AMD Ryzen 3 3100 og 3300X: TEST

amd-ryzen-3
AMD er nu på banen med to nye Ryzen 3 CPUer baseret på deres Zen 2 arkitektur og er klar til at tage kampen op imod 10th Gen serien fra Intel.


Er du bare en smule tech-interesseret, vil du være velvidende om, at AMD over de senere år, med deres Ryzen serie af CPUer, har skubbet godt til PC markedet. Det har betydet, at Intel for første gang i mange år har fået reel konkurrence på ydelse, i særdeleshed på pris. 

Med AMD's seneste Zen 2 lancering er den udvikling kun fortsat, og deres CPU Ryzen 9 3950X er med 16 kerner og 32 tråde, er et monster af en CPU til selv krævende opgaver. 

Selv om en processor som 3950X er imponerende, så er det ikke i det segment de fleste handler, og i forhold til værdi er det heller ikke nødvendigvis her man henter mest værdi, hvis man har planer om at bygge et gaming system på en gennemsnitligt budget. 

amd-ryzen-3000-series.png

Til netop dette budgetvenlige segment, kommer AMD's lancering til at passe som fod i hose.AMD annoncerede nemlig for ikke så længe siden deres nye entrylevel CPUer Ryzen 3 3100 og Ryzen 3 3300X

Det er processorer, der sigter efter den prisbevidste bruger, men som ifølge AMD stadig sigter efter at levere solid ydelse. Lanceringen af de nye CPUer fra AMD er foregået en anelse mere anonymt end de sidste par lanceringer fra AMD.

Det skyldes uden tvivl, at det ikke er i dette segment, at de skubber til udviklingen på samme måde som med deres high-end produkter.

Det kan dog virke lidt paradoksalt, for selv om en CPU som deres Ryzen 9 3950X er imponerende, så er det bestemt ikke i den ende af skalaen at de sælger mest. Det er på samme måde som med grafikkort i low- til midrange segmentet, at de fleste kunder befinder sig, og det er netop her de nye processorer lander rigtigt fint. 


AMD Ryzen 3 3100 og 3300X specifikationer:

De to nye processor fra AMD er baseret på deres 7nm Zen 2 arkitektur, så altså det samme fundament, der findes i top processorene længere oppe i AMD produktserie. 

amd-ryzen-3-3100.png

AMD Ryzen 3 3100 ud bygget med 4 kerner og 8 tråde og en Base Clock på 3,6 GHz og en Boost Clock op til 3,9 GHz. AMD Ryzen 3 3300X kommer også med 4 kerner og 8 tråde, men med en højere Base og Boost clock på henholdsvis 3,8 GHz og 4,3 GHz.

amd-ryzen-3-3300x.png

Fælles for Ryzen 3 3100 og Ryzen 3 3300X er, at de har fået 80% større cache i forhold til tidligere Ryzen CPU'er, så de nu samlet har 18MB. Samtidigt har AMD også udvidet PCIe 4.0 til at inkludere deres Ryzen 3 segment. Det betyder, at der på 3100 og 3300X er 24 PCIe Gen 4 lanes. 

AMD's nye Ryzen 3 3100 og Ryzen 3 3300X kommer med en TDP på 65W og sælges bundlet med en Wraith Stealth køler.


Eco-Mode: 

En ny feature på Ryzen 3 er dog, at AMD har inkluderet deres cTDP teknologi, som er kendt fra deres mobile CPU'er. Det betyder, at man har mulighed for at tilpasse TDP'en på processoren, hvis man for eksempel vil bruge den i et setup, hvor man kan være udfordret på køling. 

eco-mode-ryzen-3-desktop.png

På Desktop versionen kalder AMD funktionen Eco-Mode, og her har man muligheden for at nedsætte processorens TDP til 45W i stedet for. Det kan komme brugeren til gode, hvis man ønsker at bruge processoreni en HTPC, NAS eller lignende systemer, hvor man ikke har høje krav til ydelsen, men stadig ønsker at benytte de højere antal kerner og tråde. Det kan så gøres mere energieffektivt og støjsvagt ved at bruge Eco-Mode indstillingen. 

I nedenstående video gennemgåes Eco-Mode:



B550 Chipset:

I forbindelse med præsentationen af de nye CPUer præsenterede AMD også deres nye B550 chipset, der er lavet til at følge op på de nye Zen 2 baserede Ryzen 3 CPU'er. B550 er designet til at trække nogle af de features, som vi typisk har set på de dyrere bundkort - ned til det mere budgetvenlige segment. 

Chipsettet er ment som en opgradering til det tidligere B450 chipset, og har et par opdateringer med, som du måske vil kunne drage nytte af. 

amd_b550-chipset-pcie-4-0.png

En af de centrale områder i B550 er, at der på nu er PCIe Gen 4 understøttelse til både grafikkort og lagerløsninger, som M.2 NVMe på bundkortet med direkte tilslutning til processoren. Samtidigt er der kommet en opdatering til USB portene, som går fra USB 3.1 Gen 1 til USB 3.2 Gen 2.

Hvis man skulle være en af de få derude, som ønsker understøttelse for et dual grafikkort setup, så er det nu også blevet muligt på B550 chipsettet. Der er også sket en opgradering af General Purpose og CPU Upload PCIe lanes, så de nu begge to er PCIe Gen 3. 

b550-chipset-diagram.png

Helt som det er blevet en  tradition hos AMD med deres Ryzen familie, så er der naturligvis stadig låst op for overclocking på B550 chipsettet.

Det nye B550 chipset forventes på markedet i løbet af juni måned med bundkort fra samarbejdspartnere som ASUS, Biostar, Colorful med videre. Vi har altså ikke kunne teste de nye AMD Ryzen 3 processorer med det nye B550 chipset, da det simpelthen ikke er frigivet på nuværende tidspunkt.


Ryzen 3 3100 & Ryzen 3 3300X: TEST

AMD's markedsføring af deres nye Ryzen 3 serie har været minded meget på gaming, og det er også her vi har valgt at holde som fokus i denne test. Så som et forsøg, har vi kørt de mange tunge syntetiske workloads lidt i baggrunden, og fokuseret på hvordan Ryzen 3 3100 og 3300X klarer sig som fundament i en gaming PC.

Hvis vi kigger på Ryzen 3 3100 og Ryzen 3 3300X specifikationerne, så lander de på papiret meget godt til gaming i et low til midrange system. Så dagens test er lavet for at give et godt billede af, hvilken gaming ydelse du kan forvente, hvis du laver et budgetvenligt gaming system baseret på de nye CPU'er fra AMD. 

amd-ryzen-3-3100-3300x.jpg

Da B550 chipsettet, og de tilhørende bundkort, først kommer ud i juni måned, har vi ikke kunne teste på B550 i dagens test. I stedet for er der testet på et X470 chipset, som er det mest sammenlignelige vi har adgang til. De basale forskelle mellem X570/X470 og B550 burde dog ikke have nogen nævneværdig indflydelse på de ting vi tester i dag.

Der er ingen tvivl om, at det kommende B550 chipset vil være en god følgesvend til de nye Ryzen 3 CPU’er, men funktionelt er det ikke noget der skaber problemer i forhold til vores benchmarks. 


Det fulde testsetup består af: 

  • ASRock X470 Master SLI
  • 16 GB G.Skill FlareX RAM ved 3200 MHz. 
  • PowerColor Radeon RX 5600 XT


Ovenstående udgør et fornuftigt gaming system med en samlet pris for kernekomponenterne lige over 5100 kroner., hvis systemet er baseret på Ryzen 3 3100 og 5300 kroner., hvis man vælger Ryzen 3 3300X. 

ryzen3-test-setup-amd.jpg

Jeg vil dog lige understrege, at man stadig mangler punkter som strømforsyning, lager, kabinet, skærm og så videre. før man er helt i mål. Så det er altså udelukkende kernekomponenterne vi har set på her. 

Under vores tests har Windows, programmer og spil været installeret på almindelige 2,5” SATA SSD'er. 

Alle tests er kørt med CPU og grafikkort på standardindstillingerne, og med alle ekstra Radeon features slået fra.

