For at afgrænse min undersøgelse, har jeg valgt at fokusere på tre ting; case materiale, keycaps materiale og switch lubing. Det er de tre ting, der er nemmest at kaste sig ud i, når det kommer til keyboard mods. Min baseline er mit Wooting 60 HE, som Wooting har designet med mods for øje og derfor har valgt at bruge den uofficielle GH 60 standard for key layout og ikke mindst skrue layout. Wooting har endda været så rare at sende mig deres Lube set og deres toolkit.
Min baseline er et helt standard Wooting 60 HE med ABS keycaps. Du kan finde vores test af Wooting 60 HE her.
Wooting case, ABS keycaps
Opsætning
HØR LYDTEST AF DENNE OPSÆTNING HER.
Følelse
Wooting 60 HE er et forholdsvis godt tastatur ud af boksen, så tastefølelsen er på niveau med andre af de bedre lineære mere mainstream mekaniske tastaturer. Det er sammenligneligt med mit Xtrfy K5 med MX Red switches.
ABS keycaps bliver jeg nok aldrig en fan af. De er meget glatte og har nærmest ingen tekstur. Samtidig mærker man tydeligt, at switches ikke er lubed fra fabrikkens side, så alle ujævnheder føres direkte over i fingrene. Igen, det er ikke værre end mange andre gaming tastaturer, men når først man har prøvet lubed switches, bliver det meget tydeligt, når switches ikke er lubed.
Lyd
Wooting 60 HE er bestemt ikke det værste tastatur jeg har prøvet med ABS keycaps og ABS case. Faktisk er det et af de bedre, men det lider stadig af en underliggende high-pitch tone, som ikke er specielt behagelig at høre på. Det hjælper at Wooting selv har smurt stabilisatorerne, så mellemrumstasten og de andre lidt større taster ikke rasler og larmer så meget som de ofte gør på stock mekaniske gaming tastaturer. Det er dog stadig forholdsvis “clacky”
Wooting case, PBT keycaps
Opsætning
HØR LYDTEST AF DENNE OPSÆTNING HER.
Følelse
Til at starte med har jeg kun skiftet keycaps til PBT keycaps fra Wooting. De er double-shot, det vil sige, at de er støbt i to lag, et transparent inderlag og et hvidt yderlag. I modsætning til ABS keycaps har PBT versionen en rigtig behagelig overflade, som er tekstureret uden at være ru. Ujævnhederne i de un-lubed switches er heller ikke lige så tydelige som med ABS keycaps.
Lyd
Den værste high-pitch tone er tydeligt nedtonet bare ved at skifte keycaps til PBT og tastelyden er noget mindre “clacky” end med ABS keycaps. Dog er lyden fra mellemrumstasten blevet mere tydelig, hvilket bare er et tegn på at ABS og PBT har forskellige akustiske egenskaber. Til gengæld er mellemrumstasten ikke mere ubehagelig at høre på, lyden er bare blevet mere tydelig og samtidig lidt dybere.
Alu case, PBT keycaps
Opsætning
HØR LYDTEST AF DENNE OPSÆTNING HER.
Følelse
Selve tastefølelsen har ikke ændret sig meget fra ABS til aluminium case, dog kan man godt mærke at aluminium på ingen måde giver sig, hvor ABS trods alt kan give sig lidt. Tastaturet føles helt klart lidt mere “fast” at skrive på.
Lyd
Aluminiums kassen giver en anden akustik end ABS kassen, så tastelyden er nu blevet lidt højere end i ABS kassen og tonen har også ændret sig en smule, så den nu er knapt så dyb.
Alu case, PBT keycaps, lubed switches
Opsætning
HØR LYDTEST AF DENNE OPSÆTNING HER.
Følelse
Tastefølelsen er nu meget mere “smooth”, de ujævnheder man kunne mærke fra switchene er så godt som væk og tastaturet er blevet mere behageligt at skrive på, i mangel af bedre ord føles det dæmpet, men stadig responsivt.
Lyd
Tastelyden er nu mere dæmpet igen, den er samtidig blevet dybere. Især mellemrumstasten tydeliggør forskellen mellem lubed og nun-lubed switches. Det virker ikke til at stabilisatorerne har ændret lyd, men om ikke andet er følelsen optimeret efter en lidt mere præcis påførelse. Det er uden tvivl den mest behagelige og mindst larmende version af tastaturet.
Konklusion
Der er ingen tvivl om, at materialevalg har en stor effekt på både hvordan et tastatur føles at skrive på, men også på hvordan det lyder. Den generelle konsensus i blandt keyboard-entusiaster er, at PBT keycaps er klart overlegne i forhold til ABS keycaps og mine resultater underbygger helt sikkert den påstand. Der findes mange forskellige materialer til cases, men de to mest udbredte er nok plastik, ofte ABS, og aluminium. Min erfaring, med eller uden test, er at aluminium helt sikkert føles bedre, både mere stabilt, fordi det er tungere, men det har efter min mening også mere behagelige lydegenskaber. Det er dog også betydeligt dyrere end plastik cases, ligesom PBT keycaps oftest er dyrere end ABS keycaps. Uanset hvilket materiale man vælger, så kan det dog virkelig betale sig at lube switches og stabilisatorer. Det er uden tvivl det, der har den største effekt på følelsen og gør man det ordentligt, er det udelukkende en opgradering af ethvert tastatur, der tillader det. Mangler man en guide til det, har Wooting selv lavet en på deres YouTube kanal: How to LUBE your Wooting Keyboard. Den er naturligvis specifik på Wooting 60 HE, men metoden de bruger er den samme for alle MX-style mekaniske switches, der er bare færre dele i Lekker switches end i almindelige mekaniske switches. Det man skal være mest opmærksom på er ikke at påføre for meget smøremiddel; less is more. Hvis du har et hotswap tastatur og endnu ikke har prøvet, kan det varmt anbefales at bruge de par timer det tager at lube switches derhjemme. Et komplet sæt med værktøj og smørelse kan erhverves for 2-300 kroner.