iPhone 8: Alt du skal vide om den nye trådløse opladning

Med lanceringen af Apple iPhone 8 og iPhone 8 Plus understøtter Apples nye iPhones nu trådløs opladning. Men hvad er egentlig fordelene og ulemperne ved trådløs opladning, og hvordan fungerer trådløs opladning i praksis?

Med lanceringen af Apple iPhone 8 og iPhone 8 Plus understøtter Apples nye iPhones nu trådløs opladning. Men hvad er egentlig fordelene og ulemperne ved trådløs opladning, og hvordan fungerer trådløs opladning i praksis? Det kan du blive meget klogere på her.

 

Teknologien for trådløs opladning er faktisk ikke ny. I visse smartphones har den været benyttet helt tilbage siden 2009 (omend teknologien er langt mere effektiv i dag, end den var for ti år tilbage), og vender vi blikket væk fra mobilverdenen, er teknologien endnu ældre. Allerede i starten af 1990’erne lancerede Braun en elektrisk tandbørste med trådløs opladning.

 

Den trådløse opladning fungerer ved, at en elektromagnetisk spole i opladerpladen overfører energi til en elektromagnetisk spole i smartphonen. På iPhone 8 sidder spolen på telefonens bagside, og når du lægger telefonen med bagsiden mod opladerfeltet, begynder opladningen. Er du en af de miljøbevidste forbrugere, kan du beroliges med, at opladerpladen ikke sender strøm ud i den blå luft – opladeren aktiveres først, når en kompatibel enhed placeres på den.

Den trådløse opladning kaldes også for induktiv opladning, og det er i virkeligheden et bedre navn. For selvom selve strømoverførslen er trådløs, kræver opladerpladen en ledning forbundet til stikkontakten for at fungere.

 

Fordele ved trådløs opladning


• Holdbarhed. Der er betydeligt mindre slidtage ved trådløs opladning, fordi du ikke konstant skal tilslutte og frakoble et opladerstik til din iPhone.
• Bekvemmelighed. Findes der noget værre end sammenfiltrede kabler? Det er slut nu.
• Beskyttelse. Telefonen er bedre beskyttet mod udefrakommende skadelige stoffer som eksempelvis væsker og støvpartikler, når der ikke er et opladerstik i smartphonen. Vær opmærksom på, at iPhone 8 stadigvæk har sit traditionelle opladerstik.

 

Ulemper ved trådløs opladning


• Hastighed. Opladningen foregår langsommere end ved kablet opladning, fordi den trådløse opladerteknologi maksimalt understøtter 15 watt, hvoraf iPhone 8 kan modtage 7,5 watt.
• Pris. Opladerpladen følger ikke med din nye iPhone som standard. Ønsker du at gøre brug af trådløs opladning, skal du med andre ord tilkøbe en opladerplade. Samtidig er selve den trådløse teknologi, der er indbygget i iPhonen, dyrere end traditionel kabelbaseret teknologi, hvilket øger smartphonens pris.
• Mobilitet. Du kan ikke flytte din iPhone, samtidig med at den oplader trådløst. Et traditionelt opladerkabel giver lidt mere bevægelsesfrihed under opladning.

 

iPhone 8 byder på meget mere end innovativ opladning, og har du endnu ikke stiftet bekendtskab med de mange funktioner, kan du her se de fulde specifikationer på iPhone 8.

 

Vores partnere