Centrale Specifikationer
Hvis man gerne vil med på AM5 platformen, men ikke har brug for PCIe 5.0 så er A620 chipsettet vejen frem. Som bonus kan der som regel spares lidt penge.
En tur rundt om ASRock Phantom Gaming A620I Lightning WiFi
Vi har tidligere kigget på dette bundkorts størebror i Phantom Gaming Lightning serien på B650 chipsettet. Designmæssigt minder de to bundkort meget om hinanden, hvilket også giver mening.
Designet er holdt meget afdæmpet primært i sort, uden en masse lir eller fluff. Personligt er det lige som jeg foretrækker det, men det er naturligvis et spørgsmål om personlig smag.
Som det er helt normalt, så er der kun to RAM slots på bundkortet. De understøtter dog op til 7200+ DDR5 RAM og en maksimal kapacitet på 96 GB.
Kortet drives af et 8+2+1 power phase design med en Dr. MOS power stage løsning. VRM design er netop en af de områder, hvor ASRock er rigtigt gode.
Det solide VRM design sammen med muligheden for op til 7200 MHz RAM betyder, at der er overclocking potentiale, hvis man vil give sig i kast med den slags.
Selv om vi “kun” har PCIe 4.0 hastigheder til M.2 lager, så er der stadig gode muligheder med to pladser til M.2 SSD’er. Der er en placeret på fronten med en heatsink. Her er der mulighed for PCIe Gen4x4 hastighed.
Den plads suppleres af endnu en M.2 plads på bagsiden af kortet, med mulighed for PCIe Gen3x4 hastigheder.
Ud over det er der også to almindelige SATA stik, hvis man vil supplere med SATA lager.
Til blæserstyring er der tre fire pins PWM stik på kortet med to i toppen og et enkelt i bunden.
Interne USB tilslutninger giver os en hver af USB 2.0, USB 3.2 Gen1 og USB C 3.2 Gen 1.
Springer vi til de eksterne tilslutninger på bagsiden får vi En USB 3.2 Gen2 Type-C, to USB 3.2 Gen2 Type-A, en USB 3.2 Gen1 Type-A og to USB 2.0.
Netværk får vi både med LAN og WiFi. Det er et 2,5G LAN stik, hvis man foretrækker kablet netværk. Er man til WiFi kan de to medfølgende antenner tilsluttes og bruges sammen med den indbyggede 802.11ax Wi-Fi 6E chip på bundkortet.
Bruger du analog lyd er der mulighed for tilslutning på bagsiden med understøttelse for 7.1 HD Audio. Lyden styres af et Realtek ALC897 Audio Codec.
Som en anden god bonus på bagsiden får vi også et BIOS Flashback knap. Den kan bruges til at opdatere BIOS på kortet automatisk via et tilsluttet USB drev.
Pris
Pris jeg kan pt finde ASRock Phantom Gaming A620I Lightning WiFi med en online pris på lige under 1300 kroner. Det ligger i fin tråd med lign A620 mITX bundkort på markedet. ASRock Phantom Gaming A620I Lightning WiFi kommer dog i mange tilfælde med stærkere hardware konfiguration.
Konklusion
ASRock har samlet en god liste af features i deres ASRock Phantom Gaming A620I Lightning WiFi bundkort.
Der er ikke adgang til de premium features som AM5 platformen tilbyder, i form af PCIe 5.0 osv. Det er dog også ting som de fleste sagtens kan undvære, og så kan man lige så godt spare pengene.
På trods af at være “det lille” chipset i familien, så har ASRock dog ikke sparet på den generelle hardware på bundkortet. Det betyder, at man stadig får et solidt kort med en stærk VRM og god understøttelse for hurtige RAM.
Vi lander med en endelig karakter på 9 for et solidt mITX bundkort på A630 platformen. Det lander ikke med så skarp en pris som sin B650 storebror men gør det stadig rigtigt godt.
Ser vi på features og hardware konfiguration i forhold til sammenlignelige bundkort fra fx Gigabyte så kommer ASRock Phantom Gaming A620I Lightning WiFi stærkere ud af den sammenligning.
Godt:
Skidt: