Cooler Master Ergo L - Test

Ergo_29-ed1_AluBase
Cooler Masters Ergo L er en unik stol, der, som navnet indikerer, er målrettet god ergonomi. Dette ses også på dens design, der ikke ligefrem ligner det vi er vant til at se på en gamer-stol. Vi kigger i denne anmeldelse på denne spændende stol, og vurderer om den rent faktisk har noget nyt at byde ind med, og om de ergonomiske tiltag gør en reel forskel.

Vi skrev for nyligt, i samarbejde med Cooler Master, en artikel omhandlende Cooler Masters nye udvalg af gamer-stole. Af disse stole var der især én, der adskilte sig fra de andre, nemlig, Ergo L. Stolen bærer nemlig et synligt anderledes design. Denne design-tilgang skulle ifølge Cooler Master give brugere af stolen en bedre ergonomisk og komfort-mæssig oplevelse. Ergo L er dog også en en tand dyrere end de andre stole fra Cooler Master, og den ligger også lidt over den pris vi er vant til at omgås når vi kigger på markedet for gamer-stole. Så det spørgsmål vi alle nok har på tungen er, om den så er pengene værd.

ergo_l_cooler_master_overview.JPG

Når vi snakker om ergonomi, så er det først og fremmest vigtigt at slå fast, at der ikke er nogen her på redaktionen, der hverken er uddannede eller eksperter på området. Derfor afholder vi os også så vidt muligt fra at konkludere noget når det kommer til ergonomi. Desuden er “god ergonomi” ikke en målbar enhed, men noget, der kan være forskelligt fra person til person. Derfor anbefaler vi, at du selv læser op på emnet, og hvis du døjer med smerter eller træthed, at du kontakter en fysioterapeut eller kiropraktor, og får en professionel vurdering samt rådgivning om hvad der er bedst for dig.

Dog skal dette ikke afholde os fra, at tale ud fra personlige erfaringer, og at fremhæve de aspekter ved Ergo L, som vi mener gør en komfort-mæssig forskel, sammenlignet med andre produkter.

ergo_l_cooler_master_measurements

Specifikationer

Ergo L er en solidt bygget stol, og det ses også når man kigger dens specifikationer igennem. Nedenfor lister vi de mest interessante af disse. Men hvis du vil vide mere så er Cooler Masters produktside spækket med yderligere detaljer om denne stol.

  • Farve: Sort
  • Højde (total): 120-134 cm
  • Ryglænshøjde: 72-77,5 cm
  • Ryglænsbredde: 40-50 cm
  • Afstand ml. armlæn: 69 cm
  • Sædebredde (m. sider): 51 cm
  • Siddeareal (bredde): 51 cm
  • Sædedybde: 45-49 cm
  • Armlæn: 2D
  • Nakkestøtte: Ja
  • Maksimal vægtkapacitet: 200 kg
  • Garanti: 2 år
  • Vægt: 27,8 kg
  • Materiale (ramme): Aluminium
  • Materiale (base): Aluminium
  • Materiale (betræk): Mesh og kunstlæder

cooler_master_ergo_l_box_shipper

Indpakning og samleproces

Ergo L kommer i en typisk brun kasse, og den skal samles inden ibrugtagning. Det er en forholdsvis simpel proces at samle stolen, og der følger en vejledning med, der trinvist leder dig igennem forløbet. Der følger tre sæt skruer med i forskellige størrelser og antal. Så man burde ikke kunne tage fejl af dem. Sædet og ryglænet er ret tunge, og derfor kan det være en hjælp at være to om opgaven da delene ellers kan være ret uhåndterlige. 

sæde_seat_cooler_master_cm_ergo_l

Idet man samler stolen får man med det samme en følelse af, at man har med en solid stol af høj kvalitet at gøre. Man bemærker de flotte og blankpolerede aluminiumsdele under sædet og bag ryglænet. Det er lige før at man føler at man skal have en mikrofiberklud klar da den fysiske proces, det er, at samle stolen, godt kan efterlade lidt sved og fingeraftryk på de blanke flader. 

backrest_cooler_cm_master_ergo_alumiunium

Ryglænet skrues fast til sædet ved hjælp af fire skruer. Her er det aluminiumsstykkerne, der fastgøres til hinanden. Det kan være lidt vanskeligt at udføre med den medfølgende unbrakonøgle da de skal sidde meget stramt. Men med en klud om håndtaget på værktøjet lykkedes det at fæstne dem godt.

installation_cooler_master_ergo_l_seat_backrest_armrests

Armlænene skrues også i sædet med tre skruer i hver side. Igen er det aluminiumsstykkerne, der fastgøres til hinanden. Det gav en tilfredsstillende følelse, at se hvordan både ryg- og armlæn passede perfekt ind i de sokler, der var skåret ud i sædets aluminiumsstel og gjort klar til de ovenpå-siddende dele.

cooler_base_master_aluminum_sturdy

Basen, der ligeledes er udført i flot aluminium, kommer med fem arme. De store og solide hjul monteres på traditionel vis ved at blive trykket på plads i de respektive huller for enden af hver arm. 

wheels_base_chair_cooler_master_gaming

Indtrykket er indtil videre, at stolen føles massiv og meget solid. Det er en helt anden oplevelse at samle sådan en stol, da delene hver især er massive og består af disse markante aluminiumsdele. 

gaming_chair_headrest_cooler_master

I kassen finder man også den medfølgende nakkestøtte, der påmonteres ved hjælp af to lange skruer. Vi skylder at sige, at vi med dette test-eksemplar modtog to nakkestøtter. Dette skyldes at Cooler Master har lavet en nakkestøtte særligt rettet mod norden. Her går vi rundt og er lidt højere end i resten af verdenen, og derfor stiller vi også større krav til kvaliteten af en nakkestøtte. Den nye nakkestøtte skulle derfor gerne være lidt stærkere - også når den er strukket ud i sin fulde længde. Vi vil naturligvis prøve både den originale, såvel som den nye, nakkestøtte af, i denne anmeldelse.

Funktioner og indstillingsmuligheder

Når det kommer til ergonomi så er det drøn vigtigt, at det redskab du har at med at gøre, kan tilpasses efter dine specifikke behov. Du skal kunne sidde naturligt og afslappet uden at føle, at stolens dimensioner eller design tvinger dig til at sidde på en uhensigtsmæssig eller belastende måde - heller ikke efter længere tids uafbrudt brug. Derfor ser man ofte, at ergonomiske stole byder på et væld af indstillingsmuligheder. Cooler Masters Ergo L er ingen undtagelse på dette område. For her får du ret mange muligheder for at indstille stolen. 

Under sædet på Ergo L finder man forskellige håndtag, der giver én mulighed for at tilpasse forskellige aspekter af stolen.

adjustment_options_left_seat_cm_cooler_master_ergo_l

På venstre side er placeret to håndtag. Det forreste af disse styrer ryglænets vinkel. Man kan låse ryglænet i tre vinkler fra 90° til 120°. Man kan også lade være med at låse ryglænet, hvilket giver én friheden til at læne sig tilbage når man vil det.

Det bagerste håndtag på venstre side bruges til at justere sædets dybde. Her har man igen nogle forskellige positioner at vælge imellem, der styrer hvor langt fremme eller tilbage sædet er positioneret.

adjustment_options_right_seat_sæde_cooler_master_ergo_l

På højre side er der også to håndtag. Det ene håndtag ligner de to andre, på den anden side, og det bruges til at justere stolens højde. Drejehåndtaget, nedenunder, bruges til at justere den modstand man møder, når man læner ryglænet tilbage.

indstillingsmuligheder_cooler_master_ergo_l_bagside

Lændestøtten kan også justeres. Dette gøres ved at stikke hånden ind i en åbning i ryglænets bagside, hvor man kan få fat i selve lændestøtten, og hive den op og ned. Det kan være en kende besværligt, og hvis man ikke har gjort sig sit forarbejde er det faktisk en indstillingsmulighed, der kan være let at overse. 

armlæn_armrest_cooler_master_adjustment_tilpasse_2d

Armlænene på Ergo L er “kun” 2D. Det betyder at de kun kan justeres ad to akser. Ved at holde en knap nede kan man låse dem op og skyde dem op og ned. Selve fladen på armlænene kan skubbes frem og tilbage. Det kræver ikke noget tryk på nogen knap at gøre dette, men der er nogle markante “bump” når de skydes frem og tilbage, og dette holder fast på den valgte indstilling. Jeg synes dog ikke, at armlænene holdes godt nok på plads. Hvis man har en tendens til at gribe fat i armlænene når man lige skal løfte sig lidt op i stolen, så kan man meget nemt komme til blot at skyde armlænene fremad. Det havde været smart, hvis de knapper, man bruger til at skyde armlænene op og ned, også kunne bruges til at justere frem og tilbage på armlænene. 

headrest_nakkestøtte_cooler_master_logo_leatherette

Der følger, som nævnt tidligere, også en nakkestøtte med. Den kan både justeres i højden såvel som vinkles frem og tilbage. Højdejusteringen fungerer fint, og mekanismen til at skyde nakkestøtten op og ned virker solid. Men den vinkel man giver nakkestøtten bevares ikke rigtig hvis man læner hovedet tilbage. Så jeg ser mere denne funktion som værende et forsøg på at gøre nakkestøtten fleksibel da der skal meget lidt kraft til at skubbe til, og ændre, vinklen.

Materialer og kvalitet

Et af de aspekter ved Ergo L, der først slår mig, er de flotte blankpolerede aluminiumsdele, der har en væsentlig designmæssig tilstedeværelse bag ryglænet, under sædet og op til armlænene. Basen, der også er i samme flotte aluminium, sætter det endelige punktum ved dette flotte udseende. Udover at det, i mine øjne, ser hamrende godt ud, så spiller det også en væsentlig rolle i forhold til kvaliteten af stolen. Det giver en overbevisende følelse af kvalitet. Ergo L føles tung, og dermed solid og holdbar. Der er ikke nogen plastikdele, der hverken knirker eller piver, når man sætter sig tilrette i stolen. 

quality_material_cooler_master_back

De blanke dele suger naturligvis fingeraftryk til sig, men så har man bare en undskyldning for, at gå og nusse stolen fra tid til anden. I hverdagen burde man desuden kunne slippe nogenlunde for at røre disse dele da de primært er at finde bagpå og nederst på stolen.

Et af de mest afgørende særpræg ved Cooler Masters Ergo L er brugen af mesh på både sæde og ryglæn. Cooler Master kalder selv det åndbare mesh-materiale for MuscleFlex, som er et patenteret materiale, der giver en god balance mellem styrke og elasticitet. Materialet har været udsat for en række holdbarhedstests, herunder 100.000 omgange af stød samt Technical Bulletin 117-2013 Smolder Resistance. 

cooler_master_ergonomic_mesh_seat_material

Mesh-materialet føles også rigtig holdbart. Sammenlignet med andre stole, som jeg personligt har erfaring med, så kan mesh-materialet på Ergo L dog godt føles en smule hårdere. Men jeg vil stadig mene, at det er væsentligt mere behageligt, og især efter lang tids uafbrudt brug, eller på de helt varme sommerdage, sammenlignet med en traditionel læder- eller stofbetrukket kontorstol. 

På både sæde og ryglæn er der områder, der er betrukket med kunstlæder. Det virker som om at kunstlæderet er trukket hen over mesh-materialet. Jeg kan være i tvivl om det er for at beskytte mesh-materialet for slid, eller om det er et ren og skær visuelt tiltag. Men det kommer bag på mig, at man har valgt at gøre dette, da det virker kontraintuitivt ift. det man ønsker at opnå ved stolen. For nogle vil det måske føles behageligt, men det med åndbarhed og elasticitet gælder altså ikke rigtig de steder, der er betrukket med kunstlæder.

mesh_and_leather_cooler_master_kunstlæder_stol

Jeg har en mistanke om, at det er for at skjule håndtagene, under sædet, og lændestøtten, bag ryglænet, at man har indført disse læder-lignende områder. Mesh-materialet er trods alt delvist gennemsigtigt. Såfremt det er tilfældet, så havde jeg gerne set, at man dedikerede sig uforbeholdent til stolens funktionalitet, og dermed droppede kunstlæderet, og blot havde mesh over hele sædets og ryglænets flader.

mesh_sæde_seat_stol_gaming_chair_ergo_l

Armlænene på Ergo L er ret simple. Da de indgår som del af stolens aluminiumsdesign føles de ekstremt solide. Med den ene undtagelse, at topstykkerne, altså armlænsfladerne sidder lidt løst. På afstand ser armlænene hårde ud, men de er faktisk ret bløde. Hele topstykket på armlænene er nemlig omgivet af et blødt fleksibelt materiale, der minder lidt om det man har på en cykelsaddel. De er faktisk ret behagelige at hvile sine arme på. Jeg savner dog, at man kan justere armlænene lidt mere. Eksempelvis til siderne, eller at man kan rotere dem. Selvom du når langt med 2D-armlæn, så er det altså ikke mange akser, sammenlignet med andre stole på markedet. Derudover, så måtte armlænene godt være lidt mere faste da de, som nævnt tidligere, godt kan finde på at skyde frem, hvis du bruger dem til at løfte dig op i stolen.

Den medfølgende nakkestøtte er udført i samme art kunst-læder som selve stolen. Den består hovedsagligt af en tyk pude, der er monteret på en plastik-bagside. Den virker ret solid og giver en lækker følelse af kvalitet. Dertil, så sidder den godt fast på stolen. Den formår ligesom resten af stolen at give en lækker følelse af kvalitet af sig.

sturdy_base_leather_aluminium_aluminum_wheels_cooler_master_ergo_l

En ting jeg særligt bemærker ved Cooler Masters Ergo L er kvaliteten af basen og hjulene. Stolen er ekstremt lydløs, og de store hjul giver en fed følelse af stabilitet når man triller rundt. 

Ergonomi og komfort

Som nævnt allerførst i denne anmeldelse, så er det vigtigt at slå fast, at vi her på redaktionen ikke er eksperter i ergonomi. Derfor er det vigtigt at have i mente, at de ytringer vi bringer er baseret på personlige erfaringer, og derfor er det ikke sikkert, at du, eller din krop, er enig i disse betragtninger. I sidste ende er det kun dig selv, eventuelt i samråd med en specialist, der kan træffe den rigtige afgørelse for dig.

Det skal siges, at denne skribent, til en vis grad, har sat sig ind i emnet og har undersøgt en del ergonomiske stole på markedet. Denne skribent benytter sig også, til daglig, af en Aeron fra Herman Miller, som bredt betragtes som værende en af de bedste ergonomiske stole på markedet.

herman_miller_aeron-graphite-armlaen-1000x1000.jpg

Det er fristende, at sammenligne Ergo L fra Cooler Master med Aeron fra Herman Miller. Men det er ikke helt fair, da prisforskellen mellem de to stole er kæmpestor. Men derfor kan det dog stadig være interessant at se, hvordan de to stole adskiller sig fra hinanden, og det vil måske være gavnligt når vi senere skal tale om pris-ydelse-forholdet ved Ergo L.

mesh_material_cooler_master_ergo_l

Mesh-materialet på Ergo L er noget grovere og hårdere end på Aeron fra Herman Miller. Det er heller ikke lige så elastisk. Men du får stadig en følelse af lethed når du sidder på Ergo L. Det mærkes også ret tydeligt, at man kan ånde igennem materialet på sæde og ryglæn. Det ærgrer mig dog fortsat stadig, at ryglænet er betrukket med kunstlæder op langs midten. Her er du allermest i kontakt med ryglænet, og så forstår jeg ikke at man ikke skal kunne ånde igennem her. På en Aeron er både sædet og ryglænet udelukkende betrukket med mesh, så du har fri åndbarhed over hele linjen.

