Et dybere kig på Apple Vision Pro

Apple Vision Pro Demo video
Selv om informationerne på Apples kommende Apple Vision Pro "spatial computer" stadig er hårdt kontrolleret af Apple selv, så har vi via en ny video fået lidt flere detaljer.

Som vi skrev i sidste uge så lagde Apple op til at potentielle købere af det 10.000+ kroner dyre VR/AR headset kunne prøve en demo af sættet i en Apple Store forud for deres køb. Apple har i en ny video løftet lidt mere af sløret for hvad man kan forvente at opleve og bruge sættet til hvis man skulle ende med et. 


Det er i vanlig Apple stil en meget stilren og velproduceret video, der gerne vil give indtrykket af at være en førstehåndsoplevelse af Apple Vision Pro. Den lige knap 10 minutter lange video viser et udsnit af nogle af de de muligheder sættet giver brugeren. 

Det er et godt mix af både fornøjelse og arbejde, og det ser alt sammen imponerende ud videoen. Altsammen naturligvis præsenteret som Apple gerne vil have vi ser det. Det er fortsat vigtigt at holde sig for øje, at der endnu ikke er nogen fyldestgørende tredjeparts dækning af selve oplevelsen af Apple Vision Pro. Her sørger Apple fortsat for at holde kortene tæt ind til kroppen, selv om vi nærmer os lanceringen.


Baseret på Apples egen informationer, og de tilbagemeldinger der er kommet fra folk der har prøvet sættet, er der ingen tvivl om, at der er masser af avanceret ny teknologi i Apple Vision Pro. Det store spørgsmål er, om det er en format der kan slå an mere bredt blandt brugerne. Apple skabe med deres iPhone en helt ny kategori af forbruger produkter, som vi alle sammen i dag tager for givet og næsten alle sammen bruger dagligt. Det bliver spændende at se, om Vision Pro med tiden kan udvikle sig på samme måde.

Det ser ud til at Apple Vision Pro kommer fornuftigt fra start. Da der blev åbnet for Pre Orders var alle tre versioner hurtigt solgt i så store antal at den forventede levering blev rykket fra 2. februar til midt i marts. Så den indledende interesse er der tilsyneladende. 

Selv om Apple naturligvis gerne vil drive så meget hype som muligt på produktet, så er der også lidt tilbageholdenhed at spore. Det er blandt andet kommet frem, at ihvertfald indledningsvis, vil hverken Netflix, YouTube, Disney+ eller Spotify vil være at finde på Apple Vision Pro. Listen af apps der ikke vil fungerer med Apple Vision Pro er længere end det, da udviklerne har mulighed for aktivt at vælge fra, om de vil gøre deres apps tilgængelige på den nye platform. 

Alt det kan naturligvis ændre sig med tiden og skyldes et hav af ting. Det er dog interessant nok at bemærke, at disse store firmaer ikke tror nok på den nye platform, til at prioritere opdatering af deres apps så de kan være med fra start. 


Vores partnere