Med Synology Diskstation DS1520+ er vi oppe i en produktserie, der henvender sig mere til kontormiljøet, end det gør sig til hjemmebrugeren. Men det betyder dog ikke, at man ikke kan få stor glæde af den, hvis man er interesseret i at investere de fornødne penge i at få en klippestabil hjemmeserver op at køre. Hvad DS1520+ ellers har at byde ind med, skal vi se meget mere til om lidt.
De tekniske detaljer
Designet på Synology DS1520+ minder om de fleste andre highend Synology NAS servere. Den er lavet i et matsort soft touch materiale, som giver serveren en kvalitetsfornemmelse, når man håndterer den. DS1520+ er udstyret med en stærk 4 kernet Celeron J4125 CPU med en boost frekvens på hele 2.7 GHz og 8 GB SO-DIMM DDR4 RAM, så den har masser af kræfter til selv de tungeste transcoding opgaver eller rigtig mange brugere tilknyttet på samme tid.
På fronten har vi LED's til alle diske i systemet, ligesom vi har en power LED, der blinker ved aktivitet på diskene. Power LED vil lyse konstant, når systemet kører normalt.
Derudover har fronten også en enkelt USB 3.0 port til tilslutningen af en ekstern harddisk eller andet udstyr, der kan fungere over netværket.
De fem drive bays sidder også i denne omgang i fronten af serveren, og de kan alle låses med den medfølgende nøgle, så man er sikret imod uhensigtsmæssig åbning af skufferne, så data forsvinder på ens netværk. DS1520+ understøtter Hot Swap, så man hurtigt kan udskifte en defekt harddisk.
Diskskufferne åbnes enkelt ved at vippe armen på fronten op, hvorefter de glider ganske let ud af serveren, så man kan komme i gang med at installere ens harddiske.
Harddiskene installeres helt uden brug af værktøj ved blot at vippe de to arme af skuffen og lægge disken ned i, inden armene klikkes på plads igen. Dog skal man bruge en adapter, såfremt man vil køre med 2.5" harddiske, hvilket kræver brug af værktøj.
Til køling af Synology Diskstation DS1520+ har man valgt at installere to 92 x 92 mm blæsere på bagsiden, som trækker luft ind igennem systemet fra siden af kabinettet og i bunden.
Kigger vi så på I/O panelet på bagsiden, kan vi virkelig se, at DS1520+ henvender sig til et mere seriøst segment. Vi har fire RJ45 gigabit porte med failover support, så de øvrige porte kan tage over, hvis en af de andre svigter, så man undgår datatab. Portene har også Link Aggregation support, så der er mulighed for 4 Gbps hastigheder, hvis ens netværk tillader det. Det ærgrer mig dog, at man ikke har valgt at lade mindst en port være 5- eller 10 Gbps, så vi kunne opnå rigtig hurtige netværksforbindelser i de rette kontormiljøer.
Synology Diskstation DS1520+ kommer også med mulighed for SSD cache. Til formålet har vi mulighed for at installere to M.2 2280 NVMe SSD'er i bunden af serveren. Hertil er det åbenlyst vigtigt at vælge en SSD, som er beregnet til 24/7 brug.
Til det formål har Synology selv udviklet sin SNV3000 serie. Vi har modtaget SNV3400, der er en 2280 NVMe med 400 GB plads. Synology har også en SNV3500 serie, som er en 22110 NVMe. Også her er det muligt at installere sin lagerplads uden brug af værktøj.
Vi har valgt ikke at gennemgå DSM styresystemet slavisk, da man i stedet har mulighed for at prøve en live version på en virtuel NAS server. Såfremt I ønsker at prøve det, kan I klikke på billedet ovenfor.
Synology Office
Synology har udviklet sit eget Office software, som også er fuldt ud kompatibelt med Microsoft Office dokumenter. Herved er det muligt at dele sine filer over netværket via Synology Drive og Synology Office, ligesom man kan redigere i dokumenterne i realtime mellem alle brugere på ens netværk. En rigtig fin funktion, hvis man bruger sin DS1520+ i ens virksomhed.
Synology Office har samme glimrende funktioner som Microsoft Office, og vi kan både lave tekstdokumenter, regneark og præsentationer direkte i browseren uden brug af software installeret på ens maskine.
Synology Office kræver en installation af softwaren via DSM Pakkecenter, og det er en overbygning, som er afhængig af brugen af Synology Drive, hvilket bliver installeret i samme omgang.
I Drive funktionen kan vi nu se, at vi har fået mulighed for at oprette dokumenter fra Office delen. Det er utroligt nemt at gå til, og man er godt i gang med at bruge sin Office pakke i løbet af ganske kort tid.
Regnearket er blot en af de mange funktioner, som vi har i Synology Office, og vi kan endda se, at vi har muligheder for at downloade de aktive dokumenter i velkendte formater som .xlsx, der er Microsoft Excel eller som regulært PDF dokument. Softwaren kan også importere eksisterende Excel dokumenter og redigere i dem direkte uden nogen form for konvertering.
Dias shows kan vi også oprette direkte i vores browser, og de er ligeledes 100% kompatible med Microsoft PowerPoint, så man kan arbejde i den samme præsentation på tværs af platforme og software uden at skulle bekymre sig om tab af data i en konvertering eller lignende.
Et helt regulært tekstdokument har vi også mulighed for, så vi kan skrive vores tekster. I det hele taget gør Synology Office det utroligt nemt at bruge sin NAS server som en integreret del af ens virksomhed direkte på arbejdspladsen. Det er et rigtig godt stykke software med masser af muligheder. Det er endvidere dejligt nemt og enkelt at bruge, så det er lige til at gå til for de fleste.
Skal man lave en fin invitation eller lignende, så er softwaren også proppet med skabeloner, som kan bruges til at springe den indledende opsætning af det grafiske over og hoppe direkte til at fylde indhold i sit dokument.
Pris
I skrivende stund, den 4. september 2020, er Synology Diskstation DS1520+ set med et prisskilt på 6.343,00 kroner. Et heftigt prisskilt for en kraftfuld server.
Ønsker I at læse om Synology Diskstation DS1520+ på Synologys hjemmeside, kan I klikke på banneret ovenfor.
Konklusion
Synology Diskstation DS1520+ er en rigtig lækker NAS server med rigtig mange lækre funktioner og masser af kræfter til at klare selv de mest krævende opgaver på ens netværk. Under testfasen har jeg udsat serveren for opgaver som transcoding af ukomprimeret 4K videomateriale med Dolby Atmos lyd og Dolby Vision billede for at se, om det var en mulighed at skyde DS1520+ i knæ. Men det lykkedes altså ikke, og med NVMe SSD cache lageret går det også rigtig hurtigt med at starte ens favorit software op, da meget af det er forudindlæst i ens cache.
Styresystemet i DS1520+ fungerer rigtig godt, og her kan man godt fornemme, at Synology har rigtig mange års erfaring med udviklingen, da der bare ikke er en finger at sætte på systemet nogen steder. Synology Office har gjort det rigtig nemt at bruge serveren i ens virksomhed og dermed kunne dele alle vigtige dokumenter gemt bag en 128-bit kryptering, så man ved, at det hele er i sikkerhed. Som en anke ved DS1520+ er jeg ked af at se, at vi ikke har en enkelt RJ45 port med minimum 5 Gbps hastighed, da det ville være en lækker detalje for nogen, som har netværket til det. Men med Link Aggregation på fire 1 Gbps porte kan vi dog opnå 4 Gbps. Dernæst har vi selvfølgelig prisen, der er meget høj selv uden diske. Alt i alt fortjener Synology Diskstation DS1520+ en flot score på 9 og en Enthusiasts Only Award.
Godt:
Knapt så godt:
Score: 9 + Enthusiasts Only Award