Arlo Essential Indoor Camera: Test

Skærmbillede 2022-10-31 092806
Vi har set på et par af mulighederne fra Arlo, når det gælder udendørs overvågning. Nu er tiden kommet til at rykke indenfor, med deres Arlo Essential Indoor Camera.

Specifikationer

  • Resolution: 1080p
  • Format: H.264
  • Field of View: 130° diagonal
  • Night Vision: High powered Infrared LED (850nm) with IR Cut Filter
  • Zoom: 12x digital zoom
  • Audio: Full Duplex 2 way Audio
  • Status Lights: 2x LEDs (blue and amber)
  • Motion Detection: Image based motion detection
  • Indoor/Outdoor: Indoor
  • Wired/Wire-Free: Wired Only
  • Notifications: Automatic email alerts and push notifications
  • Operating Temperature: 0 to 45 degree Celsius
  • Microphone: Single Microphone with noise and echo cancellation
  • Dimensions: 52 x 49 x 113.19 mm
  • Weight: 122g

Som vi kan se på specifikationerne her, så er det et kamera der, som navnet også antyder, er beregnet udelukkende til indendørs brug. Der er ikke indbygget batteri, da antagelsen er, at der er adgang til strøm. Der er stadig inkluderet ting som 130° synsvinkel og Night Vision. Begge dele meget praktiske i et overvågningskamera. 


En tur rundt om Arlo Essential Indoor Camera

Hvis man har stiftet bekendtskab med Arlo serien af overvågningskameraer tidligere, så vil man straks føle sig hjemme i designet. Det er lavet i en kombination af hvid og sort plast med behagelige runde former. 

Arlo Essential Indoor Camera.JPG

I modsætning til de kameraer fra Arlo, som vi har set på tidligere, så kommer dette med en fastmonteret fod. Den kan bruges enten til at stille den på en vandret overflade i hjemmet eller til, via det medfølgende beslag, at montere det på væggen eller loftet. 

Der følger et tilpas langt USB kabel med, sammen med en strømadapter, da Arlo Essential Indoor Camera skal være tilsluttet strøm for at virke. Stikket er et standard Micro USB stik, så der er mulighed for at udskifte det med et længere, hvis man har behov for det. 

Arlo Essential Indoor Camera micro USB Kabel.JPG

På fronten har vi meget centralt sensoren, der kan optage op til 1080p opløsning, med mulighed for Night Vision via Infrarøde sensorer. Der filmes i et 130° graders synsfelt, som kan dække tilpas bredt for de fleste behov. 

Arlo Essential Indoor Camera close up.JPG

Linsen bliver, når man deaktiverer kameraet, dækket af et lille dæksel, som Arlo kalder Privacy Shield. En rar lille sikkerhed og en hurtigt måde man kan tjekke, om kameraet er aktiveret eller ej. 


Opsætning

Den fysiske opsætning af kameraet kan kræve en smule værktøj, alt sammen afhængigt af, hvor du ønsker det monteret. Alt hvad du behøver af skruer osv følger med i pakken. Så det er blot at finde et passende sted og montere det. Hvis den skal stå på en vandret overflade er det bare at stille den på foden og så ellers trække kablet.

Opsætningen efterfølgende af selve Arlo systemet, sker igennem deres Arlo Secure app på din smartphone. 

Arlo Essential Indoor Camera på væggen.JPG

Arlo sælger et udvalg af forskellige kameraløsninger, hvoraf nogen kan forbindes direkte til dit hjemmenetværk. Hvis man har en Arlo Basestation kan man også vælge at tilknytte Arlo Essential Indoor Camera her, hvis man er indenfor rækkevidde for netværket. 

Det er blot at vælge, hvad man vil tilføje og herefter følge trinnene i guiden. Det er let og ligetil, og undervejs får man mulighed for at navngive enheden og indtaste de netværksoplysninger, som den skal bruge for at komme på netværket. Så man skal altså have navn og kodeord til sit WiFi netværk klar inden opsætningen. 

Både den fysiske opsætning og den via appen tog mig samlet set omkring 15 minutter, og herefter var alt på plads og klar i Arlo Secure appen. 


Software

Både opsætning og den efterfølgende betjening af dine Arlo enheder, foregår igennem Arlo Secure appen. 

Her har man en oversigt over tilsluttede enheder, og kan fra forsiden af appen let tilgå de enkelte enheder og se et live feed hvis man vil. 

Arlo Essential Indoor Camera opsætning via app strøm.png

Der er en række andre funktioner, men det er vigtigt at understrege, at en stor del af dem er afhængige af, at man har et Arlo Secure abonnement. Hvis du ikke har nogen betalt aftale med Arlo Secure, kan du ikke andet end modtage notifikationer når tilsluttede enheder registrerer bevægelse, og så se et live feed fra dine enheder. 

Alle andre funktioner kræver, at man betaler fra omkring 25 kroner i måneden for et enkelt kamera, med mulighed for Videohistorik i 2K opløsning gemt op til 30 dage i skyen, samt en række andre funktioner og helt op til omkring 115 kroner i måneden, for de samme muligheder med et ubegrænset antal kameraer, men nu med mulighed for videohistorik i 4K opløsning, som dog er lidt overflødigt til lige netop Arlo Essential Indoor Camera. 

Det er en vigtig detalje at have med i sine overvejelser. Der er et tre måneders prøveabonnement med, når man køber Arlo Essential Indoor Camera, men herefter koster det, hvis man vil have den fulde funktionalitet, som vi gennemgår herunder. 

Arlo Essential Indoor Camera betaling.png

I appen har du også en oversigt over de optagelser, som er gemt i skyen. Når et kamera registrerer bevægelse starter den også en optagelse og sender som standard en notifikation til dig på din smartphone. 

Optagelsen bliver gemt i skyen i op til 30 dage og kan via app'en downloades hvis du får brug for at gemme den længere end det. 

Hvis du har en arlo Hub på dit netværk kan man indstille optagelserne til at gemmes lokalt der via et isat MicroSD kort. Det er dog alt sammen noget der skal købes ved siden af Arlo Essential Indoor Camera. 

Vi tilstands fanen er det muligt hurtigt at tænde, slukke eller tilpasse, hvilken status dine enheder skal være i. Det er muligt via disse indstillinger at vælge imellem tændt, slukket, tidsplan og Geofencing. 

Ud over det kan man også oprette sine egne tilstande. Ved denne opsætning er det muligt, at koble flere enheder sammen. På den måde kan man bede en eller flere enheder om, for eksempel at starte optagelser, hvis bare en af dem registrerer bevægelse. På den måde kan man dække sig selv bedre ind, og sikre sig at få alle vinkler med, hvis man skulle være uheldig og få ubudne gæster. 

Arlo hub Indstillinger.jpg

Hvis man gerne fintune indstillingerne yderligere, kan man via indstillingerne også oprette aktivitetszoner. Så hvis dit kamera fx er sat til at optage i en retning, hvor den fanger lidt af vejen eller et andet område, hvor du ikke ønsker notifikationer, kan det sættes op. På den måde kan man sikre sig, at det kun er relevante områder der er overvågede. 

På samme måde er der en mulighed for Smart Alarmer, som kan sortere ting som dyr eller køretøjer fra. Arlo softwaren burde kunne identificerer de forskellige ting og sortere i det. På den måde kan du undgå notifikationer fra et kamera, som måske fanger din hund derhjemme i løbet af dagen. Du kan selv angive, hvad Arlo Secure app’en skal sortere fra.

Generelt fungerer Arlo Secure app’en fint, og den er udstyret med gode funktioner. Det er dog, som sagt, bare vigtigt at huske, at en stor del af de mere brugbare er gemt bag en betalingsvæg.


Test

Jeg har installeret Arlo Essential Indoor Camera sammen med de kameraer som jeg allerede har testet i Ultra 2 sættet omkring hjemmet. Via opsætningen kan man vælge om man vil opsætte Arlo Essential Indoor Camera til brug sammen med en evt. Arlo Hub på dit netværk eller blot på netværket for sig selv. 

Jeg valgte at sætte den op via den Hub der var på mit netværk, for at holde det hele samlet der. Det betyder også, at jeg via MicroSD kort kan gemme optagelserne lokalt. 

Dårlig forbindelse til Arlo Hub.png

Jeg oplevede dog desværre, at forbindelsen til det separate Arlo Netværk, som Arlo Hub’en bruger, var så dårligt, at jeg måtte lave det om og skifte til almindelig WiFi forbindelse. Det til trods for, at der ikke var mere end omkring 12 meter imellem Arlo Hub og Arlo Essential Indoor Camera.

Om årsagen til den dårlige forbindelse skal findes i Arlo Hub eller Arlo Essential Indoor Camera skal jeg ikke kunne sige. Efter tilslutning til mit almindelige WiFi var forbindelsen dog super stabil. 

Arlo Essential Indoor Camera opsætning via direkte wifi.png

Både i lys og mørke gav Arlo Essential Indoor Camera mig gode og skarpe optagelser, selvom de naturligvis var i sort/hvid om natten.

Notifikationerne, når der blev opdaget bevægelse, var også stabile og landede fint på den smartphone, der var sat op til at modtage dem. De gik derfra fint videre til mit Smartwatch, så jeg kunne holde øje med, hvad der skete rundt om huset. 

Arlo Essential Indoor Camera fod.JPG

Opløsningen på Arlo Essential Indoor Camera er “kun” 1080p Full HD, men billederne er fint skarpe alligevel. Det er en beslutning der giver fint mening, når man tænker på brugsscenariet, hvor man forbinder via mobilnetværk. Her kan de tunge 4K billeder, som fx et Arlo Ultra 2 setup bruger, godt ende med at være for tungt. 

Hvis du har et Smart Home setup, som for eksempel Google Home er det let at integrere Arlo systemet til det. Hvis man gør det, er det let at se stream fra et Arlo kamera på dine Google enheder, som Nest Hub eller på dit TV via Chromecast. 


Pris

Jeg kan pt finde Arlo Essential Indoor Camera med en online pris på lige omkring 900 kroner. Det er en ret hidsig pris, hvis man sammenligner med sammenlignelige kameraer fra fx TP-Link, der kan købes for under 300 kroner. 


Konklusion 

Arlo har med deres Arlo Essential Indoor Camera lavet et godt og diskret indendørs overvågningskamera. 

Opsætning og brug er let og ligetil og inklusionen af ting som Privacy Shield funktionen er rart at have med i hatten. 

Som jeg har været inde på i mine tidligere Arlo anmeldelser, så er jeg dog ret træt af at rigtigt meget funktionalitet, er låst via software gemt bag en betalingsvæg. Hvis man skal have adgang til alle funktionerne, kræver det et løbende beløb til et Arlo Secure abonnement. 

Arlo Essential Indoor Camera Privacy Shield.JPG

Det synes jeg virker ret stramt når man tænker på at man allerede har betalt 900 kroner for selve kameraet. Alene den pris synes jeg også er alt for høj, når man bogstaveligt talt kan få tre overvågningskameraer, med nogenlunde sammen specifikationer, fra TP-Link til den samme pris. 

Vi lander med en endelig karakter på 7, for et kamera som teknisk set er rigtigt fint, men som på pris og kravet om løbende betaling får et par gevaldige hak i lakken. 


Godt: 

  • Let opsætning og brug
  • Diskret design der passer ind i hjemmet
  • Privacy Shield er rart


Skidt

  • Krav for løbende betaling for adgang til alle funktioner
  • Dårlig forbindelse til Arlo Hub (sælges separat) 
  • Prisen er for høj


Vores partnere