De bedste hovedtelefoner med aktiv støjreduktion

Vi skal i dag tage hul på en test vi har set frem til at præsentere i et stykke tid, nemlig en test af tre topmodeller inden for aktiv støjreduktion. Læs med i dag, for at se hvordan Plantronics, BOSE og Sennheiser klarer sig på testbænken.

ANC, eller på dansk, aktiv støjreduktion, er blevet det nye nice to have inden for hovedtelefoner i den lidt dyrere ende, og netop ANC er også fokus for dagens test, hvor vi skal se på tre topheadsets inden for netop aktiv støjreduktion, og vi sammenligner derfor de tre forskellige ANC teknologier, for at finde ud af hvor man får mest ANC for pengene.

 

anc_headsets_tweak_dk

 

I dag skal vi se på Plantronics Voyager 8200 UC, Bose QC35 II, og Sennheiser MB 660 UC MS. De tre headsets er topprodukterne fra de forskellige producenter, og nogle af de mest anmelderroste ANC headsets der findes i butikkerne i dag, hvorfor vi selvfølgelig også har glædet os meget til at lave en direkte sammenligning af de tre headsets.

 

ANC står for Active Noise Cancelling, aktiv støjreduktion, og er specielt meget udbredt blandt personer der rejser, og i kontormiljøer. Kort og godt, så betyder det at hovedtelefonerne optager baggrundsstøjen gennem indbyggede mikrofoner, og sender et modsvarende signal, hvis funktion er at neutralisere lyden fra baggrundsstøjen, ind i høretelefonerne.

 

En af de nye og store tiltag i denne generations ANC headsets, er at de nu alle er trådløse og har indbyggede genopladelige batterier, hvilket er en klar forbedring i forhold til tidligere generationer, hvor man kunne være tvunget til at slæbe en kasse AAA batterier med sig på rejsen, hvis man ville have aktiv støjreduktion. Og der er en grund til at aktiv støjreduktion er blevet så populær, hvis I spørger os. Hvem har ikke haft brug for ro på flyveturen på tværs af atlanterhavet, eller i toget fra Aarhus mod København, og retur igen?

 

Nedenstående video gennemgår de mest basale aspekter i ANC'ens spændende univers.

 

Kilde: BBC Earth Lab 

 

Du kan læse mere støjreducerende hovedtelefoner og headset

 

De tre headsets har en række fællestræk, så vi starter dagens test med at få åbnet for kasserne, for at se på det medfølgende udstyr. Plantronics og Sennheiser kommer i miljøvenlige papkasser i brun, mens BOSE kommer i knækket hvid, med et billede af QC35 II på forsiden.

 

box_art_anc_headsets_tweak_dk

 

Fælles for de tre headsets, er at de alle kommer med den samme type af xtraudstyr. Udover headsettet, medfølger der et jack-kabel der kan tilsluttes i tilfælde af at hovedtelefonerne løber tør for strøm, samt et USB til mikroUSB ladekabel. Og sidst, men bestemt ikke mindst, kommer der udstyr til opbevaring.

 

 

Specifikationer:

 

specifikationer_anc_tweak_dk

 

 

Et kig på designet:

 

Plantronics 8200 UC:


PLT8200 UC er et headset med et modent udtryk, der ikke skiller sig ud fra mængden, hvad end du befinder dig i et kontormiljø, fly, eller i det offentlige rum. Det er testens tungeste headset, med en vægt omkring 300 gram. Det føles yderst solidt, og man er ikke i tvivl om at det er blevet bygget af kvalitetsmaterialer. Byggematerialerne er kraftig plastik, omkring en kerne af metal i selve hovedbøjlen. Hovedbøjlen er beklædt med stof og memoryfoam, samt memoryfoam og kunstlæder i ørepuderne. PLT 8200 UC headsettet arbejder med er sort farvetema, brudt af røde farver inde i ørekopperne. Efter vores mening, er det et meget klassisk, men på samme tid også et meget stilet look, som gør at headsettet er perfekt til at have med på farten.

 

anc_headsets_8200_tweak_dk

 

Ørekopperne kan dreje 90 grader, så de kan ligge fladt på et bord, eller pakkes forsvarligt i en taske, dog med den lille aber dabai, at man ikke får en hardcase med til opbevaring. Der er desværre kun tale om en blød pose i stof, som virker til at være rigtig god kvalitet, men det beskytter næppe mod slag, hvis uheldet er ude. Ørekopper er svagt ovale, og der er plads til et par store dumboører i dem, som undertegnede går rundt og vifter med i dagligdagen.