Det er IKKE retail versioner af CPU'erne vi har modtaget fra AMD, så de er ikke kommet i den normale indpakning, som man får som slutbruger. De er heller ikke leveret med inkluderede kølere, så det er altså kun CPU'erne uden ekstra tilbehør, vi har fået tilsendt fra AMD. 

wraith-stealth-cpu-cooler.jpg

Alle tests er dog gennemført med den samme Wraith Stealth køler, som følger med retail versionerne, og vi har ingen grund til at antage, at de CPUer vi har modtaget adskiller sig fra dem, som man ender med at kunne købe i butikkerne. 

Vi starter med at sætte Ryzen 3 3100 processoren under pres i vores test system. 

En test med systemet under et fuldt syntetisk load afslørede hurtigt, at procssoren fint nåede den annoncerede Boost Clock og hoppede mellem 3,8 og 3,9 GHz alt efter hvilken kerne man kiggede på. 

Temperaturen toppede på 73 grader og stabil efter 15 minutter under fuld belastning.

Det vil naturligvis ikke være ret mange situationer, der vil sætte CPU'en under et så tungt pres, men det er godt at se, at Ryzen 3 3100 klarer sig fornuftigt. 

amd_ryzen-3-3100-boost-clock-far-cry-5.jpg

Efterfølgende testede jeg systemet under et normalt gaming load med en times Far Cry 5 gaming. Her så jeg også en CPU, der i gennemsnit havde en all core Boost Clock meget tæt på de annoncerede 3,9 GHz. Temperaturen under et mere realistisk gaming load toppede dog på et noget mere afdæmpede 64 grader. 

Så indledningsvis har AMD altså ramt deres målsætning utroligt godt, for den mindste af de to nye CPU'er.

Da jeg kørte Ryzen 3 3300X igennem samme test, så fik jeg under en full load stress test en Boost Clock, der landede på 4,1 GHz i gennemsnit og en temperatur på 80 grader. Så her var det lidt sværere at opretholde en gennemgående høj Boost Clock. Det er dog stadig inden for AMD's specifikationer, og det er uden tvivl den høje temperatur, der betyder, at vi ikke så den samme konsekvente høje all core boost clock som på Ryzen 3 3100. 

amd_ryzen-3-3300x-boost-clock-overwatch.jpg

Da jeg testede systemet under et gaming load i Far Cry 5 eller Overwatch, så var resultaterne dog bedre. Her landede jeg med en gennemsnitlig Boost Clock over de annoncerede 4,3 GHz, med en temperatur der udlignede sig ved 64 grader. 

Det var ganske vist ikke en Boost Clock på mere end 4,35 til 3,45 GHz, men stadig et rigtigt fint resultat, og man klager jo ikke ligefrem, når man kommer over det annoncerede.

AMD sammenligner i deres Review materiale de nye CPU'er med Intels Core i5-9400F og Core i3-9100. Dem har vi dog ikke haft mulighed for selv at teste imod, og derfor har jeg brugt vores normale test setup som reference. Her er processoren en Intel Core i7-8700K, som er en CPU med 6 kerner og 12 tråde og en Boost Clock op til 4,7 GHz. Det kan altså på overfladen virke som en ulige sammenligning, hvilket det sådan set også er. Men når vi ser på resultaterne, giver alligevel en ret god idé om værdien i de nye CPU'er. 

amd-ryzen-3-3100-3300x.jpg

En 8700K CPU ligger pt. med en pris online på omkring 3500 kroner., hvilket er betydeligt over de nye Ryzen 3 CPU'er. 

De tre test systemer er altså samlet helt ens bortset fra CPU'erne og bundkort. Hvis vi sammenligner dem i 3D Mark Fire Strike Ultra, kan vi se at resultaterne ligger MEGET tæt. Fire Strike Ultra giver os en samlet score, der måler på både grafisk ydelse og CPU'ens evne til at håndtere mere CPU tunge Physics udregninger.

3D Mark - Fire Strike Ultra.png

Forskellen mellem Intel og Ryzen CPU'erne er her i begge tilfælde under 2%. 

Intel løber unægteligt med en sejr, hvis man ser isoleret på Physics scoren, hvor de ekstra kerner og tråde kommer den til gode, men et samlet resultat med en så lille forskel overraskede mig faktisk. 

3D Mark - Time Spy.png

Springer vi videre til den lidt nyere 3D Mark Time Spy test, så er forskellen lidt større, da der i denne test er mere fokus på CPU delen. Her er forskellen mellem Intel og AMD på omkring 12%, så det kan mærkes en del mere, at AMD mangler kerner og tråde. 

Her er det dog vigtigt at huske på, at prisen for Intel 8700K CPU'en er mere end 218% over AMD Ryzen 3 3300X, og tager man det i betragtning er resultatet imponerende. 

Jeg kastede mig også over reelle spil benchmarks, for at se hvordan de nye CPUer fra AMD ville klare sig imod Intels noget større bud, fra vores normale testsetup. 

Assasins Creed Odyssey.png

Hvis vi starter i den tunge ende med Assasins Creed Odyssy, så kan vi se, at Intel ikke overraskende løber afsted med en sejr, helt som forventet. Det overraskende mig dog igen, hvor relativt lille forspring den større Intel CPU har over AMD's hold. 

Det er en klar målbar forskel, men jeg tror de fleste vil have svært ved at se forskellen under normalt brug. 

Far Cry 5.png

I midten af feltet har vi, som sædvanlig Far Cry 5, og som forventet er det også Intel der tager sejren her. Men igen er det med en relativt lille margen, hvis man tager prisforskellen i betragtning og AMD's ydelse overraskede mig igen. 

Overwatch.png

Sidste spil i rækken repræsenterer de lettere eSports titler, og her er feltet lukket ret godt til. Intel kan lige snige sig ind med en sejr, men de to Ryzen 3 CPU'er er lige i hælene.

Til at runde testen af har jeg resultaterne for Cinebench R20.


Pris: 

Som jeg var inde på tidligere, så kan man forvente at finde de nye Ryzen 3 processorer online med priser på omkring 800 og 1100 kroner inklusiv en Wraith Stealth køler. Det er MEGET stærke priser for det man får for pengene. Under mine tests med de to nye CPU'er, kunne de begge to problemer klare 1920x1080 gaming uden at få sved på panden.. 

amd-ryzen-3-3300x-wraith-stealth.jpg

Jeg testede også med 2560x1440, hvilket ikke gav anledning til problemer. Man skal dog huske på, at når man vælger de højere opløsninger og indstillinger, så rykker den potentielle flaskehals i højere grad over på grafikkortet, og knap så meget CPU'en. 

Det er svært at finde noget at klage over med prisen, og sammenligner man med de forventede priser for Intels kommende 10th Gen. i3 CPU'er med sammenlignelige specifikationer, så vinder AMD en tydelig sejr på prisen. 


Konklusion: 

Som vi efterhånden har sagt mange gange, så er AMD kommet solidt tilbage på markedet med deres Ryzen serie. Hidtil har meget af fokus dog været rettet imod deres dyreste produkter, og kampen de har med Intel i high end segmentet. 

Jeg synes dog, at et af de mest interessante slag finder sted i den anden ende af produkt stakken, med de mere prisvenlige produkter. Det er trods alt her langt de fleste shopper, da det ikke er alle, der ønsker, eller har mulighed for at smide på den dyre side af 20.000 kroner. efter en gaming PC. 

I det segment falder de nye Ryzen 3 3100 og 3300X CPUer rigtigt fint, med priser på lige omkring 1000 kroner. 

amd-cpu-pakke-ryzen-2.jpg

Det har været en lidt handicappet test i denne omgang, hvilket jeg skal være den første til at indrømme. Vi har ikke haft sammenlignelige CPU'er fra Intel at teste imod, da vi ikke har adgang til Intels Core i5-9400F og Core i3-9100, som AMD selv lister i deres materiale som deres sammenligningsgrundlag. 

Intels kommende 10th Gen i3 lineup med i3-10320, i3-10300 og i3-10100, kommer også med 4 kerner og 8 tråde og sammenlignelige clockhastigheder. De er dog ikke frigivet endnu, men er listet med forventede priser, som placerer sig en god del over Ryzen 3 3100 og 3300X.

amd-am4-socket.jpgSå vurderet på det grundlag, som jeg har haft mulighed for at trække på i denne test, så ser det altså ud til, at AMD står med en ret solid sejr i det her prisvenlige segment.

