Corsair K83 Wireless - Lounge Wizard

Savner du et tastatur du kan bruge når du ligger og flader ud på sofaen, som samtidig måske skal kunne klare let gaming og styre dit TV? Så er K83 Wireless fra Corsair måske noget for dig. Vi har set nærmere på dette spændende lille tastatur som både har indbygget lys og noget så sjovt som et joystick - alle detaljerne finder du inde i testen!

Corsair er nok mest kendt for deres lækre gaming produkter i form af tilbehør som mus, tastaturer med videre, men i den grad også deres RAM og strømforsyninger. Med deres nye K83 Wireless tager Corsair dog en lidt ny drejning. Vi har at gøre med et medietastatur med indbygget touchpad og joystick som er yderst kompakt og henvender sig til både computer, Smart TV og andre enheder med Bluetooth.

 

Designet er klassisk Corsair med en solid konstruktion i aluminium, baggrundsbelysning og naturligvis support for deres iCUE software. Vi skal hele vejen rundt om Corsair K83 Wireless i denne test, og nedenfor starter vi ud med at få de tekniske overblik, hvorefter vi skal have pakket herlighederne ud – sæt i gang!

 

Corsair_K83_Wireless_medie_tastatur_tweak_dk_1

 

Specifikationer og features
Jeg har været en tur forbi Corsairs hjemmeside og fundet en række oplysninger på K83 Wireless tastaturet til jer. Nedenfor har jeg listet disse op, efterfulgt af et par billeder der kort fortæller lidt omkring nogle af de features som tastaturet også tilbyder:

  • Type: Medie tastatur
  • Tilslutning: Kabel, 2.4 GHz (USB dongle) eller Bluetooth
  • Baggrundsbelysning: Ja, hvidt
  • Report Rate: 1000 Hz
  • Kontakt type: Corsair Ultra-low Profile sakse
  • Antal knapper: 78
  • Medie genveje: Ja, i ”F”-knapperne
  • Keyboard Rollover: 20-knapper
  • USB-tilslutning: USB 2.0 / 3.0 – også til ladning
  • Dedikeret volumehjul: Ja, med mute funktion
  • Support: Ja, Corsair iCUE support
  • Trådløs rækkevidde: Op til 10 meter
  • Batterilevetid op til: 18 timer med lys / 40 timer uden

 

Unboxing og en tur rundt om Corsair K83 Wireless
Med styr på alt det tekniske, kan vi nu vende blikket mod selve tastaturet – eller det vil sige at vi selvfølgelig lige skal have det pakket ud først. Corsair har brugt farverne sort/gul på deres kasser i et stykke tid, og K83 Wireless er ingen undtagelse. På fronten af kassen mødes vi af et stort billede af selve tastaturet, og bliver gjort opmærksomme på at der er support for deres iCUE software, og at vores eksemplar er med nordisk/dansk layout.

 

Bagsiden af kassen går lidt mere i detaljer, med enkelte af de features som K83 Wireless kommer med. Når kassen åbnes op, mødes vi af synet fra det tredje billede nedenfor. Selve tastaturet kommer i en antistatisk pose, og er beskyttet af skum i top og bund mod stød. Lad os få det hele ud af kassen og danne os et overblik over hvad man får med.

 

 

Nedenfor ser vi alt indholdet fra kassen. Ud over selve K83 Wireless tastaturet, finder vi naturligvis et USB-kabel som både kan fungere som lade og data kabel. Derudover er der naturligvis også en USB-dongle / modtager til computeren, samt en bunke papirer.

 

Kablet er af den flade type og er omkring halvanden meter langt. Da vi var på CES tidligere i år annoncerede Corsair deres nye trådløse teknologi kaldet SlipStream. Eftersom at K83 Wireless er et spritnyt produkt som oven i købet befinder sig i den dyre ende af prisskalaen. Havde jeg forventet at Corsair havde implementeret denne teknologi her også, men dette er ikke tilfældet. I stedet må vi nøjes med den normale gamle 2.4 GHz teknologi, dog stadig med 128-bit AES kryptering og en rækkevidde på op til 10 meter.

 

 

Lad os smide tilbehøret til siden for nu, og vende blikket mod selve K83 Wireless tastaturet. Som stort set alle andre Corsair tastaturer finder vi en top plade i aluminium som i dette tilfælde har en mørk grå og nærmest brunlig farve, hvilket giver tastaturet et unikt udseende, sammen med resten af detaljerne.

 

Corsair_K83_Wireless_medie_tastatur_tweak_dk_10

 

I den højre side af tastaturet finder vi en dedikeret touchpad med dertilhørende knapper nedenunder. I den højre side er der også et volumehjul med indbygget mute funktion, samt mulighed for at styre lysstyrken og låse for Windows-tasten. Sidst men ikke mindst er der her også en feature som jeg ikke før har set på et tastatur – nemlig et lille joystick til tommelfingeren. Det skal blive sjovt at se hvad man kan bruge dette til i praksis, når vi får tilsluttet tastaturet lidt senere.

 

 

Hvis vi bevæger os over i den modsatte side, nærmere betegnet WASD-knapperne. Kan vi her se at Corsair har valgt at give disse en lys grå farve, mens at resten af knapperne på K83 Wireless er sorte – lidt gaming DNA er der altså stadig at finde i dette lille trådløse tastatur. Oppe i ”F”-knapperne finder vi en række forskellige genveje, som let kan betjenes sammen med FN-knappen som er placeret nede i venstre hjørne. Her er der blandt andet medie-genveje, styring af de trådløse forbindelser og enkelte Windows genveje implementeret også.

 

Kontakterne som K83 Wireless er udstyret med er Corsairs Ultra-low Profile sakse kontakter. Dette er ikke en kontakt type vi tidligere har set i et Corsair produkt, men de minder mest af alt om de kontakter vi normalt finder vi de fleste bærbare computere – vi vender tilbage til hvordan de er at skrive på lidt senere.

 

 

På undersiden af K83 Wireless finder vi nogle uddybninger i hver side, som gør det lettere at holde på tastaturet med begge hænder. Der er desuden også en højre-klik knap placeret hernede, som sammen med venstre-klik knappen på toppen, fungerer sammen med touchpaddet/joysticket. Det er også oppe i det højre hjørne at vi finder power-knappen samt USB-tilslutning når tastaturet skal lades op, eller hvis man blot ønsker at bruge det kablet.

 

 

Der er ingen steder at gemme den medfølgende USB-dongle i selve tastaturet, men eftersom at det ikke ligefrem er et tastatur der er lavet til at tage med sig, gør dette ikke noget. Dog er jeg stadig lidt skuffet over at K83 Wireless ikke gør brug af Corsairs nye SlipStream teknologi. Med det sagt, så er USB-donglen, dog heldigvis lille og kompakt.

 

Corsair_K83_Wireless_medie_tastatur_tweak_dk_17

 

Med lyset let dæmpet, kan vi lige snuppe et par hurtige billeder af det indbyggede baggrundslys som er integreret i tastaturet. Corsair har holdt det simpelt, hvilket betyder at der kun er hvidt lys i tastaturet, og altså ingen RGB. En fed detalje er lyst rundt om touchpaddet, så man let kan finde dette i mørket. Lyset er en smule tilbageholdt, men er tilstrækkeligt i et mørkt lokale. Corsair skriver på deres hjemmeside at man vil kunne få op til 18 timers batterilevetid hvis lyset er sat til den svage indstilling, og op imod 40 timer hvis det er helt slukket.

 

 

Softwaren – Corsair iCUE
Med softwaren installeret, tager vi lige et hurtigt kig på denne. For dem der allerede er bekendt med Corsairs iCUE software, er der intet nyt under solen her. Når softwaren åbnes op, mødes vi af synet på det første billede herunder. Har man mere end et understøttet produkt tilsluttet, vil de komme frem under ”Devices”. Hvis vi klikker ind på tastaturet, er det første menupunkt stedet hvor man kan optage og redigere i macroer – intet nyt under solen her.

 

 

Menuen ”Gestures” gør det muligt at benytte custom håndbevægelser på touchpaddet såfremt man måtte ønske dette. Bemærk at eventuelle ændringer her kun gemmes i softwaren, hvilket betyder at eventuelle custom håndbevægelser ikke kan tages med til en anden computer eller enhed – kun enheden de er foretaget på i første omgang. ”Lighting Effects” menuen er en smule tynd, sammenlignet med hvad vi normalt ser på Corsairs produkter. Dette skyldes at der som sagt kun er indbygget hvidt lys i K83 Wireless og altså ingen RGB. Derfor er det kun muligt at vælge lysstyrken samt om lyset skal pulsere eller være statisk.

 

 

Hvis joysticket ikke opfører sig helt som det skal og måske er blevet upræcist, kan dette kalibreres i softwaren, således at du igen kan bruge det uden at blive frustreret over at det er upræcist. Under ”Navigation Control” kan du foretage ændringer der har med touchpaddet/joysticket at gøre. Du kan indstille hastigheden på markøren, følsomheden på joysticket og lignende.

 

 

”Performance” menuen gør det muligt at vælge hvad der skal ske når Windows-lock knappen er aktiveret og det er mere eller mindre hvad der er muligt her. Kaster vi blikket mod toppen, nærmere betegnet ”Settings” har vi her mulighed for at se batteristatus på tastaturet, ændre auto sluk tiden, opdatere firmware og mere. Alt i alt iCUE softwaren som vi kender den, tilpasset til de funktioner K83 Wireless byder på. Lad os lukke denne ned nu, og vende blikket mod test afsnittet og se på hvordan tastaturet rent faktisk er at bruge.

 

 

Testen – Brugen, Komfort og Betjening
Det er nu blevet tid til at se på hvordan K83 Wireless rent faktisk er at bruge. Eftersom at tastaturet henvender sig til let gaming i sofaen og lignende aktiviteter, har jeg valgt ikke at bruge alt tiden på at snakke om hvordan det er at skrive på, men i stedet de andre vigtige ting. Jeg brugte skiftevis tastaturet i min stue sammen med mit Samsung Smart TV, og i min hjemmebiograf sammen med en Intel NUC der kun har et job – at køre KODI medieafspilleren til at streame film over netværket. Hvis vi starter med det trådløse signal og min oplevelse med dette, så opførte K83 Wireless sig som forventet her. Hvad end jeg havde tilsluttet det mit TV eller computer var der ingen slinger i valsen på noget tidspunkt. Den trådløse forbindelse blev oprettet i samme sekund som tastaturet blev tændt og man var ready to go.

 

 

I min hjemmebiograf benytter jeg normalt det efterhånden gamle Logitech K830 tastatur som er et tastatur med lignende features som K83 Wireless, dog uden noget joystick. Nedenfor har jeg lagt de to tastaturer op sammen, så i kan få en ide om forskellene. Jeg har valgt at sammenligne de to tastaturer en smule, eftersom at de jo henvender sig til samme målgruppe. K83 Wireless har både normal 2.4 GHz trådløs og indbygget Bluetooth, hvor at K830 må nøjes med USB-tilslutning.

 

Byggekvaliteten på Corsair tastaturet er også mere eksklusiv med aluminium, kontra ren plastik. Dog vil jeg sige at knapperne på K830 fra Logitech er mere behagelige at skrive på, og især touchpaddet er en klar vinder uden sammenligning. Alene størrelsen og udformningen på K830’s touchpad kontra K83 Wireless, gør det meget lettere og mere behageligt at betjene – også selvom at man ikke får lys rundt om touchpaddet i Logitech tastaturet

 

 

Hvis vi ligger Logitech tastaturet til siden igen, og i stedet vender tilbage med fuld fokus på K83 Wireless, var der også en anden ting som jeg syntes var lidt irriterende når jeg sad med det. Implementeringen af et dedikeret volumehjul, er super lækkert at se. Dog ville jeg have ønsket at Corsair havde gjort det sværere at rulle med, og knap så følsomt. Der skal virkelig ikke rulles meget med dette hjul, før at der er store udsving i lydstyrken – lidt for store til min smag. Med det sagt så kan vi dog også vende blikket mod de positive ting, og dem er der også en del af ved dette tastatur. Da jeg hørte om joysticket i K83 Wireless tænkte jeg lidt at det var en gimmick, og at det ikke rigtig var noget jeg personligt ville komme til at bruge – men jeg blev klogere.

 

Hvis du bruger tastaturet sammen med et Smart TV, er joysticket en fed ting når man skal navigere rundt i styresystemet eller apps såsom YouTube – det gør det hele så meget lettere end blot piletaster. På min Intel NUC i min hjemmebiograf benytter jeg programmet KODI til at holde styr på mine film, og her viste det indbyggede joystick sig også at fungere ganske godt og gjorde navigationen til en leg.

 

 

Komforten på et tastatur i denne størrelse er måske lidt begrænset så at sige, eftersom at det jo som regel er tiltænkt at man sidder med det på skødet eller foran sig på sofabordet, hvor man automatisk ikke sidder optimalt. Dog har Corsair gjort hvad de kunne for at gøre K83 Wireless så let at betjene som muligt, og med et mere eller mindre standard layout, kan man betjene tastaturet som man kender det fra skrivebordet med et i fuld størrelse. Hvad angår gaming, så syntes jeg at dette er lidt en joke på et tastatur som dette. Det kan godt være at det er muligt, og at joysticket åbner op for muligheder, men det var personligt ikke det jeg ville bruge det til. Jeg ville hellere bruge det til at konsumere indhold fra YouTube og lignende, samt navigere rundt i enkle menuer, og til dette klarer K83 Wireless jobbet til UG – også selvom det ikke formår at få mig til at skifte mit K830 fra Logitech ud i min hjemmebiograf.

 

 

Pris
I skrivende stund d. 26/03 2019 kan Corsair K83 Wireless findes på nettet til 999,- DKK inklusiv fragt. Dette er en god slat penge for et trådløst tastatur, der ikke decideret henvender sig til gaming – men derimod hjemmealteret. En del af det høje prisskilt kan dog retfærdiggøres ved at der både er support for PC, Konsol, Smart TV med videre, samt indbygget lys og joystick. Sidst nævnte er en ting vi ikke før har set på et tastatur.

 

Ønsker du alle detaljerne på K83 Wireless, kan du give Corsairs hjemmeside et besøg. Klik blot på banneret med deres logo nedenfor, og bliv sendt direkte dertil i en ny fane.

 

Corsair_K83_Wireless_medie_tastatur_tweak_dk_1

 

Konklusion
Lad os få samlet tankerne og rundet testen af K83 Wireless af. Det har været en fed oplevelse at få lov at lege med et helt nyt og anderledes produkt fra Corsair som både har sine stærke men også svage sider. Hvis vi starter med sidstnævnte så blev jeg aldrig helt venner med det touchpad som Corsair har valgt at montere i K83 Wireless. Alene størrelsen og den runde form, var et no-go for mig. Jeg havde her hellere set at Corsair have brugt et traditionelt firkantet touchpad, som i min optik også havde passet bedre ind i det overalldesign som tastaturet har. Derudover er volumehjulet også for løst og følsomt, hvilket gør at man ofte ender med at skrue for meget op eller ned, også selvom man blot ønsker at mute lyden ved at trykke på hjulet.

 

Ud over disse to ting, og min uforståenhed over hvorfor K83 Wireless ikke benytter Corsairs seneste trådløse teknologi kaldet SlipStream – så er der ikke en finger at sidde på noget. Designet er yderst kompakt og anonymt at se på, mens at byggekvaliteten er i orden takket være en solid top plade i aluminium. Der er naturligvis også indbygget baggrundslys i hvidt, som i den grad hører hjemme når vi har med et medie tastatur at gøre, og det samme gør sig gældende for de genveje som gemmer sig i ”F”-knapperne i toppen. Corsairs Ultra-low Profile kontakter er hvad jeg vil kalde OK, og minder mest af alt om de kontakter vi typisk finder i en bærbar af god kvalitet – dog ville jeg ikke skrive længere tekster på dette tastatur, men nu er jeg også til mekaniske kontakter normalt.

 

Selvom jeg troede at implementeringen af et joystick var lidt en gimmick og et salgstrick, viste det sig faktisk at være ret brugbart i K83 Wireless. Især når det var koblet til mit Samsung Smart TV, gjorde det betjeningen af styresystemet let og enkelt og det samme med YouTube app’en, så tommel op her. Batteritiden på tastaturet er også hvad jeg vil kalde fin, og med mindre du sidder og skriver lange tekster bør du sagtens kunne nøjes med at lade tastaturet op en gang hver anden uge – dette var i hvert fald tilfældet hos mig. Vi ender på en samlet score der hedder 7.5/10 i denne omgang for et fornuftigt medietastatur, der dog har nogle klare fejl i min optik, samt et prisskilt der gør at man bør overveje andre alternativer inden man trykker på aftrækkeren og køber.

 

Godt

  • Yderst kompakt og godt bygget
  • Indbygget hvidt baggrundslys
  • Fint layout med mediegenveje
  • Joystick implementeret til Smart TV / Kodi og lignende
  • Udmærket at skrive på
  • Op til 18 timers brug med lys / 40 timer uden
  • Kablet, trådløs og Bluetooth tilslutning muligt

Knap så godt

  • Touchpadet er for småt/rundt
  • Volumehjulet er for løst/følsomt
  • Benytter ikke SlipStream teknologien?

Score: 7,5

 

Corsair_K83_Wireless_medie_tastatur_tweak_dk_33

 

Vores partnere