Spil

AUTHOR : Lasse Bøgelund
PUBLISHED : 2017-06-22 08:36:00

WipeOut Omega Collection til PlayStation 4


Vi skal I dag se på et helt nyt PlayStation 4 spil. Eller det vil sige, et gammelt spil i en ny indpakning. Det spil vi skal se på i dag er WipeOut Omega Collection, som er en remastered version af WipeOut 2048, WipeOut HD og WipeOut HD Fury. Læs med, og se om WipeOut Omega Collection lever op til vores forventninger.

wipeout_logo_tweak_dk

 

2017 er i sandhed året for større remakes til konsoller. To af mine all time favoritspil til PlayStation 1 bliver i denne måned genudgivet, hvor det første er det vi skal se på i dag, og det andet er på trapperne senere på måneden.

 

Er du interesseret i at læse konklusionen, eller andre dele af dagens test, kan du bruge quicklinks menuen herunder:

 

Indhold

Gameplay

Grafik og lyd

Pris

Konklusion

English summary

 

Jeg har spillet WipeOut i alle sine inkarnationer på tværs af PlayStation platforme, om det var på PlayStation 1, PSP, PlayStation Vita, PlayStation 3 og nu også den nuværende generation, PlayStation 4. Jeg kender spillet rigtig godt, og sammen med Star Wars Episode 1: Racer, er det nok det racerspil som jeg har spillet mest i mit liv. WipeOut er et fantastisk mix af alt det som gør et racerspil fornøjeligt. Det er propfyldt med lækre techno beats, masser af fart, en god styring, og kreative baner og powerups, som man kender det fra de originale spil. Kort sagt, så er det alt hvad en WipeOut fan er på udkig efter, når man leder efter et racerspil at gå i gang med.

 

 

WipeOut er efterhånden blevet synonymt med PlayStation, og er måske det mest ikoniske futuristiske racerspil som findes på tværs af alle platforme. Kort fortalt, så er WipeOut et racerspil som trodser tyngdekraften og de mange generationer af konsoller det spænder over. Det vil undre mig meget, hvis franchisen ikke fortsætter, da den er så elsket på PlayStation platformen.

WipeOut er primært kendt for følelsen af vanvittige hastigheder som spilleren har, den ikoniske music, og den helt igennem fantastiske multiplayer, med boosts, powerups og kringlede baner, som har lidt af det hele. Serien så dagens lys for første gang helt tilbage i 1995, og i 2017 ser den nu bedre ud end nogensinde før.

 

Inden vi kommer alt for godt i gang, så starter vi med et hurtigt kig på specifikationerne til spillet.

  • Udgiver: Sony Interactive Entertainment
  • Udvikler: Sony XDev, Clever Beans & EPOS Game Studios
  • Platform: PlayStation 4 og PlayStation 4 Pro
  • Genre: Racing
  • Udgivelsesdato: 7 juni 2017
  • Størrelse: ca. 34 GB
  • Format: digitalt og fysisk
  • Testet på: PlayStation 4 Pro

Nok om specifikationer. Har du en PlayStation 4, kan du spille WipeOut Omega Collection. Om det er den originale, slim eller Pro versionen.

 

Indhold:
Indholdet i WipeOut Omega Collection er som tidligere nævnt, en treenighed. Spillet består faktisk aft re tidligere udgivne spil. Det Drejer sig om alles favorit, WipeOut 2048, WipeOut HD og WipeOut HD Fury. Tilsammen udgør de Omega Collection, og indeholder 26 baner som kan køres forfra og bagfra, 46 unikke skibe man kan flyve i, en lang række gamemodes, klassiske musikspor og en masse online sjov og spas.

 

wipeout_playstation_4_05_tweak_dk

 

Spillet kan købes både som fysisk spil, men også som digital download.

 

 

Gameplay:
Spillet er i sig selv ret enkelt. Kør, gennemfør løb, indsaml point, lås op for mere indhold. Spillet styrer præcis ligesom man husker det, med skibe der bevæger sig med en fantastisk høj fart. Banerne er forskellige, snørklede med bløde såvel som skarpe sving, ruter der splitter sig i to, og powerups der er jævnt fordelt udover hele banen. Der findes i spillet to typer af powerups. Den ene er et hastighedsboost. Det er en lyseblå pil som peger frem, som giver et momentært hastighedsboost. Den anden type af powerup, er et kryds, som når man kører over det, tildeler en passende powerup, fra RNG guderne.

 

 

Man styrer men den venstre analoge pind, mens man accelererer med X på controlleren. Vanen tro, kan man med R2 og L2 drifte i svingene, eller lave små manøvrer ved et double tap på skulderknapperne. Med firkant på controlleren bruger man sine powerups, som er mange og varierede.

 

Spillet er let at lære, men svært at mestre. Sværhedsgraden ligger først og fremmest i de snørklede baner, hvor der ikke er meget plads til at køre på. Man skal holde sig inden for banens mure, for hvis man rammer muren, mister man fart. Det der gør det svært, er at man i WipeOut kører med en vanvittig hastighed. Det er ikke ualmindeligt at skibene bevæger sig op mod 1000 km/h. Og den fartfornemmelse har udviklerne altså formået at føre med ind i spillet.

Ved fuld hastighed, med boost, er WipeOut tilbagei storform. Det føles som om man sidder i en futuristisk racer som ikke er gået på kompromis med hverken grafik eller hastighedsfornemmelsen. Selv ved 4k/60 fps er det helt fænomenalt at sidde bag styrpinden i vores alles favoritracer fra AG Racing.

 

 

Selve spillet kan spilles på flere måder. For det første er der en kampagnedel som kan spilles i single player mode. Her er der mulighed for at gennemføre henholdsvis WipeOut 2048, WipeOut HD og WipeOut HD Fury. Jeg har et svagt punkt for 2048, men det er svært at fornægte at WipeOut HD bare har en lidt bedre kampagne. Det er også den del som der er mest variation i og indhold til.
WipeOut HD Fury er den sidste del af spillet, og er mest af alt bare en addon til WipeOut HD. Det er indhold der er genbrugt og remastered et par gange efterhånden, men det holder stadig i dag.

Hver kampagne handler om at man skal opfylde krav for at avancere til næste del af kampagnen. Det kan handle om at køre en time trial i en god tid, eller blive nummer 1 i et løb. Når man opfylder målene, bliver der låst op for næste del af kampagnen. Der er en fin progression i spillet, men det er ikke specielt nævneværdigt. Jo mere af kampagnen man får låst op, jo mere indhold får man også adgang til.

 

 

Der hvor det er rigtig sjovt, er når man drager ind i det store online univers som eksisterer. Der er mulighed for at spille 8 player online spil mod hinanden i et hav af forskellige game modes. Som tidligere nævnt, er der 26 baner, som kan køres både forfra og bagfra, og det hjælper en del med at give spillet en lidt større holdbarhed i længden. Dertil er der 46 forskellige fartøjer man kan vælge imellem til løb, som alle har forskellige egenskaber. Og det synes jeg er en af WipeOuts forcer. Der har altid været god til at skabe et spil hvor man kan mærke tydelig forskel på om et fartøj har en god acceleration, god styring, eller god tophastighed.

 

wipeout_playstation_4_14_tweak_dk

 

Og det er online at jeg ser den største succes for WipeOut. Det er en hardcore version af Mario Kart, hvor man skal have hurtigere reaktioner og spillet er mindre tilgivende. Det er en evig dans med manden med leen online, da andre spilere i højere grad er gode til at bruge de powerups man samler op taktisk. I modsætning til løbene i kampagnen, skal man konstant have et øje på sit skjold. Ryger det ned på 0%, er du færdig.

 

Der er mulighed for at spille de mere klassiske løb som time trial, speed lap og single race, men i Omega Collection har du også mulighed for at spille nogle lidt mere udfordrende game modes, som består af zone battle, eliminator eller detonator. Alle gamemodes, som fokuserer på heads up kampe mod modstanderne, og ikke så meget fokus på selve løbet. Det er pissehamrende sjovt!

Og vanen tro, så kommer spillet med en lækker two-player splitscreen mode, så man kan spille sammen med sin bedre halvdel, hvis du har fået lov til at invitere ham på besøg af konen, vel at mærke.

 

Grafik og lyd:
Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Hold da op hvor har PlayStation formået at presse meget ud af WipeOut Omega Collection. På PlayStation 4 Pro kan man spille i 4K ved 60 FPS, inklusiv HDR. Lad mig med det samme lægge ud med at understrege, at Wipeout ser helt fantastisk ud. Og så har udviklerne måske formået at skabe den bedste repræsentation af HDR i et nuværende spil til PlayStation 4. Sammen med det nyligt udgivne Horizon Zero Dawn, er WipeOut Omega Collection en af grundene til at man med en PlayStation 4 Pro bør anskaffe sig et 4K HDR TV.

 

Grafikken er super skarp. Det ser knaldhamrende godt ud, hvad end man gør. Holder man stille står grafikken knivskarp, men i takt med at fartøjerne bevæger sig hurtigere og hurtigere, har PlayStation udviklerne formået at skabe en ægte fornemmelse af fart. Det hele bliver sløret, og det sker på en meget overbevisende måde. Faktisk har vi på intet tidspunkt i testen oplevet fald i performance, når man er gået fra overgange med høj hastighed og meget bevægelsesslør, til mere stillestående aspekter. Som man også kan se på billederne, ser det bare godt ud.

Lyseffekterne er et andet punkt der skal have stor ros. De bliver specielt hjulpet godt på vej af HDR, hvis dit TV understøtter det.

 

 

Det er svært at sætte en finger på det visuelle i WipeOut Omega Collection, og det er en fornøjelse at sætte sig i pilotsædet og starte endnu en kamp i WipeOut universet.

Lyden er som altid præget af de lækre elektroniske spor, med masser af bass og tempo. Har man spillet WipeOut før, vil man straks føle sig hjemme med Omega Collection. Det er lækkert, sprødt og præcis hvad jeg forbinder med et WipeOut spil. De andre lyde i spillet, fra skibe, announcers og så videre, er bibeholdt fra tidligere versioner, og er på samme måde en del af helheden af WipeOut Omega Collection.

 

 

Pris:

Som altid, har vi været en tur forbi PriceRunner.dk, og fundet en pris til dig. For kun 328,00.- DKK inkl. Fragt kan denne kollektion af WipeOut titler blive din. Personligt, så mener jeg at det er en fantastisk pris på en af de mest ikoniske titler på en konsol til dato.
 
Klik på knappen herunder, for at komme til en prisoversigt:

 

 

Er du interesseret i at læse mere om spillet, kan du klikke på WipeOut banneret herunder, for at komme til PlayStations danske hjemmeside.

 

wipeout_logo_tweak_dk

 

Konklusion:
WipeOut Omega Collection er mere en remaster og en fantjeneste, end det er et nyt spil. PlayStation har formået at videreføre WipeOut serien på PlayStation 4 konsollen, og det er et kærkomment gensyn med en af de mest ikoniske spiltitler der nogensinde har eksisteret på en konsol. WipeOut Omega Collection fungerer på mange plan, fra lyden, til det visuelle, hvor PlayStation har formået at skabe noget af de flotteste vi hidtil har set på platformen. Og så er der selvfølgelig det vigtigste element i et WipeOut spil. Farten.

 

Hastighedsfornemmelsen lever i bedste velgående i WipeOut, og jeg har svært ved at slippe DualShock controlleren igen. I 2017 sidder jeg med præcis den samme følelse jeg fik tilbage før år 2000, da jeg for første gang spillede WipeOut 2048 på PlayStation 1. Det var det første bilspil som for mit vedkommende havde formået at skabe følelsen af vanvidshastigheder når man kørte race. Det har PlayStation gjort endnu engang, blot mere end 20 år senere. Det er godt lavet. WipeOut Omega Collection er måske lidt mere en fanservice end et spil med nyt indhold, men for undertegnede er det et velkomment medlem i spilbiblioteket, og så er det bare et plus, at man stadig kan spille i splitscreen mode.

 

Der er masser af indhold man kan blæse igennem, i single- såvel som multiplayer online. Det er sjovt, varieret og får vores varmeste anbefalinger, specielt med prisen i betragtning. Man får meget for pengene i WipeOut Omega Collection til PlayStation 4. Vi runder testen af med en karakter på 9 ud af 10.

 

Godt:

  • Visuelt gennemført
  • Rigtig god styring
  • Masser af indhold, single- såvel som multiplayer
  • Split screen
  • Hastighedsfornemmelsen

Mindre godt:

  • Intet nyt indhold

English summary:

WipeOut Omega Collection is more like a remaster than a new game. PlayStation has managed to continue the WipeOut legacy on the PlayStation 4 console, and it is a welcome reminder of one of the most iconic game titles that ever existed on a console. WipeOut Omega Collection works on a wide range, from the sound to the visual effects, where PlayStation has managed to create some of the finest we've seen on the platform so far. And of course, then there’s the most important element of a WipeOut game. The speed.

 

The speed sensation is fantastic in WipeOut, and I'm having trouble putting down the DualShock controller when playing. In 2017, I have exactly the same feeling I got back before the year 2000, when I first played WipeOut 2048 on PlayStation 1. It was the first car game that, for my part, had managed to create the feeling of immense speed, when driving a race. PlayStation has done this once more, just over 20 years later. It is very well made. WipeOut Omega Collection might be a bit more a fan service, than a game with new content, but for me, it's a welcome member of the game library, and it's a big plus that you can still play in split screen mode.

 

There are lots of content you can blow through, in singleplayer as well as multiplayer online. It's fun, varied and gets our warmest recommendations, especially with the price in mind. You get great value in the WipeOut Omega Collection for PlayStation 4. We conclude our test with a score of 9 out of 10.

 

Pros:

  • Visually stunning
  • Great controls
  • Lots of content, in singleplayer and multiplayer
  • Split screen mode
  • Sense of speed

Cons:

  • No new content

VORES PARTNERE