Logitech G603 Trådløs Mus

En gamermus med batteritid på op til 18 måneder - det lyder næsten for godt til at være sandt ikke? Mød G603 fra Logitech som vi skal se nærmere på i denne test, og netop hævder at kunne klare dette. Vi har kigget musen grundigt efter i sømmene og er nu klar med vores vurdering. Klik ind på vores test af G603 musen og find alle detaljerne!

Det er ikke længe siden vi sidst så på et produkt fra producenten Logitech, men dette skal ikke holde os fra at kigge på endnu et i dag. Vi har modtaget en af deres nyeste mus ved navn G603, som faktisk er en lidt speciel gamermus. Ud over at være trådløs, som i sig selv er imponerende, har vi nemlig at gøre med en mus som har en batterilevetid på op mod hele 18 måneder! Dette lyder jo næsten for godt til at være sandt ikke? Læs med når vi tager G603 musen et grundigt kig og vurderer om den er noget værd og overholder hvad Logitech lover.

 

Logitech_G603_trådløs_gamermus_tweak_dk_1

 

Specifikationer og features
Vi starter som altid ud med at få det tekniske overstået. Dette betyder at jeg har været en tur forbi Logitechs hjemmeside og fundet til specifikationer og features på G603 musen til jer. Nedenfor har jeg listet disse op, efterfulgt af to billeder der beskriver de features som musen kommer med:

  • Dimensioner: 124 x 68 x 43 mm (HxBxD)
  • Vægt uden batterier: 88.9 gram
  • Vægt med batterier: 135.7 gram med to AA
  • Sensor type: Logitech HERO
  • DPI hastigheder: 200-12.000
  • Maksimal acceleration: 40G
  • Maksimal hastighed: 400 IPS
  • Indbygget processor: 32-bit ARM
  • Knapper indbygget: Omron med 20 millioner kliks levetid
  • Rapporteringsfrekvens maks: 1000 Hz / 1 ms
  • Batterilevetid: 500 timer på HI / 18 måneder på LO
  • Systemkrav Lightspeed minimum: Windows 7, Mac OS X 10.10, Android 3.2 – 1xUSB 2.0 port
  • Systemkrav Bluetooth minimum: Windows 8, Mac OS X 10.12, Android 5.0, Chrome OS

 

 

 

Unboxing – hvad får man med i kassen?
Med det tekniske overstået kan vi nu gå videre og få pakket G603 musen ud af kassen, eller det vil sige at vi lige skal give denne et kig først. På fronten finder vi et stort billede af selve musen, samt modelnavnet, og det er mere eller mindre det. Bagsiden byder på et overbliks billede med enkelte at de forskellige features listet op.

 

Inde i kassen finder vi en blå plastikskal, hvor G603 musen er placeret i midten med batterier på hver side, samt USB dongle i toppen og USB-forlængerkabel i bunden. Lad os få tingene ud kassen og kigge nærmere.

 

 

Ud over de ting jeg nævnte ovenfor, finder vi også en lille stak papirer inkluderet i kassen, som skal sikre at man kommer godt i gang med at bruge sin nye mus. Der er dog ikke meget andet i det end at smække batterierne i mus, tilslutte USB donglen og gå i gang. Nedenfor et billede af alt hvad vi finder inkluderet i kassen.

 

 

En tur rundt om Logitech G603 musen
Lad os tage en tur rundt om musen og se hvad den er for en størrelse. I modsætning til mange andre gamermus er G603 faktisk overraskende anonym at kigge på med sine sorte og grålige farver. Formen har også mange bløde linjer og er ergonomisk hvilket burde sikre en god komfort – mere om dette senere.

 

 

Forrest på musen hvor vi normalt finder USB-kablet gå ind i musen, i hvert fald på gamermus – er der ingenting på G603, eftersom at den jo er trådløs. Vi kan dog tydeligt set den ergonomiske form på musen forfra, da venstreklik knappen er betydeligt lavere end højre, hvilket skal sikre et naturligt greb. Bagenden på G603 byder ikke på noget spændende eller nævneværdigt.

 

 

Med den venstre side til kameraet, kan vi igen se formen på musen samt de to frem/tilbage knapper. Disse har en rigtig god størrelse, udformning og placeringen er også lige i skabet. Lige meget om du holder på musen med claw eller palm grebet, vil placeringen af knapperne være spot on. Den højre side byder ikke på nogle knapper eller andet, da vi har med en højrehåndet mus at gøre.

 

 

I bunden af G603 musen finder vi ud over to store teflon fødder – en i hver ende, også sensoren placeret i midten samt to knapper. Den ene knap er til at vælge mellem Bluetooth og LightSpeed (USB) tilslutning, mens at den anden er power. Denne har dog tre trin, da det både er muligt at stille G603 til LO, HI samt off naturligvis. Såfremt at musen er i LO har vi den imponerende batterilevetid, mens at HI sidder musen i performance mode. Vi kommer meget mere ind på dette senere i testen.

 

Logitech_G603_trådløs_gamermus_tweak_dk_15

 

Mange andre nyere trådløse mus benytter sig af interne genopladelige batterier, men ikke G603. Ved at bruge en negl i bagenden af musen, kan den grå overdel let løftes af da den kun holdes fast med magneter. Dernæst kan de to inkluderes AA batterier let monteres. Nu da vi alligevel er her oppe, vil jeg også knytte et par ord til byggekvaliteten, samt hjulet i G603 musen.

 

På trods af at være fremstillet 100% i plastik, føles G603 faktisk overraskende stabil og solidt bygget. Der er ikke nogle knirkelyde eller andet der gør at musen føles billigt, hvilket er et stort plus. Hjulet har en god placering og størrelse. Der er god modstand både ved tryk og rul, til både spil og web surfing – Logitech har fundet en god mellemting her. Knappen bag hjulet er til at skifte mellem de forskellige hastigheder/profiler, men kan naturligvis om programmeres i softwaren, ligesom alle andre knapper på musen.

 

 

Selvom Logitech ikke selv nævner det nogen steder på deres hjemmeside, er G603 udstyret med højkvalitets Omron kontakter i både venstre/højre klik, samt knapperne på siden. Dette betyder god klikmodstand og tilpas lyd, samt en levetid på hele 20 millioner tryk! Lad os få samlet musen igen, tilsluttet til computeren og tage et kig på softwaren som det næste.

 

 

Logitech Gaming Software
Når softwaren er installeret og åbnes, mødes man af synet af første billede nedenfor. Det fede ved Logitechs Gaming Software er at alle deres ”G” produkter understøtter det. Med andre ord kan du have alle dine Logitech gamingenheder samlet et og samme sted. Først menu er stedet hvor det er muligt at skifte hvilke funktioner knapperne på musen skal have, samt hastigheden og hvor mange trin der skal være. Det er legende let at finde rundt i, og tilpasse G603 helt som man måtte have lyst til.

 

Næste menupunkt gør det muligt at få softwaren til at holde øje med hvor mange gange de forskellige knapper er blevet trykket, og hvilke man bruger mest. Hvor vidt dette er en brugbar funktion, vil jeg lade dig ude bag skærmen afgøre. Ikke desto mindre er det meget fedt at kunne holde øje med.

 

 

Med et klik på tandhjulet nederst i højre hjørne kommer man frem til indstillingerne her inde kan man tilpasse forskellige ting i softwaren og de tilsluttede enheder. Skal softwaren starte op sammen med Windows, skal spil styre indbygget lys i de tilsluttede produkter og meget mere. Et tryk på spørgsmålstegnet giver os mulighed for at tjekke om der er opdateringer, besøge Logitechs Facebook side og lidt andre småting, hvis man er til den slags.

 

Dette er mere eller mindre softwaren og de muligheder man har med G603 musen. Let og overskuelig at have med at gøre, og med en god portion muligheder. Det er nu blevet tid til at kigge nærmere på hvordan musen rent faktisk er at bruge – vi er nået til test delen!

 

 

Testen – Brugen, Komfort og batteritid
Det er blevet tid til at vi skal have smidt G603 musen på skrivebordet og se hvordan den er i brug. Inden vi går i gang kan vi ligesom ved vores test af G613 tastaturet, lige så godt få det åbenlyse af vejen først. Som jeg har nævnt et par gange er batterilevetiden på G603 musen helt op mod 18 måneder på blot to AA batterier – det er i hvert fald hvad Logitech selv skriver på deres side. Dette er dog med musen sat til LO, hvor jeg i min test umiddelbart fokuserede på at bruge den på HI som kun giver op til 500 timers uafbrudt brug – dette er dog stadig imponerende, da den performance der leveres skulle være på fuld højde med en kablet mus, men var den så det?

 

Til dagligt bruger jeg gamermusen ASUS ROG Pugio som vi også har testet. Jeg er med andre ord vandt til at bruge en kablet mus, og ved derfor hvordan musen gerne skulle reagere og yde ved de hastigheder jeg kender. Efter en hurtig tur i Logitechs Gaming Software, fik jeg indstillet G603 musen til samme DPI som min Pugio mus – 450 ved den lave hastighed og 900 ved den høje. Jeg bruger den lave indstilling når jeg spiller FPS spil såsom PUBG og lignende, mens at jeg foretrækker en hurtigere mus når jeg sidder og arbejder ved computeren og surfer rundt på nettet. Med G603 på skrivebordet og min trofaste Pugio lagt til siden, kunne testen gå i gang. Det første jeg bemærkede og vil knytte en kommentar til, inden vi snakker performance er dog komforten. Logitech har på dette punkt ramt spot on, hvad end du måtte være til claw eller palm grebs typen. Formen på G603 gør at hånden hviler naturligt på musen, og knappernes placering på både top og sider er lige hvor de skal være, plus at størrelsen er perfekt. G603 er en virkelig behagelig mus at have i hånden!

 

 

Tilbage til performance… G603 musen er udstyret med Logitechs nyeste generation af deres HERO sensor, som sikrer høj ydeevne og præcision, uden at bruge særlig meget strøm. Dette er blandt andet også en af grundene til hvorfor at vi ser den imponerende batterilevetid som vi gør, på blot to AA batterier. Med support for DPI hastigheder fra 200-12.000 er der også rig mulighed for at indstille hastigheden til et hvert behov. Hvad angår præcisionen og tracking/fart, så er der her intet negativt at melde heller. Efter at have vænnet mig til at have G603 i hånden i stedet for Pugio, var resten en leg. Jeg testede først musen på HI indstilling, hvilket skærer batteritiden ned til 500 timer, fra de 18 måneder hvilket er noget af en forskel. Dette er dog stadig yderst imponerende, eftersom at jeg ikke kunne mærke forskel fra Pugio musen og G603 når det kom til performance og præcision.

 

Lige ledes oplevede jeg ikke en eneste gang at musen fejlede i tilslutningen i den måneds tid hvor jeg legede med den. Dette er også yderst imponerende og et must, især når vi har med en gamermus at gøre. Med det positive resultat prøvede jeg at skifte musen til LO indstillingen, hvor Logitech altså lover lang batteritid. Dette betyder dog også at responstiden på musen går fra 1 ms (som kablede mus) og op til 8 ms i stedet for. Til hverdagens opgaver, er dette ikke noget du vil bemærke, hvilket jeg heller ikke gjorde. Til gaming er snakken dog en lidt anden. Selvom forskellen er så lille var det alligevel som om at det ikke helt var det samme at spille med G603 når den var i den lave indstilling, kontra høj. Hvorvidt dette er psykisk eller om der rent faktisk er en mærkbar forskel, skal jeg ikke kunne sige. Ikke desto mindre gjorde G603 det virkelig godt og imponerede mig positivt på stort set alle punkter – lad os få konkluderet!

 

Logitech_G603_trådløs_gamermus_tweak_dk_28

 

Pris
D. 30/01 2018 kan G603 musen findes på nettet til lige omkring 500,- DKK inklusiv fragt. Dette er faktisk en ganske fornuftig pris, for en gamermus i denne kaliber. Man får lækker komfort, en god præcis sensor og ikke mindst voldsomt imponerende batterilevetid på op imod 18 måneder alt efter brug. 

 

Alle detaljerne på G603 musen, kan desuden findes direkte hos Logitech selv. Klik på banneret nedenfor med deres navn, for at blive sendt direkte til deres side i en ny fane.

 

Logitech_G603_trådløs_gamermus_tweak_dk_1

 

Konklusion
Hvis du er på udkig efter en trådløs mus som både kan bruges til gaming og alle andre opgaver på din computer, så er G603 fra Logitech et super godt bud. Udstyret med deres nye lavenergi HERO sensor, får du op imod 18 måneders batterilevetid på de to AA batterier som musen bruger. Dette var dog ikke noget vi have mulighed for at teste, men selv med musen sat til HI (performance mode), var batteriindikatoren i softwaren den samme efter en måneds brug – imponerende. G603 tilbyder ud over lækker performance, også behagelig komfort – selv for store hænder. Knapperne på både siderne og venstre/højre klik har tilpas modstand og supergode placeringer.

 

Gaming Softwaren fra Logitech er simpel, men tilbyder alligevel en række lækre funktioner som gør det muligt at tilpasse G603 helt efter ens behov. Alle indstillingerne gemmes direkte i musens indbyggede hukommelse, så det er ren plug-n-play i alle dine enheder. Lige ledes er det både muligt at tilslutte G603 med både USB (LightSpeed) og Bluetooth, hvis du for eksempel vil bruge den sammen med den bærbar på farten, og lade USB donglen side i stationæren der hjemme – smart!

 

Der er ikke rigtig nogle store negativer ved denne mus, og jeg var yderst imponeret over hele linjen. Lækker performance, på trods af at være trådløs, vild batterilevetid og ikke mindst lækker komfort. Disse ting gør at vi ender på en samlet score i dag der hedder 9/10 samt vores Safe Buy award. Med G603 fra Logitech går du ikke galt i byen hvis du er på udkig efter en trådløs følgesvend. Man en får en overall lækker mus der er god til alle opgaver – såfremt du kan leve med den lidt høje vægt som to AA batterier tilføjer.

 

Godt

  • Imponerende batteritid (op til 18 måneder)
  • God komfort og knapplacering
  • Ydelse der overrasker (trådløs mus)
  • Simpel software med gode muligheder
  • Indbygget hukommelse = profiler gemmes på musen
  • Pris vs. features/kvalitet
  • Både USB (LightSpeed) og Bluetooth tilslutning

Knap så godt

  • Lidt høj vægt med to AA batterier (for nogen)

Score: 9 + Safe Buy award

 

Logitech_G603_trådløs_gamermus_tweak_dk_29

 

Vores partnere