OBSBOT Meet SE

OBSBOT Meet SE
Vi har tidligere set på flere PTZ Webcams fra OBSBOT, men de laver også normale og kompakte webcams. I dagens test tager vi et kig på netop sådan et, når vi ser på deres OBSBOT Meet SE.

Centrale Specifikationer

  • Sensor: 1/2.8'' CMOS
  • Effective Pixels: 2M
  • Aperture: ƒ/1.8
  • Video Resolution: Support up to 1080p@100fps/720p@150fps
  • Zoom: 4x Digital Zoom
  • FOV(D): 78°
  • Focus Method: AF/MF
  • Focus Distance: 10cm → ∞
  • Built-in mic with noise reduction and auto gain
  • USB Type-C Connection
  • Data Port: USB 2.0 Type C

Som det kan ses herover, så er det på papiret ikke super imponerende specifikationer med et kamera på kun 2 megapixels. Vi ser dog senere på, om en god sensor kan gøre op for det. 


En tur rundt om OBSBOT Meet SE

OBSBOT Meet SE gør ikke meget væsen af sig, hverken med sin indpakning eller selve enheden. Der er tale om et super kompakt lille webcam, der minder lidt om en miniature udgave af et gammelt kamera. 

Meet SE størrelse

Hele enheden vejer kun 33,2 gram, så vi er bestemt i den lille ende. 

OBSBOT Meet SE kan fås i tre farver og vi har fået besøg af Space Grey versionen. 

Meet SE farver.jpg

Designet er super afdæmpet og det eneste vi kan se på fronten er linsen, en lille LED diode og hullerne til de to indbyggede mikrofoner. Der er ikke nogen måde mekanisk at lukke af for linsen, men der følger en lille magnetisk dækplade med, som kan sættes foran linsen for at lukke den helt af, hvis man foretrækker. 

OBSBOT Meet SE bagside USB C

Bagsiden er lige så anonym, da vi her kun finder det USB C stik, som bruges til strøm og data til og fra OBSBOT Meet SE. 

I bunden af Meet Se er der en standard ¼″ UN thread skruemontering, som kan bruges hvis man vil montere den tripod eller lignende. OBSBOT sælger selv en som kan bruges til formålet. 

OBSBOT Meet SE tilbehør

Der følger dog også en lille fod med til Meet SE i pakken, som letter opgaven med at montere Meet SE på toppen af en skærm eller laptop. Meet SE sidder magnetisk fast på foden og den kan tilpasses på vinklen bliver optimal.


Software

For at gøre brug af alle de specielle funktioner eller tilpasse indstillinger, skal man forbi OBSBOT Center softwaren.  

Her er der mulighed for at tilpasse en hav af forskellige indstillinger ved Meet SE kameraet. Det kan bruges sammen med en helt række produkter fra OBSBOT, som har et ret omfattende udvalg af produkter. 

Lite or Pro mode softwarre

Der er fx mulighed for at tilslutte op til fire OBSBOT kameraer i softwaren, og styre dem hver for sig, hvis man fx vil opsætte mere avancerede setups til streaming.  

Der er også gode muligheder for at tilpasse billedet. Du kan sætte det hele på auto eller selv tilpasse tingene, med mulighed for manuelt fokus, exposure, farve temperatur, kontrast og meget mere. 

OBSBOT software

Der er også mulighed for brug af filtre. Det er både almindelige Instagram style filtre, der ligger en stil/farvetone på din video, men også skønheds-filtre. Her går den ind og ændrer dit udseende og “trimmer” ting, som dine skuldre, hofte, ansigt eller lign. 

I det hele taget er der masser af gode funktioner gemt i softwaren, og der er en del flere muligheder for indstilling, end i meget andet webcam software. 

OBSBOT software filters

Det er nødvendigt at have OBSBOT Center softwaren kørende, hvis man skal gøre brug af de avancerede funktioner som fx filtre. 

Softwaren har under hele min test virket uden problemer. 


Test

Jeg har brugt OBSBOT Meet SE i over et par uger nu i forbindelse med online møder og så via Windows for at teste funktionaliteten mere bredt. 

Opsætningen var dejlig lige til og ren plug and play. Det var i med USB C kablet og så var jeg oppe og køre med basale features.

Det første og måske mest centrale er naturligvis billedkvaliteten, og her blev jeg heldigvis bekræftet i at OBSBOT leverer gode resultater, som vi også så med Tiny 2 SE, som vi så på for ikke så længe siden.

PXL_20250117_153935284.MP.jpg

Opløsningen er ikke alt og selv om Meet SE “kun” er 1080p, så leverer den et super godt billede. 

Der kan sagtens teknisk være flere pixels i et billede, og altså 4K opløsning, uden at billedkvaliteten bliver specielt meget bedre. Det er der en del andre variabler der kan påvirke. 

Heldigvis er OBSBOT ikke faldet i fælden. De bruger den samme gode 1/2.8'' CMOS sensor, som vi så i Tiny 2 SE, som klarer opgaven betydeligt bedre, end de sidste par 4K webcams, som jeg har set på.

Meet SE_01.jpg

Farver og kontrast rammer rigtigt godt på standardindstillingerne, og autofokus klarer fint at holde fokus på mit ansigt. Baggrunden i billedet får en fin bokeh effekt, men hvis man ser efter med et manuelt fokus, så er kameraet fint i stand til at fange detaljer selv bagerst i billedet uden problemer. Samtidigt kan den også klare fokus helt ind på omkring 8-10 cm.

Autofokus fungerer fint, men er ikke helt så hurtig til at fokusere som på Tiny 2 4K. 

Meet_SE_07.jpg

Kommer billedet fra Meet SE op på en stor skærm, kan man godt se at vi taler om en 1080p-opløsning. Det er dog som sagt i flere tilfælde bedre end andre webcams jeg har set på, som markedsføres som 4K. Det viser rigtigt fint, at opløsning ikke er alt og at man kommer langt med en god sensor. 

De indbyggede mikrofoner klarer opgaven relativt godt, men vinder ingen priser for sin lyd. Det var dog mere end rigeligt fint til online møder, hvor jeg var placeret lige foran Meet SE. 


Pris

Jeg kan i skrivende stund finde OBSBOT Meet SE med en onlinepris på 780 kroner. Det er omkring 500 kroner mindre end deres PTZ webcam OBSBOT Tiny SE. 


Konklusion 

Hvis du er på udkig efter et lille kompakt webcam, som på trods af en lille størrelse leverer god kvalitet, kan du roligt se i retningen af OBSBOT Meet SE. 

Specifikationerne på papiret lyder måske ikke så imponerende, men OBSBOT har fokus på de vigtige elementer og klarer med en solid sensor en billedkvalitet, som i flere tilfælde slår andre “4K” webcams. 

OBSBOT Meet SE front

Prisen lander nogenlunde i midterfeltet for Webcams, men ser vi på hvordan den yder og hvad man ellers får med i OBSBOT økosystemet, så synes jeg prisen lander på et fornuftigt sted. 

Vi lander med en endelig karakter på 8 for et solidt og kompakt webcam, der er lige til at have i lommen, men som stadig leverer solide billeder. 


Fordele

  • Kompakt størrelse
  • Solid billedkvalitet
  • God Software


Ulemper

  • Intet nævneværdig

Vores partnere