Specifikationer og features
Jeg har været en tur forbi Riotoros hjemmeside, og fundet lidt oplysninger på Aviator headsettet til jer. Jeg har listet specifikationerne op nedenfor:
- Type: 7.1 channel USB kablet headset
- Tilslutning: 3.5mm analog med USB-adapter
- Mikrofon: Noise cancelling, fleksibel og aftagelig
- Frekvensgang: 20Hz - 20kHz
- 50 mm højttalerenheder
- 2.2 meter rødt stofkabel
- Impedance: 32Ω + 10%
- Volume Kontrol: Ja
- Noise Cancelling: Ja
- Materialer: ABS Plastik og Metal
- OS support: Windows 7, 8, 10, OSX, iOS, Android, Windows Mobile
En tur rundt om Riotoro Aviator Classic headsettet
Som et hvert andet produkt der ankommer til test, starter vi ud med at tage et kig på kassen som det kommer i. Her kan vi få en ide om hvor vidt producenten har gjort det indbydende, uden at man skal have kassen åbnet op. På fronten af kassen til Aviator Classic headsettet, finder vi et billede af den ene side af headsettet, samt navnet, og det er mere eller mindre det.
På bagsiden får vi et nærmere kig på nogle af de features som headsettet tilbyder (har vi allerede gennemgået ovenfor), samt hvilket tilbehør man får med i kassen – dette er faktisk det næste vi skal se på, nu hvor vi skal have pakket Aviator Classic headsettet ud.
Med alt indhold fra kassen lagt ud på bordet, kan vi nu danne os et overblik over hvad man får med, vi finder følgende:
- Riotoro Aviator Classic headset
- Diverse papirer
- Aftagelig mikrofon
- Y-splitter kabel
- 3.5 mm mini-jack kabel
- USB-lydkort/in-line controller til surround
De to primære kabler som medfølger til Aviator Classic headsettet, er begge i lækker kvalitet og betrukket med stof. Faktisk er de to 3.5 mm mini-jack stik i metal, hvilket er lækkert og ikke noget vi ser særlig tit. Modsat er in-line controlleren / USB-lydkortet dog ret stort og klodset og fremstillet i plastik.
Y-splitter kablet som kan bruges til computeren, hvis man ikke ønsker at gøre brug af USB-lydkortet, samt mikrofonen er begge sorte og er udstyret med jack-stik i plastik. Et overall plus, er dog at alle stik på dette headset er guldbelagte, for at sikre maksimal holdbarhed i det lange løb. Men lad os få lagt tilbehøret til siden, og vende blikket med selve headsettet som det næste.
Aviator Classic, er yderst anonymt at kigge på, med sine sorte farver, som kun er brugt af Riotoro logoet i rødt, på hver ørebøf. Vi kan lige så godt snakke om det åbenlyse først – designet. Er jeg den eneste her der syntes at Aviator Classic, minder ret meget om HyperX Cloud headsettet? Ikke at dette nødvendigvis er en dårlig ting.
Konstruktionen på Aviator Classic headsettet, er et mix af plastik, metal og kunstlæder. Den overall byggekvalitet virker solid, og der er er ikke nogle usædvanlige knirkelyde eller andet, der indikerer dårlig kvalitet. Størrelsen og vægten er også ganske fornuftigt og befinder sig nogenlunde i hvad jeg vil kalde midten af skalaen.
Som på stort set alle andre headsets, er det naturligvis muligt at indstille størrelsen i hver side, således at man kan opnå den bedst mulige pasform på sit hoved. Der er ni forskellige skridt, som let kan identificeres via de markante klik der kommer når man indstiller størrelsen, på denne måde er man også sikker på at headsettet ikke bliver større/mindre ved en fejl.
Inde i hver ørebøf, er der påtrykt hvilken vej headsettet skal vende, markeret med ”R” og ”L” – Right og Left. Ørebøfferne har en god størrelse, og er godt forret med stof på indersiden, og bløde puder med kunstlæder hele vejen rundet, for at give et tæt fit på hovedet.
Du har måske bemærket at der ikke var nogle kabler monteret, da vi bevægede os rundt om Aviator Classic. Disse kan naturligvis tages af efter behov, under for eksempel transport. Mikrofonindgangen er det sorte stik vi ser nedenfor, som har en firkantet form, således at mikrofonen kan sidde ordentligt fast, også når man drejer og bevæger den. For at få lyden ind i headsettet, skal det guldbelagte stik nederst bruges.
Med både mikrofon og kabel tilsluttet til Aviator Classic headsettet, er det nu blevet tid til at vi skal se på hvordan det rent faktisk er at bruge, både når det kommer til musik, spil og ikke mindst komforten som der tilbydes.
Testen – Brugen og Komfort
Vi er nu nået til det afsnit i testen, hvor det er blevet tid til at se på hvordan Aviator Classic headsettet rent faktisk er at bruge. Med dette headset, er det både muligt at bruge det medfølgende USB-lydkort, eller normalt 3.5 mm jackstik. Jeg forsøgte mig med begge dele, for at få et samlet billede af hvordan headsettet lød. Derfor, blev der ud over det medfølgende USB-lydkort, brugt det indbyggede lydkort på mit ASUS Zenith Extreme X399 bundkort som har en SupremeFX S1220 lydchip monteret som hører til i den høje ende af skalaen. Derved har Aviator Classic, altså alle forudsætninger for at lyde så godt som muligt.
Efter at have lyttet til nogle sange, var det som om at jeg havde lyttet til et lignede headset før. Avaitor Classic, mindede mig nemlig meget om Kraken 2019 headsettet hvad angik lyden, et headset som jeg også tidligere har anmeldt. Det betød at der var en yderst afbalanceret lyd, selv med bastunge genre som trance eller house. Både diskant og mellemtone blev gengivet lækkert og sprødt og detaljegraden var høj med masser af samhørighed. Bassen var der også nok af, uden at det blev for dominerende. Mere eller mindre fuldstændig det samme som jeg oplevede i min Kraken test (et headset i samme prisklasse). Hvad end der blev lyttet til ”tung” musik, eller normale numre som dem vi hører i radioen, lød Aviator Classic overraskende godt. Historien var den samme, med USB-lydkortet tilsluttet. Dog bemærkede jeg her hurtigt, at headsettet nu ikke var i stand til at spille helt lige så højt. Dette kommer dog igen meget an på ens lydkort i computeren, da der er mange forskellige klasser og typer på markedet.
Med blikket vendt mod gaming, startede jeg PUBG op, som er det spil jeg altid bruger når jeg tester headsets, og også bare spiller generelt med vennerne. Her er det vigtigt at kunne høre hvor fjenderne er og kommer fra, da det kan være et spørgsmål om liv og død. Aviator Classic, klarede det ganske fornuftigt, tilsluttet med 3.5 mm jackstik til min computers lydkort. Men også med USB-lydkortet var oplevelsen god, og der var lækker lyd, og mulighed for at høre sine fjender. Dog kan jeg ikke anbefale at bruge den virtuelle 7.1 surround, da denne form for surround bare flytter tingene ”længere ud”, hvilket jeg personligt ikke syntes lyder godt, og bestemt ikke er en fordel i FPS-spil – dette er dog en smagssag, så måske du kan lide det.
Hvad angik komforten, så har Riotoro her også gjort det godt stykke arbejde. Med mulighed for at indstille størrelsen i begge sider, og store puder med blødt skum, er man sikret lækker komfort, også over længere perioder. Kunstlæderet kan dog godt give nogle varme ører, så det kan være nødvendigt lige at tage headsettet af en gang i mellem og få noget luft. Dette er dog en ting som alle headsets med kunstlæder kæmper med, så dette er ikke en ”fejl” på Aviator Classic headsettet. Sidst men ikke mindst, skal den indbyggede mikrofon på headsettet også have nogle ord med på vejen. Denne er hvad jeg vil kalde OK, men kunne sagtens være bedre. Der mangler en del bund, og klarhed i stemmen, sammenlignet med for eksempel Razers mikrofon på Kraken 2019, eller den på mit SteelSeries Arctis PRO Wireless headset – dog kan mikrofonen på Aviator Classic sagtens stadig bruges.
Pris
I skrivende stund d. 15/09 2019 er det officielt ikke muligt at købe Aviator Classic headsettet endnu. Vi har dog fået oplyst prisen fra Riotoro selv, som lyder på 69.99,- Euro. Dette svarer direkte omregnet til lige over 500,- DKK, hvilket placerer Avaitor Classic headsettet rigtig fornuftigt i forhold til konkurrenterne. Her får man rigtig fornuftig lyd, god pasform og en byggekvalitet som matcher resten. Hvis man ikke er besat af et bestemt mærke, og måske ønsker at prøve noget nyt. Så er Aviator Classic fra Riotoro, måske et nærmere kig værd.
Konklusion
Med Aviator Classic headsettet, træder Riotoro ind på et allerede mættet headset marked. Vi har her haft at gøre med et fornuftigt headset som er til at betale sig fra. Byggekvaliteten overall er ganske fin, og hvad man kan forvente af et headset i denne prisklasse. Metal, plastik og kunstlæder er brugt for at skabe Aviator Classic headsettet, så intet nyt under solen. Lyden som headsettet leverer er ganske fornuftig og afbalanceret. Især hvis du parrer det op med et fornuftigt lydkort, får du overraskende god lyd. Det medfølgende USB-lydkort lyder også udmærket, selvom det virtuelle 7.1 surround skuffer. Dette er dog en ting jeg personligt aldrig har været fan af, og det bliver jeg nok aldrig – måske du er?
De medfølgende kabler til Aviator Classic headsettet er alle i fornuftig kvalitet. Jeg blev overrasket over at se metalstik på 3.5 mm jack-kablet, denne havde jeg ikke set komme på et headset i denne prisklasse. Mikrofonen er ligesom kablerne aftagelig og er hvad jeg vil kalde OK – men ikke mere end dette. Der mangler en del detaljer, og især bund, for at den er på det samme niveau som for eksempel mikrofonen i Kraken 2019 headsettet fra Razer.
Komforten er overall rigtig god. Der er fine justeringsmuligheder i siderne, samt store ørebøffer og hovedstøtte. Overfladen i kunstlæder betyder dog at man godt kan opleve at ens ører bliver varme, under lange gaming sessioner. Derfor kan det godt være en god ide lige at lufte ørerne ind i mellem – i hvert fald hvis du har en tendens til at få varme ører som mig. Det kan godt være at det bare er mig der syntes at Aviator Classic fra Riotoro minder meget om HyperX Cloud? – lad mig høre din mening. Ikke desto mindre lander vi på en samlet score på 8/10, samt vores Safe Buy award, for et fornuftigt headset, i den billige ende af prisskalaen. Bestemt ikke noget dårligt headset, hvis man tænker på at det er Riotoros første.
Godt
- Overall god byggekvalitet
- Fornuftigt lydbillede
- Aftagelige kabler og mikrofon
- USB-lydkort med surround
- Diskret design
- Komforten er god
Knap så godt
- Mikrofonen kunne være bedre
- HyperX Cloud ”kopi”?
Score: 8 + Safe Buy award