In Win Chopin - Kompakt Mini kabinet i børstet herlighed

Her på Tweak kigger vi typisk på de store, vilde maskiner med masser af RGB bling. Men i dag går vi den helt modsatte vej med et lillebitte, minimalistisk mITX baseret kabinet med indbygget strømforsyning. In Win’s Chopin kommer under luppen, hvor vi ser på om den kompakte form harmonerer med de nye Raven Ridge APU’er fra AMD.

 

 

I det sidste års tid har masser af bling såsom glaspaneler og RGB styret lys været i højsædet, men man kan også se sig lidt træt i alt det "HER ER JEG" blændværk og savne et lidt mere diskret look - og måske i en mindre størrelse end et full size gamer kabinet.

 

I dag kigger vi på just dette i form af In Win's Chopin kabinet - mITX formfaktor udført i en børstet stål finish. Men hvor godt fungerer dette kompakte kabinet i praksis, når vi sætter det op i mod de nye Raven Ridge APU'er fra AMD med VEGA grafikchips indbygget?

 

 

Specifikationer på In Win Chopin

Som altid opremser vi kort de vigtigste specifikationer på In Win Chopin (udtalt Shopæn’  ikke Tjopin, hvis man skulle være i tvivl)

  • Case Type: Mini-ITX Tower
  • Case Material: Aluminium, SECC
  • Color Choices: Black, Silver (With IO panel stickers in Red, Blue, Green and Yellow)
  • M/B Compatibility: Mini-ITX (Max:6.7" x 6.7")
  • Expansion Slots: N/A
  • Front Ports: 2 x USB 3.0, HD Audio
  • External Drive Bays : N/A
  • Internal Drive Bays: 2 x 2.5"
  • Power Supply: 150W Internal PSU Included
  • CPU Heatsink Compatible
    • CPU die surface to side panel height: 43mm Maximum
    • Motherboard to side panel height: 51mm Maximum
    • Intel and Ryzen Stock Cooler compatible*

 

  • Dimensions
    • (H x W x D) 244mm x 84mm x 217mm / 9.6" x 3.3" x 8.6"
    • Net Weight: 2.2kg/4.8lb

 

 

Udpakning og Præsentation af In Win Chopin

Kassen til In Win Chopin er simpel og ligetil – Og pokkers lille. Det er lige ved første øjekast lidt svært at forstå at standard ATX dele kan være på så lidt plads (AMD Stock køler til sammenligning) Udover selve kabinettet, får man med i pakken nogle yderst solide stickers til at give fronten lidt farve – Her valgte vi den røde udgave, da bundkortet vi har valgt til formålet også har røde accentfarver.

 

USB3 Portene er i den normale, blå farve – Her kunne In Win måske godt have valgt en mere farveneutral løsning, da der alligevel ikke er nogen USB 2 porte at forvirre med.

 

 

Kabinettet suger luft ind igennem en stor, mesh tildækket sprække i toppen og udånder igennem den ene side i forkammeret. Meshen her er hævet lidt ud over selve kabinettet, for at få plads til en lavprofils CPU køler – mere om dette senere.

 

Med sidepanelet taget af tager vi et kig ind i selve hovedkammeret – og der er ikke meget at se på her, da man lige akkurat kan få plads til et mITX bundkort og de kabler der kobles til og ikke meget mere.

 

 

I bunden af kabinettet ligger den skræddersyede strømforsyning på små 150W med en aktiv blæser der suger luft ind fra under kabinettet – Den siger ikke meget, selv under pres, og de 150W er alt rigeligt til selv AMDs nye Raven Ridge APU’er med indbygget Vega grafikchip (som vi også har valgt til denne test)

 

IO Backplaten monteres og kablerne skubbes til side for at gøre klar til montering – Men først tager vi et kig på baglokalet, hvor kabinettets harddiske monteres.

 


Baglokalet er også meget spartansk indrettet med to, 2.5” beslag, hvor begge kan slides af, så at harddisken kan skrues fornuftigt fast. Jeg er ikke helt sikker på hvad In Win har tænkt her, da det lidt ser ud til at de har genbrugt et større beslag fra et andet kabinet – muligvis et beslag til noget slim optisk drev?  Jeg tænker lidt at de måske kunne have fået plads til et tredje drev, hvis de havde opbygget det lidt bedre fra bunden.

 

 

En SSD og en traditional HDD monteres for at opnå en god balance mellem hastighed og kapacitet – Man kunne også have monteret en M.2 disk på undersiden af bundkortet, hvis dette understøttes, og dermed opnå lidt mere plads.

 

De to diske strømføres af et splittet SATA kabel, som føres igennem et hul fra hovedkammeret. Før at bundkortet kan sænkes og monteres, skal vi lige have CPU køleren på – Normalt kan AMD’s Wraith Stealth køler, som føler med 2200G APU’en lige akkurat ikke være der, men hvis man lige tager en skruetrækker og piller den dekorative ydering med AMD logoet af, så slipper man for at skulle ud og købe en større køler.

 

 

Med alting monteret, og kabler skubbet af vejen for at opnå optimalt airflow kan kabinettet lukkes og kobles til. Og det ser sgu meget godt ud – In Win har formået at lave kombinere en ringe størrelse med et meget clean design. Finishen i børstet stål giver det en utrolig flot frontprofil, og hvis man vil kan kabinettet også lægges ned – her vil jeg dog foreslå at man lige smækker et par gummifødder fra byggemarkedet på for at give det lidt clearance til luft og undgå ridser.

 

 

Til sidst skal vi snakke lidt om ydelse og formål. I og med at der ikke er plads til et grafikkort, er man afhængig af CPU’ens indbyggede grafikchip, hvilket kombineret med den lille køler betyder at man ikke skal forvente et bæst af en maskine.

Chopin egner sig utroligt godt som en kompakt kontormaskine, eller som et mediecenter i stuen (som vi har valgt at gøre herhjemme i dette tilfælde). Og så kan man passende spørge, hvorfor man så ikke bare køber en kompakt ”Brix” stil PC eller en bærbar, og der har jeg et simpelt svar – Standarder.

I Chopin kan alt indmaden let skiftes ud senere, hvis en defekt skulle opstå, eller behovet for nyere hardware – dette gør sig sjældent gældende i bare begrænset grad på de fornævnte, hvor Brix typisk bruger et skræddersyet bundkort hvor fælles for dem begge typisk kun har mulighed for at udskifte harddiske og RAM.

 

 

Benchmarks

Vi slutter testen af med lidt praktisk spiltests, for at se hvor varm APU’en bliver under pres. Ubisoft’s nye Far Cry 5 (som er optimeret til AMD hardware og dermed kører lidt bedre) og Blizzard’s Overwatch er valgt for at give et billede af lidt tungere og lettere titler, som pendant til de opgaver som maskinen kunne tænkes at udføre (videoredigering, kontor og filmafspilning)

 

På trods af at AMD’s Raven Ridge APU’er har markant mere kraft gemt væk under låget end Intel’s grafikchips, så er det lidt af en kamp at få spil til at nå et punkt hvor de kan betegnes som at være spilbare – Men med lidt stædighed og lidt teknisk snilde i form af overclocking opnåede vi faktisk et fornuftigt resultat.

 

Med 2200G APU’en overclocket til 3.7Ghz på CPU’en og 1600 Mhz på grafikchippen lykkedes det at få Far Cry 5 op på lige under 60fps stabilt ved 720P på laveste indstillinger – Det er ikke den bedste visuelle oplevelse, men det er ganske spilbart, hvis man ikke har mulighed for bedre, og giver en god ide om hvad den kan med ældre/mindre krævende opgaver.

 

 

Overwatch kræver lidt minder at få op på et fornuftigt niveau, men det er stadigvæk ikke helt muligt at opnå de meget standard 60FPS ved 1080, selv efter overclocking. Men omtrent 30-40FPS var muligt ved laveste indstillinger (dog 100% render scale*), og lige omkring 60-70FPS ved 720P, som ser markant bedre ud end Far Cry, da Blizzard har designet spillet til at køre på mindre stærke maskiner, og med et interface der matcher den lille opløsning, hvor Far Cry’s presses sammen og bliver en anelse grynet at se på.

 

 

Temperaturen

Men hvor varm bliver skinken så i ovnen? Ved normalt kontorbrug som Office og Web browsing, holder 2200G sig ganske kølig på omkring en 30-40C med CPU køleprofilen sat til ”Quiet”, i stedet for standard. Ved spilbrug derimod lander vi oppe i en 60-80Cm hvilket lyder af en del (specielt på blæserstøj siden), men faktisk er indenfor APU’ens acceptable temperatur range.

 

Lyder det af lidt meget, og har man planer om at bruger den til lidt mere krævende opgaver som eSports spil eller videoredigering, man kan overveje en lidt stærkere lavprofilskøler fra f.eks. Noctua eller Cryorig – Vores Cryorig C7 køler fik f.eks. temperaturerne til at falde med ca. en 3-8C alt efter pres, dog med lidt mere støj i bytte.

 

Pris

In Win har ikke uhyggeligt meget præsens på det nordiske marked, så Chopin kan være lidt svær at finde lokalt. Den dukker i ny og næ op til omkring en 6-700kr på Pricerunner, men ellers kan den findes til omtrent samme pris i England eller Tyskland i både den sorte og sølvfarvede udgave.

 

Konklusion

Prisen er ganske fornuftig ift. det lækre kabinetdesign (subjektivitet kan forekomme) samt den indbyggede strømforsyning – Man kan selvfølgelig bygge noget lign. i en større formfaktor, men så mister man også det unikke ved at have så kompakt en PC efter min mening.

 

In Win kunne godt have optimeret layoutet i kabinettet en anelse bedre – specielt de spøjse harddiskbeslag i bagrummet undrer en anelse. Den lave højde på hovedkammeret gør at man er lidt bundet på hænder og fødder ift. til kølerudvalget, hvilket udmønter sig i høje temperaturer ved mere krævende opgaver, men omvendt ville det også være et markant anderledes kabinet at se på, hvis det skulle gøres højere eller bredere (for at man kunne montere en art AIO køler)

 

Alt i alt er vi ganske tilfredse med In Win’s bud på en kompakt kontor eller mediemaskine, hvor design og størrelse har været i fokus. 8½ Tweakpoint samt en ”Editor’s Choice” award får de med hjem.

 

Godt

  • Clean og kompakt design der ikke er større end det behøver
  • Indbygget strømforsyning, som kan klare et overclock
  • Mulighed for at sætte sit eget præg ift. til de farvede stickers

Mindre Godt

  • Det interne layout kunne være en anelse mere optimeret
  • Kølerhøjden kunne måske være et par mm. Højere
  • Kablerne fra strømforsyningen kunne være lige et par cm kortere i nogle tilfælde

Vores partnere