TEST: Ducky One 2 TKL RGB mekanisk tastatur

tkl_rgb_ducky_one
Turen er kommet til at kigge på endnu et tastatur fra Ducky. Hvor vi sidste gang tog et kig på et 60%-tastatur, kigger vi i dag på et lidt større, men stadig ikke fuld-størrelse tastatur. Der er tale om et Ducky One 2 TKL RGB mekanisk tastatur, som altså følger TKL-formfaktoren: 80%. Her er der lidt flere af de traditionelle taster. Det eneste der er skåret fra er det numeriske tastatur. Deraf også navnet, TKL, der står for “tenkeyless”.


Som nævnt har vi i dag at gøre med endnu et fint tastatur fra det taiwanesiske firma, Ducky. De er kendt for deres serie af mekaniske tastaturer, af høj kvalitet. Deres produkter er særligt møntet på gamere, men også entusiaster, der ønsker at gøre en smule mere ud af deres skrivebordstilbehør. Vi kender alle til mekaniske tastaturer fra nogle af de store spillere på markedet fx Razer, Corsair, Logitech m.fl. Men med Ducky tager vi på en måde de første spæde skridt ind i en fascinerende verden af mekaniske tastaturer. Faktisk eksisterer der, i bedste velgående, en hel subkultur inden for mekaniske tastaturer, hvor det ikke er ualmindeligt, at entusiaster selv indkøber dele, og derefter selv samler deres personaliserede mekaniske tastaturer. Så vidt er vi dog ikke med et Ducky-tastatur, men med den passion, der ligger bag Duckys produkter, og fokusset på kvalitet og brugsoplevelse, så er vi alligevel en smule ovre i den ende af spektret.

Jeg vil i denne artikel ikke bruge nær så meget tid på at forklare fordelene ved et reduceret tastatur. Men hvis du gerne vil vide lidt mere om dette kan du med fordel smutte forbi min sidste artikel, hvor jeg dækkede emnet i højere grad. Det var i forbindelse med anmeldelsen af mit Ducky One 2 Mini RGB White.

Ducky One 2 TKL RGB mekanisk tastatur

Det indeholder kassen

Ducky One 2 TKL RGB kommer i en kasse, der æstetisk minder meget om den kasse som som One 2 Mini også kom i. Men denne gang er den naturligvis en del større. Men det visuelle udtryk er mere eller mindre det samme, og det samme gælder for den sags skyld måden hvorpå produktet er pakket ind. Det er med andre ord en fuldstændig tilsvarende oplevelse man får, når man pakker godterne ud. I kassen finder vi følgende:

  • Manual og garantibevis

  • Støvcover

  • Ekstra-taster

  • Værktøj (til at hive tasterne af)

  • USB-A til USB-C-kabel

Ducky One 2 TKL RGB

Med Ducky One 2 TKL RGB-tastaturet får vi faktisk præcist det samme med i kassen som med One 2 Mini-tastaturet. Den eneste store forskel er, at de medfølgende ekstra-taster denne gang er knaldrøde, og ikke blå som med One 2 Mini. Det er helt og holdent tilfældigt hvilken farve ekstra-taster man får med. Det er en lille finurlighed som Ducky har valgt at holde ved. Jeg synes det er lidt skæg og det gør jo at man føler sig lidt “speciel”.

ducky_keycaps_one_tkl_mini_rgb

De medfølgende ekstra-taster til det mekaniske Ducky One 2 TKL RGB består igen af et sæt pil-taster, enter-tast, mellemrumstast, backspace-tast og et par specialdesignede enkelt-taster, der kan benyttes lige hvor man vil. Igen, det er samme udvalg som med One 2 Mini, men, i dette tilfælde, blot i en anden farve.

Om Ducky One 2 TKL RGB

  • Type: mekanisk

  • Kontakttype: Cherry MX mekaniske kontakter

  • Tilslutning: USB 2.0

  • Tast-materiale: PBT

  • N-Key Rollover (NKRO): Ja

  • Print: Double-Shot

  • Størrelse: 365 x 135 x 40 mm

  • Vægt: 950 g

  • Farve: sort

ducky_one_2_tkl_rgb_overview

Vi har igen at gøre med en tastatur-krop, der består af plastik. Men til trods for dette er det meget solidt og stabilt. Byggekvaliteten på det mekaniske Ducky One 2 TKL RGB er helt klart et trækplaster ved dette tastatur. Det emmer simpelthen af kvalitet. Dertil så vejer tastaturet i nærheden af et kilo, og det gør også meget for at give det en følelse af kvalitet.

Tastaturets udformning er lidt større end One 2 Mini idet vi finder både den traditionelle F-række foroven, samt navigations-øerne med home og delete, samt pil-tasterne nedenfor. Dette forklarer naturligvis at TKL-udgaven her er noget tungere end sin mindre slægtning.

ducky_one_2_mini_and_rgb_tkl_compare

Ducky One 2 TKL RGB-tastaturet findes i tre varianter. Forskellen er de kontakter de hver især er udstyret med, altså Cherry MX-kontakter. Her kan man vælge mellem de klassiske røde, brune eller blå. Det Ducky One 2 TKL RGB-tastatur jeg har til test i dag er med de brune af slagsen.

Tastaturet fra Ducky kommer med PBT-taster. PBT står for polybutylentereftalat, som er et stærkere og mere holdbart materiale sammenlignet med fx ABS-plastik. Tasterne er således mere resistente overfor varme og kemikalier, og vil ikke få den blanke overflade, der kommer af slid, som du måske selv har oplevet med almindelige tastaturer. PBT-tasterne føles mere hårdføre og en smule mere teksturerede end normale ABS-taster.

Tasterne på Ducky One 2 TKL RGB keyboarded er ydermere “double-shot”, hvilket er en betegnelse for selve fremstillingsprocessen, der er en todelt proces, hvor plast-materialet, i to etaper, sprøjtes ind i en tilpasset form. Det betyder at symbolerne på tasterne er støbt ind i dem, og dermed er de hverken laserindgraverede eller printet på. På denne måde føles tasterne solide, alt imens det bagvedliggende RGB-lys får mulighed for at trænge nemt igennem.

2_one_ducky_rgb_tkl_mini

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse at tastaturet byder på en masse RGB-lys. Det ligger jo lidt i navnet. Man har et hav af muligheder her, og det minder i det hele taget meget om One 2 Mini. Men der er dog et par vigtige forskelle. Først og fremmest, så er genvejene til at skifte mellem de forskellige lys-indstillinger lidt anderledes. I stedet for at trykke på fn + alt + t skal man blot holde fn nede og trykke F10. Udfaldet er det samme, men det er alt andet lige lidt nemmere at huske. Husk, at One 2 Mini jo ikke kommer med hele F-rækken, og derfor er det en anden genvej på det tastatur. Men den anden, og nok mest markante forskel er, at Ducky tilbyder software til One 2 TKL RGB. Man kan via deres hjemmeside hente et program, der hedder DuckyRGBSeries, og ved hjælp af dette stykke software kan man oprette og gemme forskellige RGB-profiler.

duckyrgbseries_software

RGB-lyset er ikke lige så forblændende som ved One 2 Mini White, Idet tasterne er sorte reflekteres lyset ikke lige så voldsomt. Men det er stadig rigtig flot at se på, og det skinner stadig noget kraftigere end mit ASUS ROG Claymore, hvor lyset til sammenligning ser kedeligt og halvdødt ud. Hvis man benytter den unikke “Year of the Pig”-mellemrumstast, så vil man også bemærke at Ducky har implementeret to dioder, og ikke kun en enkelt, som ved One 2 Mini. Dette gør at mellemrumstasten er mere jævnt lyst op. Det var noget jeg savnede ved One 2 Mini.

ducky_spacebar_close_rgb_one_year_pig

På undersiden har vi det flotte hvide design, der skaber en flot kontrast med den sorte farve på oversiden. Det gør at tastaturet har en enkel elegance og stilfuldhed, men samtidig er der lidt farvespil - både mellem de sorte og hvide farver, men også med de pift som de farvede taster kan tilføje.

ducky_rear_one_tkl_rgb

Vi finder også de specielle DIP-kontakter, som hver især, og i kombination med hinanden, kan ændre på nogle af tastaturet funktioner. Men det vil jeg ikke dykke ned i her. Jeg har faktisk slet ikke pillet ved disse i de uger jeg har benyttet tastaturet. For jeg har intet behov haft for at ændre noget, hvilket jeg i øvrigt er glad for.

tkl_rgb_ducky_bottom_base_2

Fødderne er helt magen til One 2 Mini, og tilbyder 3 forskellige højder.

Ducky One 2 TKL RGB i brug

Jeg skal ikke lægge skjul på, at TKL-formfaktoren er mere i min boldgade. Det skyldes at jeg simpelthen er så vant til at bruge både pil-tasterne samt home og end når jeg skriver på computeren. Det gør det så nemt, at hoppe rundt i teksten, og markere flere ord eller hele sætninger ved blot et par klik. Jo, det kan man også godt gøre på One 2 Mini, men det kræver at du holder en ekstra tast nede (fn) og derudover vænner dig til de alternative placeringer af disse tast-funktioner. Det kan sikkert klares ved tilvænning, men med TKL er det lige lidt nemmere, og jeg får stadig et mindre tastatur, der optager mindre plads på bordet sammenlignet med et almindeligt tastatur.

ducky_tkl_one_rgb_angle

F-rækken byder jeg også velkommen. Det er ikke fordi jeg ikke kan undvære den, men den giver lige tastaturet lidt mere gods og tyngde. Hvis man havde undværet F-rækken på dette tastatur ville jeg nok også være mere bekymret for tastaturets robusthed. Med TKL-formfaktoren føler jeg at der er en god balance mellem tastaturets længde og bredde. Det sikrer at det er rigidt og føles solidt. 

Hvor One 2 Mini-tastaturet er udstyret med symboler på siderne af tasterne, der forklarer det ekstra lag af funktioner man kan tilgå via genveje, så har One 2 TKL RGB slet ikke disse hjælpetekster. Det gør at tastaturet ser mere rent og stilet ud. Det er egentlig ret lækkert. Men Ducky har dog valgt at gå hele vejen ved overhovedet ikke at tilbyde nogle prædefinerede genveje som f.eks. medietaster (volumen, næste nummer osv.). Dette kan man dog selv løse ved at følge et sæt instruktioner i manualen og derved oprette disse funktioner som makroer. Det er dog en noget besværlig løsning.

Som nævnt, så er den model af det mekaniske Ducky One 2 TKL RGB-tastatur, jeg har til test, udstyret med Cherry MX Brown-switche. De minder lidt om Cherry MX Red, som også sidder på mit One 2 Mini, men de adskiller sig ved at være taktile, det vil sige når man trykker tasterne i bund vil man opleve et lille bump på vejen. Dette giver en god feedback til brugeren af tastaturet om at tastetrykket er registreret. Cherry MX Red lidt mindre kraft, men kan trykkes lige så langt, som Cherry MX Brown, men de er i stedet lineære, det vil sige. der er intet bump på vejen. De brune skulle efter sigende være mest velegnede til at skrive på, hvor de røde skulle være at foretrække til gaming. Det er naturligvis en smagssag, men jeg vil nu sige, at jeg godt kan følge den tankegang. Men læser man på nettet kan man hurtigt konkludere, at folk har meget forskellige opfattelser af hvad der fungerer bedst. Det bedste man kan gøre er at prøve begge to og dermed afgøre hvad man selv finder mest behageligt.

cherry_max_ducky_brown_rgb_red_tkl

Det mekaniske Ducky One 2 TKL RGB-tastatur tilbyder de samme features i forhold til optagelse af makroer. Det er ikke noget jeg har gjort så meget i, men når man lige har sat sig ind i genvejene, så er det relativt simpelt at optage nye makroer og skifte mellem de gemte profiler man har lavet. Det føles ret intuitivt.

Prisen på Ducky One 2 TKL RGB

I skrivende stund kan Ducky One 2 TKL RGB købes for 1.299 kroner. Det er en forholdsvis høj pris for et tastatur, og 200 kroner dyrere end den mindre One 2 Mini. Men det er stadig i samme prislav som konkurrerende mærker, men her får du altså virkelig et kvalitetstastatur, hvor byggekvaliteten er i højsædet, og du får tilmed doubleshot PBT-taster. Så jeg vil mene at prisen er rimelig.

duckylogo.png

Besøg Ducky's hjemmeside ved at klikke på logoet ovenover.

