AUTHOR : Jan Blaszkevizc
PUBLISHED : 2019-07-23 12:12

Corsair HS35 - Et headset til flere platforme


Er du på udkig efter et budget headset som skal kunne lidt det hele? Så stop engang, og læs med i vores test af Corsair HS35 Stereo headsettet.

Med mulighed for brug både sammen med smartphone, konsol samt PC har vi at gøre med et alsidigt headset, som samtidig også ser ud til have specifikationerne i orden. Hvordan det forholder sig i praksis, finder vi ud af i denne test!

1_Corsair_HS35_Stereo_Headset_logo.jpg.jpg

Specifikationer og features

Vi starter som altid dog først ud med at tage et kig på specifikationerne. Jeg har derfor været en tur forbi Corsairs hjemmeside og fundet lidt oplysninger på HS35 Stereo headsettet til jer. Nedenfor har jeg listet disse op, efterfulgt af et billede der fortæller lidt om hvad headsettet alt kan bruges sammen med:

- Type: Stereo gaming headset

- Frekvensgang: 20-20.000 Hz

- Sensitivitet: 113 dB

- Impedance: 32 Ohm

- Monterede enheder: Ø50 mm

- Tilslutning: 3.5mm jackstik

- Kabellængde: 1.8 meter

- Mikrofon Impedance: 2200 Ohm

- Frekvensgang mikrofon: 100-10.000 Hz

- Mikrofon type: Unidrectional med noise cancelling

- Understøttede platforme: PC, PS4, Xbox One, Nintendo Switch og Smartphones

- Tilgængelige farver: Carbon sort, blå, rød og grøn

2_Corsair_HS35_Stereo_Headset_features.jpg

Unboxing og en tur rundt om Corsair HS35 Stereo Headsettet

Lad os få set på den kasse som HS35 Stereo headsettet kommer i. Ganske som alle nyere tilbehørs produkter fra Corsair, har vi at gøre med en gul og sort kasse. På fronten af denne finder vi et stort billede af selve headsettet med mikrofonen og det hele monteret. Der er også oplistet alle de forskellige enheder man kan bruge headsettet sammen med, oppe i det højre hjørne.

På bagsiden af kassen er specifikationerne og nogle features listet op på en række forskellige sprog. Eftersom at vi allerede har været igennem disse, springer vi straks videre, og får pakket HS35 Stereo headsettet ud.

3_Corsair_HS35_Stereo_Headset_kasse_front.JPG

4_Corsair_HS35_Stereo_Headset_kasse_bagside.JPG

Med alt indholdet ud af kassen, kan vi hurtigt få dannet os et overblik over hvad man får med. I kassen finder vi følgende:

- Corsair HS35 Stereo headset

- Diverse papirer

- Jack-adapter

- Aftagelig mikrofon

5_Corsair_HS35_Stereo_Headset_indhold_kasse.JPG

6_Corsair_HS35_Stereo_Headset_mikrofon_jack_fordeler.JPG

Kassen og tilbehøret er nu blevet lagt til siden, og det er blevet tid til at vende blikket mod selve headsettet, og tage en tur rundt om det. Som nævnt oppe under specifikationerne findes der fire forskellige farver af HS35 headsettet, hvor vi har modtaget den neutrale sorte farve, kaldet carbon black.

7_Corsair_HS35_Stereo_Headset_headset_overblik.JPG

På den venstre ørebøf, finder vi et volumehjul som kører uafhængigt af afspillerenheden, dette betyder altså at du blot skal stille denne til max på headsettet, såfremt du ønsker fuld kontrol fra for eksempel din smartphone eller computer. Nedenunder volumehjulet, finder vi en knap til at tænde/slukke for mikrofonen, hvis denne altså er monteret på headsettet.

8_Corsair_HS35_Stereo_Headset_knapper_venstre_ørebøf.JPG

Ørebøfferne på HS35 headsettet har en rigtig fornuftig størrelse, og puderne er dejligt bløde og med stofoverflade således at ørene også kan ånde. Dog gør dette at bassen muligvis er lidt mere tilbageholdende end hvis der var tale om puder i kunstlæder – hvor vidt dette er tilfældet, vender vi tilbage til lidt senere.

9_Corsair_HS35_Stereo_Headset_komfort_puder.JPG

I begge sider over ørebøfferne, er det muligt at justere størrelsen på headsettet, således at man kan opnå det bedst mulige fit på ens hoved. Størstedelen af HS35 headsettet er fremstillet i plastik, hvilket også gør at byggekvaliteten virker lidt til den billige side, men dette er headsettet jo selvfølgelig også når det kommer til prisen.

10_Corsair_HS35_Stereo_Headset_justering_sider.JPG

Ligesom puderne på ørebøfferne, finder vi den samme slags på hovedstøtten. Det betyder at der er den samme type behageligt bløde stof med dertilhørende pude. Hvad dette har at sige når det kommer til komforten, finder vi ud af lidt længere nede.

11_Corsair_HS35_Stereo_Headset_hovedstøtte_mikrofon_hul.JPG

Inden vi helt når dertil, har headsettet dog lige et trick i ærmet - intet headset uden en mikrofon nemlig. Forrest på den venstre ørebøf er der nemlig en gummiprop der kan afmonteres. Når dette er gjort, finder vi et hul hvori den medfølgende fleksible mikrofon kan monteres. Da stikket har en speciel udformning, betyder det at det kun kan monteres på én måde, og derved sidder korrekt fast så det ikke kan drejes rundt. Dette bevirker at man derved kan indstille mikrofonen korrekt, så den sidder udenfor munden, og med de ord blev det tid til test afsnittet!

12_Corsair_HS35_Stereo_Headset_aftagelig_mikrofon.JPG

13_Corsair_HS35_Stereo_Headset_mikrofon_monteret.JPG

Testen – Lyden og Komfort

Sidste stop inden vi når til konklusionen, er naturligvis selve test delen hvor vi skal se på hvordan HS35 Stereo headsettet rent faktisk er at have på hovedet, og ikke mindst hvordan det også lyder. Eftersom at vi har med at headset med jackstik at gøre, betyder det også at dit lydkort her spiller en stor rolle. Til testen brugte jeg det indbyggede lydkort på mit ASUS Zenith Extreme X399 bundkort som har en SupremeFX S1220 lydchip monteret som hører til i den høje ende af skalaen. På denne måde er vi i hvert fald sikker på at det ikke er lydkortet der sidder begrænsningerne for, hvordan HS35 headsettet kan performe. For at få det mest retvisende resultat over hvordan headsettet lød out-of-the-box, blev der IKKE foretaget nogle equalizerindstillinger for at farve lyden.

14_Corsair_HS35_Stereo_Headset_på_model_forfra.JPG

Jeg har en yderst bred musiksmag, så det betød naturligvis også at HS35 headsettet derfor blev udsat for lidt af hvert. Alt fra genrerne pop og rock, til elektronisk musik og rap blev der smækket på til lytte testen.

Lad mig prøve et knytte nogle ord til hvordan lyden blev gengivet, selvom det er meget individuelt hvordan man opfatter god lyd. Hvis vi starter i de høje toner, så blev diskanten og mellemtonen lidt længere nede i frekvenserne gengivet ganske fornuftigt. Jeg kunne dog ikke lade værre med at syntes at der manglede lidt detaljer i de høje frekvenser. Nu var jeg så heldig at jeg stadig havde Kraken 2019 liggende fra Razer, så at jeg kunne sammenligne direkte. På Razer headsettet var lydbilledet stort set det samme, men detaljegraden var bedre, hvilket gjorde at lydbilledet overall lød mere overbevisende. Dog skal vi have i baghovedet at HS35 jo er et billigere headset, og selvom der måske mangler lidt detaljer, lyder det uden tvivl stadig godt i de høje frekvenser.

15_Corsair_HS35_Stereo_Headset_på_model_skråt.JPG

Bassen var der også nok af, uden at det blev for dominerende – sådan! Her vil jeg faktisk sige at Corsair har ramt sømmet lige på, så job well done. Til gaming som jo nok er headsettets primære formål, var det også behageligt at lytte til. Man var på intet tidspunkt i tvivl om hvor lydene kom fra i spil som PUBG, som jeg efterhånden har en del timer i, og derfor kender lydene i. Overall vil jeg derfor sige at HS35 Stereo headsettet spillede ganske fornuftigt, og selvom der er bedre alternativer derude, kan man ikke forlange meget mere til prisen.

Men hvad så med komforten? Vellyd er jo kun den ene side af sagen, og det nytter jo ikke noget hvis headsettet ikke sidder godt på hovedet. Heldigvis - så at sige, kan jeg rapportere om at HS35 headsettet sad ganske fornuftigt på hovedet, selv under længere gaming og musik sessioner. De store ørebøffer med blødt stof og dertilhørende hovedstøtte gjorde at headsettet var behageligt at have på, og let kunne justeres korrekt i siderne for at sidde perfekt. Alt i alt har Corsair med HS35 Stereo headsettet, skabt et fornuftigt budgetprodukt som kan bruges til det hele. Det ser lækkert ud, er samtidig dejligt at have på og har et fornuftigt lydbillede – rigtig godt til prisen, kan man forlange mere?

16_Corsair_HS35_Stereo_Headset_på_model_side.JPG

Pris

I skrivende stund d. 11/07 2019 kan Corsair HS35 Stereo headsettet findes på nettet til lige under 400,- DKK inklusiv fragt. For dette beløb får man et yderst solidt headset der lyder ganske fornuftigt, kan spille højt og samtidig bruges på tværs af platforme. Er budgettet ikke til det ville, er HS35 lidt en no brainer og et godt valg i prisklassen.

Alle detaljer kan naturligvis findes direkte hos Corsair selv. Klik blot lige HER og bliv sendt direkte til deres hjemmeside i en ny fane, hvor alle oplysningerne på HS35 headsettet kan findes.

1_Corsair_HS35_Stereo_Headset_logo.jpg

Konklusion

Vi er nu nået til enden i vores test af Corsair HS35 Stereo headsettet, og det er blevet tid til at få konkluderet. På rigtig mange punkter gør dette billige headset det faktisk overraskende godt, selvom der også er to klare punkter som kunne være bedre – lad os starte med at få adresseret disse. Først og fremmest er der byggekvaliteten. Denne er som sådan okay, men der er mange plastikdele og headsettet knirker lidt når man vrider i det. Til prisen er dette dog hvad man kan og må forvente, men det skal stadig nævnes. Det det irriterede mig mere, var dog at lyden i HS35 Stereo headsettet manglede den sidste detaljegrad. Forstå mig ret, lyden er overall ganske fornuftigt, men sammenlignet med andre headsets som jeg tidligere har testet, såsom Kraken 2019 fra Razer. Så lyder HS35 Stereo headsettet altså en smule tamt ved siden af, og mangler lige det sidste – og det på trods af at de to headsets er testet på samme lydkort og med samme equalizerindstillinger.

Nu er jeg dog også meget krævende når det kommer til lyd, og en normal forbruger der ikke har haft mulighed for at sammenligne de to headsets. Vil uden tvivl være mere end tilfreds med den lyd som HS35 Stereo headsettet leverer – forstå mig ret, det lyder ikke dårligt, men mangler bare en smule. Hvis du er til farver og ofte skifter mellem at spille computer, høre musik på mobilen og måske også har en konsol, så er dette headset en sand vinder, da det kan bruges på tværs af platforme legende let. Dette er et kæmpe plus i bogen og især prisen taget i betragtning også. Mikrofonen kan afmonteres når og hvis den ikke bruges, hvilket faktisk betyder at du også kan have HS35 Stereo headsettet med på farten hvis det skulle være, kablet er dog en smule langt til dette formål med sine 1.8 meter.

Overall har jeg valgt at give HS35 Stereo headsettet fra Corsair en score på 8/10 samt vores Safe Buy award. Corsair har her lavet et ganske fornuftigt budget headset som lyder godt til langt det meste, og samtidig er behageligt at have på hovedet. Hvis du som nævnt ønsker et budgetvenligt headset, der kan bruges til det hele, så er HS35 Stereo headsettet fra Corsair i den grad et nærmere kig værd. Til prisen får man rigtig meget for sine penge her!

Corsair_stereo_headset_HS35


Godt

- Flere forskellige farver tilgængelig

- Aftagelig og fornuftig mikrofon

- Jack-adapter medfølger

- Overall fornuftigt lydbillede

- God komfort og lav vægt

- Kan bruges på tværs af platforme

- Byggekvaliteten er ok…


Knap så godt

- … men afspejler den lave pris

- Lyden mangler lidt detaljer/klarhed


Score: 8 + Safe Buy award

17_Corsair_HS35_Stereo_Headset_afslutning_plante.JPG


VORES PARTNERE

Synology
Olympus
Razer
MSI
Cooler Master
Cougar Gaming
Corsair
AMD
ASRock
Deepcool
Seasonic
Gigabyte