cushion_seat_mesh_material_seat_cooler_ergo_master_l

En anden ting jeg har bemærket er, at under den forreste kant på sædet er placeret en skumpude. Jeg tænker, at det er for at styrke kanten og er et forsøg på at give lidt blødhed til ens ben, når man skal have dem ud over sædets forreste kant. Problemet med denne skumpude, i min optik, er at den for det første blokerer for åndbarheden af mesh-materialet, men derudover også ændrer på blødheden af mesh-materialet på den forreste del. Du sidder jo reelt set ikke på ren mesh, men på denne skumpude, som mesh-materialet ligger på. Dette medfører at man føler at man sidder en smule dybere de steder hvor man sidder på ren mesh.

De mange indstillingsmuligheder er fantastiske og af afgørende betydning. Om du er stor eller lille, så kan du tilpasse Ergo L i langt højere grad end en traditionel gamer-stol. Det er vigtigt at stolens dimensioner komplimenterer din fysik for maksimal aflastning og blodgennemstrømning og det lader til at være muligt med Ergo L. Især lændestøtten og sædedybden er to indstillingsmuligheder som jeg personligt værdsætter meget. Dog kan man kun justere den vertikale placering af lændestøtten, hvor man på en Herman Miller, der er opgraderet med “PostureFit”, kan justere lændestøttens dybde via et drejehjul på bagsiden af ryglænet. Måden hvorpå man justerer lændestøtten på Ergo L er også en smule klodset da det føles meget lavpraktisk, og der er ikke designet et reelt håndtag eller lignende til at gøre det. I stedet skal man finde ind til selve lændestøtten og manuelt skubbe det op eller ned.

CM_ERGO_47-ed1_STEPS.JPG

Jeg er stor tilhænger af ryglæn, der ikke er låst til en bestemt vinkel. Det at jeg frit kan læne mig tilbage i stolen, uden først at skulle låse op for ryglænet betyder meget for mig. Så længe man kan justere modstanden, så man ikke blot falder bagover bare man lægger den mindste vægt i. Det giver mig mulighed for at løsne op i kroppen uden at jeg behøver at afbryde min koncentration hvis jeg, eksempelvis, sidder med en opgave foran mig.

Selve sædet kan dog ikke vippes på Ergo L. På en Aeron fra Herman Miller kan sædet vippes fremad, hvilket giver dig en følelse af at sidde på en taburet. Det er en funktion jeg har fundet glæde ved når jeg har haft lange arbejds-sessioner foran computeren da det ændrer kroppens hældning og tyngdepunkt på en forfriskende måde. Dog har jeg sjældent fastholdt denne positur længe ad gangen, så det er ikke noget jeg som sådan savner ved Ergo L. Men det er nu en lækker mulighed at have. 

armlæn_adjustable_armlæn_cooler_master_l_ergo

Armlænene er meget behagelige. De har en lækker blødhed så man ikke generer sine albuer, og indstillingsmulighederne for dem er rigtig gode, og, i mine øjne, tilstrækkelige. Men som jeg har nævnt, så måtte de gerne være lidt mere faste, da man alt for let kommer til at rykke på dem, hvis man tager fat i dem for at flytte stolen eller for at løfte sig selv op.

Pris

Ergo L fra Cooler Master kommer med en vejledende pris på 4.799 kroner. Hvis man sammenligner denne pris med andre, mere traditionelle gamer-stole på markedet, så vil jeg mene at det er en fornuftig pris. En traditionel gamer-stol vil ofte koste dig i omegnen af 3.000 kroner, og så vil byggekvaliteten typisk ikke være på samme niveau. Desuden så får du sjældent et tilsvarende udvalg af indstillingsmuligheder eller materialer, og så vil jeg mene, at prisforskellen pludselig taler i Ergo L’s favør. Vi har i ovenstående sektion sammenlignet Ergo L med Herman Millers Aeron. Men som nævnt, så er det altså ikke rigtig en fair sammenligning. Aeron koster nemlig fra 12.000 kroner, og op, afhængig af hvordan du vælger at udstyre den. Men, der er også en mærkbar forskel mellem de to stole. Her giver det nok mere mening at sammenligne stolen med NeueChair fra Secretlab eller ErgoChair 2 fra Autonomous, for at nævne et par andre, i samme prisklasse.

overview_overblik_cooler_master_ergo_l

Konklusion

Der er ingen tvivl om, at Ergo L er en stol, der henvender sig til et lidt andet publikum, end dem, der typisk går ud og køber en “racing seat”-gamer-stol. Men hvis du, ligesom jeg, er træt af disse stole, og heller ikke kan stilles tilfreds med IKEAs udvalg, så er en stol som Ergo L uden tvivl værd at kigge nærmere på. 

Med Ergo L har Cooler Master lagt vægt på ergonomi og komfort, og det vil jeg mene at man godt kan mærke når man sidder i den. Samtidig synes jeg at det er sket på en æstetisk vellykket måde. Jeg vil endda sige, at Ergo L er en langt flottere stol end min Aeron fra Herman Miller. Men igen, det er ikke rigtig designet, der er i højsædet her. Det er det funktionelle.

Kvalitetsfølelsen ved Ergo L er også indiskutabel. Jovist, stolens største svaghedspunkt er nok de løstsiddende armlæn, men det overskygges langt hen ad vejen af den følelse af kvalitet man får fra stolens aluminiumskonstruktion og det hårdføre mesh-materiale.

Generelt føles Ergo L som en rigtig solid og robust stol. Selvom man selv skal samle den, så føles Ergo L virkelig som en veldrejet kontorstol, når først den står klar. Der kommer heller ikke nogen generende knirkelyde fra stellet eller ryglænet - heller ikke når man læner sig frem og tilbage.

For nogle vil 4.799 kroner lyde af meget, og det er måske væsentligt over hvad de fleste er vant til at forbinde med prisen for en kontorstol. Men jeg er af den personlige holdning, at man ikke skal gå for meget på kompromis, med de ting man er fysisk afhængig af i sin hverdag. Især ikke hvis det er noget som man benytter i mange timer hver dag. For mig er det ikke anderledes end at investere i et par gode sko, en god madras eller en god sofa. Din krop vil takke dig for det, og især på langt sigt. Det virker heldigvis som om, at mange producenter har fået øjnene op for dette, og selvom vi stadig ser den ene racerstol blive spyttet ud efter den anden, så dukker der flere og flere ergonomiske modeller op. Det virker generelt som om, at der er kommet mere bevågenhed indenfor dette område, og det er virkelig dejligt at se, og virkelig også på tide.

Ergo L er en rigtig god stol, og et fornuftigt bud, fra Cooler Master, på en stol, der skal give brugeren en forbedret ergonomisk oplevelse. Jeg vil personligt mene, at den er pengene værd, men med sin nuværende vejledende pris kommer vi altså også op på et niveau, hvor den begynder at konkurrere lidt med de mere etablerede mærker indenfor ergonomiske kontorstole - også selvom der stadig er et hop op til fx Aeron eller Embody fra Herman Miller eller Series 2 fra Steelcase. Ergo L’s direkte konkurrenter er nok i højere grad førnævnte NeueChair og ErgoChair 2 da de prismæssigt ligger tættere på Ergo L.

Ergo L fra Cooler Master er en stol, der giver de traditionelle racerstole gedigent baghjul - især når det kommer til funktioner, materialer, byggekvalitet og ergonomi. Det betyder også, at den fortjener en flot karakter på 8 ud af 10 samt en Great Product-pris, idet stolen adskiller sig på en positiv måde fra størstedelen af gamer-stole på markedet. 

Pros:

  • Gode indstillingsmuligheder
  • Solid byggekvalitet
  • Lækre materialer

Cons:

  • Løstsiddende armlæn
  • Læderbetræk forhindrer åndbarhed
  • Prisen er en smule høj

Besøg Cooler Masters hjemmeside for at se mere om Ergo L.

Vores partnere