Centrale Specifikationer
En tur rundt om OnePlus Buds Pro 3
OnePlus har rystet posen en smule på designet med de nye OnePlus Buds Pro 3 og de kommer nu i et nyt ovalt ladeetui. Hvor den tidligere generation havde et ret afdæmpet design, er der lidt mere flair på den nye version, med en kombination af mat finish metal og læderlook.
Det giver et stilfuldt og lækkert udtryk og kan fås i enten en sort Midnight Opus version eller som vi har fået besøg af her med en kombination af hvid og sølv aka Lunar Radiance. Den eneste udsmykning ud over materialerne, er et OnePlus logo på fronten og på bagsiden finder vi et logo for Dynaudio, som endnu engang har været med til at lave det nye sæt.
Opladning sker via et USB C stik i bunden af etuiet og vi får også i den nyeste generation mulighed for trådløs opladning.
Åbner vi op får vi adgang til de to ear buds, der holdes magnetisk på plads i etuiet og som naturligvis lades op mens de er placeret her. Der er også en lille LED diode til at angive strømstatus på etuiet.
OnePlus angiver op til 43 timers samlet lyttetid, hvis man medregner den ekstra strøm som sættet løbende får i etuiet.
Når de to ear buds kommer ud, kan vi se at der ikke er sket den store omvæltning i designet. OnePlus har lavet et design der holdes fast i øret udelukkende af silikone spidserne og som har en lille stamme, hvor mikrofonerne er placeret sammen med touch interfacet.
Farverne matcher rigtigt fint i en kombination af hvid og sølv. Der er dog brugt både en blank og en mat sølv, og her havde jeg personligt gerne set, at de havde holdt sig til den matte version over det hele. Det er lettere at holde pænt, og jeg synes det havde skabt et mere sammenhængende design. Det er dog naturligvis en smagssag, og alt andet lige er der lidt mere "bling" over det blanke sølv.
Der sidder et sæt medium silikone spidser på sættet når man modtager det, men med i kassen er der også et sæt små og et sæt store, hvis man har brug for en anden pasform.
Den indre hardware, som vi af naturlige årsager naturligvis ikke kan se, er der, hvor der er sket mest i OnePlus Buds Pro 3. Her får vi som tidligere generation også dual drivers bestående af en 11 mm woofer og en 6 mm tweeter. Denne opdeling skulle gerne være med til at skabe et mere dynamisk og detaljeret lydbillede.
For at underbygge dette dual driver setup har OnePlus også sørget for et Dual DAC setup, så hver driver har sin egen dedikerede DAC, så hver ende af lydspektret får den fulde opmærksomhed med mindre risiko for støj.
Helt som vi har set tidligere er der også ANC (Active Noise Cancellation) indbygget her. OnePlus har sørget for at det er en adaptiv ANC, som løbende tilpasser sig støjen omkring dig med helt op til 50dB reduktion når der er mest behov for det.
Software
Hvis du vil holde øje med status på dit OnePlus Buds Pro 3 sæt eller tilpasse indstillingerne, skal du forbi deres HeyMeolody app på din smartphone.
Her har du mulighed for at tjekke batteristatus og opdatere firmware, når/hvis det bliver nødvendigt.
Som vi har set tidligere med OnePlus Buds, så er der dog også mulighed for i app’en at tune lyden til netop dine ører med Gylden Lyd funktionen. Her vil du med de to earbuds i ørerne gennemgå en lille test, hvor du med en lydscanning af ørekanalerne og en række lydtests giver oplysninger om, hvordan dine ører opfanger lyden. Herefter tilpasses lydprofilen til netop dine ører.
Herefter får du en visuel oversigt over resultatet, og hvilke forbedringer/tilpasninger app’en anbefaler. Der er endda muligheden for at høre en før og efter sammenligning, inden du slår tingene til.
I mit tilfælde medførte det et generelt boost til frekvenserne med en overvægt på middel-til-højfrekevnserne. En lille tilpasning som jeg dog synes betød, at lyden blev en anelse bedre. Det giver god mening i mine halvgamle ører, da de høje toner typisk er dem, man begynder at miste først, efterhånden som man bliver ældre.
Den samme måling kan så også bruges til at gøre din ANC profil mere personlig.
Du kan også via app’en teste om du bruger de silikone spidser, som giver den bedste pasform og placering i dit høre.
I HeyMelody app’en er der også mulighed for at tilpasse touch interfacet på sættet. Det kan gøres afhængigt for hver ear buds, så der er mulighed for gode kontrol tilpasninger. Hver ear buds har fem muligheder for kontrol og du kan skifte dem, som det passer dig bedst mellem forskellige typer af mediekontrol eller skift imellem funktioner som Spiltilstand, ANC og volumen.
Samlet set er der rigtigt gode muligheder i HeyMelody app’en og den har under hele min test været velfungerende og let at navigere i.
Testen
Jeg har brugt brugt OnePlus Bud Pro 3 i et par uger nu i forbindelse med min test af Google Pixel 9 Pro XL telefonen.
Tilslutningen var super let og ligetil med Google Fast Pair. Første gang jeg åbnede etuiet i nærheden af telefonen dukkede de automatisk op med forslag og parring og herfra var det bare at trykke forbind og så var jeg klar.
I løbet af hele min testperiode har jeg ikke oplevet nogen problemer med forbindelsen, uanset hvad jeg har været forbundet til. OnePlus angiver en rækkevidde på 10 meter, og det har vist sig at være præcist, selv med vægge imellem.
Som nævnt tidligere, var pasformen virkelig god, og på intet tidspunkt mistede jeg en earbud. Selv ved længere tids brug forblev sættet komfortabelt.
Når det kommer til det vigtigste – lyden – har jeg været meget tilfreds. Standard lydprofilen er imponerende, med en veldefineret og åben lyd, der formår at adskille de forskellige elementer klart og tydeligt.
OnePlus har formået at fintune deres dual driver setup, hvilket resulterer i et lækkert og balanceret lydbillede. Hvis standard profilen ikke helt matcher ens præferencer, tilbyder softwaren gode muligheder for yderligere justeringer.
Jeg har under det meste af min test lagt mig på standard EQ indstillingerne med de tilpasninger som min “Gylden Lyd” profil lagde oven i. Det har været et fantastisk klart og veldefineret lydbillede med klar og velklingende adskillelse af høj- og mellemtoner på en solid bund af bas.
Personligt synes jeg, at bassen er tilpas, men hvis man foretrækker musik med tung bas, kan det måske føles som om, der mangler lidt. Til gengæld er mellemtone- og højfrekvenserne rigtigt godt afstemt, hvilket giver en rig lydoplevelse.
Den personlige tilpasning gennem HeyMelody-appen forbedrer lyden en smule for mig. Men som med alt andet inden for lyd, er oplevelsen meget subjektiv.
ANC-funktionen (Active Noise Cancelling) har også været en god oplevelse med OnePlus Buds Pro 3. Den er dog helt klart bedst til at sortere den tungere brusende lyd fra, som man fx oplever i biler, busser eller fly. Under et par simulerede tests af den slags lyd, sorteres det rigtigt fint fra.
Skarpere lyde, som fx mit tastatur, var dog mere tilbøjelig til at slippe igennem. På samme måde havde tale og stemmer i baggrunden generelt også en tendens til at være noget af det, der slap igennem.
Vil man gerne have at man kan høre hvad der foregår omkring en, fx for at kunne høre familien eller kollegaerne eller når man er ude i trafikken, så er der også mulighed for en Transparens Mode, hvor lyd slippes igennem.
Hvor effektivt det er, afhænger naturligvis af, hvad man lytter til og hvor højt man har skruet op for det. Det er dog en god feature at have med, så man ikke lukker sine omgivelser helt ude.
OnePlus angiver batteritiden på OnePlus Buds Pro 3 på et sted mellem seks og ti timers lyttetid og fire til fem timers taletid alt efter om man bruger ANC eller ej.
Mine oplevelser under testen passer meget fint med de angivelser. Jeg har over de to uger jeg har brugt sættet endnu ikke haft behov for at lade dem op.
Pris
OnePlus har oplyst en vejledende udsalgspris på OnePlus Buds Pro 3 på 1599 kroner. Det er 200 kroner dyrere end sidste generation blev lanceret til. Det placerer sættet i det øvre mellemsegment rent prismæssigt.
Konklusion
OnePlus har med OnePlus Buds Pro 3 lavet en fin opdatering til deres Buds serie. Der er ikke et gigantisk spring i lydkvaliteten, hvis jeg sammenligner med deres Buds Pro 2. Her er springet primært i designet.
Når det er sagt, så er lyden i OnePlus Pro 3 dog super solid og sættet her ligger fortsat i blandt de bedste jeg har testet.
Prisen ligger i den dyrere ende, men ser man på listen af features sammen med det smukke design og den fantastiske lyd, så er det dog en fair pris. Der findes masser af True Wireless sæt på markedet, som ikke klarer den her kvalitet til prisen.
Vi lander med en endelig karakter på 9 og en Great Product Award for et lækkert True Wireless sæt med spark i lyden og med lækre materialer.
Fordele:
Ulemper