OnePlus 5T Star Wars Limited Edition

Sidste gang vi så på et produkt fra OnePlus var det deres OnePlus 5 der kom en tur igennem maskineriet her på siden. Nu er de kære kinesere klar med efterfølgeren ved navn 5T, som vi naturligvis også kigger nærmere på. Vi krydrer dog tingene lidt, da vi har modtaget Star Wars udgaven som er et limited edition produkt. Klik ind på testen og se hvad OnePlus har gjort anderledes fra 5 og til 5T - har vi en ny budget flagskibs dræber?

**Sponsoreret indhold.

 

Sidste gang vi hilste på producenten OnePlus var det deres model ved navn OnePlus 5, der kom en tur igennem maskineriet her på siden, og fik nogle pæne ord og masser af ros med på vejen. Hvis det skulle være gået din næse forbi, er OnePlus nu klar med afløseren til denne telefon, som har fået navnet 5T. Vi har nu at gøre med en telefon som har større skærm og en masse andre spændende features.

 

Læs også TEST: Razer Phone - Smartphone med 120Hz superdisplay

 

Men ikke nok med det så har vi her på Tweak også modtaget en Limited Edition udgave af den nye 5T telefon. I forbindelse med den nye Star Wars film, der havde premiere den 14. december 2017, valgte OnePlus nemlig at lave en Star Wars udgave af 5T telefonen i et begrænset antal. Specifikationerne er de samme som på den normale 5T, men designet er noget helt andet. I denne test vil vi kigge nærmere på den nye telefon, teste performance, kameraerne og ikke mindst hvordan den er at bruge i hverdagen.

 

Besøg vores samarbejdspartner Razer via banneret

 

 

Udover dette er vi også så privilegerede at have non-T udgaven at sammenligne med, så vi kan holde dem op mod hinanden direkte, og se hvilke ændringer OnePlus har lavet på den nye 5T. Lad os med det samme komme i gang; velkommen til!

 

tweak_dk_OnePlus_5T_Star_Wars_Limited_Edition_1

 

Specifikationer og features

Jeg har været en tur forbi OnePlus danske hjemmeside og fundet lidt oplysninger til jer i form af en række lækre specifikationer.

Da der er et utal af disse, har jeg sorteret de vigtigste fra ligesom jeg også gjorde i vores test af non-T udgaven. Ønsker du de fulde specifikationer på OnePlus 5T, skal du en tur forbi OnePlus hjemmeside, men som sagt finder du de vigtigste herunder:

  • CPU: Qualcomm Snapdragon 835 (Octa-core fabrikeret i 10 nm og med op til 2.45 GHz)
  • RAM: 6 eller 8 GB LPDDR4X alt efter model
  • Lager: 64 eller 128 GB UFS 2.1 alt efter model
  • Skærm: 6.01” Optic AMOLED med 2.5D Gorilla Glass 5
  • Opløsning skærm: 2160x1080 – 18:9 aspekt ratio
  • Grafik: Adreno 540
  • Bag kameraer: Sony IMX 398 – 16 MP (hovedsensor) Sony IMX 376K – 20 MP (telesensor)
  • Front kamera: Sony IMX 371 – 16 MP
  • Optage formater: Op til 1080p/60 fps eller 4K/30 fps
  • Batteri: 3300 mAh – understøtter Dash Charge (hurtig ladning)
  • Vægt: 162 gram
  • Dimensioner: 156.1 x 75 x 7.3 mm
  • Materialer: Anodiseret aluminium
  • Styresystem: Android Nougat med Oxygen OS
  • Tilslutning/ladeport: USB-C
  • Loginmuligheder: Pin, fingeraftryk og ansigtsgenkendelse
  • Forbindelser: 4G LTE, 5GHz ac med MIMO, Bluetooth 5.0 (ældre formater understøttes også)

Unboxing af OnePlus 5T Star Wars Limited Edition

Som jeg nævnte i indledningen ovenfor, har vi modtaget Star Wars udgaven af 5T telefonen. Dette betyder også at der er gjort ekstra meget ud af indpakningen. Telefonen kommer i en stor sort kasse, hvor vi på fronten finder et OnePlus logo og teksten: Star Wars The Last Jedi, som er titlen på den seneste film i rækken.

 

På siderne af kassen finder vi teksten OnePlus 5T, så der ikke er nogen tvivl om, hvilken model vi har med at gøre. Den normale 5T kan fås i to udgaver, hvor det kun er muligt at få Star Wars udgaven i topkonfigurationen. Det betyder 8GB RAM og 128 GB hukommelse, hvor den mindre normale model har 6 GB RAM og 64 GB hukommelse.

 

 

Præsentationen når man åbner kassen er virkelig imponerende. Vi finder selve telefonen lagt med ryggen op af, så vi kan se den lækre hvide farve og Star Wars teksten på bagsiden. Man føler virkelig, at man pakker noget eksklusivt ud, hvilket jo faktisk også er tilfældet, da vi har med et Limited Edition produkt at gøre.

 

tweak_dk_OnePlus_5T_Star_Wars_Limited_Edition_5

 

Den øverste del, hvor telefonen ligger på, kan let løftes af, hvor vi nedenunder finder det inkluderede tilbehør til telefonen. Der er naturligvis den velkendte Dash Charger med det inkluderede røde USB type-C kabel. Derudover er der en lille kasse med en masse papirer samt værktøj til at få SIM-kortet monteret. Sidst men ikke mindst et cover som i den grad har et design, der er inspireret af Star Wars og ligner en blanding af en hjelm og en rustning.

 

 

Unboxingen er dog ikke helt slut endnu. Der er nemlig et skjult rum i kassen. Ligesom den øverste del, hvor telefonen ligger i, kunne afmonteres, kan bunden det samme. Hernede finder vi endnu en lille kasse, som har en lille under pyramide der skal samles. Dette er faktisk en mini projektor eller hvad vi skal kalde det. Hvis man samler den korrekt og stiller den på telefonens skærm, kommer der et levende 3D billede frem inde i den lille pyramide, hvilket faktisk er super cool men svært at få et ordentligt billede af.

 

Læs flere Test af Smartphones

 

 

En tur rundt om telefonen

Lad os lægge tilbehøret til siden og tage det første kig på selve telefonen. Jeg har været så fræk at sætte telefonen op, inden jeg tog billederne, da OnePlus faktisk også har ændret en smule i softwaren. Nedenfor ser vi telefonen i gang på hovedmenuen. De fleste Android kendere kan tydeligt se, at uret ikke er den, vi er vant til at se. Teksten er et andet design, som matcher Star Wars baggrunden, der er valgt som standard. Der er faktisk hele ti forskellige Star Wars baggrunde at vælge imellem, hvilket er ret cool, hvis man ligesom jeg er fan af disse film.

 

Der er ikke længere nogen home knap på fronten af telefonen. OnePlus er gået med strømmen med 5T, som betyder, at skærmen nu fylder det meste af fronten, hvilket er et fedt træk. I toppen er der dog stadig plads til både højttaler til opkald og et 16 mega pixels selfie kamera naturligvis.

 

 

Ned langs venstre side ligner telefonen næsten enhver anden OnePlus model. I hvert fald hvis man kigger på layout. Farverne er i den grad anderledes. Den røde knap som er placeret øverst er den velkendte tre-trins slider knap, som kan justeres i softwaren. Det er muligt at indstille denne til lydløs (vibrer), vil ikke forstyrres eller fuld knald på alle notifikationer. Dette er en ting vi har set på næsten alle OnePlus enheder igennem tiden, og en ting jeg personligt ville ønske flere producenter tog til dig. Under denne knap finder vi volume op/ned i den samme aflange sorte knap.

 

Det velkendte layout fortsætter på den højre side hvor vi øverst finder skuffen til SIM-kortet, samt hullet hvor et inkluderede værktøj kan stikkes ind. Der er plads til to SIM-kort i 5T, men der er ingen support for udvidelse af hukommelsen som på mange andre af konkurrenternes modeller. Du er med andre ord bundet til de enten 64 eller 128 GB indbygget hukommelse, alt efter hvilken model du vælger.

 

Under SIM-kort skuffen er power knappen placeret som heller ikke har skiftet plads eller form de sidste par generationer. Det samme gør dig gældende for bunden på 5T. Her finder vi også et identisk layout med det der var på både 5 non-T og 3’eren. Højttalergril til venstre, USB type-C i midten, mikrofon hul og jack-stik til højre. Det er dejligt at se at OnePlus stadig holder fast i jack-stikket.

 

 

Lad os fortsætte vores tur om på bagsiden af 5T telefonen. Hvor den normale udgave ville være blankt sort aluminium, har Star Wars udgaven i stedet for en hvid og lettere rug overflade. OnePlus kalder overfladen for sandstone, og har faktisk tilbudt covers med samme overflade til alle deres andre telefoner igennem tiden. Ud over at være en cool farve, gør den lettere rug overfalde også at man får et meget bedre greb på telefonen, hvilket faktisk næsten gør et cover unødvendigt. Det første der springer i øjnene er uden tvivl den røde tekst heromme: Star Wars LucasFilm Ltd. Hvis du som jeg er Star Wars fan er dette i den grad en fed detalje!

 

tweak_dk_OnePlus_5T_Star_Wars_Limited_Edition_16

 

Eftersom at homeknappen på fronten er blevet fjernet, tænkte du måske også hvor vidt OnePlus havde droppet fingeraftryks læseren. Jeg kan dog melde at denne blot er blevet flyttet til bagsiden, har en rigtig god placering og stadig er lavet i hårdfør keramik som sikrer at der ikke kommer ridser eller slid på den. Implementeringen er super god, og den ser ud som om at den hører hjemme her omme. Oppe i det venstre hjørne finder vi de to kamerasensorer, som næsten er identiske med dem i non-T udgaven. Hovedsensoren er stadig på 16 mega pixels, mens at telefotolinsen er 20 megapixels, men har fået en opgradering i form af en nyere udgave. Med den hvide bagside, giver de sorte og den røde knap på siderne også lige pludselige mere mening, som vi kan se på de to sidste billeder herunder.

 

Flere Nyheder om Smartphones 

 

 

Med inkluderede cover og sammenligning med OnePlus 5
Selvom det næsten er en skam at smide så pæn og lækker en telefon i et cover, har OnePlus alligevel inkluderet netop sådan et. Der er tale om et plastik/gummicover i den store ende af skalaen. Ved at putte telefonen i dette, bliver den betydeligt større og lettere ubehagelig at have i hånden – se bare størrelsesforskellen mellem telefon og cover på det midterste billede nedenfor.

 

 

Ud over at gøre telefonen både bredere og højere, tilføjer coveret også en hel del til tykkelsen på telefonen. Der er faktisk en bule på midten der ikke rigtig har noget formål ud over at bidrage til designet af coveret, hvilket ikke lige er min kop te. Dette er uden tvivl en smagssag, men jeg ville personligt meget hellere bruge telefonen uden cover, både fra et ergonomisk synspunkt, men i den grad også look.

 

 

Lad os tage telefonen ud af coveret igen og tage et par billeder sammen med den normale OnePlus 5 non-T som vi testede HER. På det første billede herunder kan vi tydeligt se størrelsesforskellen på skærmene, selvom begge telefoner er slukkede. OnePlus har formået at presse en 0.51” større skærm ned i 5T, uden at gøre selve telefonen betydeligt større. Vi snakker kun et par millimeter mere i højden og bredden, hvilket er imponerende. Bagsiden på de to telefoner er også mere eller mindre identiske, ud over at vi naturligvis finder fingeraftryks læseren på bagsiden af 5T og sort mod hvid.

 

 

Omkring kameraerne er der umiddelbart ikke nogen forskel med mindre man kigger godt efter og mærker. Kanterne omkring kameraerne på OnePlus 5 non-T er skarpe, hvilket også betyder at skidt kan sidde sig lettere fast. Dette er rettet på 5T hvor vi i stedet finder bløde kanter/buer. En lille men fin detalje som OnePlus har rettet. Bunden på de to telefoner er identiske hvad angår layoutet med USB type-C stik, højttaler og jack-stik. Det samme gør sig gældende når det kommer til tykkelsen på de to telefoner. Non-T udgaven er 7.25 millimeter, mens at 5T er 7.3 millimeter. Minimal forskel i tykkelsen på telefonerne er en ting, men hvad med forskellen når vi snakker performance?

 

 

Benchmarking – lad os snakke performance!
Det er nu blevet tid til at vi skal se på hvilken performance OnePlus 5T leverer. Jeg installerede derfor en række apps til formålet, ganske som i vores test af non-T udgaven. Eftersom at 5T og non-T udgaven benytter samme processor, grafikkort og RAM burde vores resultater være mere eller mindre identiske med hvad vi kom frem til i vores OnePlus 5 test. Du kan finde vores resultater fra den test ved at klikke HER.

 

Ligesom vi kender det fra 3Dmark på computerne, findes der lignende programmer, eller såkaldte apps til smartphones. Jeg valgte naturligvis at bruge de samme som i vores test af non-T udgaven, således at vi kan sammenligne de to telefoner direkte. Under alle tests kørte telefonen på batteri. De brugte benchmark-apps var følgende:

  • GeekBench
  • 3DMark
  • PCMark
  • AnTuTu Benchmark

 

Jeg startede ud med det velkendte GeekBench, som blandt andet kan teste single- og multicore performance i telefonens processor. Ligesom non-T udgaven scorede 5T også lige under 2000 pionts i singecore testen, mens at multicore testen endte på 6697 points. Begge scores er en smule over hvad vi så i vores test af non-T udgaven, men forskellene var så små at vi godt kan kalde dem identiske i denne test.

 

 

Næste test i rækken var 3DMark for smartphones. Her scorede OnePlus 5T hele 3433 points, hvilket er en smule under konkurrenterne fra Razer, Asus og Samsung men stadig et fint resultat. Resultaterne her burde også være mere eller mindre identiske, eftersom at både Razer Phone, Note 8 og OnePlus 5T benytter samme Adreno 540 grafikchip. 5T scorede dog en lille smule lavere end non-T udgaven, men igen var det med små marginaler.

 

 

Den andensidste test i rækken var PCMark, som belaster telefonen med en række forskellige arbejds- og hverdagsrelaterede opgaver. Dette er ting som surfing på nettet, rulle igennem store PDF filer eller redigere videoer og billeder. Ligesom i 3DMark får man en samlet score til sidst, som blev på 6859 på OnePlus 5T, hvor non-T udgaven scorede 6642. Ligesom i 3DMark så vi her også 5T være lige i hældende på konkurrenterne, mens at Razer Phone stak fuldstændig af med sine 7458 points. Ved længere tests som denne spiller kølingen i telefonen en stor rolle. 5T blev også en smule varm på bagsiden, men dog intet faretruende, men dette giver en ide om den lidt lavere score.

 

Et par screenshots fra PCMark testen…

 

Den sidste test i rækken var AnTuTu benchmark, som både tester grafik, CPU og RAM. Her landede vi på en score, der hed 179.014, hvilket er direkte sammenligneligt med Apples iPhone 7 og 7 Plus. Dog kom iPhone 8 og Note 8 ikke frem på vores liste over enheder at sammenligne med sjovt nok.

Overall vil jeg kalde den rå performance målt i tal, som OnePlus 5T leverede, mere end godkendt.

 

Mere eller mindre identiske med sin i forvejen hurtige lille bror non-T, er der ikke meget negativt at melde her. Det er imponerende, hvor meget performance man får for sine penge her, men hvordan fungerer det så i praksis? Dette er jo bare en række ”ubrugelige” tal så at sige. Lad os som det næste kigge nærmere på kameraerne i OnePlus 5T og sammenligne med non-T udgaven endnu engang.

 

 

Test af kameraerne for og bag
I vores test af OnePlus 5 non-T roste jeg kameraerne som leverede nogle skarpe og pæne billeder, på trods af ikke at være optisk billedstabilisering. Kamera softwaren er mere eller mindre identisk med hvad vi så i non-T udgaven så intet negativt eller nyt at melde her – men hvorfor også ændre på noget der fungerer godt i forvejen right? Der var stadig et hav af forskellige indstillingsmuligheder i kameraappen og, og PRO modefunktionen var der også stadig naturligvis.

 

Hvad angår hardwaren så er OnePlus 5T og non-T faktisk også identiske her, og så alligevel ikke. Vi finder stadig den samme Sony IMX 398 sensor i hovedkameraet, samt Sony IMX 371 i kameraet i fronten. Telefotolinsen har dog fået en opgradering og er skiftet ud med en Sony IMX 376K sensor på 20 megapixels i stedet for Sony IMX 350 sensoren som vi fandt i non-T udgaven. Så billederne i de to telefoner burde altså være mere eller mindre identiske så længe vi bruger hovedkameraet samt det i fronten – men forholder det sig også sådan i virkeligheden? Lad os kigge på et par billeder taget med OnePlus 5T og non-T telefonerne.