Samtidigt er der på AMD's AM4 platform - også en del mere fleksibilitet. Ryzen 3 3100 og 3300X kommer godt nok med det nye B550 chipset lige i hælene, men i modsætning til den nye LGA 1200 platform, som Intel udgiver i forbindelse med deres 10th Gen desktop CPUer, så er det på AMD siden på ingen måde et krav, at skulle købe det nye chipset. 

ryzen-3000-chipset-support.png

Man kan altså bruge de nye Ryzen 3 CPU'er med et efterhånden meget bredt udvalg af bundkort baseret på AM4 platformen, som AMD fortsætter med at understøtte. Så længe man har muligheden for at opdatere BIOS på bundkortet, så de understøtter de nye CPU'er, så har man altså utroligt mange alternativer på den front. De nye CPU'er kan bruges i bundkort med X470, B450, X570 - og nu også B550 chipsets. 

Men hvis man vælger at gå i retning af det nye chipset, så får man også adgang til nogle muligheder, som man ikke har på Intel siden. Der er låst op for overclocking, hvis man har lyst til at tune tingene selv. AMD har også valgt at tage PCIe 4.0 understøttelsen med på B550 chipsettet til grafikkort og lager interfacet. Selv om det på den grafiske side ikke har nogen praktisk betydning, så kan det gøre en forskel på lager siden, hvis man køber en kompatibel M.2 NVMe SSD. 

Under alle omstændigheder, så er det et valg som betyder, at B550 bundkortene er godt fremtidssikrede, hvis man senere vil drage nytte af PCIe 4.0 mulighederne.

amd-ryzen-3-spring.jpg

I det hele taget så synes jeg, at AMD står tilbage med et utrolig stærkt lineup i den prisvenlige ende med deres nye Ryzen 3 CPUer. 

De klarede gaming opgaverne uden problemer, og gjorde det tilmed lidt over annonceret niveau, og den underliggende energieffektive 7nm arkitektur betyder, at de klarede opgaven perfekt selv med Wraith Stealth køleren, som er den mindste i AMD familien. 

Hvis man bruge lidt ekstra på en større køler, ville man uden tvivl kunne klemme lidt mere ydelse ud. Under mine gaming tests lå begge CPU'er mere eller mindre konsekvent på en all core boost lige omkring - eller endda over til det annoncerede.


Ryzen 3 3100 eller 3300X?

Hvis man skal sammenligne de to processorer, så vil jeg sige at 3300X giver mest mening, når prisforskellen imellem dem er så lille som den er. Man får et godt skud ekstra til clockhastigheden for kun et par hundrede kroner ekstra.

Under et fuldt syntetisk load begyndte Wraith Stealth køleren at komme lidt til kort på 3300X CPU'en, men under et normalt gaming load, er problemet elimineret, og jeg så endda stabile all core boost clock hastigheder på lige omkring de annoncerede 4,3 GHz, med enkelte spring over - selv under  længere gaming sessions. 

Hvis man gerne vil spare et par hundrede kroner til andre dele i sit system, så er Ryzen 3 3100 dog kun minimalt efter sin storebror. 

amd-ryzen-3-specifikationer.png

Har du planer om at bygge et gaming system med fokus på et mere prisvenligt budget, så synes jeg i den grad at Ryzen 3 er et rigtigt godt sted at starte. 3100 og 3300X klarer opgaven utroligt godt, og med et bredt udvalg af AM4 bundkort, så er der utroligt meget fleksibilitet i platformen.

Der er naturligvis andre løsninger fra både Intel og AMD, der kan give bedre ydelse, men sammenholder vi pris, ydelse, features og fleksibilitetr er det altså svært at slå Ryzen 3 3100 og 3300X. 

Vi lander med en endelig karakter på 9 og en Great Product Award for to CPU'er, der vil være et solidt fundament for et prisvenligt gaming system. 

Godt: 

  • Prisen!
  • Ikke krav om nyt chipset
  • Mulighed for features som normalt for forbeholdt dyrere CPUer
  • God fleksibilitet i AM4 platformen og mulighed for fire forskellige understøttede chipsets
  • Inkluderet køler klare opgaven fint

Skidt: 

  • Ikke meget forskel imellem 3100 og 3300X


Relateret artikel:

AMD bekræfter: X570 og B550 vil understøtte Zen 3

Vores partnere