.
De interne USB muligheder kommer i form af et enkelt USB 2.0 stik, der understøtter to separate stik, et USB 3.2 Gen 1, som igen understøtter to stik og så endeligt et enkelt USB 3,2 Gen 2 Type C stik.
Springer vi om til de eksterne tilslutninger, er der fire USB 2.0, tre USB 3,2 Gen2 Type A og et enkelt USB 3,2 Gen2 Type C. De suppleres med 2,5G LAN, en HDMI port, lydporte fordelt på 3,5mm lyd ind og ud samt et digitalt S-PDIF stik. Endeligt er der antennestikkene til WiFi 6E muligheden.
Lyden på kortet leveres af et Realtek ALC1220 Audio Codec.
Hvis vi skal runde af med en sidste lidt speciel feature på kortet, så skal vi se på bagsiden af kortet. Her har ASRock placeret et eDP stik. Det er et specielt stik, der kan levere både strøm og videosignal, til et lille display til placering i din PC. ASRock sælger seperat et lille 13.3” side panel kit.
Det består af et 13.3” IPS panel med en 1920x1080 opløsning og så en monteringsløsning, så skærmen kan monteres på glas sidepanel.
Pris
Jeg kan i skrivende stund finde ASRock B650E PG-ITX WiFi med en online pris på 2500 kroner. Det gør det pt til det billigste B650E ITX bundkort jeg kan finde. Det er dog et ret lille felt, da der ikke laves mange ITX kort i denne klasse.
Konklusion
ASRock har lavet et fornuftigt ITX bundkort på B650E chipsettet. Der er fokus på de centrale features, og der er ikke unødigt lir eller fyld. Hvis du er på udkig efter et B650E baseret bundkort i ITX format, som ikke koster en arm og et ben, er der ikke bedre bud på markedet pt end dette kort fra ASRock.
Hvis man er på udkig efter et ITX kort med PCIe 5.0 til både grafikkort og lager, så er ASRock på plads med det billigste bud.
ITX formatet har altid visse begrænsninger med sig, men ASRock har med ASRock B650E PG-ITX WiFi sammensat et fornuftigt udvalg af features til normalt brug, og har endda tilføjet lidt specielle muligheder, som fx deres eDP stik.
Vi lander med en endelig karakter på 9, for et et solidt B650 kort til den lille formfaktor.
Godt:
Skidt: