Nvidia præsenterer RTX 4070Ti

Nvidia CES 2023
CES, som ellers først starter officielt i morgen, er allerede i fuld gang. I den forbindelse har Nvidia afholdt deres event og her præsenteret deres RTX 4070Ti grafikkort. Det er det næste trin i 4000 serien, men er i sidste ende det rebrandede RTX 4080 12 GB kort.

Selv om kortet egentligt allerede var annonceret, sammen med RTX 4090 og 4080 16 GB kortene sidste år, så er det nu tilbage under det nye RTX 4070Ti navn. 

Nvidia endte med at brænde nallerne lidt på den oprindelige lancering, da de forsøgte at lancere kortet som et RTX 4080 kort, men blot med mindre RAM. Der var dog så mange andre forskelle på 12 og 16 GB versionerne af kortene, ud over bare mængden af RAM, at Nvidia efter pres besluttede sig for at “unlaunche” RTX 4080 12 GB kortet. 

Det er nu tilbage som RTX 4070Ti kortet, hvilket alt andet lige er en mere passende beskrivelse. 


Max din 1440p monitor

Det “nye” kort lander med et løfte fra Nvidia om, at vi vil kunne “Max out your 1440p gaming monitor” Med den i tankerne kan vi se, hvilket segment som Nvidia tiltænker med RTX 4070Ti kortet. 

Specifikationerne på RTX 4070Ti er af naturlige årsager ikke en overraskelse. Det er naturligvis stadig 4nm Ada Lovelace arkitekturen der driver værket. Chippen er en AD104 GPU, som kommer med 7680 CUDA cores, 240 Tensor Cores, 60 RT Cores og 12GB GDDR6X RAM på en 192 bits memory bus. 

Nvidia RTX 4070Ti specs.jpg

På papiret er det hardware, der burde placere den et sted imellem de tidligere RTX 3090 og 3090Ti kort. Nvidia brugte dog deres præsentation på at fortælle, at kortet var op til tre gange hurtigere end det RTX 3090Ti kort. 

Det er dog en påstand, jeg vil stille mig noget tvivlende overfor. Specielt fordi Nvidia udelukkende bruge en ret uspecifik graf til at underbygge den påstand. Et eventuelt resultat i den klasse var uden tvivl også lavet ved tungt brug af DLSS 3, med de kompromisser til billedkvalitet, som det kan føre med sig. 

Nvidia RTX 4070Ti performance.jpg

I den forbindelse er framerates ikke alt, og derfor synes jeg at påstanden fra Nvidia er ret misvisende, og bør tages med et MEGET stort gran salt. 


Kun partnerkort

Nvidia fremviste ikke nogen Founders Edition version af RTX 4070Ti kortet på CES. Det betyder, at vi sandsynligvis kun vil se versioner af kortet fra Nvidias hardware partnere, som ASUS, Gigabyte, MSI osv. 

Gigabyte har allerede annonceret seks forskellige versioner af RTX 4070Ti kortene, og de andre producenter følger helt sikkert trop. 

Gigabyte RTX 4070Ti.jpg

Det nye kort lanceres allerede den 5. januar og Nvidias annoncerede pris var på 799 dollars. Hvad de forskellige kort så reelt ender med at koste, kan vi ikke sige endnu. Vi har ikke set nogen priser på nogen af de kort, som er blevet præsenteret af Nvidias

partnere. 

Vi satser naturligvis på at få fingrene i kortene selv på et tidspunkt så vi kan lave vores egen tests af ydelsen. 


Vores partnere