Er du træt af at skulle række ud efter musen, hvis du skal gøre noget på skærmen, som du ville ønske, der var en genvej til? Frygt ej, måske har Tweak løsningen til dig, når vi i dag vil introducere dig for nogle genveje i Windows, som du måske, eller måske ikke, kendte til i forvejen, og som med garanti vil gøre dit computerliv en smule lettere, når først de sidder i fingrene.
Selvom vi taler millisekunder, så føles det meget hurtigere at trykke Ctrl+Z end at trykke på ”Fortryd” for at fortryde den sidste handling. Vi taler selvfølgelig om de små tastekombinationer, der i flere henseender kan gøre dit computerliv lettere, og vi vil i dag introducere dig for nogle af de mere ukendte tastegenveje, så du kan få mere arbejde fra hånden.
Ctrl+Shift+T:
Brug Ctrl+Shift+T, hvis du ved et uheld er kommet til at lukke en fane i din internetbrowser. Denne tastekombination genåbner nemlig den sidst lukkede fane. Tricket virker i øvrigt i både Chrome, Firefox og Internet Explorer.
Tryk på scrollhjul:
Hvis du som undertegnede er en flittig bruger af netradio, så ved du også, at denne som oftest kører i et lille browservindue. Vil du så åbne for eks. Firefox, trykker du på ikonet, hvorefter netradioen i det lille vindue popper op. Her kan du i stedet trykke på ikonet med scrollhjulet, hvorefter et nyt vindue popper op. Dette trick kan i øvrigt også bruges til at åbne links i en ny fane, og det virker også i Windows. Har du f.eks. Word kørende, kan du trykke på ikonet med scroll-hjulet, hvorved du åbner et nyt dokument.
Backspace:
Backspace, eller Tilbage, bruges ikke kun til at slette noget, man har skrevet. I browserne, både Chrome, Firefox og Internet Explorer, bruges den også som tilbageknap. Det gør den faktisk også i selve Windows, hvor du kan gå tilbage til den sidste mappe ved at trykke på backspace.
Shift + Home/End:
Skal du markere en linjes tekst i et dokument, og vil du ikke ”ramme” de andre linjer, kan du bruge Shift+Home eller End. Ved Shift+Home sætter du markøren i slutningen af sætningen, hvorefter du trykker på Shift+Home. Nu markeres hele linjen, og vil du bruge Shift+End, gør du bare det hele omvendt.
F2:
I stedet for at højreklikke på et dokument for at omdøbe det, kan du blot trykke på det én gang og herefter trykke på F2, hvorefter du får adgang til at omdøbe dokumentet.
Windowstast + Pil op/ned:
Ved at kombinere disse taster, kan du skifte mellem at maksimere og gendanne vinduer. Du kan også helt minimere dem, men så er du nødt til at bruge musen igen for at få dem frem.
Windowstast+L:
Skal du af sted fra din computer i en fart, og vil du sikre dig, at der ingen nysgerrige fingre kommer ind og roder i dine sager, mens du er væk, kan du trykke på Windowstasten+L, der låser din computer. Det kræver selvfølgelig, at du har indstillet et kodeord til din bruger, for ellers er låsetilstanden ikke meget værd.
Dette var blot et udsnit af de mange hundreder tastekombinationer og -genveje, der er at finde i Windows. Nogle af dem kendte du måske, og nogle var dig måske ukendt. Vi håber i hvert fald, at du har fået øjnene op for, at tastaturgenveje og genveje i det hele taget kan spare dig tid, når vi begynder at samle dem alle sammen.