Konklusion

Ducky One 2 TKL RGB er et rigtig lækkert tastatur. Det tilbyder samme robuste konstruktion og solide materialer som One 2 Mini, og igen gør det blot at tastaturet emmer af kvalitet.

Jeg synes at TKL er den gyldne mellemvej mellem et almindeligt størrelse tastatur og 60%-tastaturer som One 2 Mini. Du sparer stadig lidt plads, hvilket kan være en fordel når du gamer, men de giver ikke afkald på nogle af de taster, der kan være rigtig praktiske at have hurtig adgang til. 

Jeg synes uden tvivl at 60%- og 65%-tastaturer ser smadder sexede ud. Kigger man på de lidt mere hardcore fans af mekaniske tastaturer, så er der uden tvivl også en trend i netop disse to formfaktorer. 

Men for mig giver det god mening at finde en sund balance mellem form og funktion, og det føler jeg at TKL lykkedes med. Jeg kan da godt savne det numeriske tastatur, til tider, men hvis valget står mellem den ekstra plads ved at vælge TKL, og muligheden for at have det numeriske tastatur, så vil jeg sige at jeg vælger den ekstra plads. 

one_2_compare_ducky_rgb_mini

Det er stadig et meget LAN-venligt tastatur. Kablet er lige til at hive ud, og så kan man ellers bare smide det (forsigtigt, og med kærlighed, naturligvis) i en taske, og medbringe det. Bum.

Det kræver stadig lidt tilvænning, hvis man nu er vant til et almindeligt tastatur, men ikke i nærheden af så meget tilvænning som et 60%. For alle de traditionelle taster er der. Det er blot alt hvad der normalt ligger til højre for pil-tasterne, der er fjernet. Så layout-mæssigt er det lige til at bruge, og det er på ingen måde påkrævet, at man sætter sig ind i nogle avancerede genveje for at blive fuldt ud effektiv.

Det er en fornøjelse at skrive på Ducky One 2 TKL RGB. Nu har jeg prøvet med både røde og brune kontakter, og jeg tror altså at jeg hælder en smule til de brune kontakter. Det er som om at de røde kontakter, og de lineære tastetryk, føles mere træge, og trætter mine hænder og fingre hurtigere. Men det kan man nok godt træne op uden de store problemer.

TKL er for mig det perfekte kompromis mellem pladsbesparing og effektivitet. Det har en god og fornuftig størrelse, der virker naturlig at sidde og arbejde ved. Når man lægger dette sammen med den kvalitet og øvrige aspekter, der kendetegner Ducky, så står man altså tilbage med et rigtig flot produkt, der opfylder de fleste, hvis ikke alle, krav. Og med muligheden for at vælge mellem de tre nok mest populære Cherry MX-kontakter, så burde det altså være et tastatur som alle kan finde glæde ved.

Det medfølgende software er også lige til at bruge. Det rummer ikke et væld af features, men løser den opgave det skal. Det er nemt og intuitivt at bruge, og der er nogle ret fede muligheder ift. at tilpasse RGB-lyset.

Ducky One 2 TKL RGB får en rigtig flot score på 9. Det er et tastatur, der på mange måder udfører opgaven perfekt og derfor er det et produkt jeg bestemt vil anbefale til både skriveglade folk, såvel som til gamere, der er på jagt efter et kvalitetstastatur, der både ser stilfuldt ud, men også føles lækkert at skrive på. Derfor fortjener Ducky One 2 TKL RGB også en Great Product Award.

Fordele:

  • Giver god skrivebordsplads

  • Nem at have med på farten

  • Lækker byggekvalitet

  • Intern hukommelse til makroer

  • Lettere at vænne sig til og mere praktisk end One 2 Mini (60%)

  • Dedikeret, men ikke påkrævet, software til RGB

Ulemper:

  • Manglende prædefinerede medie-genvejstaster


tkl_rgb_ducky_one

Vores partnere