Cooler Master SK620 - 60 % lavprofil mekanisk tastatur

CoolerMaster_SK620_lowprofile_mechanic_keyboard_packaging_outer
Cooler Master har med deres SK620 givet os et bud på et tastatur med en kompakt størrelse. Vi ser nærmere på hvordan kombinationen af lavprofil og 60% størrelse klarer sig.

Specifikationer

Cooler Master tilbyder med SK620 et prisvenligt lavprofil 60 % mekanisk tastatur. Som altid starter vi med specifikationerne først.

  • Lavprofil Cherry switches
  • 60 % layout
  • Holdbart børstet aluminium
  • Ergonomiske keycaps
  • Multi-OS support
  • RGB backlighting

Udover ovenstående, så adskiller SK620 sig fra and mekaniske tastaturer ved ikke at have kræve tilhørende software; alt kan indstilles via taste-kombinationer på selve tastaturet. Cooler Master's MasterPlus software understøtter dog SK620, hvis man gerne vil have software kontrol.

CoolerMaster_SK620_lowprofile_mechanic_keyboard_contents.JPEG

Design

Det første man bider mærke i ved SK620 er at det har en væsenligt lavere profil end almindelige Cherry MX baserede mekaniske tastaturer og det skyldes, at Cooler Master har valgt at bruge lav profil switches i Cherry's MX lavprofil format, men produceret at TTC, som generelt laver fine mainstream switches.

CoolerMaster_SK620_lowprofile_mechanic_keyboard_side_view.JPEG

SK620 er ikke et high-end mekanisk tastatur og der er også kun det mest nødvendige med i kassen.

  • tastaturet selv
  • et flettet USB-C kabel
  • en keycap puller
  • et dust cover

CoolerMaster_SK620_lowprofile_mechanic_keyboard_packaging_inner.JPEG

Det sidste er faktisk noget jeg synes flere producenter skulle overveje at inkludere, da det er langt mere nyttigt end poser eller noget andet, hvis man døjer med at ens tastatur samler støv.

Selve kabinettet er lavet i hvad jeg formoder er ABS plast med en topplade i børstet aluminium. Det er ikke premium på nogen måde, men det er pænt og der er skridsikre gummifødder under, som tilmed er justerbare, så man kan få en skarpere vinkel på tastaturet, hvis man gerne vil have det.

CoolerMaster_SK620_lowprofile_mechanic_keyboard_bottom.JPEG

Keycaps er af ABS og det er nok her man mest mærker at SK620 ikke er high-end på nogen måde. De fungerer rigtig fint og er som sådan behagelige nok at skrive på, men de føles på ingen måde premium eller specielle og de larmer også en hel del.

Software

Som sagt, så kræver SK620 ikke software, men understøttes af Cooler Master's MasterPlus software. MasterPlus er også påkrævet for at tjekke efter firmware opdateringer.

CoolerMaster_SK620_lowprofile_MasterPlus_lighting.jpg

I MasterPlus er det muligt at tilpasse RGB efter egne ønsker og oprette macroer. Dog har jeg kun kunne binde macroer til det primære keyboard lag, det vil sige uden at holde Fn knappen inde. På et 60 % tastatur virker det en smule fjollet at ikke at kunne binde permanente macroer til funktions-laget, da der ikke rigtig er nogle taster "til overs" på så lille et tastatur. Udover det, så genkender MasterPlus ikke tastaturet som et ISO tastatur, så man kan ikke engang remappe ISO-specifikke taster. Ligesom med macroer, kan man kun remappe det primære lag, så det er igen lidt ligegyldigt.

CoolerMaster_SK620_lowprofile_MasterPlus_keymapping.jpg

Hvis man ikke har brug for at lave sit eget lysshow eller optage/redigere i macroer, vil jeg anbefale at man kører uden MasterPlus software, da det faktisk flere gange deaktiverede både Windows-key og Tab uden at jeg kunne få dem til at virke igen uden at lukke MasterPlus og resette tastaturet via en tastekombination, og så er man jo lige vidt. Desuden har jeg oplevet at MasterPlus har crashet min PC flere gange, så det er vist lidt en ommer fra Cooler Master's side.

CoolerMaster_SK620_lowprofile_MasterPlus_macros.jpg

Test

jeg har brugt SK620 både på kontoret og til gaming i en uges tid. Layoutet kræver noget tilvænning, men det hjælper at der er dedikerede piletaster. Desværre er funktionslaget ikke specielt intuitivt, så det vil kræve en del tilvænning at få det fulde ud af tastaturet, især når man ikke kan remappe funktionslaget.

Den lave profil er faktisk meget behagelig at bruge, både til at spille på og til at skrive på, men jeg er ikke personligt en fan af de brune tactile switches, der foretrækker jeg helt sikkert linære switches. Det er dog en personlig præference.

CoolerMaster_SK620_lowprofile_mechanic_keyboard_top_with lighting.JPEG

Jeg nævnte keycapsne tidligere og det er nok den største negative faktor ved SK620. Blandt andet så er kanten på mellemrumstasten meget udtalt og bliver efter et stykke tid decideret ubehagelig. Desuden så føles materialet ikke specielt lækkert at røre ved. Til gengæld, så prøver SK620 heller ikke at udgive sig for at være et premium tastatur.

Desværre så kører Backspace tasten trægt på det eksemplar jeg har fået til test, hvilket igen trækker ned i det overordnede indtryk. Havde jeg købt det selv, ville jeg have sendt det retur som reklamation.

Pris

Jeg har fundet Cooler Master SK620 til 829,- online og selvom der ikke findes mange lavprofil konkurrenter, så synes jeg det er forholdsvist dyrt i forhold til hvad man får. Ja, det har en lavere profil, men keycaps er ikke imponerende og software pakken skuffer også, selvom det er en bonus at den ikke er påkrævet. Den nærmeste konkurrent er Fnatic Streak65, som kører med samme type switches, men bedre keycaps og klart bedre stabilisatorer og så kan man få det til 799,-. Kan man leve uden lav-profil switches, så har Keychron K6 samme layout, men igen med bedre switches og til en lavere pris.

Konklusion

Cooler Master har forsøgt at lave et pænt og kompakt lavprofil gaming tastatur og det er da også lykkedes dem. Desværre skuffer det på mange nøglepunkter, såsom byggekvalitet, kvalitetssikring og software. Idéen er god, men andre har udført den bedre til færre penge.

Godt

  • Lav profil
  • Justerbare fødder
  • Frivillig software pakke

Skidt

  • Keycaps
  • Manglende kvalitetssikring
  • Tvivlsom software pakke
  • Pris


Vores partnere