Logitech G Pro X TKL Wireless

Logitech G Pro X TKL Wireless
Logitech er på banen med endnu en opdatering til deres G Pro serie af gaming udstyr. Denne gang er turen kommet til Logitech G Pro X TKL Wireless Gaming Keyboard, der på trods af det lange navn, gerne vil skære ind til benet.

Specifikationer

  • Forbindelse:
  • 2,4 GHz Lightspeed (USB Dongle)
  • Bluetooth
  • USB
  • Batteri: Op til 50 timers brug
  • Kontakter:
  • Taktile kontakter (GX Brown)
  • Linear Switches (GX Red)
  • Dual-shot PBT-taster
  • Programmerbare F-taster
  • Medie Kontrol knapper
  • LIGHTSYNC RGB
  • Mål: 34x357x150mm (HxBxD)

Vi har fået Pro X TKL Wireless ind et stykke tid før den officielle lancering, og Logitech har desværre været lidt nærige med den fulde liste af specifikationer. Så listen herover er det vi har kunne stykke sammen, fra de informationer vi har fået og selv kan teste os frem til. 


En tur rundt om Logitech G Pro X TKL Wireless

Det første man bliver mødt med når man åbner kassen, er den lækre transporttaske som følger med til Pro X TKL Wireless tastaturet. Det er en stofbeklædt semi hardcase kasse med lynlås og bærestrop, som kan indeholde tastaturet og alt tilbehør. 

Logitech G Pro X TKL Wireless transporttaske.jpg

Allerede her kan vi se at Logitech altså sigter efter det gaming segment, som kan tænkes at have deres udstyr med sig. Indersiden er dejlig fløjlsblød og med plads til tastaturet og tilbehør.

Logitech G Pro X TKL Wireless gaming keyboard med taske.jpg

Selvom jeg sjældent fragter mine ting rundt til andre steder end hjemmet, så er det dog en lækker detalje at have med. 

Ser vi på selve tastaturet, så har vi fået besøg af den hvide variant, men den kan naturligvis også fås i sort og så den nye lyserøde farve, som Logitech også har tilføjet. 

PROX2.jpg

Det er helt som navnet antyder et TKL layout, og det betyder man mangler NUMpad delen. Det er der mange gaming fokuserede kunder der foretrækker, da NUMpad  delen sjældent bruges i den forbindelse. 

Designet er meget i samme tråd, som vi allerede kender fra Logitech G serie. Med G Pro X TKL Wireless ryster de altså ikke posen i forhold til designet. 

Materialerne er dog lækre hele vejen rundt og byggekvaliteten føles rigtigt god. Der er ingen fleks eller knirken at spore. Under tasterne har Logitech placeret en sølvfarvet aluminiumsplade, men ellers er materialerne plastik hele vejen rundt. 

Logitech G Pro X TKL Wireless profil.jpg

Vores test sample er med Taktile (GX Brown) kontakter, men man kan også få Linear kontakter (GX Red). Begge to er kompatibel med tredjeparts Cherry MX key caps. 

Logitech G Pro X TKL Wireless GX Brown kontakter.jpg

Fælles for dem begge er at de kommer med Dual-shot PBT-taster med gennemsigtige tegn, for at lade Lightsync RGB effekterne slippe igennem. 

I toppen er der mediekontrolknapper sammen med et volumenhjul. De suppleres af fire funktionstaster, der kan skifte imellem de trådløse tilslutningsmuligheder, indstille lysstyrken på tasterne og aktivere gaming tilstand, hvor visse taster som fx Windows tasten deaktiveres, 

Medie taster volumen hjul Logitech G Pro X TKL Wireless.jpg

Ser vi på undersiden så er Pro X TKL Wireless forsynet med fem solide gummifødder, der sikre en stabil placering på bordet. Der er også foldbare fødder, der kan vippes ud i to trin og løfter tastaturet i en enten 4 eller 8 graders vinkel.

Logitech G Pro X TKL Wireless fødder.jpg

På undersiden er der også en plads til opbevaring af den inkluderede USB dongle, så den er let at have med på turen. 

Logitech G Pro X TKL Wireless USB C stik.jpg

På fronten af tastaturet er der en power knap og så den USB C port, der kan bruges til opladning og tilslutning af Pro X TKL Wireless til din PC. 

Plads til USB Dongle Logitech G Pro X TKL Wireless.jpg

Den medfølgende Lightspeed USB Dongle kan bruges til at tilslutte flere understøttede enheder. Så hvis du fx også bruger en Logitech Lightspeed mus, så kan de tilsluttes en enkelt USB Dongle.  


Software

Hvis du vil tilpasse indstillingerne på Logitech G Pro X TKL Wireless skal du forbi Logitech G Hub software. Det er det stykke software, som samler alle Logitechs G produkter, så hvis du har andre ting i serien, som fx deres headset, så vil det hele være samlet et sted. 

For Logitech G Pro X TKL Wireless er der et par muligheder for tilpasning i softwaren. En af dem er naturligvis RGB belysningen, som kan indstilles på et væld af måder. 

Logitech G Pro X TKL Wireless Logitech G Suite RGB indstillinger.png

Som noget nyt så er det nu muligt at tilpasse lyset i hver enkelt tast hver for sig. Så hvis man vil have et helt specielt setup, så er det muligt. 

Den letteste metode er bare at vælge en af de ni presets, som er i softwaren og så tilpasse farven efter smag. 

Der er også mulighed for at tilpasse nogen af tasterne med macroer eller specialfunktioner og genveje. Det er dog kun F1 til F12 tasterne, der er inkluderet i den mulighed. 

Tilpasning af F taster Logitech G Pro X TKL Wireless.png

Her er der dog mulighed for at vælge imellem stort set alt hvad man kan forestille sig af genveje og funktioner, og så kan man optage sine egne macro kombinationer også. 

Alle funktionerne i G Hub softwaren kan bindes op på profiler, så der er mulighed for at lave et udvalg af forskellige presets, som man hurtigt kan skifte imellem baseret på specifikke spil eller arbejdsopgaver. 


Testen

Jeg har haft Logitech Logitech G Pro X TKL Wireless i et par uger op imod testen. I den periode har det været brugt til normale desktop opgaver, arbejde og så krydret med gaming. I forhold til gaming har det primært været Call of Duty Modern Warfare II. 

Vi havde som sagt fået en version til test, som kom med taktile (GX Brown) kontakter. Valg af kontakter og præferencer er en meget personlig sag, så den del kan naturligvis altid variere. 

Taktile kontakter, hvor man kan mærke et lille bump ved aktiveringspunktet, er ofte foretrukket af FPS gamere. Det giver derfor god mening, at det er dem som Logitech har sendt med til test her. 

PXL_20230830_073409321.MP.jpg

Hele oplægget fra Logitech er at det nye Logitech G Pro X TKL Wireless er lavet baseret på feedback fra professionelle spillere. 

Personligt synes jeg, at GX Brown kontakterne har været rigtigt fine. Det er et ret diskret taktilt bump der er, og de er ikke i nogen grad så klikkende, som fx MX eller GX Blue kontakter kan være det. 

Kontakterne har en aktiverings afstand på 1,9 mm og et totalt travel på 4 mm. 

Jeg har næsten udelukkende været forbundet via den inkluderede Lightspeed Dongle under min test, men for god ordens skyld testede jeg naturligvis også Bluetooth forbindelsen af, når jeg tilsluttede min Laptop. 

Begge forbindelser var super solide og selvom jeg i en gaming situation altid ville vælge Lightspeed 2,4 GHz forbindelsen, så var det ikke fordi jeg under min test af Bluetooth bemærkede nogen synderlig latency.

Lightspeed USB Dongle Logitech G Pro X TKL Wireless.jpg

I det hele taget har min tid med G Pro X TKL Wireless været rigtigt lækker. Forbindelsen og oplevelsen af GX Brown kontakterne har været i top. 

Software oplevelsen er måske lidt begrænset, set på overfladen i forhold til de rigtigt mange muligheder, der er i andre producenters software. Det falder dog i meget fin tråd med Logitechs ide om at lave både tastatur og software baseret på feedback fra professionelle. 

Her er der ikke behov for at kunne tilpasse hver enkelt tast, eller for stor omfattende og potentiel tung software. 

Den tilgang skinner igennem på tværs af G Pro X TKL Wireless. Der har været fokus på de centrale features og det er blevet gjort rigtigt solidt. 


Pris

Prisen på G Pro X TKL Wireless er meldt ud af Logitech til at være lige under 1700 kroner. Det betyder, at vi er i den dyre ende selv for trådløse gaming tastaturer. 

Personligt synes jeg måske det er lidt til den dyre side. Det er fx næsten dobbelt pris i forhold til Logitechs eget allerede meget solide Logitech G915 LIGHTSPEED TKL, som jeg pt kan finde til lige over 1000 kroner med stort set identiske features.


Konklusion

Logitech har med deres G Pro X TKL Wireless lavet et super solidt og gennemført gaming tastatur. Der er fokus på de centrale features og skruet ned for lir og ekstra features.

Jeg har ikke en finger at sætte på udførsel eller ydelse. Det er dog heller ikke et tastatur, der umiddelbart skiller sig specielt meget ud. 

Designmæssigt ligner det et hav af andre tastaturer på markedet, så Logitech har ikke flyttet barren. 

Logitech G Pro X TKL Wireless Lightsync RGB.jpg

Det er selvfølgelig svært at klage over et gennemført produkt, der yder rigtigt godt. Jeg havde dog gerne set, at Logitech havde forsøgt at ryste posen en smule for at skille sig lidt mere ud. Specielt når prisen lander på 1700 kroner.

Smider man den slags penge, skal der i min verden være lidt specielt til at krydre tilværelsen, og det føler jeg ikke helt, jeg får med G Pro X TKL Wireless, Her er den medfølgende transporttaske ikke helt nok.

Vi lander med en endelig karakter på 8 for et super solidt produkt, der dog måske er en anelse kedeligt og ikke rigtigt skiller sig ud, og tilmed kommer med en høj pris. 


Godt:

  • Lækre materialer
  • God byggekvalitet
  • Solide Lightspeed og Bluetooth forbindelser
  • Inkluderet transporttaske


Skidt:

  • Prisen


Vores partnere