Specifikationer
Lad os starte med at se på, hvad Logitech angiver på listen af specifikationer for deres Pro X Superlight Wireless.
Helt som navnet også lægger op til, så er en af de centrale features den lave vægt på kun 63 gram. Oven i det er det naturligvis også Hero sensoren og så er det værd at bemærke, at Pro X Superlight Wireless er angivet med en batteritid på 70 timer under konstant brug.
Design
Det første man måske lægger mærke til med Pro X Superlight Wireless, er den næsten komplette mangel på RGB og andet gaming lir. Det er muligvis en af de mest anonyme gaming mus, jeg har set i lang tid. Hvis ikke det var for Logitechs G logo på skallen, kunne det ved et hurtigt blik næsten lige så godt være en gennemsnitlig kontormus.
Det er ret tydeligt, at Logitech har skåret ind til benet med udtrykket på musen, og har holdt sig til det vigtige og rent funktionelle.
Vi har fået musen i den sorte version, men den findes også i en hvid eller pink, så det er der man skal bringe lidt flair til bordet, hvis man ønsker det.
Hele musen er, bortset fra det sølvfarvede Logitech G logo og hvide elementer ved scrollhjulet, holdt i matsort plast. Der er en meget let antydning af en soft touch gummibelægning på musen, men ellers er den generelt meget glat i sin overflade.
Knapperne er også det helt centrale med to knapper på venstre side, et scrollhjul med klik funktion, og så naturligvis højre og venstreklik.
Scrollhjulet er med en gummibelægning for at sikre et godt greb, og har gode og tydelige trin når der scrolles. Der er dog ikke mulighed for freespin eller sidescroll, som man ellers har set på visse andre Logitech modeller.
Ser vi på bunden er der tre PTFE fødder, og der er mulighed for at supplere dem med yderligere en. Den lille runde lem kan nemlig udskiftes, med endnu et stytkke PTFE, hvis man vil.
Den lille lem gemmer på et lille rum til at opbevare den medfølgende USB dongle. Det er også her man skal sætte sin Powerplay puck ind, hvis man har en understøttet musemåtte.
Ellers så kan vi se Hero sensoren, som kan indstilles fra 100 til 25600 dpi, og så er der en powerknap.
På fronten af musen finder vi USB stikket til opladning. Her skuffer Logitech desværre igen, som på G915 TKL, ved stædigt at holde fast i Micro USB i stedet for USB C. Det medfølgende kabel har en lille gaffelanordning, som skal være med til at sikre at stikket kommer rigtigt i.
Af øvrigt tilbehør er det værd at nævne de medfølgende grebsstykker, der kan klistres på musen, hvis man vil have en overflade der måske ikke er helt så glat, som den “nøgne” Pro X Superlight Wireless kan være.
Software
Pro X Superlight Wireless styres, som alle andre enheder i Logitechs G serie af gaming tilbehør, igennem G Hub softwaren.
Det er også et område, hvor Logitech har skåret ind til benet. Der er ikke et hav af muligheder med musen.
Man kan indstillet musens dpi indstillinger fra 100 op til 25600 i spring af 50 dpi af gangen. Det er muligt at gemme op til fem forskellige prækonfigurerede trin via softwaren. Der er dog som udgangspunkt ikke nogen knap på musen, der er indstillet til at skifte imellem de forskellige trin, så det skal man manuelt gøre enten igennem software, eller ved at tildele en genvejsknap til det.
Det kan gøre i næste trin, hvor man kan tilpasse funktionerne på de fem knapper på musen. Der er et ret bredt udvalg af muligheder, med stort set alle tastefunktioner, genveje og custom macro funktioner.
Pro X Superlight Wireless er en mus, der holder sig til de centrale features, og det fornemmer man også godt i softwaren.
Test
Vi er kommet til det spændende i processen, hvilket naturligvis er selve testen. Ud over at være blevet brugt som helt standard mus i Windows til hverdag og arbejde, så har jeg selvfølgeligt også spillet en masse med musen.
Det har primært været Call of Duty jeg har spillet under min test, for at teste med et spil, som har en relativt høj hastighed. På den måde ville jeg lettere kunne opdage det, hvis der var problemer med sensoren eller den trådløse forbindelse.
Det kan jeg heldigvis hurtigt afsløre, at jeg på intet tidspunkt under min test oplevede. Det har været en gennemført lækker oplevelse at spille med Logitech Pro X Superlight Wireless musen.
Den meget neutrale og glatte overflade, som musen har som standard, var dog FOR glat. Det betød, at jeg ret hurtigt monterede de medfølgende gummigreb på sider og knapper. Det sikrede et betydeligt bedre greb på musen og gjorde oplevelsen for mig meget bedre.
Oplevelsen med Pro X Superlight var en hurtigt og responsiv mus, som passer fint til det claw grib, som jeg typisk bruger når jeg spiller. Knapperne har et tilfredsstillende feedback.
Softwaren har tjent sit formål og det har faktisk meget rart at have en gaming mus, som har skåret helt ind til benet og fokuseret benhårdt på det centrale, og ikke arbejdet for at skulle genopfinde den dybe tallerken.
Logitech anfører selv batteritiden til 70 timers brug, og jeg har under min test ingen grund til at tvivl på det. Jeg har ikke målt nøjagtigt på tidsforbrug kontra batteriet, men jeg har nu kørt med musen i flere uger uden behov for genopladning. Det er naturligvis fordelen, når der ikke skal bruge energi på RGB lys og andet lir.
Pris
Jeg kan pt finde Logitech Pro X Superlight Wireless online til en pris på lige under 900 kr. Det er bestemt ikke den dyreste trådløse gaming mus, men heller ikke den billigste. Pro X Superlight lander ca. midt i feltet.
Der er efterhånden rigtigt gode muligheder på markedet for lette trådløse mus. Her er Logitech presset på prisen af gode alternativer, som fx Glorious Model O Wireless, som kan findes billigere og med lignende specifikationer og USB C.
Konklusion
Logitech Pro X Superlight Wireless er en mus, hvor der er skåret ind til benet og fokuseret på det centrale. Ydelse og holdbarhed kombineret med gode materialer er i fokus. Der er ikke gjort et forsøg på at genopfinde den dybe tallerken eller tilføre nye funktioner.
Det har givet et super solidt resultat, som har været en fornøjelse at bruge. Det er en mus uden flair og lir, hvilket i stor udstrækning kendetegner Logitechs Gaming serie, sammenlignet med mange andre.
Det er naturligvis en personlig smagssag, om man foretrækker det mere anonyme look, over der mere flashy. Jeg er personligt meget glad for det, specielt når det så kan veksles til rigtigt god batteritid.
Jeg skulle gøre brug af de inkluderede gummigreb, før oplevelsen var helt god. Uden dem var musen simpelthen for glat, og jeg følte ikke jeg havde et godt greb på den. I den ideelle verden for mig, havde musen haft en mere tekstureret overflade på siderne som standard. Denne løsning der giver brugeren valget imellem de to muligheder er dog også rigtigt fin.
Så hvis du måske er træt af RBG lir og overflødige gaming funktioner og leder efter en solid trådløs gaming mus, så er det værd at se i retningen af Logitechs Pro X Superlight Wireless.
Eneste minus jeg er faldet over er at Logitech stadig stædigt holder fast i Micro USB og ikke har taget skiftet til den mere pålidelige USB C. Kom nu Logitech!!!
Vi lander med en endelig karakter på 8 og en Great Product Award.
Godt:
Skidt: