Far Cry 5

Vi har fået lov til at teste Far Cry 5 til PC før tid, og det er noget vi virkelig har glædet os til. Udviklerne bag spillet har haft travlt med at følge op på den kritik, der fulgte i kølvandet på Far Cry 4 og dets skuffende storyline. Far Cry 5 foregår i det fiktive Hope County, Montana, hvor vi har med skurken Joseph Seed og hans kristne kult at gøre. 

Far Cry 5 er det nyeste skud på stammen i Far Cry serien. Udviklerne er igen Ubisoft Montreal der igen bruger Dunia Engine som platform for spillet. Far Cry 5 er et open world action-adventure first person shooter spil. Ubisoft’s kaotiske og adrenalinfremkaldende first-person open world shooter-franchise klar til fuld udfoldelse i nyeste release. 


Spillet foregår i det fiktive Hope County, Montana, hvor en kristen kult har overtaget magten, og forsøger at få indbyggerne til at tilslutte sig deres sag. Som vi kender det fra de foregående Far Cry spil, er det igen den onde skurk der er omdrejningspunktet for hele historien. Spillet handler om at få ham smidt af tronen og få generobret magten i Hope County.


Det tekniske
Spillet er ret krævende, og vores testmaskine med et Nvidia GTX 970 opnår gennemsnitlige 65 fps i spillets indbyggede benchmark test med 1920x1080 opløsning ved high indstillinger (motion blur slået fra). Testmaskinen består desuden af en i7 6700k og 16gb ram, og der er intet overclock på maskinen. Spillet føles overraskende flydende, også taget i betragtning at undertegnede foretrækker 144hz og dermed også som regel har ret høje krav til fps tallet. Spillet virker godt optimeret, og de meget få framedrops jeg oplevede, ødelagde ikke spillet for mig på nogen måde.
System requirements (minimum) 30 fps


• CPU: Intel Core i5-2400 | AMD FX-6300 @ 3.5 GHz or better
• RAM: 8 GB
• OS: Windows 7 SP1, Windows 8.1, Windows 10 (64-bit versions only)
• VIDEO CARD: NVIDIA GeForce GTX 670 | AMD R9 270 (2GB VRAM with Shader Model 5.0 or better)


Recommended Requirements 60 fps
• CPU: Intel Core i7-4770 @ 3.4 GHz | AMD Ryzen 5 1600 @ 3.2 GHz or equivalent
• RAM: 8 GB
• OS: Windows 7 SP1, Windows 8.1, Windows 10 (64-bit versions only)
• VIDEO CARD: NVIDIA GeForce GTX 970 or AMD R9 290X (4GB VRAM with Shader Model 5.0 or better)

 

Lad os få taget hul på det sjove. 


Skurken
Skurken i Far Cry 5 er Joseph Seed der også bliver kaldt "the Father". Han er den kristne kults leder, og han er overbevist om, at verdens undergang er på vej. Joseph har naturligvis en turbulent opvækst bag sig, præget af misbrug og ophold i flere plejefamilier. Han voksede op og blev en karismatisk leder. Joseph tror på sit "Project at Eden's Gate", der er hans forsøg på, sammen med hans følgere, at redde de fortabte sjæle der bliver ofre for blandt andet økonomisk kollaps og kaos i forbindelse med jordens undergang.

 



Joseph Seed er en fantastisk skurk, og ser man bort fra hans arrede og tatoverede overkrop, kunne han fungere som naboen man gerne delte en øl med over hækken. Manden har en karismatisk og rolig udstråling, og det undrer mig ikke, at han har formået at samle en kæmpe flok af følgere der er villige til at gå i døden for ham. Disse træk gør også, at man oplever den vildeste psykopat man nogensinde har mødt i et Far Cry spil.

 


Storyline
Som spiller tager vi rollen som sheriffens stedfortræder, der sammen med sheriffen, hans team og en arrestordre er på vej for at anholde Joseph Seed. Det siger lidt sig selv at missionen mislykkes, og Joseph slipper væk. Det lykkes os med nød og næppe at slippe væk, men holdet bag anholdelsen er spredt for alle vinde eller døde. En hæsblæsende jagt går nu i gang mens Josephs følgere prøver at fange sheriffens stedfortræder, der nu sammen med en også undsluppen U.S. Marshall ræser gennem Hope County med kugler flyvende om ørene på dem.

 


I sædvanlig Far Cry stil, bliver vi altså smidt direkte ind i tumulten, og man kan som spiller godt have svært ved lige at finde hoved og hale i hvad der foregår. Man er nødt til at stole på, at dem man møder har rent mel i posen, og at de ikke er ude på at dræbe en.

 



Efter at have fundet sammen med nogle modstandsfolk, der i stigende grad bliver ofre for Joseph Seeds tyranni, gælder det for spilleren nu om, lidt efter lidt at opbygge en modstandsbevægelse der skal generobre magten i Hope County, og gøre det af med Joseph Seed og hans onde kult.

 

Første stop er i regionen Holland Valley, hvor Josephs bror John Seed styrer showet. Igen gælder det her om, i sædvanlige Far Cry stil, at overtage fjendtlige forposter og hjælpe indbyggere i nød, for at opbygge sin modstandsbevægelse. John styrer kultens meget makabre optagelsesritual, og rundt omkring i regionen, finder man da også tatoveret og afskåret menneske hud, der er måden hvorpå John får folk til at tilstå deres synder og lade sig indvie og blive en del af kulten.


I løbet af spillet stifter vi bekendtskab med en række personligheder, der alle på hver deres måde kan hjælpe vores sag. Vi møder selvfølgelig de vigtigste personer gennem hovedmissionerne, men hvis man har lyst, og graver lidt dybere og snakker med de forskellige indbyggere, finder man hurtigt ud af, hvor dybt spillets storyline egentlig er. Vi møder f.eks. Casey Fixman, der er kok, har en lille hestehale og mest af alt lyder til at kunne en del karate, enten er det mig der virkelig graver efter referencerne, ellers ligger der her en helt klar reference til Steven Seagals rolle som special agent og skibskokken Casey Rybak. En anden person man kan møde på sin vej, er den gale videnskabsmand Larry, der er besat af korncirkler og tanken om liv fra det ydre rum.

 

Efter udseendet at bedømme, kunne han godt ligne en reference til Professor Okun fra 1996 klassikeren - Independence Day.


Hvis man ikke er typen der går på opdagelse, kan man i stedet nyde en velskrevet og gribende storyline, der gang på gang bliver ved med at overraske spilleren. Og man bliver hurtigt grebet af lysten til at finde ud af, hvor stor en psykopat Joseph virkelig er.


Gameplay
Gameplayet i Far Cry 5 er som vi kender det fra tidligere Far Cry spil. Vi render fra mission til mission og hjælper dem der måtte have brug for det. Styringen er ganske let, og selv med meget få instruktioner, lykkedes det mig hurtigt at få styr på de muligheder jeg har som spiller. Da det er et open world spil, kan man som spiller bevæge sig helt frit rundt og udforske den kæmpe verden, som udviklerne har skabt. Man vælger selv om man vil følge hovedmissionerne slavisk eller om man hellere vil afvige fra den planlagte rute, for at se hvad verdenen ellers har at byde på.

 



Man kan som spiller bevæge sig rundt i diverse køretøjer på fire hjul, flyvemaskine, helikopter eller båd. Man kan selvfølgelig stoppe ethvert køretøj på vejen, og gøre sig selv til ejermand over det, ved at hive føreren ud, eller man kan købe forskellige transportmidler i spillets butikker, som man låser op. Der er også i disse butikker, at spilleren har mulighed for at købe specielle transportmidler med fede skins, men det vender vi lige tilbage til.

 



En ting jeg altid bliver træt af i open world spil er sidemissionerne, de virker som regel repetetive uden et egentligt formål. Dette er bestemt ikke tilfældet i Far Cry 5, jeg har indtil nu nydt enhver sidemission, og det føles som om, at de alle har et formål i spillet.

 

Det er blandt andet gennem disse sidemissioner at man låser op for skins til køretøjerne. I modsætning til tidligere Far Cry spil, fjerner man denne gang ikke fog-of-war på mappet ved gentagne gange at klatre op i tårne. Man dækker områder op ved at besøge dem, og det føles meget bedre og mere overskueligt end i tidligere spil. Det er også mens man er på opdagelsesrejse, at man møder forskellige personer, der gerne vil tale med dig. Disse personer afslører gemt indhold i regionen, som f.eks. prepper stashes med våben og større pengebeløb. Man bliver altså ikke oversvømmet med ligegyldige quests, hvilket jeg synes er virkelig rart for spillets gang.

 

I modsætning til tidligere Far Cry spil, hvor man spiller en bestemt person, er der desuden i Far Cry 5 mulighed for selv at vælge sit køn og udseende.

 



Som spiller har vi selvfølgelig også adgang til et større arsenal af våben, som man kan låse op ved at klare missioner eller finde gemte våben rundt omkring i verdenen. Disse våben kan alle udstyres med forskellige sigtemidler, lyddæmpere, større magasiner og skins. Det er nemt at opgradere ens våben, og jeg følte ikke, at jeg blev overrumplet af alt for mange ligegyldige muligheder. Spillets fokus ligger på historien, og om man nu har den ene eller anden lyddæmper på, skal ikke gøre nogen forskel, og det gør det ikke. Jeg oplevede at det primært var til våben og opgraderinger mine penge forsvandt.


Penge skaffer man som spiller ved at klare missioner, plyndre dræbte modstandere, åbne gemte pengeskabe, eller som noget lidt nyt - jagt og fiskeri. I modsætning til de foregående Far Cry spil, skal man ikke crafte diverse punge og tasker, for at få plads til flere våben og ammunition. Disse ting låser man op ved hjælp af point, som man får fra missioner, eller ved f.eks. at dræbe et X-antal fjender med forskellige våben, lidt ligesom et achievement system, ud over at det er let overkommelige opgaver. Diverse nedlagte dyr eller fangede fisk kan nu sælges for at skaffe penge.

 


Tilbage til det med penge. JA, der er ingame køb. Man kan købe ingame currency i form af sølvbarrer for rigtige penge, men disse bruges udelukkende til kosmetiske ting, og har ingen indflydelse på spillets gang. Man kan også låse op for kosmetiske forbedringer med de almindelige penge, som man får skrabet sammen, så man er altså ikke tvunget til, at købe sølvbarrer hvis man som spiller gerne vil have det fedeste skin. Desuden er det muligt at finde sølvbarrer i spillet, så man har rig mulighed for at låse op for de fede "MURICAAAAA" skins. Her må jeg rose Ubisoft, det er sådan her, at in-game purchases skal fungere, så man ikke føler sig tvunget til at skulle smide flere tusinde kroner ekstra efter et spil, bare for at kunne nyde lidt pænere pixels på sine våben.

 


Når man som spiller skal overtage fjendtlige forposter, bestemmer man 100% selv, om man vil gøre det på bedste James Bond stil med lyddæmpere, eller om man er mere til Timon og Pumba stilen, hvor man bare hamrer ind og smadrer løs på alt man ser. Det er helt op til spilleren selv, og man bliver ikke bedømt på, om man er blevet opdaget eller ej. Så hvis man er til Rambo stilen, er det bare frem med M60'eren og bazookaen og skyde på alt der bevæger sig. Det skal dog siges at man får en lille bonus i form af penge, hvis man er til den lidt mere forsigtige Ninja stil med kasteknive.


Far Cry 5 har som noget nyt et co-op mode, hvor man sammen med sine venner kan spille alle missioner, og udforske hele den kæmpe verden. Det har for mig desværre ikke været muligt at teste co-op, men jeg går stærkt ud fra, at det minder meget om Tom Clancy's Ghost Recon Wildlands, hvor man også kan spille sammen med flere spillere.


Gameplayet i Far Cry 5 fungerer som det skal, og jeg har ikke rigtig noget at udsætte på det. Jeg har gennemført hele den første region, inklusive diverse sidemissioner, og jeg har ikke kedet mig på noget som helst tidspunkt. Spillet bliver også bare en tand sjovere af, at man af og til kan være heldig eller uheldig, at møde en tyr der er ved at bestige en ko.


Grafik
På den grafiske side leverer Far Cry 5 det man bør kunne forvente af et spil i 2018. Grafikken er flot og realistisk, og spillet virker godt optimeret, selvom man måske ikke har den kraftigste computer. Skulle man komme med et lille minus, så er det at mundbevægelserne ikke altid er helt synkrone med karakterernes dialog. Desuden har jeg været udsat for små glitches med våben der hænger forkert på NPC'erne eller hopper lidt rundt i hænderne på dem. Sidepersonerne har det også med at have tomme ansigtsudtryk, og man mærker hurtigt, hvor meget mere tid der er brugt på at få hovedpersonerne til at virke livagtige og realistiske.

 



Det er kun fordi jeg virkelig flueknepper nu, at jeg kan finde fejl og mangler på grafikfronten, og disse ting kan eventuelt rettes med kommende opdateringer, men er bestemt ikke noget der har haft nogen som helst indflydelse på min spiloplevelse.


Boomer

Her præsenterede Tweak.dk allerede i lørdags en unboxing af Far Cry Boomer pakken fra Ubisoft:

 

 

Vi kommer ikke udenom en lille snak om Boomer. Boomer er en herreløs hund, hvis familie er blevet dræbt af Josephs folk. Som spiller får vi mulighed for at tage Boomer til os, og bruge ham til vores fordel i spillet. Tilføjelsen af hunden er simpelthen genial, han giver mening at bruge som følgesvend, da han kan hjælpe med at spotte fjender i området og eventuelt også nedlægge dem. Det er f.eks. smart at bruge Boomer hvis man vil spotte fjender i bygninger, så man ikke bliver overrasket over den ene fjende, som man ikke lige opdagede gennem kiggerten. Kiggerten finder man for resten på "Z" tasten, noget som jeg først fandt ud af lige inden jeg stoppede med at spille for at skrive denne anmeldelse. Anyways, tilbage til Boomer. Hunden hjælper desuden også med at finde nedlagt bytte når man jager – noget som man ellers godt kunne have svært ved at gøre selv.

 


Jeg har på intet tidspunkt følt lyst til at udskifte Boomer med en anden hjælper, da det er sjovere at ae hunden fra tid til anden, end at sende en snigskytte op i toppen af et tårn og lade hende gøre arbejdet.

Læs flere spil test 

 

Konklusion
Først og fremmest vil jeg sige, at jeg har glædet mig med ærefrygt til at teste Far Cry 5. Mit første møde med serien var Far Cry 3, som jeg kom til at købe ved et uheld, men som endte med at være et af de spil jeg har været mest opslugt af nogensinde. Det var derfor lidt af en skuffelse, da jeg spillede Far Cry 4 og måtte konstatere, at spillet ikke var nær så opslugende som foregængeren. Derfor besluttede jeg mig for at have mine forbehold, da jeg første gang hørte om at Far Cry 5 var på vej. Jeg har derfor i min test af spillet også forsøgt at være virkelig kritisk, fordi jeg var bange for at blive skuffet igen. Far Cry 5 har fået mit hjerte til at banke for serien igen, og givet mig håbet tilbage om, at denne serie altså stadig kan give mig flere timer af underholdning, hvor jeg helt glemmer tid og sted.

Historien i Far Cry 5 er velskreven og gribende. Joseph Seed, skurken der er omdrejningspunktet, er en uovertruffen psykopat, der gang på gang overrasker spilleren, og sammen med hans fanatiske kult, gør han livet svært for indbyggerne i Hope County. Gameplayet fungerer som det skal, og en del af de irritationsmomenter jeg oplevede i Far Cry 4 er fjernet eller ændret. Det er rart at jeg som spiller, ikke længere er tvunget til at skulle jage 12 elge, 4 bjørne og en tiger til sidst, for at kunne crafte en ny taske.


Jeg har ikke nogen nævneværdige negative ting at sige om spillet, og spillet får en anbefaling herfra, som et must buy i 2018. Spillet kan pt. købes for under 400,- og er alle pengene værd.


Pros
• Gribende storyline
• Fantastisk skurk
• Kæmpe åben verden, der gemmer på meningsfulde ting i enhver afkrog
• Godt gameplay der fungerer
• Spillet kører virkelig flydende ved 60 fps
• Flot grafik


Cons
• Små ubetydelige fejl i det grafiske, men det er virkelig også bare for at finde et eller andet negativt.


Score 10/10

Vores partnere