Alt du skal vide om keyboards - del 1

Det kan være en jungle at finde rundt i alle de tekniske termer, når man skal købe nyt hardware. Keyboards er på mange måder et lavteknologisk stykke værktøj i forhold til andre computerkomponenter, men der er stadig nogle tekniske keyboardtermer, som det er en god idé at have med i rygsækken. Dagens artikel omhandler netop disse, og vi vil i dag forsøge at gøre dig lidt klogere på bl.a. N-key rollover og polling rate.

Tweak.dk vil i dag prøve at gøre dig derude, der står over for at skulle købe nyt keyboard, klogere på nogle af de tekniske termer omkring keyboards. Det kan nemlig være en jungle at finde rundt i, og det kan også være svært at finde hoved og hale i de ting, producenterne lover.

 

Derfor vil vi, som sagt, i dag forsøge at gøre dig klogere på, hvad du skal kigge efter, hvad du skal undgå, og hvad du i øvrigt skal være opmærksom på, så du forhåbentligt ikke ender med at købe et tastatur, som i sidste ende ikke opfylder dine behov.

 

Intro

 

N-key rollover:

 

N-key rollover, eller #-key rollover, er en betegnelse for, hvor mange taster, tastaturet kan registrere, at man trykker ned på samme tid.

 

NKRO

 

Vi har herover forsøgt at illustrere det. Lad os sige, at man har et tastatur med 5-key rollover. Her kan man f.eks. trykke to piletaster og ”W”, ”A” og ”G” ned, men mens man holder disse nede, kan tastaturet ikke registrere, hvis man samtidig vil trykke på mellemrumstasten.

 

Engang var det kun PS/2 porten, der understøttede fuld N-key rollover, men efterhånden som USB-standarden er gennemudviklet, er der flere og flere keyboards, der også understøtter fuld N-key rollover via USB.

 

Dog er der ikke mange billige keyboards, der understøtter fuld N-key rollover, da det er en relativt dyr feature at indbygge i et keyboard. Den billigste måde at producere det elektriske kredsløb under tasterne er nemlig ved at forbinde banerne, hvor man for at opnå fuld N-key rollover skal isolere de enkelte taster, hvorefter de går sammen i et matrix, som løber op til en keyboard controller på printpladen.

 

Men man kan sige, at fuld N-key rollover mest af alt er en marketingsgimmick, da man nu engang kun har 10 fingre at gøre godt med, medmindre man spiller multiplayer som i gamle dage, hvor man sad flere ved tastaturet.

Polling rate:

 

Polling rate-kender vi også fra mus, og det er en betegnelse for, hvor mange gange i sekundet, tastaturet skal sende informationer videre til computeren. Det kan være meget nyttigt for mus, men i tastaturhenseende er det mest af alt en marketingsgimmick.

 

Lad os sige, at et tastatur har en polling rate på 1000 Hz. Det betyder, at tastaturet sender data til computeren 1000 gange i sekundet eller hvert millisekund, om man vil. Det er de færreste, der taster så hurtigt, at det for tastaturet er nødvendigt at sende data om tastetryk 1000 gange i sekundet. Vi lavede en lille test for at se hvor meget, vi kunne presse tiden ned mellem to tastetryk på den samme tast, og vi nåede ikke længere ned end 60 ms.

 

Anti-ghosting:

 

Ghosting er efterhånden et ikke-tilstedeværende problem på tastaturer, men ghosting betyder, at tasterne er forbundet på en sådan måde, at visse tastetryk gør, at en ikke-trykket tast registreres af computeren. I praksis vil det betyde, at var ”B”, ”N” og ”M” forbundet på printpladen, ville tryk på ”B” og ”N”, ville computeren også registrere et tryk på ”M”, selvom man ikke trykkede på tasten.

 

Producenterne afværger ghosting ved bl.a. at opsætte kredsløbet på printpladen omkring f.eks. WASD på en måde, så tastetryk omkring disse taster altid kan registreres og ikke registreres forkert. Derfor ser man også ofte tastaturer blive markedsført med ”anti-ghosting zones”.

 

Anti-ghosting ligger på mange områder tæt op ad N-key rollover, men det er altså ikke helt det samme.

 

Afrunding:

 

Nok er ovenstående en meget basal forklaring af, hvad anti-ghosting, n-key rollover og polling rate er. Man kan gå meget mere i dybden og forklare om lineære kredsløbsforbindelser og så videre. Hvis I har fået blod på tanden og gerne vil vide mere om de emner, vi i dag har behandlet, kan I trykke på de to nedenstående links, hvor I kan finde mere dybdegående forklaringer, og ellers kan I følge med i næste uge, hvor vi fortæller om tilslutningsmuligheder og andre features ved keyboards.

 

 

Vores partnere