Centrale Specifikationer
En tur omkring Corsair K70 Pro TKL
Overordnet set skiller Corsair K70 Pro TKL sig ikke synderligt ud på designet. Det er på mange måder et ret standard gaming tastatur, naturligvis i TKL størrelsen, så altså uden NUM pad.
Der er naturligvis fokus på gaming, hvilket også er årsagen til TKL størrelsen.
K70 Pro TKL skiller sig dog ud på detaljerne, som er afdæmpede men stilfulde. Tastaturet er lavet af mat sort plast med en plade af børstet aluminium under tasterne for at give lidt flair.
Der er mindre, men meget fine, designdetaljer som afrundede hjørner, afdæmpede branding elementer og mønstre, som er med til at løfte indtrykket af K70 Pro TKL.
De inkluderede keycaps på vores version er Double-shot ABS med en meget behagelig, næsten soft touch overflade. De er dog desværre ret gode til at tage imod fingeraftryk og kan hurtigt ende med at se lidt nussede ud.
Under dem er det Corsair MGX Hyperdrive kontakter, som giver en masse muligheder for dynamisk aktiveringspunkt, Rapid Trigger og meget mere, som jeg kommer mere ind på under software og test delen.
Den begrænsede formfaktor betyder, at vi ikke får en fuld række af dedikerede medietaster. En del genveje er i stedet sat ind som sekundære FN funktioner på F1 til F8 tasterne.
Der er dog tre dedikerede funktionstaster i øverste højre hjørne. Her er der en tast til at aktivere Game Mode. Den anden er en du selv kan programmere som du vil, men som standard er sat til play/pause, og så er der endeligt hvad Corsair kalder et Multi-Functional Rotary Dial.
Den bruges som standard til at skrue op og ned for lyden, men kan via genveje bruges til andre ting. Det er lysstyrke på tastaturet, horisontal eller vertikal scrolling eller zoom.
Med til Corsair K70 Pro TKL følger der også en håndledsstøtte, som magnetisk kan klikkes på bunden af tastaturet. Den er tilpas blød til min præference med en let tekstureret overflade med det nye Corsair grafiske mønster.
Den indre del af K70 Pro TKL, som vi naturligvis ikke kan se selv, er forsynet med to lag af silikone til at dæmpe lyden fra tastaturet. Der er stadig tydelige klik når man skriver, men der er ingen irriterende ping lyde eller raslen af nogen art. Det er i stedet den klassiske “klak klak” lyd, som mange sikkert holder af på et “mekanisk” tastatur.
Corsair K70 Pro TKL kræver tilslutning via kabel og USB C stikket til det inkluderede kabel finder vi i toppen.
Ser vi i bunden af tastaturet, er der ikke meget at komme efter, ud over at Corsair også her har gjort sig lidt umage med designet. Der er mulighed for at tilpasse højden på K70 Pro TKL i et enkelt trin, men ellers er der ikke andet funktionelt at finde her.
Software
Helt som med alle andre Corsair enheder, så er det gennem deres iCue software, at man kan tilpasse og opdatere sine enheder.
Her har du overblik over dine tilsluttede enheder og mulighed for at overvåge visse dele af din PC.
I forhold til K70 Pro TKL er der et væld af muligheder for tilpasning. Der er de basale som firmware opdatering og Polling Rate. Her har K70 Pro TKL mulighed for helt op til 8000 Hz Polling Rate.
Der er naturligvis også mulighed for RGB tilpasning. Her har Corsair nogen af de mest avancerede muligheder på markedet. Du kan vælge mellem de prædefinerede muligheder eller opbygge din helt egen, med mulighed for flere effekter stablet i lag.
Vi kan også tilpasse nøjagtigt hvad hver tast skal bruges til. Det kan være programgenveje, media kontrol, profil skift, macro funktioner eller integrering i Corsairs Voice Mod.
Næste trin er tilpasning af en af de muligheder, som magnetiske kontakter giver os, nemlig aktiveringspunktet eller endda mulighed for flere aktiveringspunkter på samme tast.
Med Corsairs MGX Hyperdrive kontakter har vi mulighed for at indstille aktiveringspunktet frit mellem 0,1 mm og 4 mm, hvilket giver et ret stort spænd.
Der er også mulighed for selv at angive et reset point, altså hvor meget tasten skal løftes før den igen kan bruges.
Der er også mulighed for at lave to aktiveringspunkter på hver tast. På den måde kan du have en funktion der aktiveres ved fx 1 mm og en anden ved 3,5 mm.
Endelig kan du aktivere Rapid Trigger som dynamisk tilpasser aktiveringen. Du kan selv angive, hvor følsom den skal være og du har mulighed for at adskille aktivering og reset værdierne.
Via iCue kan man også tilpasse, hvor meget eller hvor lidt der skal deaktiveres, når man slår Game Mode til.
Game Mode her er en smule mere omfattende den jeg har set på andre tastaturer. Når man aktiverer Game Mode går K70 Pro TKL i en optimeret, men også begrænset indstilling.
Det betyder blandt andet, at alt software styring slås fra og man deaktiver ting som fx Windows tasten. RGB belysningen begrænses også til en statisk farve.
Du kan selv tilpasse dele af Game Mode indstillingerne, som fx at angive, hvilken Polling Rate du gerne vil have eller om der skal være en speciel Rapid Trigger indstilling ved brug af Game Mode.