Billederne herunder er alle sammen skudt med OnePlus 5T i maksimalopløsningen, som telefonen tilbyder. Derefter har jeg nedskaleret billederne til 1920x960 opløsning, for at de er til at have med at gøre her på siden. Ingen anden form for redigering er foretaget. Et billede i maksimal opløsning på OnePlus 5T fylder mellem 3-4 MB.

 

Det første billede herunder viser mit setup som jeg sidder og gamer på og skriver tests til jer, efterfulgt at to stort set identiske billeder af den ene højttaler i mit stueanlæg. De to billeder af anlægget i stuen er taget fra samme sted og på samme tidspunkt, den eneste forskel er blot at det ene er taget med den normale linse og det andet med telefotolinsen.

 

 

På de tre billeder nedenfor måtte min Lego Porsche igen agere model. Jeg stod på det samme sted og på samme afstand til bilen ved alle tre billeder. Det første billede tog jeg med den normale kameralinse. På det andet billede benyttede jeg dybde-effekten, som kameraerne tilbyder, hvilket fokuserer på objektet og gør baggrunden utydelig. Dette ser virkelig fedt ud. På det sidste og tredje billede benyttede jeg zoomfunktionen, som gør, at telefonen skifter over på den nye 20 megapixels sensor. Bedøm selv billedkvaliteten. Jeg synes, den er godkendt ganske som på non-T udgaven.

 

Frontkameraet skulle naturligvis også testes, for alle de selfie glade derude. Ganske som på non-T udgaven som benytter samme sensor, var billedet klart og velopløst – men dog set bedre fra konkurrenterne som Apple og Samsung i min optik. Bedøm selv de to billeder taget med frontkameraet herunder.

 

 

Som jeg startede med at nævne i dette afsnit, skulle kameraerne i de to telefoner naturligvis holdes op mod hinanden. På trods af at de benytter samme hovedsensor, kan det stadig være at OnePlus har tweaket softwaren eller andet på 5T i forhold til non-T udgaven. Ligesom resten af billederne blev disse også taget i maksimal opløsning, for derefter at blive nedskaleret til 1920x960 for at passe ind her på siden.

 

På de fire billeder nedenfor er dem til venstre skudt med OnePlus 5T, mens dem til højre er skudt med non-T udgaven. Ud fra hvad jeg selv kan se efter at have kigget billederne efter i fuld opløsning, er forskellen minimal, hvis den overhovedet er til stede. Dette var også forventeligt, eftersom at hovedsensorerne er identiske. På zoom billederne er der måske en lille fordel til 5T, men den er minimal og ikke noget man vil bemærke uden at vide hvad man skal kigge efter.

 

OnePlus 5T billeder til venstre – OnePlus 5 billeder til højre

 

Hvordan er OnePlus 5T at bruge i hverdagen?
Vi har nu både kigget på tilbehør, sammenlignet udseende med non-T udgaven og sågar også performance og kameraerne. Der er kun et stop tilbage inden vi rammer konklusionen, og det er spørgsmålet: Hvordan er telefonen faktisk at bruge? En ting er jo, at den kan smide nogle imponerende scores i programmer og skyde gode billeder - men hvad med softwaren, og hvordan den ligger i hånden? Siden vores test af OnePlus 5 her på siden, har den telefon været min daglige følgesvend og jeg har været og er stadig utrolig glad for den. Med 5T lanceret virker non-T udgaven pludselig forældet med sin ”lille” skærm som dækker for lidt af fronten. Selvom skærmen på 5T kun er 0.51” tommer større, føles det som meget mere da den fylder næsten hele fronten på telefonen.

Formen på 5T og non-T er mere eller mindre identiske. Det betyder at telefonen stadig ligger super lækkert i hånden. De afrundede kanter er helt klart skyld i dette, som samtidig også giver telefonen et raffineret look med den store skærm. Fingeraftrykssensoren er er blevet flyttet om på bagsiden, da home knappen nu er væk. Placeringen her omme er lige i skabet, og gør at du lynhurtigt kan låse telefonen op med din pegefinger – men det stopper ikke her. OnePlus har nemlig også introduceret ansigtsgenkendelse med 5T. Ved at give powerknappen på højre side et tryk og kigge på telefonen er du med det samme inde på startsiden.

 

Fingeraftrykssensoren er stadig blandt de hurtigste, hvis ikke den hurtigste på markedet, hvilket er et kæmpe plus og en ting som OnePlus har været gode til lige fra starten. Med ansigtsgenkendelse tager de det til et nyt niveau, da denne løsning også imponerende hurtig – faktisk næsten for hurtig. Hvis jeg får en besked kan jeg godt lide lige at tænde skærmen og se om det er noget vigtigt og slukke igen hvis det kan vente. Med ansigtsgenkendelsen i 5T låser telefonen op inden du kan nå at slukke skærmen igen, så stærkt går det.

Ligesom non-T udgaven benytter 5T naturligvis også OnePlus' OxygenOS. Der er tale om et mildt stykke software, der ligger henover standard Android 7.1.1, som trækker minimale resurser og er uhyre let og hurtigt at navigere rundt i. Der er lavet nogle små tweaks, som gør det behageligt og let at bruge. Du kan blandt andet tegne symboler direkte på den slukkede skærm og få telefonen til at åbne programmer, du selv vælger lynende hurtigt. Et dobbeltklik på home knappen kan åbne kameraet på et sekund, så du kan fange det perfekte billede, inden det er for sent. Ting som non-T også kunne, men stadig er værd at fremhæve.

 

En ting jeg også er nødt til at fremhæve er bagsiden på Star Wars udgaven vi har modtaget. Den normale 5T har den samme aluminiums bagside som non-T udgaven som er glat og blank. Star Wars udgaven er i stedet hvid og har en rug overflade som OnePlus kalder for sandstone. De sælger sågar covers til deres telefoner med denne overflade. Den rug overflade betød at det ikke var nødvendigt at bruge et cover på telefonen, da den føltes godt og sikkert i hånden. Den hvide farve viste sig dog at være rigtig glad for skidt og gjorde telefonen grim at se på efter en dag i lommen. Nu arbejder jeg naturligvis også i butik og monterer bildæk og andet til hverdag. Hvis du har et kontorjob eller lignende er problemet måske ikke så stort. Billedet nedenfor over prisen, viser hvordan telefonen så ud efter EN dag med mig på arbejde, hvilket ikke ligefrem er noget pænt syn. Problemet kan naturligvis løses med et cover, men det er næsten en skam med den lækre overfalde og Star Wars logoet?

Vi finder det samme 3300 mAh batteri i 5T som non-T udgaven også var udstyret med. Ganske som i min test af non-T udgaven gjorde dette kombineret med en meget effektiv processo, at jeg uden problemer kunne komme igennem en hel dag uden at løbe tør for strøm, selv med den større skærm på 5T. Min dag starter typisk ved klokken 08:00, og jeg lander først i sengen ved klokken 24:00. Flere gange havde jeg op imod 30% strøm tilbage, når jeg landede i sengen på trods af at have brugt telefonen flittigt i løbet af dagen. Fuldstændig det samme som på non-T udgaven, men med en større skærm – det er imponerende!

 

Skulle du være en seriøs poweruser, og syntes at 3300 mAh lyder af for lidt så frygt ej. Dash Charging fra OnePlus er testet til at være den absolut hurtigste måde at lade en smartphone op til dato. Det betyder at du blot ved 15-20 minutters opladning kan have nok strøm til resten af dagen, hvilket er yderst imponerende! Lad os få rundet testen af OnePlus 5T af, det er blevet tid til at konkludere nedenfor.

 

tweak_dk_OnePlus_5T_Star_Wars_Limited_Edition_56

 

Pris
Selvom der er flere danske hjemmesider der tilbyder OnePlus 5T (ikke Star Wars udgaven) på deres hjemmeside, ville jeg uden tvivl købe den direkte hos OnePlus selv i stedet for. Hvis du ikke er fan af Star Wars og blot ønsker den normale udgave af 5T kan du få sådan en fra 3799,- for 6GB RAM modellen med 64 GB lager. Ønsker du topmodellen med 8GB RAM og 128 GB lager, kan du få denne for 4299,- hos OnePlus selv – Star Wars udgaven koster 200,- DKK mere, hvilket altså er 4499,- DKK. Til sammenligning er prisen hos den billigste danske forhandler 4999,- for topmodellen i sort, IKKE Star Wars modellen som vi har testen.

 

Ønsker du alle detaljerne på OnePlus 5T Star Wars kan du klikke på OnePlus banneret herunder og blive sendt direkte til deres hjemmeside hvor der står meget mere om de unikke features som telefonen tilbyder, samt de specifikationer vi ikke listede op i vores test.

 

tweak_dk_OnePlus_5T_Star_Wars_Limited_Edition_1

 

Konklusion
Vi skal have sat de sidste ord på vores test af OnePlus 5T telefonen. Det har været en udsøgt fornøjelse at få lov til at lege med denne telefon de sidste par uger. Da jeg til hverdag selv bruger non-T udgaven af OnePlus 5, må jeg indrømme at jeg føler mig en smule ”snydt” ligesom mange andre der også ejer denne telefon. 5T burde uden tvivl have været 5’eren da den byder på mange flere af de trends og features som er blevet et must i 2017. Enorm skærm der fylder næsten hele fronten er blot en af disse. Med de store rammer som den normale non-T udgave, får det den mest af alt til at ligne en telefon fra 2015-16 selvom det slet ikke er.

 

5T og non-T deler utrolig mange specifikationer, hvilket bestemt ikke er nogen dårlig ting. Snapdragon 835 processor og Adreno 540 grafikchip kombineret med op til 8 GB RAM er så godt som det bliver i øjeblikket, og fuldt på højde med andre topmodeller fra Razer, Samsung og lignende. Dette så vi også i vores performance benchmarks hvor 5T leverede samme ydelse som non-T og tæt op af konkurrenterne med samme chip. Jeg har sagt det flere gange men gør det også gerne igen. Det fede ved OnePlus telefonerne er at de bare koster betydeligt mindre end konkurrenterne, på trods af at man stadig får de samme fede specifikationer.

 

Kameraerne i 5T er også mere eller mindre identiske med dem vi fandt i non-T udgaven. Det betyder at vi stadig får pæne billeder både med front og bagkameraet selvom vi ikke har nogen optisk billedstabilisering. Telefotolinsen er blevet opgraderet, hvilket også godt kan ses hvis man virkelig kigger efter i dybden på billederne. Vi finder også det samme 3300 mAh batteri i 5T som non-T var udstyret med. Man skulle tro at den større skærm ville dræne batteriet hurtigere, men dette var overraskende nok ikke tilfældet. Jeg oplevede stadig at have op mod 30% strøm tilbage når jeg landede i sengen om aftenen – imponerende, ganske som Dash Charging når der skal lades op!

 

Alt i alt kan man vidst godt sige at OnePlus har gjort det igen, igen. 5T er klart en af de bedste Android telefoner på markedet i øjeblikket, især hvis man også har prisen i baghovedet. Man får så utrolig meget for sine penge, at det kan være svært at få armene ned. Det er også derfor at jeg vælger at give scoren på 9/10 samt vores Editors Choice award i denne omgang. OnePlus 5T er uden tvivl den fedeste telefon jeg har haft i hænderne til dato. Er du også hardcore Star Wars fan som mig, er udgaven vi har set på her uden tvivl et must have! Jeg tør knap nok tænke på hvad OnePlus disker op med når næste generation kommer.

 

Godt

  • Lækkert og unikt design samt tilbehør – for ægte Star Wars fans!
  • Høj byggekvalitet i aluminium
  • Godt kamera (kameraer)
  • Dash Charging og god batteritid
  • USB Type-C tilslutning
  • Lækker 18:9 AMOLED skærm med runde hjørner
  • Imponerende hurtig til alle opgaver
  • Voldsomt hurtigt ansigt og fingeraftryks login

Knap så godt

  • Kameraer stadig uden optisk billedstabilisering
  • Bagsiden bliver let beskidt (Star Wars udgaven)

Score: 9 + Editors Choice award

 

tweak_dk_OnePlus_5T_Star_Wars_Limited_Edition_57

 

Vores partnere