EcoFlow Blade

EcoFlow Blade robotplæneklipper
Hvis man gerne vil holde græsplænen i en fornuftigt højde, men samtidigt gerne vil bruge tiden på andet end at klippe græs, kan en robotplæneklipper være et godt valg. I dagens anmeldelse ser vi på EcoFlow Blade, som på papiret kan klare det hele og endda er let og hurtigt at sætte op.

Specifikationer

  • Produkttype: Robotplæneklipper
  • Nettovægt:16,2 kg
  • Mål: <660x440x310 mm
  • IP-klassificering: IPX5
  • Sensor: IMU-sensor, løftesensor, regnsensor, hjulkoder, Lidar, kamera
  • Fuldt opladet arbejdstid: 240 min.
  • Klippebredde: 260 mm
  • Klippehøjde: 20-76 mm
  • Klatringsevne: 27°
  • Lodret forhindringsklatring: 40 mm
  • Opladningstid: 130 min.
  • GNSS-arbejdstilstand: GPS, Beidou, Galileo, GLONASS
  • Bluetooth-kanal: 2400-2483,5 MHz
  • Indgangsspænding til opladningsstation: 36V
  • Indgangsstrøm til opladningsstation: 5A
  • Udgangsspænding for opladningsstation: 25,2 V DC maks.
  • Udgangsstrøm fra ladestationen: 7A maks.

Af andre specifikationer, som EcoFlow sjovt nok ikke lister på deres hjemmeside, er rækkevidden. EcoFlow Blade kan bruges på græsplæner op til 3000 m2. Meget centralt for mange er måske også det faktum, at EcoFlow Blade kan sættes op uden behov for at trække kabler til afgrænsning. Det sker i stedet for via GPS opsætning, som vi ser nærmere på i testen. 


En tur rundt om EcoFlow Blade

EcoFlow Blade skiller sig med det samme ud med sit design. De fleste andre robotplæneklippere på markedet ligner meget hinanden, med et afrundet blødt, lidt UFO-agtigt design. 

Det skal måske noteres, at vi ikke er det første medie, der har haft denne EcoFlow Blade til test, hvilket den også bærer præg af. En ny version skulle gerne komme mere fin og ren end den på vores billeder. Det har dog ikke haft nogen funktionel indflydelse på vores test. 

EcoFLow Blade design.jpg

EcoFlow Blade kommer mere ind som robotplæneklipperenes svar på en Tesla Cyber Truck. Specielt de forreste 20 cm omni-directional hjul består af en samling ringe og designet betyder, at Blade kan dreje på i en meget lille radius. 

De store bagdæk er forsynet med kraftige pigge for at sikre et godt greb i underlaget under brug. Samtidigt kan akslen mellem dækkene vippe en del, for bedre at kunne komme igennem ujævnt terræn.

Kraftige baghjulp på EcoFlow Blade.jpg

Ser vi på bunden ligner den til forveksling de fleste andre robotplæneklippere. Den bruger de samme barberblads klinger, som jeg har set på andre alternativer. De er lette og hurtige at skifte. Man skal dog være opmærksom på, at de er skarpe og ikke dækket af, når man vender maskinen om. 

Fronten er præget af de sensorer, som skal være med til at sikre at Blade kan undgå forhindringer på sin vej. Det sker via EcoFlow's AI, som gør brug af LiDAR og kamera for at identificere forhindringer og planlægge en rute uden om.

Bagerst er der en stor rød stop knap, hvis man får brug for at stoppe maskinen under brug. Den suppleres af tre andre knapper, der kan starte, genoptage eller sende EcoFlow Blade hjem til ladestationen. 

Betjeningsknapper EcoFlow Blade.jpg

Med i pakken er der nemlig en ladestation, som fungerer som hjem for Blade plæneklipperen, når den ikke er i brug og skal lade op.

Den består af en flad plade, så den er lige til at køre op på og parkere, og så naturligvis kontaktpunkterne, der sørger for at oplade plæneklipperen.

EcoFlow Blade basestation.jpg

Et lys på toppen giver en status over forbindelse og opladning og skifter farve alt efter hvilken status der er tale om. 

Status lys på basestaion EcoFlow Blade.jpg

Der følger store plastskruer med, som kan bruges til at fæstne basestationen i jorden, så den ikke flytter sig, når Blade kører til og fra. 

EcoFlow Blade jordskruer.jpg

Der skal sættes to kabler til basestationen. Et som skal sluttes til det almindelige strømnet og så en der skal forbindes til den GPS antenne, der skal bruges til at kortlægge din have og lade EcoFlow Blade vide, hvor den skal køre og hvordan den finder hjem til basestationen.

Strømforsyning EcoFlow Blade.jpg

GPS antennen skal samles af fire dele og består herefter af en solid metal stang med GPS antennen i toppen og kraftige jordspyd i bunden. 

GPS antenne EcoFlow Blade.jpg

Den skal herefter placeret et sted, hvor den ikke er blokeret af træer, bygninger eller lign. for at kunne få forbindelse til GPS nettet. 

Der er et tilpas langt kabel med, så man kan flytte den rundt til man får den optimale forbindelse. 

Hele sættet har en IPX5 rating og kan derfor sagtens klare at stå ude i regnen. Der er endda en indbygget regnsensor, som betyder at EcoFlow Blade afbryder sit arbejde, hvis det regner. Man kan i EcoFlow App’en indstille, hvor lang tid den skal vente efter regnen er stoppet, før den genoptager sit arbejde.

Opsamler tilbehør EcoFlow Blade.jpg

Der er mulighed for tilbehør til EcoFlow Blade i form af en feje og opsamlingskurv. Hvis man tilkøber den, kan Blade også bruges til at opsamle ting på plænen som blade, pinde og lign. 


Opsætning

Et af de helt store salgspunkter ved EcoFlow Blade er muligheden for let opsætning uden behov for at trække afgrænsningskabel, som er meget normalt med mange robotplæneklippere. 

Normalt laver det kabel et signal, der fungerer som afgrænsning for plæneklipperen, så den holder sig indenfor det område man har afgrænset til den. På den måde kan man undgå, at den kører ud i bedene og klipper de pæne blomster med, på sin tur gennem haven. 

Det er en metode der kan tage noget tid at få installeret, og som kan gøre det besværligt at tage plæneklipperen med, hvis man flytter eller blot hvis der er noget der ændrer sig i haven. 

EcoFlow Blade derimod sættes op via GPS, og har altså ikke noget behov for et kabel i kanten af græsplænen. 

Opsætningen foregår ved at man placerer basestationen et sted, hvor der ikke er nogen forhindringer. På den måde kan EcoFlow blade komme uhindret til og fra basestationen. 

Tydelige markeringer EcoFlow Blade.jpg

Herefter forbindes strøm og GPS antenne til basestationen. Alle kabler er super praktisk markerede, så der ikke er nogen forvirring om, hvad der skal sluttes til hvor. 

Når det er på plads, så skal GPS antennen placeres et sted, hvor den har uhindret “udsyn” omkring sig. Ting som træer, bygninger eller andet højt kan komme i vejen. 

GPS antenne samlet EcoFlow Blade.jpg

I mit tilfælde kunne jeg placere den lidt diskret i en bøgehæk umiddelbart ved siden af græsplænen og ikke langt fra basestationen. EcoFlow app’en giver en status over GPS signalets styrke.

Herefter foregår all opsætning via EcoFlow app’en. Der er en let tilgængelig trin for trin guide til, hvordan man opsætter tingene og hvordan man skaber et kort, som Blade efterfølgende kører efter. 

EcoFlow App klar til kortlægnming.png

Basalt set forbinder man via sin smartphone og Bluetooth til Blade, og så kan man herefter fjernstyre den manuelt via app’en. Herfra skal man så bare køre den rundt i kanten af sin græsplæne, som en stor fjernstyret bil. 

På turen registreres ruten og via GPS positionen skabes en afgrænsning af græsplænen. Når selve kortet er på plads, kan man herefter tilføje områder, hvor man ikke vil have Blade skal køre. Det kunne fx være hvis man har et bed eller en havedam et sted i sin græsplæne. 

EcoFlow App kortlægnming klar.png

I mit tilfælde var det et legehus og et gyngestativ, som jeg gerne vil have Blade til at undgå. Metoden er den samme som den ydre afgrænsning. Man kører via app’en en tur med Blade omkring det område man vil afgrænse. Det registreres så i appen som en “no go zone”, som Blade planlægger sin rute uden om. 

EcoFlow App kortlægning begrænsede områder.png

Alt i alt tog det lidt mindre end en time at få EcoFlow Blade pakket ud og sat op. App’en sørger for at give dig alle de oplysninger du skal bruge, og fortæller dig også klart og tydeligt, hvis GPS antennen ikke har solidt signal.


Testen

Med opsætningen på plads var det tid til at give EcoFlow Blade en tur på græs. Området som jeg fik den sat op på, var en mindre indhegnet del af haven omkranset af en kombination af buske, bede, fliseterrasse og et trådhegn. Det kombineret med det legehus og gyngestativ, som jeg havde tilføjet som “no-go zoner” under opsætningen. 

Jeg havde med vilje ladet græsset gro lidt langt inden testen. EcoFlow skriver selv at græsset højst må være 8 cm højt, når man starter med Blade. 

Græsplæne klar til EcoFlow Blade.jpg

Til sammenligning har jeg normalt en Husqvarna Automower 450X, som passer hele plænen omkring vores hus. Det er en løsning hvor der langs hele kanten af plænen er nedgravet et kabel, der danner grænsen for hvor den skal køre. 

Via EcoFlow app’en kan man selv manuelt starte Blade, når man synes plænen skal trimmes, eller man kan opsætte en tidsplan, så tingene kører automatisk. Det er også muligt at starte den via de fysiske knapper på maskinen.

EcoFlow App tidsplan.png

Blade planlægger en optimal rute rundt på plænen og kører i fine lige linjer når græsset skal slås. Den kører hele området igennem og når opgaven er gennemført, kører den automatisk tilbage til basestationen, lader op og venter på sin næste opgave. 

Opgaven kan også sluttes af med kantklipning, hvor Blade kører rundt langs kanten og sørger for, at tingene er holdt fint trimmet der. Du kan selv angive, hvor mange omgange af kantklipning den skal slutte af med. 

Det er også muligt i app’en at opsætte forskellige zoner og styre dem hver for sig, hvis man har en have hvor det kan være aktuelt. I mit tilfælde var det dog et enkelt stykke på omkring 300 m2, som Blade fik ansvaret for at klippe. 

Den indledende tur rundt i haven gik dog langt fra så smertefrit, som jeg kunne have ønsket mig. De indbyggede features, som skal sørge for at Blade kan undgå forhindringer, lod til at være en anelse for hysteriske til at spille godt sammen med min have. 

Her står plænekanten ikke snorlige, og der er som sagt buske langs omkring halvdelen af plænen. Her blev Blade ved med at opfatte busken ved kanten af plænen, som en forhindring, som den forsøgte at køre uden om. 

EcoFlow Blade hækken er ikke helt lige

Det kunne være, hvis der fx stak en lille gren ud over plænen, når Blade kørte langs kanten. Det resulterede i at den undveg ved at trække ind på plænen for at dreje uden om “forhindringen”. Når den så forsøgte at dreje ud igen, for at komme tilbage på sporet, så kunne den, ikke overraskende, se busken, der meget naturligt er langs plænen. 

Det betød at den endnu engang opfattede den som en forhindring, og ikke kunne dreje ind på plads… Alt sammen til trods for, at den omtalte busk jo er angivet til at være udenfor det område, hvor Blade skulle køre. 

EcoFlow Blade er kørt fast i forhøg på at undgå hækken.jpg

Det resulterede gentagne gange i, at Blade brugte lang tid på at køre frem og tilbage for at undgå en forhindring, som reelt slet ikke var i vejen for den. I det værste tilfælde betød det, at jeg observerede Blade i næsten en time kørte frem og tilbage på det samme lille område på plænen, i et forsøg på at finde en vej uden om den forhindring den mente var i vejen, men som altså bare var hækken langs græsset. 

Resultatet var et stykke af plænen, der var kørt helt ned, og mest af alt lignede et sted hvor tre personer havde danset riverdance i fodboldstøvler.

EcoFlow Blade er kørt af sporet.jpg

Problemet med de noget imaginære forhindringer var dog ikke det eneste. Jeg oplevede også flere gange, at skulle redde Blade fri efter den var kørt langt ud over kanten på plænen, og var endt med at sidde fast i et bed eller busken omkring plænen. Begge dele betød ikke det store i mit tilfælde, da det var områder af haven hvor vi ikke har plantet ting. 

Hvis det havde været et bed med roser eller anden beplantning man var glad for, havde jeg været RET træt af at plæneklipperen var kørt helt mere end en fuld længde ud i bedet med klippede eller nedkørte planter som resultat.

EcoFlow Blade sidder fast igen uden for sit arbejdsområde.jpg

Det mønster gentog sig flere gange, og jeg endte med flere gange for hver tur EcoFlow Blade skulle over plænen, at skulle ud og redde den ud af bede, hjælpe den fri af hegnet eller hjælpe den tilbage på sporet, når den gik i panik over, at der var en hæk langs græsset. 

Den eneste løsning jeg fandt på problemet var at slette opsætningen og starte forfra. I anden omgang optegnede jeg kortet med omkring en halv meters buffer ind til hækken, bedene og hegnet omkring plænen. 

Med den afstand på plads kunne Blade køre nogenlunde problemfrit igennem sin opgave. For det omkring 320 m2 store stykke, som den var sat til at passe sammen med to omgang kantklipning, tog det omkring halvanden time. 

Trimmet græs med EcoFLow Blade

Det var dog i min bog SLET ikke en optimal løsning, da den store bufferzone omkring plænen, jo betød at der endte med at være ret mange m2 langs kanten af plænen, der ikke blev klippet.

Et stykke inden i min test kom der dog en firmware update til EcoFlow Blade, der tilførte nye Smart Features, hvor man netop kunne angive om plænen var omkranset af hæk, samt svare på en række andre spørgsmål om plænens udformning.

EcoFlow App opsætning med nye funktioner.png

Jeg håbede, at det ville rette op på den lidt hysteriske AI, der styrede hvornår ting blev opfattet, som forhindringer og generelt ville forbedre Blades evne til at holde sig inden for det optegnede område. 

Så jeg slettede endnu engang hele min opsætning og startede forfra med et nyt forsøg.

Det hjalp en smule på tingene, men jeg kunne stadig observere at Blade brugte forholdsvis meget tid på at undgå min buske, og jeg måtte stadig i flere omgange ud for at befri den fra hegnet, hvor de specielle forhjul hele tiden hang fast. Det til trods for, at jeg havde lavet en bufferzone her for netop at undgå det problem. 

EcoFlow Blade sidder fast i hegnet.jpg

En uge og endnu en firmware opdatering senere, forsøgte jeg med en ny opsætning endnu engang at se, om EcoFlow Blade havde lært at slappe lidt af og ikke gå i panik over planter og genstande, som stod uden for dens angivne område. 

Resultatet var dog desværre det samme. Den blev ikke fanget i buske eller bede mere, men jeg observerede den flere gange køre et godt stykke ind over fliserne og gentagne gange måtte jeg befri den fra hegnet. 

Forhindringer på plænen til EcoFlow Blade.jpg

Samlet set var oplevelsen med EcoFlow Blade mindre heldig i have som vores. Jeg forsøgte endda en kraftigt trimning af hækken for at se, om det ville hjælpe, men lige meget hjalp det. 


Pris 

EcoFlow Blade kan i skrivende stund findes til lige over 22.000 kroner online. Hvis man vil have ekstra udstyr som fejetilbehøret med skal man af med yderligere 6000 kroner. Så EcoFlow Blade er på ingen måde en billig løsning. 

Det er dog bestemt ikke den dyreste løsning på markedet. Til sammenligning koster det Husqvarna Automower 450X system, som vi normalt bruger, omkring 30.000 kroner. 


Konklusion

Jeg ville ønske at min oplevelse med EcoFlow Blade havde været bedre. Jeg er vild med den anderledes stil på maskinen, og ikke mindst den lette opsætning og lette betjening via en solid og veludført app. 

Der er masser af gode features og muligheder og detaljer, som regnsensor der automatisk udskyder arbejdet er super gode. 

Det falder dog desværre til jorden, når den primære opgaveløsning klares så dårligt som jeg oplevede. Jeg synes ikke at vores have skiller sig nævneværdigt ud fra et gennemsnitligt udsnit af haver. Terrasser, bede og hække omkring en græsplæne, må antages at være helt normale ting, som en robotplæneklipper skal kunne leve med.

Forhjul på EcoFlow Blade.jpg

Selve klipningen af græsset klarede EcoFlow Blade fint , når den ikke brugte tiden på at køre uden om ting og rent faktisk holdt sig på plænen. Så den del klarede den fint nok og resultatet var en nydelig klippet græsplæne. 

Et af de store salgspunkter ved EcoFlow Blade er muligheden for opsætning uden behov for nedgravede kabler til afgrænsning. Det kan jeg godt se er et lokkende alternativ, men når jeg ser tilbage, så ville jeg sagtens kunne have nået at lægge et kabel ud, på den tid som jeg har brugt på løbe rundt og redde EcoFlow Blade ud af problemer. 

To firmware opdateringer og fire separate opsætninger plus utallige redningsaktioner for at få Blade fri af bede, hække og hegn havde ærligt talt været givet bedre ud. Det er endnu mere understreget af prisen på Blade. Med en pris på en tunge side af 20.000 kroner burde den kunne navigere i en have med hække og hegn. 

Undersiden af EcoFlow Blade.jpg

At skulle leve med en omkring halv meters bufferzone omkring plænen, med deraf følgende manuelt arbejde for at trimme osv, er ikke en holdbar løsning til den pris. 

Vi lander med en endelig karakter på 6, for et på papiret lækkert produkt, som dog fejler i den rigtige verden. 

Måske er der snorlige havner uden hække og andre detaljer i nærheden, som egner sig til Blade, men i vores lidt skæve og organiske have så EcoFlows AI forhindringer alle vejne. 


Godt: 

  • God udførsel 
  • Solid og simpel software


Skidt: 

  • Holder sig ikke inde for den opsatte afgrænsning
  • AI delen er for følsom og navigerer “udenom” ting der slet ikke er inden for arbejdsområdet. 


Vores partnere