 

 

 

På højre ørekop er der en multifunktionsknap, og i bunden finder man mikroUSB indgangen til at lade headsettet op. På den venstre ørekop er medieknapperne. Langs kanten af venstre ørekop finder man en switch til at aktivere henholdsvis ANC og open mic.

 

 

Ladetiden er omkring tre timer for at lade 8200 UC op fra 0-100%, og man får omkring 20 timers aktiv brug af headsettet. Derudover er der selvfølgelig et 3,5 mm input til jackkablet, så man kan bruge headsettet, hvis batteriet løber tør for strøm. Langs kanten på den højre ørekop finder man on/off knappen, som er en enkel slider der skal skydes op, for at tænde headsettet.

 

Vi har tidligere testet Plantronics Voyager 8200 UC.

 

Sennheiser MB 660 UC:
Ligesom BOSE, som vi kommer til om lidt, deler Sennheiser MB 660 titlen som testens letteste headset, begge med et foldbart design, til forskel fra Plantronics 8200 UC. Vægten er på sølle 227 gram, og materialevalget er som for de andre headsets, også faldet på kraftig plastik i et sort tema, med krom finish på udvalgte dele af headsettet. Det er også testens mest overdådige ørepuder, og de oser af lækkerhed, både i udseendet, men i den grad også i brug. Det er sådan jeg forestiller mig en lyserød sky føles på ørerne. Byggekvaliteten er i det hele taget på et meget højt niveau, hvor Sennheiser har taget højde for det hele, og hovedtelefonerne griber godt om hovedet, uden at de begynder at trykke.

 

sennheiser_anc_headsets_tweak_dk

 

Hovedbøjlen er lavet i metal, dækket af et lag memoryfoam hele vejen rundt om bøjlen. Ørekopperne er lavet i plastik, med krom effekter, og i modsætning til de to andre headsets i testen, kommer MB 660 UC med touchkontrol på den ene ørekop, og meget begrænsede fysiske knapper man skal aktivere.

 

De indbyggede touchfunktioner er super nemt og intuitivt at komme i gang med, og det er meget lækkert i brug. Og så fungerer det meget bedre end man forventer, og er bestemt ikke en nedgradering i forhold til at bruge fysiske knapper, for at få adgang til de samme funktioner.

 

Det er blot en af de meget gennemførte designvalg, der gør at MB 660 kommer til at føles som et mere eksklusivt produkt. Og så er der selvfølgelig den velkendte Sennheiser lyd, men den kommer vi til senere.

 


MB 660 er konstrueret, så ørekopperne kan dreje 90 grader, og når man gør dette, så slukker man automatisk for hovedtelefonerne. På den måde kan de hvile på skuldrene når man har en samtale ansigt til ansigt, uden at bruge mere strøm end højst nødvendigt. Når du drejer ørekopperne igen, forbinder de automatisk, og hurtigt, til din telefon eller PC igen.

 

 

 

Komforten er som man kan læse mellem linjerne, intet mindre end fantastisk. Det forventer vi også med det prisskilt der er på hovedtelefonerne, og Sennheiser følger godt op på vores forventninger. Der er stor frihed til at justere størrelse på hovedbøjlen, og vinklerne på ørekopperne, for at tilpasse hovedtelefonerne til en perfekt pasform, uanset størrelsen på hovedet.

 


Når MB 660 ikke er i brug, kan de foldes sammen og pakkes i en hardcase, for lettere og en mere sikker transport. I denne hardcase er der den medfølgende USB adapter, så man let og hurtigt kan tilslutte hovedtelefonerne til en PC.

 

Vi har tidligere testet Sennheiser MB 660 UC.

 

 

BOSE QC35 II:
BOSE er nok det mest velkendte mærke når det drejer sig om ANC, og har været med til at bane vejen for denne type af headset, specielt med deres meegt vellykkede og anmelderroste QC25.

BOSE QC35 II er ingen undtagelse, og bygger på det samme design som QC25 og QC35. Det er ifølge BOSE selv det første par hovedtelefoner i verden som integrerer Googles voice assistant.

 

Designet er ligger sig tæt op ad Sennheiser MB 660, eller også er det omvendt. Vi har at gøre med et par over-ear hovedtelefoner, udført primært i et sort farvetema, og selvfølgelig plastik der føles holdbar.

 

bose_anc_headsets_tweak_dk

 

Ørekopperne har en god størrelse, så der er plads til ørerne, og er betrukket med memoeryfoan og kunstlæder, som er meget blødt og behageligt at have på. Der er knapper på begge ørekopper til at styre mediefunktionerne, samt en on/off knap på den højre ørekop. Når headsettet ikke er i brug, kan det ligesom Sennheiser headsettet, foldes sammen og pakkes væk i en transportabel hardcase, så man har vished for at man ikke pådrager headsettet skader under transporten.

 

Af de tre headsets, føles BOSE QC35 II som det der er mest skrøbeligt, men det er også en sandhed med modifikationer. Nu har jeg personligt haft et BOSE QC25 i snart 4 år, uden at støde på problemer med byggekvaliteten, og QC35 II føles mere solidt. Men det er lidt mere fleksibelt i hovedbøjlen end de to andre headsets. Og det gør bestemt ikke noget, for komforten er helt i top, og QC35 II sidder rigtigt godt på hovedet, og som vi kommer ind på senere, er komforten helt i top.

 

Jeg kan dog ikke lade være med at notere, at både Sennheiser og Plantronics bud på et ANC headset føles noget mere solidt, end BOSEs QC35 II.

 

Find flere test af headsets

 

 

Vanen tro, kan man også tilslutte et kabel i tilfælde af at headsettet løber tør for strøm, men med 20 timers batteritid, burde det være muligt at oplade headsettet mellem sine sessioner.

Er der en ting jeg skal sætte min finger på for de tre headsets, så er det helt klart at designet er lidt generisk, og hverken Sennheiser, Plantronics eller Bose tager nogle chancer. Det er der nødvendigvis heller ikke brug for, men det havde været lækkert med et frisk pust ind fra højre. Alle tre producenter har fintunet et design der virker, og skabt tre utroligt lækre headsets, som kan bruges i alle situationer.

 

Apps:
Alle tre producenter har lavet deres egne apps til at styre hovedtelefonerne, og i nogle tilfælde skabe en personlig opsætning.

 

Plantronics svar på en app der omfavner hvad man har brug for hedder PLT Hub, og herinde er der mulighed for at downloade dansk stemmestyring, og lave en meget grundig personlig opsætning.

 

BOSEs app går under navnet Bose Connect, og her kan man ligeledes gå meget i dybden med hvordan headsettet skal spille og opføre sig ved tryk på knapperne.

 

Sennheisers app hedder Captune, og minder i virkeligheden mere om en ganske almindelig EQ app, hvor det er muligt at skabe en personlig profil, til at lytte til musik. Men med udvalgte headsets, herunder MB 660, er det muligt at gå mere i dybden med den personlige konfiguration, så den har omtrent samme funktionsniveau som både BOSEs og Plantronics app.

 

 

Komfort:
De tre headsets minder utroligt meget om hinanden når vi ser på designet, og derfor ville det være let for os at se bort fra komforten. Her er det vigtigt at huske på, at komforten er et subjektivt mål for hvor behagelig og udholdelig denne test har været i århundredets varmeste sommer.

Min personlige præference her er PLT 8200 UC.

 

Den kan noget som de to andre headsets ikke kan, qua at det ikke foldes sammen. Pasformen er ganske enkelt i en liga for sig selv, med den fast hovedbøjle og de lidt mindre fleksible ørekopper. Dermed ikke sagt at BOSE QC35 II og Sennheiser MB 660 ikke er behagelige at have på, for det er de i den grad, men hvor de er designet til at være mere transportable, tager Plantronics et forspring på et par skridt, i forhold til den daglige komfort. Nu er PLT 8200 UC selvfølgelig også designet med blandt andet kontormiljøer og produktivitet i tankerne, og ikke blot den lange fly- tog eller bustur, så det er også vigtigt at huske på.

 

 

ANC:
ANC står som tidligere skrevet, for Active Noise Cancelling. På dansk går det under navnet aktiv støjreduktion. Og der er en grund til at det er blevet så populært, først i lufthavne, og i nyere tid, som et forbrugergode i headsets i flere forskellige og ofte overkommelige prislejer.

ANC betyder at hovedtelefonerne optager baggrundsstøjen gennem indbyggede mikrofoner i ørekopperne, og skaber en modsvarende lydbølge, med samme amplitude, men med en inverteret fase. Lydbølgerne går sammen og skaber en ny bølge der udligner hinanden, og dermed bliver der skabt et fænomen kaldet destuktiv interferens, som helt grundlæggende betyder, at man ikke hører støjen udefra.

 

Vi har valgt at teste de tre headsets på flere måder, og derefter har vi draget en samlet konklusion på baggrund af hvordan de har klaret sig i testen.

 

  1. 2,5 meter fra et TV med dele af den samme film, med lydniveau på omkring 60 decibel.
  2. I et åbent kontormiljø.
  3. Ved computeren, foran et mekanisk keyboard med dejlige kliklyde.

 

Vi har testet både med og uden musik, på et moderat lydniveau, for at skabe et så realistisk billede som muligt.

 

En af de nye og store tiltag i denne generations ANC headsets, er at de nu alle er trådløse og har indbyggede genopladelige batterier, hvilket er en klar forbedring i forhold til tidligere generationer, hvor man kunne være tvunget til at slæbe en kasse AAA batterier med sig på rejsen, hvis man ville have aktiv støjreduktion. Og der er en grund til at aktiv støjreduktion er blevet så populær, hvis I spørger os. Hvem har ikke haft brug for ro på flyveturen på tværs af atlanterhavet, eller i toget fra Aarhus mod København, og retur igen?

 

Vores test er lavet på den måde, at vi har givet hvert headset en score fra 1-10, hvor 10 er bedst. Jo højere score, jo bedre har vi vurderet den aktive støjreduktion i den pågældende test. Vores score er baseret på en subjektiv vurdering over testperioden.

 

testscore_anc_headsets_tweak_dk

 

Som man kan se i tabellen, har vi scoret BOSE QC35 II højest i alle tre tests, og givet dem den højeste samlede score. BOSE har lige siden deres QC35 været frontløberen inden for ANC, og i dagens test, er de da også vinderen med et par point. Plantronics følger godt med, med deres 8200 UC hovedtelefoner, og Sennheiser scorer lavest. Det betyder ikke at hverken Plantronics eller Sennheiser headsettet ikke virker, for de er begge effektive, men BOSE sidder stadig solidt placeret på Jerntronen i ANC-land. I hvert fald på nuværende tidspunkt.

 

Lydkvalitet:
Et andet og meget vigtigt parameter når vi snakker om ANC, er lydkvaliteten. Ser jeg tilbage på mine QC25, så er der en markant forskel på om ANC er aktiveret eller ej. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at uden ANC aktiveret, så er mine QC25 hovedtelefoner ikke et par jeg ville købe privat.

 

Disse problemer er BOSE, Plantronics og Sennheiser heldigvis foruden. Der er ikke en mærkbar forskel i lydkvaliteten på de tre headsets, når man aktiverer ANC. Og det er vi virkelig begejstret for.

 

Starter vi med BOSE QC35, som efter vores mening har den bedste ANC, så opfylder de desværre ikke de forventninger vi har med hensyn til lydkvaliteten. I hvert fald ikke når man sammenligner med Sennheiser headsettet. QC35 II er det svageste af de tre headsets på lyden, som er klar i lyden, på tværs af alle frekvenser, men ikke imponerer i dybden i lydbilledet. Den er en lyd man let kan høre på i flere timer, men den imponerer ikke.

 

anc_headsets_bose_sennheiser_plantronics_tweak_dk

 

Plantronics 8200 UC er det andet headset, og de lander pænt i midten på lyden. Lydbilledet er kendetegnet ved en velfunderet mellemtone, der går godt til vokaler. Mellemtonen træder i forgrunden i headsettet, og det bliver suppleret af en skarp diskant, der er klar og tydelig. Bassen fylder godt i lydbilledet, men uden at dominere det. Dog bløder den lidt ind i mellemtonen, hvis man skruer meget højt op for volumen, eller hører musik der er domineret af tungere beats.

 

 

 

 

Det sidste headset er Sennheiser, og det er også dem der leverer den bedste lyd efter vores mening. MB 660 har den velkendte og forventede Sennheiser lydkvalitet med sig, hvilket betyder at man får et lydbillede der er helstøbt, fra bassen, gennem mellemtonen og op til diskanten. Det er flot, bredt, dybt og lækkert. Skarpe toner, kendetegnet ved en lækker lyd der ikke forvrænger.

Når ANC er aktiveret med lyd, er det straks sværere at høre forskel på de tre headsets aktive støjreduktion, som kommer til at være på et niveau der er noget tættere på hinanden, dog stadig med BOSE som den klare vinder i vores optik.

 

Batteri og komfort:
Et hurtigt kig på batteritiden, viser at alle tre headsets kan klare op til 20 timers aktivitet, eller mere. Det er efter vores mening godkendt for hvert headset, selvom Sennheiser selvfølgelig får et lille extra plus i vores bog, for op til 30 timers aktivitet. Det er ret imponerende.

 

 

Ser vi på komforten, så er det meget vigtigt at understrege nu, at det er 100% subjektivt, da forskellige størrelser af hoveder ikke nødvendigvis passer lige godt sammen med alle typer af headsets.

 

 

Når det så er sagt, er min personlige favorit her Plantronics. Det er tungere, føles mere solidt, og er efter undertegnedes mening i en liga for sig, når man mærker efter hvor godt det sidder på hovedet. Om det er fordi der ikke er arbejdet med et foldbart design skal jeg ikke kunne sige, men den meget faste hovedbøjle, og ørekopperne, sidder bare bedre. Både QC35 II og MB 660 er lavet med et foldbart design, og som forventet, så sidder de også godt på hovedet, og griber godt fast, uden at trykke. Jeg kan uden problemer have dem på hovedet en halv dag i et åbent kontormiljø. På alle tre headsets er der kælet for ørerne, og ørepudernes kvalitet er fuldt ud på højde de tre headsets imellem.

 

 

Pris:
De tre headsets ligger alle inden for toppen af poppen når vi snakker om aktiv støjreduktion, ikke kun når vi ser på kvaliteten, men også når vi ser på prisen. Og prisen er i sidste ende også et resultat af hvad man får for pengene.

 

Plantronics 8200 UC kan erhverves for 2.018,00.- DKK inklusive fragt.
BOSE QC35 II kan findes til 2.539,00.- DKK inklusive fragt.
Sennheiser MB 660 findes til 3.794,00.- DKK inklusive fragt.

 

Konklusion:
Vi har i dagens test haft øjne og ører på tre highend headsets i den dyre ende af prisskalaen, både inden for aktiv støjreduktion, men også de normale hovedtelefoner vi tester. Det har drejet sig om Plantronics 8200 UC, BOSE QC35 II, samt Sennheiser MB 660. Alle tre headsets er lavet i det samme circum-aural design, hvilket betyder at de er over-ear, og alle er udført i de samme materialer.

 

Vi har testet på tre parametre i dag, den aktive støjreduktion, lydkvaliteten, og selvfølgelig komforten. Alle tre parametre er noget man er nødt til at tage hensyn til, når man skal ud og finde et ANC headset. Og som dagens test også har vist, så klarer de tre headsets sig da også forskelligt, om end forskellene nogle gange er mindre.

 

BOSE QC35 II er vores vinder, når vi betragter den aktive støjreduktion. I forhold til både Sennheiser og Plantronics, leverer de den mest effektive ANC. Ser vi på musikkvaliteten er Sennheiser den klare vinder, noget vi måske også havde en forventning om inden vi startede testen, både på grund af Sennheiser ry, men også prisskiltet. Komforten er lidt et toss-up mellem de tre, da den er lidt mere subjektiv end de to andre parametre.

 

For undertegnede er Plantronics 8200 UC det klare valg, men både BOSE og Sennheiser sidder også godt på hovedet!

 

Skal du ud og vælge et headset med ANC, er der ud fra vores test, fire parametre der er værd at tage i betragtning. Pris, aktiv støjreduktion, komfort og lydkvalitet. Går du efter lyden, og er prisen underordnet, er Sennheiser headsettet for dig. Går du derimod efter den mest effektive ANC, er BOSE QC35 II det bedste headset.

 

Vil du have det bedste fra alle verdener, uden at det dog bliver den mest effektive ANC, eller den bedste lyd, er Plantroics uden at tvivl vejen frem. Og jeg synes også personligt at det er her man får mest bang-for-the-buck. Det er det billigste af de tre headsets vi har testet i dag, men leverer rigtig solidt både på ANC og musik, og rent subjektivt, er det det mest helstøbte af de tre headsets, der kombinerer et højt niveau af både lydkvalitet, ANC og komfort, uden at gå på kompromis med prisen.

 

Hvad end dit behov er, og hvad end du beslutter dig for i sidste ende, så er det umuligt at gå forkert i byen hvilket af de tre headsets du vælger. Du skal bare afklare med dig selv hvad der er vigtigst. ANC, lydkvalitet, komfort, pris, eller en kombination af de fire.

 

front_anc_headsets_tweak_dk

Vores partnere