Samlet set er der super brede muligheder for tilpasning af K70 Pro TKL igennem iCue. Det er tydeligt, at Corsair har meget fokus på gaming og funktioner til den krævende gamer. Det ses både i selve hardwaren, som de magnetiske kontakter, men også her i softwaren med en omfattende Game Mode indstilling og mulighed for meget granulær tilpasning af tasterne.
iCue har under hele min test fungeret uden problemer. Det er noget tid siden, at Corsair trimmede iCue meget ned og det er siden blevet et meget mindre og mere effektivt program, da det kun downloader elementer til de enheder, som du rent faktisk har tilsluttet dit system.
Test
Jeg har haft Corsair K70 Pro TKL på bordet i omkring en uges tid og har brugt det til en solid blanding af både arbejde og gaming.
I forhold til almindeligt brug har jeg været super glad for K70 Pro TKL. Jeg skriver naturligt nok en del i forbindelse med mit arbejde, og K70 Pro TKL har været en fin følgesvend på bordet.
Jeg foretrækker normalt lavprofil tastaturer, men den medfølgende håndledsstøtte til K70 Pro TKL betyder, at den ikke ender med at føles helt så høj, som den ellers normalt ville.
Skriveoplevelsen er dejligt responsiv med et behageligt feedback og til den opgave synes jeg den 2mm aktiverings afstand, som K70 Pro TKL er indstillet på som standard passer fint.
Til gaming var jeg også ovenud tilfreds. De mange tilpasningsmuligheder betyder, at man har mulighed for at tune K70 pro TKL nøjagtigt som man ønsker.
Som jeg har været inde på i andre anmeldelser af Hall Effect tastaturer, så er mit generelle skill niveau ikke så højt, at dynamiske aktiveringsafstande og Rapid Trigger muligheder betyder, at jeg automatisk nu ligger i toppen af vinderlisten.
Her er det trods alt for små marginer, den slags features flytter på. Jeg følte dog, at Corsair K70 Pro TKL var et fantastisk godt værktøj til opgaven, og gav mig nogen af de bedste forudsætninger for at yde mit bedste.
Så selvom jeg ikke er blevet Call of Duty champ over den sidste uge, så har min tid med K70 Pro TKL dog givet mig lyst til igen at spille FPS spil en del mere, end jeg har gjort det seneste lange stykke tid.
Det er naturligvis meget et spørgsmål om personlige præferencer, hvordan man foretrækker sit tastatur indstillet. Jeg kunne fx slet ikke fungere med super lave aktiveringsafstand på mine taster.
K70 Pro TKL kan indstilles med aktiveringsafstand helt ned til 0.1 mm, men allerede omkring 1 mm blev det for følsomt for mine fingre.
På samme måde kunne jeg heller ikke få det til at fungere i praksis med muligheden for to funktioner på samme tast ved forskellige afstande. Jeg kan ikke bevæge mine fingre så nøjagtigt stabilt nok til at det giver mening for mig. Jeg har en tendens til næsten altid at trykke helt i bund på mine tastetryk.
Jeg kan dog ikke brokke mig over at have muligheden. Jeg er ikke i tvivl om at der findes folk der sagtens kan drage nytte af det, og når det er tilfældet er der super gode muligheder med K70 Pro TKL.
Hvis man vil have de nyeste features ud af sit tastatur, så er Corsair K70 Pro TKL et rigtigt godt bud. En af de features som også er inkluderet er FlashTap. Med FlashTap kan man gøre sine bevægelser endnu hurtigere end bare med Rapid Trigger.
Normalt når man kommer med modsatrettede inputs til bevægelse, fx trykker på både højre og venstre knappen i forbindelse med strafing i fx et FPS spil som Call of Duty, vil man ikke bevæge sig, da de modsatrettede inputs kommer i konflikt.
Med FlashTap vil det altid være de sidste input der prioriteres, uanset om andre taster er trykket ned. Det betyder, at man kan strafe endnu hurtigere.
Det er en feature, som man skal aktivere via en genvej på tastaturet, men som kan kombineres med Rapid Trigger for at optimere tingene endnu mere.
Man skal dog være opmærksom på, at det i visse spil betragtes som snyd. Det er fx i CS:GO, hvor FlashTap og lignende “input-automation features” ikke er tilladte. Så husk at sørge for at det ikke er aktiveret hvis du spiller CS:GO.
Pris
Jeg kan i skrivende stund finde Corsair K70 Pro TKL med en onlinepris på lige under 1400 kroner. Det placerer den lige ved siden af andre lignende muligheder, som fx det Logitech Pro X TKL Rapid som vi næsten lige har anmeldt.
Konklusion
Jeg har været rigtigt glad for min tid med Corsair K70 Pro TKL. Det er et velbygget og lækkert TKL tastatur, som er spækket med de nyeste gaming features og lavet med lækre materialer.
De mange features og tilpasningsmuligheder har ikke fra den ene dag til den anden gjort mig til en meget bedre gamer. Det har dog gjort mig til en glad gamer, da K70 Pro TKL er super behageligt at bruge og er en lækker oplevelse at bruge, til både arbejde og gaming.
Man bør dog overveje om features, som Hall Effect kontakter virkeligt er det værd. For prisen er i den høje ende, og som sagt så kommer det nok kun virkeligt high end spillere til gode på en reel måde.
Vi lander med en endelig karakter på 9 for et super veludført tastatur. Det klemmer sig lige foran alternativer som Logitech Pro X TKL Rapid, da vi her får lidt flere features og håndledsstøtte til den samme pris.
Fordele:
Ulemper: