Centrale features
Helt som det tydeligt står i navnet, så er det store salgspunkt ved denne telefon naturligvis, at der er tale om en foldbar telefon.
Pixel 9 Pro Fold kommer kun i to farver, som enten er sort eller hvid. Så her får vi altså ikke muligheden for farver, som de øvrige telefoner i Pixel serien.
En tur fuldt om Google Pixel 9 Pro Fold
En af de vindende punkter ved Pixel 9 Pro Fold er, at den ved første møde ikke umiddelbart skriger foldbar. Google har fået lavet en foldbar telefon som, når den ligger på bordet, ikke er ret meget tykkere end de andre telefoner i Pixel 9 serien.
Formfaktoren er også i helt samme stil, som de almindelige telefoner i serien. Den første Fold telefon fra Google havde et lavere og bredere design, som Google altså ikke har valgt at bruge denne gang.
Det som afslører den først, er den meget lige venstre side, hvor hængslet sidder.
Designet følger i fin form resten af Pixel 9 serien med de nye, mere skarpe former og lige kanter.
På fronten får vi en 6,3” Actua-skærm, som er den samme som vi ser på den almindelige Pixel Pro. Her får vi Corning Gorilla Glass Victus 2-coverglas og en peak brightness på op til 2700 nits.
Front kameraet her er en 10 MP ƒ/2,2 linse med et 87° synsfelt. I modsætning til de andre telefoner i Pixel 9 serien så er fingeraftrykslæseren ikke placeret under skærmen, men derimod integreret i Power knappen på højre side af telefonen. På den måde er den tilgængelig både uanset om telefonen er foldet eller ej.
På højre side er der også volumen knapper, mens vi i bunden af telefonen finder SIM kort pladsen og en USB C port til opladning og data.
Der følger et USB C kabel med i kassen til Pixel 9 Pro Fold, men ingen oplader.
Siderne på Pixel 9 Pro Fold kommer med en lækkert sandblæst finish, som er sølvfarvet på den Porcelain (hvide) version af telefonen, som vi har haft på besøg.
Springer vi om på bagsiden af telefonen mødes vi af en lækker mat hvid bagside i glas. Her er det også Corning Gorilla Glass Victus 2.
Designet på kameraøen er lavet lidt anderledes her end på de øvrige telefoner i serien. Her er de samlet i en klynge i venstre hjørne.
Kamera-konfigurationen er også anderledes end de øvrige telefoner. For selv om vi får Pixel 9 Pro navnet, så kommer Pixel 9 Pro Fold altså ikke med de samme kameraer som Pixel 9 Pro og 9 Pro XL.
Det er stadig et triple-camera setup, som på de andre telefoner med Pro-navnet, men her er det dog en noget mere begrænset version.
I stedet for et 50 MP vidvinkels hovedkamera sammen med et 48 MP Ultra vidvinkel og et 48 MP telefoto får vi med Fold versionen kun et 48 MP vidvinkels hovedkamera, et 10,5 MP Ultravidvinkel og et 10,8 MP telefoto.
Så det er altså ikke i nærheden af samme setup, som på de øvrige Pixel 9 telefoner med Pro-navnet. Vi ser nærmere på, hvilken betydning det har senere i testen.
På Fold får vi heller ikke den temperaturmåler, som vi fik på de andre telefoner i serien.
Showstopperen med Fold er muligheden for at folde den ud og skifte fra den lille ydre 6,3” skærm til den store 8” indre skærm.
Det klares let, men det er ikke en manøvre, der kan klares med en hånd. Google oplyser hængslet er lavet i stål i multilegering med et robust cover i aluminiumslegering. Det er tilpas stramt og man kan stoppe det i enhver position undervejs.
Det er naturligvis også værd at huske på at man ikke opnår den samme sikkerhed mod vand osv med en foldbar telefon. Pixel 9 Pro Fold kommer dog med en IPX8 rating, så man er rimeligt fornuftigt sikret.
Den indre OLED skærm kommer med en opløsning på 2076 x 2152 og en variabel refresh rate på 1-120 Hz.
Der er en fold i midten af skærmen, som er tydelig at se, når man ser på skærmen fra siden. Den er dog stort set umulig at se når man bruger telefonen normalt og man tænker ikke synderligt over den, når man bruger telefonen.
Jeg kommer mere ind på skærmen og de fordele og udfordringer, som følger med en smartphone skærm i den lidt specielle størrelse senere i anmeldelsen.
Den indre hardware er et sted, hvor Pixel 9 Pro Fold minder helt om sine fæller i Pixel 9 serien. Også her får vi en Google Tensor G4 Chip. Det er parret op med 16 GB RAM og i vores tilfælde 256 GB lager. Der er dog også mulighed for 512 GB.
Google har åbent været ude og fortælle, at Tensor G4 ikke er designet efter at være den hurtigste chip på markedet. Den er ikke lavet til at vinde Benchmarks, men i stedet målrettet Googles specifikke brugsscenarier i deres enheder.
Google’s Soniya Jobanputra har udtalt om Tensor chippen: “Når vi designer chippen, designer vi den ikke med fokus på hastigheder og præstationer. Vi designer den ikke for at slå en bestemt benchmark. Vi designer den for at opfylde vores anvendelsestilfælde.”
For Google er det jo helt klart de AI funktioner som kommer igennem Gemini. AI var det helt store buzzword under deres “Made by Google” event, hvor Pixel 9 serien blev præsenteret.
Det er en fin og fair tilgang til tingene og meget ærlig alt andet lige. Helt som vi så med Pixel 8 Pro, så er der dog lukket ned for de normale benchmark apps som Geekbench via appstore, ihvertfald i skrivende stund. Så lidt følsomme må Google alligevel være omkring tingene.
Software
Hvis du har læst min anmeldelse af Google Pixel 9 Pro XL, så vil det næste kapitel virke bekendt. Software oplevelsen er ikke overraskende stort set identisk på både godt og ondt.
Det har, som sagt, aldrig været den rene rå hardware-ydelse, som Google har vundet på. De er mestre i software, og det kommer naturligvis også frem i Pixel 9 Pro Fold.
Styresystemet er Googles eget Android og er med lanceringen af Pixel 9 Pro Fold på Android 14. Det skal naturligvis nævnes, at vi under vores test har haft adgang til en tidlig version af telefonen, som har krævet specielt adgang til visse funktioner osv forud for den offentlige lancering. Så min oplevelse af software, apps osv kan altså være en anelse misvisende, men jeg går i min test op beskrivelser ud fra, at vi er så tæt på den endelige oplevelse, som det kan lade sig gøre.
Android er ikke i sin helt rene barebones form på Pixel 9 Pro Fold, men naturligvis i Googles egen optimerede form.
Software oplevelsen på Pixel 9 Pro Fold er dog super allerede fra starten. Android 14 er i den grad blevet et modent styresystem, og i den rene Google version er det en fornøjelse at bruge.
Opsætningen er let og ligetil, og hvis man allerede har en Android telefon, er det super let at opsætte den nye baseret på en backup fra en tidligere telefon. I mit tilfælde trak den alle oplysninger om apps, tilsluttede netværk osv med over uden problemer. Efter opsætningen har man på alle måder en direkte klon af sin tidligere Android telefon komplet med det samme app layout på startskærmen osv.
Herfra er det så blot at logge ind på sine apps, tjenester osv for at være helt oppe og køre.
Navigation og generelt brug af telefonen er hurtig og responsiv og er generelt forløbet uden problemer under min test, på trods af at være en pre- release version af telefonen.
Mulighederne for tilpasning af telefonen er gode, med et væld af muligheder for at vælge stil og Widgets på din Home Screen.
Det er stadig muligt at vælge AI genererede baggrunde, for lige at ride med på den bølge. Man har stadig kun mulighed for at tilpasse visse dele af AI billederne, og har ikke frie tøjler til at skrive sine helt egne prompts. Så på den front har Google ikke udvidet deres AI muligheder.
AI er helt i centrum af Googles Pixel serie og i høj grad af Googles virksomhed som helhed. Det bar deres Made by Google event også præg af. Så når nu Pixel 9 Pro Fold og Pixel serien generelt ikke kan prale med at være den hardwaremæssigt hurtigste telefon på markedet, så er det på software funktionaliteten og i høj grad AI Google satser.
På deres præsentation fyldte de nye AI funktioner langt størstedelen af præsentationen. Alle sammen features, som skal være med til at gøre vores telefon til et sjovere værktøj i hverdagen, og med en masse nye praktiske måder at gøre brugen af vores telefon til en hjælp i hverdagen.
Udfordringen med det er dog, at vi i Danmark er et utroligt lille land med et sprog, som ikke er specielt let at få software til at forstå. Den detalje betyder, at vi ender med at skulle se langt efter det fulde udbytte af de nye smart AI funktioner.
En del af de centrale AI funktioner er også kun tilgængelige på de nye Pixel telefoner, hvis du har indstillet telefonens sprog til engelsk. Stort set alle muligheder i Magic Editor delen af fotos og video er fx kun at finde på telefonen når den er indstillet til engelsk.
På samme måde er Gemini funktionerne også kraftigt begrænsede eller ikke eksisterende på dansk.
Andre funktioner som Pixel Screenshots, Call Notes, Call Screening, Satellite SOS og Pixel Studio er dog slet ikke tilgængelige for os, uanset hvilket sprog vi har indstillet telefonen til.
Faktisk er ikke en eneste af de AI funktioner som Google præsenterede under deres “Everyday AI Help” del af præsentationen tilgængelig i Danmark.
Vi har spurgt Google om, hvornår de regner med at udvide understøttelsen af flere sprog som dansk. Hertil svarede de, at de ikke kunne oplyse nogen tidsramme, men at det var en prioritet for dem at udvide understøttelsen.
Så alt i alt er der altså en ret stor begrænsning på telefonen for os her i Danmark. Man kan naturligvis få adgang til nogen af tingene ved at skifte sproget til engelsk, men i min bog er det ikke en praktisk løsning, for langt de fleste af os.
Når alt det er sagt, så er software delen af Pixel 9 Pro Fold stadig en lækker oplevelse. Hvor meget de manglende AI funktioner vil betyde, kan jo afhænge meget af, hvordan man tænker at bruge sin telefon.
Der sker dog også en del smarte ting under overfladen, som man måske ikke lige bemærker i Android 14. Der er indbyggede funktioner der, hvis de er aktiverede, følger dine brugsmønstre og tilpasser sig løbende.
Det er fx ting som dynamisk opladning, hvor telefonen lærer hvornår du går i seng og står op, og så tilpasser opladningen efter det. På den måde ligger din telefon ikke og lader op hele natten, men tilpasser sig så den tager den sidste spurt, så den er klar når du står op. Det er med til at forbedre batteriets levetid.
En sidste krølle på software siden er også, at Google igen har lovet syv års sikkerheds- og OS opdateringer på Pixel 9 telefonerne. Så hvis det løfte holder, kan man have en opdateret Pixel 9 i lommen helt frem til 2031.
Kamera
Jeg må indrømme at jeg var en anelse skuffet, da jeg læste specifikationerne på kamera setuppet på Pixel 9 Pro Fold. Jeg havde automatisk antaget at Fold varianten af Pixel 9 Pro ville få det samme setup som de øvrige Pro telefoner.
Der er sandsynligvis visse begrænsninger i formfaktoren, der har spillet ind i forhold til valget af kamera setup i Fold varianten.
Heldigvis er jeg dog endt med at blive positivt overrasket, over de resultater der er kommet ud af Pixel 9 Pro Fold.
Kombinationen af Wide, Ultrawide og telefoto er stadig en god kombination der giver ret brede muligheder.
Det primære kamera er ikke på papiret ikke ret meget anderledes, end det vi ser på de andre Pro telefoner i Pixel 9 serien. Det er 48 MP i stedet for 50 MP, men det har dog til gengæld en betydeligt større sensor.
Ultrawide og Telefoto linserne er stedet hvor der er skåret ned. Her går vi fra 48 MP på begge dele på de andre Pro modeller ned til henholdsvis 10.5 MP og 10,8 MP og i begge tilfælde også med en mindre sensor.
Så alt kamera juice i Pixel 9 Pro Fold er altså lagt i det primære vidvinkels kamera.
Det er bestemt også her at Pixel 9 Pro Fold klarer sig bedst. Med det primære kamera kan jeg ikke se forskel på billederne imellem Fold billeder og de billeder jeg har taget med Pixel 9 Pro XL.
Den større sensor på det primære kamera betyder også, at man får gode billeder i mørkere forhold. Her klarer Fold versionen sig en smule bedre end Pro XL telefonen.
Resultaterne med Ultrawide- og Telefoto linserne er lidt mere varierende i kvalitet, når jeg sammenligner direkte med Pro XL.
Når det er sagt, så vil jeg dog sige at Google kommer meget langt med den hardware, som de har puttet i Pixel 9 Pro Fold. Det understreger igen, at Google er kongerne af software, da det helt sikkert i software siden, at vi skal finde styrken til gode billeder, selv med hardware som måske ikke burde klare det så godt.
Jeg har lavet flere direkte sammenligninger under min test, og jeg skal have billederne op på en stor 4K skærm, før jeg synes at Ultrawide og Telefoto linserne på Fold er tydeligt dårligere end dem vi får på Pro og Pro XL telefonerne.
Når jeg så billederne på telefonen og brugte dem til deling på sociale medier og lign. så kunne jeg reelt ikke se forskel på billederne. Alt det på trods af, at hardwaren i Pixel 9 Pro Fold på Ultrawide og telefoto siden er med betydeligt dårligere specifikationer.
Google har virkelig finjusteret kameraets hardware med Pixel 9 Pro Fold. Alle tre kameramoduler leverer billeder med flotte detaljer og farver, der generelt er velrepræsenterede, selv om software tilpasningen vipper dem i en noget mere mættet version.
Selvom der er en del softwarebehandling af billederne, synes jeg, at Google har fundet en god balance, som i ni ud af ti tilfælde forbedrer resultatet. Dette inkluderer detaljer som automatisk justering af lysstyrke, når der er ansigter i billedet, samt generel optimering af kontrast og lys for at forbedre billedet.
Hvis man ser på det helt objektivt, er billederne måske ikke altid en præcis gengivelse af motivet, men en forbedret version. Googles tilpasninger rammer ikke altid plet, men i de fleste tilfælde foretrækker jeg den redigerede version frem for den uredigerede. Dette er dog i sidste ende et spørgsmål om personlig smag. Hvis man vil have den rene version, har man mulighed for at indstille kameraet til at gemme en RAW version, som man selv kan redigere bagefter.
Pixel-serien giver også mulighed for mere avanceret softwarebehandling, hvis man ønsker at redigere sine billeder yderligere.
Ud over de sædvanlige redigeringsmuligheder som justering af lys, kontrast og anvendelse af forskellige filtre, tilbyder Google Pixel 9 Pro Fold også mere avancerede redigeringsfunktioner helt som vi så i vores anmeldelse af Pro XL telefonen. Disse kan ændre billederne på betydelige måder, herunder muligheden for at fjerne eller flytte elementer.
Med Magic Eraser-værktøjet kan du for eksempel markere og fjerne uønskede elementer i et billede, som en person i baggrunden på dit romantiske strandbillede, en grim skraldespand eller en irriterende måge. Værktøjet giver dig også mulighed for at flytte, forstørre eller formindske elementer, så du kan ændre hele kompositionen af dit billede.
Efter du har fjernet et element, genererer softwaren automatisk indhold for at udfylde det tomrum, der opstår, hvilket giver dig et mere poleret slutresultat.
Magic Eraser er med selv når du har din telefon sat til dansk. Men som jeg var inde på tidligere, så er den nye forbedrede Magic Editor kun tilgængelig hvis din telefon er indstillet med sproget på engelsk.
Med Magic Editor har man en del flere muligheder når Generativ AI kommer med. Her har du mulighed for at generere nye elementer på dine billeder. Det kan fx være udskiftning af ting i baggrunden eller tilføjelse af ting.
Resultaterne kan være både rigtigt gode og rigtigt dårlige. Alt sammen vil komme an på kombinationen af det billede du bruger og hvad du forsøger at tilføje.
En anden foto mulighed som er blevet tilføjet er “Add Me” funktionen. Den er lavet til at komme uden om de udfordringer, hvor man gerne vil tage et gruppebillede, men der ikke er en hjælpsom anden person i nærheden til at tage billedet.
Her kan man via AI kombinerer flere billeder, så alle kan komme med i billedet. Kort fortalt så tager Person 1 først et billede af Person 2 og Person 3 og sørger for at frame billedet, så der er plads til en person mere. Herefter træder Person 2 og Person 3 til side, en af dem overtager telefonen, mens Person 1 træder ind. Herefter kan man så, via et overlay, guide Person 1 til at placere sig, så det passer i billedet.
Endelig kombineres de to billeder, så alle personer er med på billedet. Jeg har taget et par eksempler her, hvor det dog bare er mig selv, der optræder flere gange. Resultatet er rigtigt fint, men hvis man ser godt efter, er der detaljer der afslører at det er et sammenklippet billede.
Generelt er jeg rigtigt godt tilfreds med de billeder, som Google Pixel 9 Pro Fold tager, og jeg endte som sagt med at blive positivt overrasket. Til hverdag og online brug kommer man rigtigt langt med Pixel billederne og de nye muligheder er en fin tilføjelse.
Jeg ser det dog stadig som et problem for danske kunder at størstedelen af de nye features kræver, at man indstiller sin telefon til engelsk.
Software oplevelsen er dog også lidt anderledes på Fold i forhold til Pro XL. Helt som på Pixel 9 Pro XL, så er der Pixel Binning i spil med Fold. Ser jeg på billederne, kommer de ud med en opløsning, der rammer 12 MP og ikke 48 MP.
Man har dog umiddelbart ikke nogen mulighed for, selv at tilpasse det på Fold via kamerasoftwaren. Jeg har ikke mulighed for selv at bede kameraet om at skifte til den fulde opløsning, som man havde på Pro XL.
Jeg ved ikke hvorfor Google har valgt at lave den forskel imellem de forskellige Pro trin i Pixel 9 serien.
Test
Jeg har brugt Pixel 9 Pro Fold i lige knap to uger nu, og det meste af tiden som min primære telefon. Som jeg var inde på tidligere, var skiftet endnu engang dejligt let. Det er blevet en strømlinet process at opsætte en ny Android telefon, og let og hurtigt hive indholdet fra sin tidligere Android telefon med over på den nye.
Helt som jeg oplevede med Pixel 9 Pro XL, så har Googles kombination af hardware og software vist sig at være en stærk kombination. Jeg har ikke haft nogen opgaver i løbet af min test, som Pixel 9 Pro Fold ikke er føjet igennem.
Langt det meste af min tid er brugt på den ydre lille skærm på telefonen. Langt det meste af det jeg bruger en smartphone til i løbet af en dag, kan let klares på den lille skærm i et normalt smartphone format.
Det er dog muligheden for at folde enheden ud, og nyde godt af den 8” store indre skærm, der er det store, og måske eneste rigtige salgspunkt ved Fold telefonen.
Hvor meget det giver mening, vil naturligvis afhænge af, hvad man bruger sin telefon til. Hvis man bruger den til en app af gangen, der optager hele skærmen, kan oplevelsen variere en del alt efter hvilken app man bruger.
Det er langt fra alle apps, der er optimeret til det noget mere firkantede format, som den indre skærm kræver.
Googles egne app er fint optimerede til formatet og det samme er rigtigt mange andre. Sjovt nok er apps som Facebook og Instagram dog ikke en bedre oplevelse på den større skærm. Her får man et layout der betyder, at man ikke kan se det hele i et opslag på en skærm.
På instagram betyder det fx, at man skal scrolle lidt op og ned for både at se brugernavn, billede og beskrivelse, hvilket godt kan være en frustrerende oplevelse.
Når apps er optimeret, så kan det dog være en brugbar fornøjelse, der gør brugen af app’en mere funktionel.
Et rigtigt godt eksempel her er Philips Hue app’en, som tilpasser sig den store skærm på en måde, hvor man får bedre muligheder for hurtigere at bruge app’en. Det samme ser man også med Spotify som får tilføjet ekstra funktionalitet af et større format.
Hvor man kan få en stor fordel ud af de 8”, på den store skærm, er hvis man gerne vil multitaske. Man har reelt to normale skærme ved siden af hinanden, og kan let køre to apps side om side.
Det kan være praktisk på flere forskellige måder. Det er fx let at holde en chat kørende på den ene side, mens man ser en YouTube video på den anden.
Mere praktisk er det måske at have sin mails på den ene side og fotos eller filer på den anden side. Herfra er det så let at trække filer eller billeder direkte over i dine mails.
Dine app sammensætninger bliver hængende i samlet i dine aktive apps, men man har også muligheden for at gemme dem på startskærmen, som en hurtig genvej, så man altid kan komme tilbage til sine favoritkombinationer.
Google angiver at Pixel 9 Pro Fold kommer med et 4600 mAh batteri og har mulighed for op til 45 W fast charge. Oven i det er der også mulighed for trådløs Qi opladning.
Hvor lang batteritid man får ud af telefonen vil naturligvis afhænge meget af hvor meget man bruger den store indre skærm. Google selv angiver batteritiden til “mere en 24 timers batteritid”
Under min test er jeg kommet igennem alle dage uden problemer. På de tungeste dage i min test, havde jeg omkring 14% batteri tilbage, når jeg gik i seng.
Pris
Prisen for Google Pixel 9 Pro Fold lander herhjemme på 14799 kroner for 256 GB versionen, mens man skal af med 15799 kroner for 512 GB versionen.
Det er en anelse billigere end fx Samsungs Z Fold 6.
Konklusion
Helt som jeg var inde på i min anmeldelse af Pixel 9 Pro XL, så står jeg tilbage med lidt en splittet følelse efter min tid med Pixel 9 Pro Fold.
På den ene side er det klart den bedste version af Pixel serien, som Google har lavet til dato.
På samme tid er vi i Danmark ikke inkluderet i de største nyheder, som kommer i form af AI mulighederne. En del af dem er ganske enkelt ikke tilgængelige på vores breddegrader, mens andre kræver at man indstiller sin telefon til engelsk.
Som jeg skrev i min anmeldelse af Pixel 9 Pro XL, så er mit udgangspunkt altid, at man bør vurdere et produkt på nuværende funktionalitet og ikke på evt. lovede fremtidige opdateringer eller tilføjelser.
Faktum er, at vi reelt ikke ved om vi nogensinde får fuld adgang til AI funktionerne. Det kan let ende med, at det først er med Pixel 10 eller 11 at dansk AI er en mulighed.
Så hvis man skal overveje Pixel 9 Pro Fold, så skal det altså enten være fordi man kan leve uden AI funktionerne, eller er indstillet på at bruge en telefon, som er indstillet til engelsk med de udfordringer det kan have med.
Uden de nye AI muligheder og apps så er de helt store salgspunkter ved Pixel 9 serien ikke specielt gode her i landet.
Pixel 9 Pro Fold har dog den fordel, at det er en foldbar med alle de andre muligheder det giver. Så hvis man har haft et ønske om at få fingrene i en Google Pixel foldbar enhed, så er muligheden her nu for første gang.
Google har gjort et stort arbejde for at gøre Android til et robust styresystem, i forhold til foldbare enheder, og der er masser af god funktionalitet at hente.
En del af det ligger dog også hos de enkelte app udviklere og her er det ikke alle der er med på vognen endnu. Så man får ikke en helt gnidningsfri oplevelse.
Den høje pris, som følger med en foldbar enhed, betyder dog også, at man virkeligt skal overveje, om man vil bruge de muligheder, som det giver. Det er alligevel en 50% stigning i prisen, for at have muligheden for at skifte til et større display. Hvis man leder efter den funktionalitet, så har Google lavet en lækker løsning, som både mekanisk og digitalt fungerer super godt i langt de fleste tilfælde.
Ville jeg selv vælge den, hvis jeg skulle ud og købe en ny telefon? Bestemt ikke, men jeg er heller ikke i den gruppe af brugere, som har et reelt behov for den store skærm i lommen. Som jeg var inde på, så klarede jeg langt de fleste af mine behov på telefonen på den ydre skærm. Det kan da være meget praktisk at kunne springe ind til den større skærm, men i min verden er det ikke den meget højere pris værd.
Foldbare telefoner er i den grad et niche produkt, og det bærer salgstallene også præg af. Det er sjovt og interessant, men jeg tvivler på at ret mange reelt oplever et stort spring i funktionaliteten, som kan retfærdiggøre den høje pris. Det betyder dog ikke, at der ikke findes brugere, som vil få stor glæde af en foldbar. Er man i den gruppe har Google lavet et rigtigt godt og slankt bud til netop det behov.
Vi lander på en endelig karakter på 8 for en smuk og veludført foldbar telefon med alle de fordele det kan have med sig. Der er dog i den grad tale om en niche telefon som også kommer med en høj pris.
Jeg kan dog ikke lade være med at trække lidt ned i vurderingen, da vi på dansk bliver snydt for de fleste af de centrale AI funktioner, som er helt centrale i Googles egen markedsføring af Pixel 9 serien. Uden dem er det ikke det samme produkt vi får herhjemme.
Fordele:
Ulemper