Interview: Razer lancerer hardware i 2022

Razer Hanbo AIO aRGB 240mm Key Visual
Razer har efterhånden mange år bag sig på markedet for gaming tilbehør. Det hele startede med gaming mus, men siden da er der kommet meget andet til. Razer har masser af fans verden over, og er kendt for ind imellem at udvikle og lancere nye lidt specielle produkter.

Senest har vi for eksempel set på deres Razer Zephyr maske, som er beregnet som et mere high tech alternativ til de mundbind og masker, som vi er blevet vant til under COVID-19 pandemien.

Razer Zephyr pakke.JPG

Razer har dog for ikke så længe siden meddelt, at de snart træder ind på nye områder med deres udvalg af produkter. Indtil nu har de udover deres laptops holdt sig til gaming tilbehør. Det ændre sig dog snart, når Razer også rykker ind på markedet for decideret hardware. 

I første omgang kommer det til at dreje sig om strømforsyninger og køleløsninger i form af blæsere og AIO vandkøling. Razer har dog allerede meldt ud, at de komponenter kun er begyndelsen i deres hardware eventyr. 

Razer Katana 1200 Watt Power Supply.jpg

I forbindelse med lanceringen af de nye hardware produkter fra Razer, har vi fået muligheden for en virtuel snak med Richard Hashim, der som Global Vice President Sales & Marketing for Systems Growth Segment står i spidsen for udviklingen af de nye hardware produkter fra Razer. Det gav os muligheden for at spørge lidt ind til tankerne bag de nye produkter, og hvad der gemmer sig i fremtiden for Razer.


Hvorfor nu?

Tweak: Razer har været på markedet for gaming tilbehør i mange år. Hvad kan det være, at det har taget så lang tid, før I går ind på markedet med egentlige hardware dele? 

Richard Hashim: Igennem årene har Razer været meget fokuserede på at blive det ledende lifestyle brand for gamere, uanset hvilken platform de vælger at game på. Vi har set stor vækst på markedet for tilbehør, som mus og tastaturer, og har cementeret vores plads som et af de ledende brands på det område.

Razer Blade 14 amd gaming laptop.jpg

For nogle år siden så vi en efterspørgsel på markedet efter højtydende gaming laptops, og har siden da også slået vores plads fast, som de ledende high end gaming laptops på markedet. 

Så tiden var inde for Razer til også at træde ind på højtydende hardware løsninger, som er målrettet til entusiasten. Markedet for PC gaming fortsætter med at trives og vi tror på, at Razer er i en unik position til at bringe god værdi til netop det segment, med en stærk tilslutning til Razers Synapse og Chroma RGB produkter, som bruges af millioner af mennesker verden over. 

chroma-workshop.jpg

Vi tror på at vores integration af Razers software løsninger i højtydende hardware komponenter, bare er første skridt i retningen af at bringe tiltrængt udvikling til kombinationen af software og hardware. I kommer til at se meget mere udvikling fra os på den front, da vi fortsætter med at udvikle smart platforme til at styre jeres high end gaming oplevelser. 


Hvor længe undervejs?

Tweak: Et projekt som det her tager uden tvivl lang tid at udvikle, men hvor lang tid har ideen om Razer hardware været i spil hos jer?

Richard Hashim: Vi har faktisk overvejet at træde ind på denne del af markedet i ret lang tid. Vi foretrækker dog at tage os god tid, og ikke gå for hurtigt til en opgave som den her. Det betød også, at der stadig var ting, som vi gerne ville udvikle til vores Blade serie af laptops. Sideløbende med det lancerede vi også sidste år vores Razer Tomahawk kabinet. Vi vidste, at vi ved at tage de skridt først kunne lære en masse nyttige ting, som ville resultere i bedre produkter, når vi tog skridtet til desktop komponenter. 

razer-tomahawk-a1-m1.jpg


Tidligere samarbejder

Tweak: Razer har tidligere samarbejdet med andre producenter på gaming markedet, og for eksempel lavet Razer Editions af ting som kabinetter. Hvad kan det være at I har valgt at tage springe og selv producere tingene, i stedet for at fortsætte som tidligere med at lave Razer Editions?

Richard Hashim: Vi vil hos Razer fortsætte med at samarbejde med partnere i industrien om kommende Razer Editions. Der var dog områder, hvor vi følte at vi kunne drage nytte af vores egen opfindsomhed. Vi tror på, at vi kan bruge vores egne erfaringer, når der skal skabes og udvikles nye produkter til vores kunder. 

lian-li-pc-o11-dynamic-razer-editionhellip.jpg

I vil stadig se Razer Edition af for eksempel bundkort i samarbejde med ASRock. I skal dog ikke blive overraskende, hvis I også kommer til at se Razer Editions af andre ting, som for eksempel grafikkort, RAM og SSDer i fremtiden. 

Vi arbejder også på at udvide vores Razer Editions samarbejde med fuldt byggede systemer, med system partnere som Maingear. Dette skulle gerne udvides til alle dele af verden. Vi ser gerne, at Razer kunder får muligheden for enten af bygge deres eget Razer system, eller købe et prækonfigureret system fra en parter i deres region. 


Har samarbejdet lært jer noget?

Tweak: Har det samarbejde, som I har haft tidligere med andre producenter, lært jer nogen gode lektier, som I har taget med over i deres egne Razer produkter? 

Richard Hashim: En af de primære punkter, som er blevet understreget, er vores fokus på detaljen og forventninger til kvalitet. Design og ydelse er hvad der adskiller os. Vi har givet tingene en ekstra indsats for at sikre os, at alle vores kommende produkter lever op til vores strikse kvalitet og ydelsesstandarder. Det er endda gået så vidt, som at implementere nye produktionsprocesser og kvaliteteskontrolprocedurer med vores partnere, for at sikre os at intet overlades til tilfældigheden. Det her er vores første skridt ind på markedet for PC komponenter, og vi ønsker at komme flyvende fra start med produkter, som lever op til den forventning om kvalitet, som vores kunder har til os. 


Hvad bringer I til bordet?

Tweak: Bortset fra den meget genkendelige Razer stil, hvad vil du så sige er nogen af de største features ved de nye Razer komponenter, som får dem til at skille sig ud i et allerede ret mættet marked for PC komponenter? 

Richard Hashim: Jeg kan ikke understrege nok, hvor meget arbejde vi har lagt i at sørge for at de nye produkter lever op til forventningerne fra entusiaster. Vores fokus på detaljen, valg af premium komponenter, grundig testning og det samlede ensrettede design har resulteret i produkter med enestående kvalitet. 

Razer Chroma

Oven i det er alle komponenter integereret med Razers Synapse software og Chroma RGB. Det er det største, mest understøttede og fleksible økosystem af sin slags på markedet. Det er understøttet af størstedelen af de mest populære spil og partnere, hvilket betyder, at tingene ikke kun er oppe og køre hurtigt, men det kan også integreres med resten af dit system, hvor det hele arbejder problemfrit sammen. 


Samarbejde med Asetek

Tweak: Razer har samarbejde med Asetek om de nye Razer Hanbo AIO produkter. Har der været andre etablerede partnere involveret i de nye hardware produkter, og hvor meget er rent Razer design og produktion? 

Razer Hanbo AIO aRGB 360mm.jpg

Richard Hashim: Asetek er en vigtig partner i designet af vores køleløsninger, specielt med deres køleblok teknologi, som er den bedste på markedet. Vi har arbejdet tæt sammen med Asetek for at sikre, at alle vores køleprodukter lever op til den samme Razer standard for design, kvalitet og ydelse, som vi har for alle vores øvrige produkter. 


Hvad kan vi se frem til?

Tweak: I siger at de kommende produkter som blæsere, AIO løsninger og PWM controllere bare er begyndelsen. Kan du give os lidt mere information om, hvilke komponenter vi kan se frem til i fremtiden? 

Richard Hashim: Det er ganske rigtigt kun begyndelsen. Jeg kan ikke afsløre noget specifikt endnu, men I kan se frem til at Razer igennem 2022 vil lancere et udvalg af nye innovative og banebrydelse produkter i det her nye segment. Vores hardware og software ingeniører er allerede i skrivende stund, i fuld gang med at definere og udvikle de nye produkter og løsninger. 

120mm and 140mm.jpg


Hvornår kommer der mere?

Tweak: Hvornår kan vi så forvente at næste kapitel i det nye Razer hardware eventyr bliver annonceret? 

Richard Hashim: Jeg glæder mig meget over alle de nye projekter vi arbejder på for tiden, og tror på at vi vil være i stand til både at glæde og overraske vores kunder, når vi er klar til at vise dem frem for verden. Jeg kan dog ikke komme med flere detaljer endnu desværre.



Det ser altså ud til at Razer gør sig klar til et stort skridt ind på markedet for PC hardware komponenter og gør sig klar til at udfordre de spillere som allerede er på markedet. Hvis tingene kommer til at rulle sig ud som Hashim lægger op til vil det være den største udvidelse af Razers produktlinie i meget lang tid. I den første bølge af Razer hardware kan vi se frem til deres Hanbo AIO kølere, som kommer i 240mm og en 360mm versioner. De bliver udstyret med deres Razer Kunai blæsere, som også kan købes for sig selv i 120mm og 140mm versioner. Endeligt får vi to strømforsyninger i deres Katana serie, som kommer i en 750W og en 1000W version. Begge versioner er naturligvis fuldt modulære og selvfølgeligt med Razer Chroma RGB. 

Vi kommer naturligvis til at følge udviklingen her på Tweak så følg med her på siden for mere information i dem kommende tid. 



Vores partnere