Creative Live! Cam Sync 4K

Skærmbillede 2023-06-27 125113
Creative er klar med deres Live! Cam Sync 4K. Meget af vores liv foregår online og efterhånden er også meget arbejde og mødeaktivitet rykket over til online løsninger. Det kræver naturligvis et fornuftigt web, og vi har set på om Creative kan levere det.

Specifikationer

  • Sensor: 8.0 Megapixel UHD (3840 x 2160)
  • Understøtter HD-video: 4K UHD
  • Mikrofon: Dobbelt
  • Software:
  • Microsoft® Windows® 10 (Creative app)
  • Microsoft® Windows® 11
  • Maks. ydeevne for videoopkald (Skype™): 2160 @ 25fps
  • Maks. billedhastighed (USB 2.0): 1080 @ 40fps
  • Højeste videoopløsning: 8.0 Megapixel UHD (3840 x 2160)

En ret kort og overskuelig liste af specifikationer. Den maksimale opløsning er helt som Creative skriver på pakken 4K, men altså kun ved 25 FPS. 


En tur rundt om Creative Live! Cam Sync 4K 

Creative bevæger sig ikke udenfor gennemsnittet for et Webcam på designfronten. Vi får et afdæmpet design i sort metallisk plast. 

Creative Live Cam Sync 4K front.JPG

En justerbar fod giver mulighed for placering på din skærm, en hylde eller endda på en tripod/holder via skruemonteringen i bunden. Sammen med foden kan selve kameradelen også justeres både i tilt og rotation så du kan få den indstillet som du ønsker. Så dejligt fleksible muligheder der. 

Creative Live Cam Sync 4K fod.JPG

På fronten finder vi 8 megapixels linsen, der giver en maksimal opløsning på 3840x2160 ved 25 FPS med et 95° synsfelt. Linsen kan dækkes af et gummi beskyttelsesdæksel, så du lukker helt af for kameraet når du ikke bruger det.  

Der er to LED lys på hver side af linsen, der lyser når kameraet er i brug. Der er yderligere en lille i øverste venstre hjørne, der lyser, når de to indbyggede mikrofoner bruges. 

Creative Live Cam Sync 4K knapper.JPG

På toppen af enheden er der to fysiske knapper. Den ene er en mute knap til de indbyggede mikrofoner, mens den anden kan bruges til manuelt at styre Creatives Backlight Compensation der burde give bedre billeder uanset lysforholdene.


Software

Creative har på produktsiden for Live! Cam Sync 4K et afsnit om deres Creative App, og det indbyggede SmartComms Kit, der skulle være en del af det. Jeg ville gerne skrive noget om det og teste funktionerne, men softwaren er simpelthen ikke til at finde på Creatives hjemmeside. 

Creative Software.jpg

Linket til Windows Download fra deres hjemmeside bringer mig kun til deres support side for produktet, uden skyggen af software download. End ikke en søgning på deres hjemmeside generelt viser noget om Creative App’en. 



Testen

Jeg har testet Creative Live! Sync 4K kameraet sammen med min PC på Windows 10, sammen med de indbyggede software muligheder her, og til et par videomøder. 

Til sammenligning har jeg brugt et efterhånden aldrende Logitech C920 webcam. 

Creative Live Cam Sync 4K monteret.JPG

Tilslutningen af Live! Cam 4K er let og ligetil via USB, hvorefter Windows automatisk finder det. Herfra er det blot at vælge det om input for billede og evt. lyd, hvis man vil bruge de indbyggede mikrofoner.

Som standard giver Live Cam 4K et ret mørkt billede, hvis jeg sammenligner med Logitech C920. 

Creative Live! Cam Sync 4K @ 4K .jpg

Live Cam er en anelse bedre til at vise detaljer i baggrunden af billedet i kraftigt belyste områder, da sensorer håndterer lys og kontrast lidt bedre end Logitech.

Det er dog også det eneste sted, hvor jeg vil sige at Live Cam vinder, for jeg er generelt meget skuffet over billedet. 

For det første havde kameraet ret tit svært ved at finde fokus, med mindre jeg sad meget tæt på. 

Creative Live! Cam Sync 4K @ 4K_ .jpg

For det andet, så var billede utroligt grumset at se på. Det kan godt være at billedet teknisk er 4K, og altså fire gange så høj opløsning som 1080p billedet af Logitech C920, men kvaliteten var på ingen måde derefter. 

Det er et billede med utroligt meget støj, og selv om opløsningen er mindre på C920, så vil jeg sige at kvaliteten er den samme, om ikke lidt bedre med en fordel til C920. 

Her skal vi huske på at C920 er et webcam der blev lanceret for mere end 10 år siden! 

Creative Live Cam Sync 4K fod bagside.JPG

De indbyggede mikrofoner leverer et brugbart lydbillede, men er noget rungende i sin lyd. Det er en let og brugbar løsning til hurtige møder, men er bestemt ikke noget der løfter oplevelsen. 

Hør en lydtest optaget på Live! Cam 4K lige her.


Pris 

Jeg kan pt ikke finde Creative Live! Cam Sync 4K på nogen danske hjemmesider. Creative har den dog på deres egen hjemmeside listet med en pris på omkring 560 kroner. Det er en anelse dyrere end de ca 500 kroner, som jeg kan finde Logitech C920 til.


Konklusion

Jeg har på ingen måde været imponeret over Creatives Live! Cam Sync 4K. Jeg er i den grad overrasket over, at Creative ikke i 2023 kan levere et webcam, der klarer sig bedre end en 10 år gammel konkurrent. 

4K opløsningen er, som jeg ser, det mere eller mindre ligegyldig, når man leverer et billede med så meget støj, som vi ser her. Samtidigt så synes jeg også, at Creative strækker den lidt når de kalder de maksimale 40 FPS ved 1080p for “Smooth” 

Mikrofonerne var ok til hurtigt brug, men heller ikke her imponerede Creative. 

Creative Live Cam Sync 4K skærm.JPG

Den totalt mangel på spor efter den software, som de selv promoverer på deres produktside, efterlader sammen med det øvrige oplevelser en noget tam fornemmelse.

Creative vinder en smule på deres bedre kontrast, men i det samlede billede er det en ret lille sejr. 

Vi lander med en endelig karakter på 6 for et skuffende produkt, der kun lige kan måle sig med en 10 år gammel konkurrent. Der står godt nok 4K på kassen, men det er langt fra skarpt desværre. 


Godt: 

  • Fornuftig kontrast
  • Fysiske knapper til mute og lys tilpasning


Skidt: 

  • Grynet billede med meget støj
  • Skidt fokus
  • Software er væk?
  • Dyrt for den billedkvalitet man får


Vores partnere